Skattekommissionens politiske anbefalinger

Det ville være synd, hvis denne blog udelukkende skulle fyldes med betragtninger om skat, men emnet er stort i både dansk politik og nationaløkonomi. Ydermere er den Skattekommissionen, som regeringen begravede diskussionerne i, lige kommet med sit udspil til en skattereform. Det skal naturligvis omtales, ikke mindst fordi udspillet lugter langt mere af normaldansk realpolitik end noget som helst visionært eller fremtidsorienteret.

En del af farcen, som kommissionens samlede udspil på sin vis reflekterer, er at man har valgt at følge sit kommissorium meget strikt. Ethvert forslag skal derfor være ”fordelingsmæssigt balanceret” – et begreb, der på trods af den uskyldige ordlyd meget effektivt har begrænset kommissionens muligheder for at foreslå noget som helst effektivt. Man synes at have tolket begrebet sådan, at udspillet ikke måtte rykke målbart på den danske indkomstulighed på trods af at et af problemerne, som dansk økonomi har, netop skyldes de meget små økonomiske incitamenter til at gøre en ekstra indsats, som de minimale indkomstforskelle, målt efter skat og overførsler, forårsager.

Skattekommissionens udspil er bl.a. derfor ifølge Børsen endt med at omfatte den følgende række forslag:

  1. Mellemskatten på seks procent afskaffes.
  2. Grænsen for hvornår man skal betale topskat flyttes fra 347.200 til cirka 380.000 kroner
  3. Topskattesatsen nedsættes med 1,5 procent
  4. Beskæftigelses- og personfradrag sættes op.
  5. Boligejeres rentefradrag og ligningsmæssige fradrag nedsættes fra 33 til 25 procent.
  6. Erhvervslivets brugerbetaling og energiskatter hæves med et samlet provenu på cirka 5,5 milliarder.
  7. Grønne afgifter på olie og gas hæves med et provenu på cirka tre milliarder.
  8. Nogle tidligere momsfriholdte områder skal betale moms

Man regner dermed med at sænke skatten med samlet set 36 milliarder kroner, at sænke den højeste marginalskat fra 63 til 54 procent, og at sænke bundskatten fra 43 til 40 procent. Der er således tale om en tydelig skattelettelse som man må regne med får virkning ligesom enhver anden type ekspansiv finanspolitik. Men hvor stor virkningen bliver i den nuværende situation er uvist, ligesom enhver økonomistuderende øjeblikkeligt burde kunne se, at der er ganske stor forskel på aktivitetseffekten fra ekspansiv finanspolitik – vi får umiddelbart flere penge mellem hænderne – og de dynamiske effekter på lidt længere sigt, som ellers skulle bidrage til at løse det umiskendelige problem, Danmark er ved at udvikle på arbejdsmarkedet, hvor der snart kommer til at mangle en stor mængde arbejdskraft.

Lad os tage aktivitetseffekten først. Det er ret klart, at folks forventninger til den økonomiske situation de nærmeste år er i bund. Det påvirker (for de lidt teknisk interesserede) størrelsen af den finanspolitiske multiplikator i dansk økonomi. Helt simpelt sagt er det sådan, at jo mere pessimistiske folk er, jo større en andel af deres ekstraindkomst bliver lagt til side i opsparing, og jo mindre en del af skattelettelsen kommer derfor ud at ’arbejde’ i økonomien. Lidt paradoksalt betyder det, at jo mere man politisk mener, at der er behov for at føre finanspolitik for at sætte gang i dansk økonomi fordi pessimismen hærger, jo mindre virker politikken. Regeringen vil med en skattepakke forsøge at bekæmpe den stigende arbejdsløshed, men det kan altså diskuteres, hvor effektivt den foretrukne politik overhovedet er.

Og så til de dynamiske effekter, som man kan stille endda meget store spørgsmål ved. Danske Banks cheføkonom Sten Bocian udtrykte torsdag overfor Børsen bekymring for udspillet, da han (fuldstændigt korrekt) påpegede, at størstedelen af skattelettelsen kommer til at ske i bunden af fordelingen, hvor man fra en lang række studier ved at de dynamiske effekter er meget små. Her må man ganske enkelt konkludere, at kravet i kommissionens oplæg om fordelingsbalancerede udspil har betydet, at en uforholdsmæssig stor del af indsatsen lægges på områder, der praktisk talt ikke betyder noget for at løse f.eks. Danmarks fremtidige problemer med arbejdsudbud og finansiering af en ældrebyrde. Og når enhver effekt i den øverste tredjedel af indkomstfordelingen, hvor de væsentlige umiddelbare virkninger af en topskattelettelse er, skal balanceres af lettelser i bunden, der næsten er uden dynamisk virkning, er råderummet for en topskattelettelse ikke ret stort. Hvis man har et bundet budget – for eksempel 36 milliarder – kan enhver lempelse af topskatten blive budgetmæssigt tung fordi den skal opvejes af dyre lempelser i bunden. Det har tydeligvis begrænset lettelsen i toppen, og dermed hvor effektivt forslaget er.

