Hvorfor er der ’klassekamp’ i Frankrig?

Man følte sig nærmest hensat til de mørkeste 70ere, da man læste Berlingske i morges. Jeg taler ikke om avisens linje, der er rykket i vulgærkeynesiansk retning den sidste måneds tid i takt med langt de fleste andre medier, men derimod Bjørn Willumsens reportage fra fransk politik på side 19. Frankrig er ved at få et nyt parti med navnet ”Nyt Antikapitalistisk Parti”, som står til at få opbakning fra en ganske væsentlig del af vælgerskaren!

Et nuværende postbud og tidligere historiestuderende, Olivier Besancenot, har forleden stiftet partiet, som har som erklæret mål at afskaffe kapitalismen. Nu kunne man med et glimt i øjet spørge sig selv, om Frankrig kvalificerer til betegnelsen et ’kapitalistisk samfund’, men det er ikke bare pjat det hele. Stifteren udtaler til Berlingske, at partiet vil tage de ’bedste’ elementer fra ”trotskisme, socialisme, kommunisme, libertarisme, guevarisme, eller radikal økologisme” med i sig program. Han ønsker åbenbart også at forbyde fyringer, nationalisere bankerne og hæve mindstelønnen ret markant. Og det er øjensynligt vand på mange franskmænds politiske mølle: En (unavngiven) meningsmåling peger i hvert fald på, at omkring 15 procent af vælgerne er parate til at stemme på en alliance mellem Nyt Antikapitalistisk Parti og det andet nye ultravenstreparti i Frankrig, Venstrefløjspartiet.

Her kunne historien ende som et kuriosum, og en bekræftelse på Jeremy Clarksons diktum fra det afsnit af BBCs Top Gear, da han konstaterede, at Frankrig er et land der ”basalt set består af bønder og kommunister”. Det er også et af de få lande i Europa, hvor man stadig både politisk og i samfundsvidenskabelige miljøer (læs: sociologi) taler om klassekamp som et reelt og solidt funderet fænomen. Men da jeg læste artiklen, vendte mine tanker tilbage til et spørgsmål de har cirklet om af flere omgange: Hvor store er forskellene i politiske traditioner på tværs af Europa, og hvorfor er de der? Jeg vil ikke forsøge at svare på det andet spørgsmål – det skal læserne være velkomne til at kommentere på – men vil give et hurtigt bud på det første.

Man skal forestille sig, at det giver rimelig mening at placere politiske traditioner på en almindelig venstre-højre-skala. Det er ikke helt ukontroversielt, men de fleste empiriske studier viser, at man ikke mister så meget information hvis man gør det. Derefter er det relativt enkelt at kategorisere europæiske partier på en venstre-højre-akse, og derefter regne regeringens ’ideologi’ ud. Metoden, der er beskrevet i min artikel fra sidste års oktoberudgave af Journal of Development Economics, giver et tal mellem -1 (helt kommunistisk) og 1 (fuldt liberal) for hver enkelt regering. Herefter taget vi ganske enkelt gennemsnittet af hver regering mellem 1976 og 2004 (hvor dataene holder op) for at få et bud på, hvordan hvert enkelt lands politiske tradition placerer sig. Man kan diskutere, hvor præcist sådan et mål er, men det giver under alle omstændigheder en ’feel’ for forskellene.

Belgien

0,16

Luxembourg

0,37

Danmark

0,34

Norge

0,24

Finland

0,16

Portugal

0,18

Frankrig

-0,09

Schweiz

0,54

Grækenland

0,17

Spanien

0,24

Holland

0,59

Storbritannien

0,62

Irland

-0,09

Sverige

0,14

Island

0,71

Tyskland

0,34

Italien

0,19

Østrig

0,15

Nu vil jeg lade det være op til læserne at vurdere, om scorerne fra de 18 europæiske lande passer på virkeligheden, men blot bemærke én ting: Uanset hvordan man vender og drejer tingene, ligger Frankrig altid som et af de mest konsistent venstreorienterede lande i den vestlige verden. Det flugter også ganske godt med andre undersøgelser, for eksempel en fra sidste få år, hvor en tysk journalist havde sammenlignet lærebøger i nationaløkonomi. Det eneste sted, de fleste lærebøger utvetydigt beskrev frihandel og globalisering som et onde, var i Frankrig. Det må også være et af de eneste steder på vores del af kloden, hvor en stærkt interventionistisk, protektionistisk og statsstøttevenlig præsident – Nicolas Sarkozy – bliver beskrevet som ultrahøjreorienteret og nyliberal. Bundlinien? There’s something about France – landet der er den store leder af europæisk integration og harmonisering.

