Lad mig først beklage mit lange fravær fra bloggen, der først og fremmest skyldes, at jeg havde fornøjelsen – og det var en stor fornøjelse på mange planer – af at være 3 uger i Rio de Janeiro omkring jul og nytår. desværre efterfulgt af et par ugers sygdom, da jeg igen ramte den kolde danske virkelighed – man skal jo ikke have det for godt :).

At det var en fornøjelse igen at være i Rio de Janeiro, er ikke blot afledt af glæden ved at holde ferie, være sammen med gode venner og bekendte, og nyde ”the carioca way of life”, selv om jeg bestemt altid oplever det som et stort privilegium. Måske fordi jeg ikke er specielt dansk i min væremåde, men sætter pris på den til tider ganske højtrøstede og umiddelbare måde at være sammen på, som kendetegner livet i Rio.

Der var også andre grunde til at være positiv og glad på Brasiliens vegne på et mindre personligt og mere overordnet plan. Efter at være kommet jævnligt i landet siden militærdiktaturets sidste dage i 1980erne, er det bekræftende at se, at Brasilien i modsætning til flere af de andre ”gamle store” (Argentina og Venezuela) Latinamerikanske lande tilsyneladende har udviklet et stabilt demokratisk system, og at de reformer der blev gennemført i 1990erne – hvor den internationalt anerkendte økonom, Pedro Malan, der var finansminister i perioden 1995-2002, må fremhæves som den måske afgørende person ikke er rullet tilbage under den nuværende socialistiske regering.

Hermed fortsætter Brasilien den i regional sammenhæng trend, der har været gældende det meste af det 20. århundrede, hvor man oplever relativt stigende levestandard i forhold til de “gamle” velstående lande, – Uruguay, Argentina, Venezuela og Cuba (der er gået fra at være et af de rigeste lande i regionen til at være et af de fattigste, hvilket jeg vender tilbage til i nærmeste fremtid).

Denne relative succes skal dog ses i forhold til regionens generelt ringe økonomiske udvikling i 2. halvdel af det 20. århundrede, hvor det egentlig kun er Chile der fremstår som en succesfuld vækstøkonomi fra midten af 1970erne og frem. En del er dog ændret siden 1990erne, hvor lande som f.eks. Peru og ikke mindst Colombia, der på trods af store indenlandske problemer, igennem en årrække har opnået en høj økonomisk vækst.

Som nævnt har det kendetegnet den nuværende regering under den for tiden uhyre populære præsident siden 2001, Luiz Inácio Lula da Silva  (Lula) fra  Partido dos Trabalhadores (PT), at man ikke har rullet reformerne fra 1990erne tilbage i nævneværdigt omfang, og har videreført sin forgængers politik, med vægt på at holde inflationen nede, sikrer en stabil økonomi og (nogenlunde) balancere de offentlige budgetter. 

De acceptable vækstrater og den makroøkonomiske stabilitet er bestemt ikke ensbetydende med at effektiviteten i den offentlige sektor på nogen måder er øget eller korruptionen er mindsket (snarere tværtimod). Man kan sige, at man har været langt mere succesfuld i at øge skatteindragelsen (Brasilien har Latinamerikas højeste skattetryk) end til at effektivisere og kontrollere de offentlige udgifter. Der er heller ikke særlig grund til at klappe i ens små hænder over de initiativer indenfor sundsheds-, social- og uddannelsesområdet, som den nuværende regering har stået for – der er meget (dyr) symbolpolitik i mange af tiltagene.

Det bliver at interessant at følge hvorledes den nuværende internationale økonomiske krise med deraf ringere økonomisk vækst (regeringen taler selv om 3-4%, hvilket er stort set en halvering i forhold til 2008, mens ca. 2% nok er mere realistisk) vil blive håndteret. Men i modsætning til Argentina, hvor regeringen med al tydelighed på det seneste har vist, at man ikke har lært noget af fortidens fejltagelser, synes både tale og handling fra den nuværende regering i langt højere grad at ligne hvad vi forventer fra et moderne stabilt demokrati.

I en Tv-transmiteret tale kort før jul, hvor Lula (selvfølgelig) i lighed med forgængerne i ægte populistisk tradition fremstillede sig selv som faderfigur og nationens (og de fattiges) frelser, og ikke holdt sig tilbage fra den ædle politiske kunst at overdrive egen fortræffelighed og gøre brug af lidt definitorisk hokuspokus, var der også en hvis realisme omkring hvad befolkningen kunne forvente de kommende år, og budskabet var klart. Væksten måtte forventes at falde, mens der blev lagt vægt på fortsat økonomisk stabilitet. 