Og det er måske værre. Andre økonomer med en mere behaviouristisk tilgang til analysen har for eksempel peget på, at mens den højeste marginalskat i denne type forslag faktisk sænkes, stiger springet fra den almindelige skat op til at betale topskat. Med andre ord vil marginalbeskatningen af en ekstra time naturligvis falde, men den marginale ændring i beskatningen vil stige når man rykker over topskattegrænsen. I absolutte termer er en ekstra times arbejde derfor mere attraktivt, men relativt set straffes man hårdere end før, hvis man rykker op i topskatteområdet. Mens man fra en helt klassisk økonomisk vinkel ville regne med, at forslaget har nogle positive, dynamiske effekter, kan man faktisk fra en adfærdsøkonomisk vinkel frygte, at udspillet kunne indebære en lille, negativ dynamisk effekt.

Man siger ofte, at djævelen ligger i detaljen. I Skattekommissionens arbejde har denne detalje været de fordelingsmæssige krav i kommissionens oplæg. Det har betydet, at man selvom man måske ikke har villet det, er tvunget til at levere et politiseret udspil, som hverken er særligt billigt eller særligt effektivt. De mange, der havde håbet på en afskaffelse af topskatten, vil sandsynligvis skyde skylden på en kommission med socialdemokraten Carsten Koch i spidsen og tro, at det var den politiske grund til det uambitiøse forslag. Socialdemokrater og andre midtervælgere kan ’glæde’ sig over, at forslaget ikke skaber større ulighed – som om en marginalt større ulighed, der skyldes at den bedst betalte million på arbejdsmarkedet får lidt lavere skat ville rykke Danmark væk fra pladsen som det land i verden, der har de mindste indkomstforskelle. Regeringen, der har udlagt kommissionens grænser, går fri af kritik. Det er virkeligt veltilrettelagt realpolitik, og gud hvor er det både uhæderligt og deprimerende.

5 thoughts on “Skattekommissionens politiske anbefalinger

  1. Christoffer Bugge Harder

    Tak til CV for et godt indlæg. Jeg har et spørgsmål: Er et godt argument for at give lettelser i bundskatten ikke netop det, at de forhøjede grønne afgifter vender den tunge ende nedad? Det har måske ikke den store dynamiske effekt, men i det omfang, at man anerkender grønne afgifters nødvendighed, er det vel rimeligt nok at sikre sig, at man samtidig ikke ligefrem giver lavtlønnede en reel skattestigning? Og så et måske lidt naivt spørgsmål til Bjørnskov: Øger en lempelse i bundskatten ikke dagpengemodtagere med få eller ingen kvalifikationers incitamenter til at tage et (lavtlønnet) arbejde? Er det fordi, at arbejdsløsheden allerede er så lav, at der ikke er så mange af den slags at tage af, at økonomerne regner med, at det ikke vil have en større virkning? Og dæmper en sådan lettelse ikke også lønstigningspresset? Bare af nysgerrighed.

    Svar
  2. Carsten Valgreen

    @ChristofferNu skal du nok passe på med at bruge ordet “rimeligt” om indkomstomfordeling på den her blog 😉 Men jo, hvis det også skal være en skattelettelse i bunden og ikke en reel øget skattebyrde for folk med under 347.000 i indkomst så jo. Husk at overførselsmodtagere også betaler bundsskat, og dermed flytter den ikke stort på incitamenterne (bortset fra at alle får en lidt lavere marginalskat). Beskæftigelsesfrdraget derimod søger at sikre en større kile mellem personer i beskæftigelse of på overførsler.

    Svar
  3. Kasper Kyndsberg

    Carsten skriver:”Det er rigtigt at en bundskattesænkning er incitamentmæssigt meningsløs. Men beskæftigelsesfradraget er vel ikke?Og så er der jo interessante aspekter af fjernelsen af ligningsmæssige fradrag, herunder at transportfradrag og fradrag for fagforeningskontingenter fjernes. Ganske gode sager.”Beskæftigelsesfradraget i sig selv giver jo ikke nogen incitament til at arbejde. De færreste kender satsen eller ved, hvordan den beregnes, så de kan ikke engang se effekten af den, før de får deres årsopgørelse. Hvis man laver nye skattekort så kommer effekten inden, men beløbet har så marginal lille effekt, som det er nu, at det for den enkelte umuligt kan have nogen betydning. Og hvis man udligner dette ved at fjerne befordringsfradraget og fradrag for fagligt kontingent så er vi jo mindst tilbage hvor vi startede eller måske mindre. Mange lavtlønnede der pendler til København hver dag kan nok se en tydelig forskel i et mistet befordringsfradrag på kr. 50.000 og 12.000 (62.000 i alt * skatteværdi 33% = 20.460) om året til SiD mod et beskæftigelsesfradrag på f.eks. 5% x lønnen af 280.000 = 14.000 som på nuværende tidspunkt faktisk er et ligningsmæssigt fradrag med en skatteværdi på 33% = kr. 4.620.Jeg har ikke læst nogle af forslagene – hvis beskæftigelsesfradraget pludselig giver fradrag i statsskatterne også og er på en 10-20% begynder det selvfølgelig at ligne noget.

