Hvordan var forholdene på Cuba egentlig før Fidel Castro? Tjah, de var faktisk ganske anderledes end den “propaganda” som bevidst eller ubevidst i vidt omfang er viderebragt i undervisningsmateriale for folkeskoler og gymnasier samt MSM, både herhjemme og i udlandet. Og jeg må nok erkende, at mit eget billede af Cuba før Castro i vid udstrækning var præget af denne indoktrinering.

Den teknologiske udvikling har heldigvis gjort afhængigheden af dårlig journalistik og ensidige skolebøger mindre, selv om det selvfølgelig indebærer en hvis arbejdsindsats at få et modspil til de billeder der fremmanes i aviser, radio, TV og skolebøger.

En ting der synes at præge undervisningsmateriale, og det er ikke kun om Cuba, er det næsten totale fravær af neutral data. Derimod synes historiefortælling (rent praktisk forstået som af fortælle historier), anekdoter og stort set kritikløs videregivelse af myter der støtter helt bestemte politisk/ideologiske forestillinger at være dominerende.

Som jeg nævner i klummen stammer de fleste data fra diverse statistikker udført i FN regi. Desværre er disse ikke direkte tilgængelige på nettet (af tekniske årsager). Man må da håbe på, at også FN, selv om det bliver en formidabel opgave, på et tidspunkt gør gammel statistik fra før computerens tidsalder tilgængelig, i lighed med hvad Danmarks Statistik har gjort. En betydelig del af datamaterialet er hentet fra Kirby Smith and Hugo Llorens: RENAISSSANCE AND DECAY: A COMPARISON OF SOCIOECONOMIC INDICATORS IN PRE-CASTRO AND CURRENT-DAY CUBA.

Og jeg forstår egentlig godt hvorfor man ikke ønsker at inddrage statistisk datamateriale, – der findes ellers ganske meget af det. Det understøtter slet ikke myten om et usselt fattigt land domineret af en lille overklasse og en fattig befolkning med et kummerligt liv. Tværtimod var Cuba et af Latinamerikas rigeste lande, hvilket i 1950erne indebærer, at velstanden var højere end i store dele af Europa. Og selv om Cuba havde været et diktatur siden Fulgencio Batista i 1953 få måneder før der skulle afholde demokratisk valg greb magten ved et relativt ublodigt kup, var cubansk politik en del mere sofistikeret og kompleks end den gængse fremstilling tillader. Cuba var i lighed med med mange andre Latinamerikanske lande, f.eks. Mexiko, Argentina, Brasilien og Chile præget af hvad der vel mest korrekt kan betegnes som socialistisk/fascistiske ideer om samfundsopbygning og lovgivning.

Således skriver Robert Whitney i “The Architect of the Cuban State: Fulgencio Batista and Populism in Cuba, 1937–1940” fra Journal Of Latin American Studies, maj 2000:

“We also know that, like many other Latin American leaders of the 1930s and 1940s, Batista went through a ‘populist phase’ from 1937 to 1940. Populism arose as a political and economic response to the growth of a mass work force which had been released from traditional personalistic and clientelist ties of bondage and dependence. Populists acknowledged that ‘the masses’ were a new force in society and that ‘the people’ were at the centre of the nation and the state. Populist discourse, in other words, functioned to construct ‘the people’ out of fragmented and scattered populations. Batista was very aware that in order to rule Cuba he had to appeal to ‘the people’ and to the revolutionary sentiments of 1933. ”

og

“Batista’s political practice between 1937 and 1940 is of particular interest because it was one of the first, if less enduring, attempts to construct a populist state.”

Som et kuriosum, apropos den store ståhej omkring Barrack Obamas hudfarve kan nævnes, at Fulgencio Batista, der var farvet, (og bruger man amerikansk terminologi sort), valgtes på demokratisk vis til præsident i 1940. På det punkt var Cuba altså 68 år foran USA, men interessant nok har Cubas propagandamaskine ikke syntes at det var værd at snakke om.

Lad mig sluttelig understrege, at hverken klumme eller dette indlæg kan eller skal læses som et forsvar for Batistas diktatur i hverken 1930erne eller 1950erne. Han var bestemt ikke noget at samle på, selv om undertrykkelsen slet slet ikke kan stå mål med hvad Cubanerne har været udsat for siden.