Lula og PT har ikke forsøgt at forfølge en ”revolutionær” dagsorden, som man har set det andre steder i Latinamerika. Kontinuitet og moderation er de ord der bedst synes at kendetegne Brasiliens udgave af en socialistisk regering – på denne måde lægger man sig op af den lange række af eksempler fra demokratiske lande, hvor man som opposition har hamret mod den siddende regering, hvorefter man på de væsentligste områder har videreført den gældende politik med relativt små ændringer (Tony Blair i England, Anders Fogh Rasmussen i Danmark osv.).

At man ikke har forsøgt sig med en mere radikal socialistisk politik er der to væsentlige årsager til . Den første er læren af de 3 valgnederlag i helholdsvis 1989, 1994, og 1998, som Lula oplevede forud for valgsejren i 2001. Efter valgnederlaget i 1998, valgte man ved præsidentvalget i 2001 at ”markedsføre” Lula som langt mere moderat, end ved de foregående valg, Man kan sige, at PT i Brasilien gik fra en retorik ikke væsensforskellig fra en Hugo Chavez i Venezuele, Morales i Bolvia osv. til i nogen grad at ligne den chilenske udgave af socialisme. Eller som det blev sagt ved valget 2001, at man valgte Lula-light. Og selv om der i begyndelsen var en del uro omkring hvorvidt man nu også ville føre en moderat politik (kunne aflæses umiddelbart på kapitalballancen og aktiekurserne), viste det sig relativt hurtigt, at det har holdt stik.

Dette Ikke til udelt begejstring i egne rækker, hvor en del mere ideologisk funderede medlemmer er overordentligt skuffede over resultater og ført politik. En del af mine venner, der enten er eller har været politisk aktive i PT er da også ganske fortørnede over den moderate politik. Til gengæld er den private sektor i Brasilien ganske positiv, nok mere ud fra hvad de frygtede, end udtryk for egentlig begejstring for Lula og den nuværende regering.

Den anden – og nogen vil måske mene væsentligste – årsag er, at ingen af de siden 1989 demokratisk valgte præsidenter er kommet fra partier med flertal i kongressen (det største parti er PMDB, og det ændrer sig næppe i en overskuelig fremtid). Det har på den ene side betydet, at reformarbejdet er gået meeeget langtsomt, at privatisering og reformer af den offentlige sektor fortsat lader en del tilbage, men det har på den anden side også medført, at risikoen for de magtpolitiske overgreb man har oplevet i Argentina og ikke mindst Venezuela ikke er realistiske, ligesom en tilbagerulning af de reformer det trods alt er lykkede at gennemføre ikke er sandsynlig, uanset hvem der bliver præsident. 

Denne særlige politisk
e tingenes tilstand vil fo
rmentlig også være til stede, når Brasilien skal vælge ny præsident i slutningen af 2010, hvor Lula ikke kan stille op. Den mest sandsynlige efterfølger er Sao Paulos nuværende guvernør, José Serra fra PSDB (Partido da Social Democracia Brasileira), der tabte til Lula i 2001. José Serra kommer fra samme parti som Fernando Henrique Cardosa, under hvis præsidentperiode fra 1995-2002, de væsentligste indenlandske reformer fandt sted (åbningen af Brasiliens økonomi begyndte under den skandaleramte Fernando Collor, Brasiliens første demokratisk valgte præsident siden 1960).

Så selv om Brasilien står overfor mange udfordringer, – man har en elendig infrastruktur og meget høje transportomkostninger, mens beaukrati og korruption er absurd efter vores forhold (men ikke værre end de fleste andre latinske lande)-, er der dog al mulig grund til at tro, at man denne gang vil kunne håndtere de nuværende ringe internationale konjunkturer bedre end tidligere.

For en (som altid) ganske glimrende artikel om den folkekære Lula henvises for øvrigt til en artikel for nylig i The Economist.

Der er i indlægget henvist flere gange til Wikipedia. Hvis nogen skulle være lidt forbeholdne overfor dette opslagsværk, vil jeg tilføje, at biografierne på mig virker mere lødige og afballancerede end meget jeg har læst f.eks i dansk MSM.