    Svar
  4. Carsten Valgreen

    Befordringsfradraget er et klasseeksempel på en udbredt sygdom i det danske skatte- og overførselssystem: “Second best løsninger”. Det er et indgreb der skal kompensere for uheldige incitamentsbivirkninger ved et andet indgreb/skat/overførsel. I dette tilfælde skal befordringsfradraget kompensere for de manglende incitamenter til at tage et job langt væk, som primært skyldes de høje (marginal) skatter på lønindkomst. Til gengæld giver befordringsfradraget jo incitament til længere transport og dermed CO2 udledning osv.. Jeg kendte en som tog flyveren fra Jylland til København dagligt på arbejde stort set finansieret af befordringsfradrag. Så hvis man gør noget ved incitamenterne er det oplagt at fjerne befordringsfradraget i samme hug. Langt hen ad vejen enig mht beskæftigelsesfradragets nuværende størrelse. Men vær opmærksom på at folk ikke behøver bevidst at kende størrelsen af et incitament for at det har langsigtet adfærdseffekt i økonomien. Problemet med beskæftigelsesfradraget er at det er hundedyrt fordi det kommer alle lønmodtager til gode (også det flertal for hvem det godt kan betale sig at arbejde). En nedsættelse af satsreguleringen (indeksering til priser i stedet for løn f.eks.) ville give samme langsigtede virkning, men har ingen gang på jorden politisk.

    Svar
  5. Carsten Valgreen

    Skal vi ikke lige spise brød til. Skattekommissionen kommer med deres forslag den 2. februar, og det er en meget kort version der blev afsløret i Børsen. Og så ved jeg ikke om det er rimeligt at kritisere en Kommission for at følge sit kommissorie? Givet rammerne er det en ganske respektabel nedsættelse af marginalskatten i toppen. Så vidt jeg kan se bliver “topskattespringet” 7.5% mindre så hvad den “lille negative dynamisk effekt” går ud på forstår jeg ikke. Det står ikke klart hvordan 7,5% lavere forskel mellem bund og topskat kan give “behavioristiske” problemer? Og så ligger progressionsgrænsen endda højere, så færre må formodes at ligge på den marginalt set? Jeg havde i øvrigt frygtet at der ville gå meget mere “sæt progressionsgrænsen op” i den.Det er rigtigt at en bundskattesænkning er incitamentmæssigt meningsløs. Men beskæftigelsesfradraget er vel ikke?Og så er der jo interessante aspekter af fjernelsen af ligningsmæssige fradrag, herunder at transportfradrag og fradrag for fagforeningskontingenter fjernes. Ganske gode sager. Og aviserne mister momsfritagelse. Ser ud til at skatteudgifterne bliver renset ud – det er ikke nogen dum ide. Bredere skattebase – lavere skattesatser er et godt mantra.Et lavere rentefradrag er heller ikke nødvendigvis en dårlig ide (men tydeligvis dårligt timet og allerede skudt ned af politikerne), især ikke hvis kapitalafkastbeskatningen kunne følge med ned. Endelig er fraværet af forslag om højere boligbeskatning en interessant udeladelse – og en positiv en. De grønne afgifter kan man mene meget om, men de tenderer til at være ret uforvridende, især når det gælder energi. Og så vender de den tunge ende nedad.Samlet er det da ikke rimeligt at kalde det en farce? Det kan godt være det ikke stiller Punditokraterne tilfredse, men det er immervæk den største nedsættelse af marginalskatten siden anden verdenskrig (tror jeg uden at checke!). Også selv om marginalskatten stadig vil være i den høje ende internationalt. Generelt tegner alle forslagene til et forsøg på at flytte beskatning til mindre forvridende skatter (a la “Ny kurs” reformen i 1993, den sidste rigtige skattereform i DK). Det er da langt bedre end status quo. Og så må man give statsministeren at han forstår at køre reformprocesser. Nu er alle med på at sænke topskatten. Ren gentagelse af strukturkommissionen og velfærdskommissionen. Man bruger en ekspertkommission til at signalere en reform er uundgåelig og hvilken retning den skal gå og så ender både DF og SF formentlig med at stemme for lavere topskat. Imponerende. Det bliver ikke en super incitamentsfokuseret skattereform, der mest effektivt sænker marginalskatterne hvor det batter. Men det var der vel ingen der regnede med. Politik er det muliges kunst. Alle skal have lidt. Og inden for rammerne er jeg da personligt lidt positivt overrasket over at danske politikere er i stand til at bevæge sig i den retning. Burde vi ikke fejre det her? Danmark kommer til at tage et (lille?) skridt i retning af et mere fornuftigt og simpelt skattesystem hvis den liste blev gennemført.

    Svar

Leave a Reply to Kasper KyndsbergCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.