12 thoughts on “Hvorfor er der ’klassekamp’ i Frankrig?

  1. maximilian andics

    bare gå tilbage til 1867″Владельцы капитала будут побуждать рабочий класс покупать все больше дорогих товаров, домов и технологий, заставляя их брать все больше и больше дорогих кредитов до момента, пока долги станут непосильными. Невыплаты кредитов начнут приводить к банкротству банков и последующей их национализации, что поставит Государство на дорогу, очевидно ведущую к коммунизму»” – Карл Маркс, 1867 год. The Capitalists will lure the Working class into buying more and more expensive merchandise, houses and technical hardware, thereby forcing them to take more and more expensive loans until the very moment the loans become impossible to pay back. These unpaid loans will then lead to bankruptcy (insolvency) of the banks and their (the banks) consequent nationalization, unmistakably leading the Government on the path to Communism….

    Svar
  2. JR

    Som deltager i en del UE-projekter (Union Européenne) er det også min personlige vurdering, at de fleste franskmænd har en stærk tiltro til at store offentlige virksomheder er løsningen (og at dette også gennemsiver EU-kommissionen – eller i hvert fald de dele jeg har haft kontakt med).Et af de projekter jeg deltog i opstarten på (altså ikke selve udformningen) måtte jeg overfor min daværende chef og kolleger ganske enkelt (i ædru tilstand) beskrive som et centralistisk projekt med detaljerede centralt planlagte 5-års-planer (Soviet-style). Målet var kort sagt at opbygge en stor offentlig europæisk virksomhed ved hjælp af EU-midler til forskning, udvikling, produktion og markedsføring. Planlægningen var lige så urealistisk som den Sovjetiske. Kort efter søgte jeg bla. af den grund andet arbejde.Jeg havde allerede før dette projekt arbejdet på andre EU-forskningsprojekter der på samme måde forsøgte at udvikle og til dels indkapsle viden og know-how i offentlige og private europæiske virksomheder (i modsætning til USA, hvor der er strenge krav om offentliggørelse af forskningsresultater) med henblik på at udvikle en europæisk kapacitet indenfor området. Disse projekter var ligeledes styret af detaljerede 5-års-planer, men jeg havde på dette tidspunkt ikke nået kvalmepunktet.De franske projektledere af et af disse projekter undrede sig efter en del år over at de ikke havde formået at få en eneste kommerciel kunde på trods af de store investeringer EU havde lavet i at udvikle deres produkter. Konklusionen var ikke overraskende, at de skulle have flere EU-midler til at udvikle produkterne og markedsføre disse (hvilket de fik uden at det hjalp). Jeg tog for sjov et kig på deres produkthjemmeside og må sige, at det ikke tog mig mange sekunder at forstå hvorfor de ingen kunder havde.Forstå mig ret. EU støtter en del forskning som ikke er centralistisk og socialistisk. Der går dog en betydelig del af vores skattepenge til projekter hvor nytteværdien af midlerne er meget lav. Det er også min erfaring, at franskmænd er særdeles overrepræsenterede i projekter som i bund og grund er socialistiske og centralistiske.

    Svar
  3. Niels Westy

    Jeg tror, at vi skal noget længere tilbage end både Mitterand regeringer og 2. verdenskrig. Den franske elitisme/estatisme er af gammel dato. F.eks. kunne man nævne en mand som Comte, faderen til posivitismen, og hvis indflydelse desværre rækker langt ud over Frankrig (Latinamerika f.eks.).

    Svar
  4. Søren Nørbak

    Umiddelbart, uden at være ekspert, vil mit bud på dit andet spørgsmål være: Den stærke kommunistiske modstandsbevægelse under anden verdenskrig kombineret med kommunisternes og den yderste venstrefløjs deltagelse i Francois Mitterrands regeringer i 1980erne. Derudover skal man ikke glemme at Frankrig, sammen med mange andre europæiske lande, ikke har taget et opgør med medløberne efter murens fald, hele debatten om “kommunismens sorte bog” illustrerer dette.MvHSøren

    Svar
  5. Christoffer Bugge Harder

    En interessant artikel med lidt refleksion over Besancenot, der stiller spørgsmålet “Besancenot – en slags venstreorienteret udgave af Le Pen”? fra ugebladet “Marianne”:http://www.marianne2.fr/Besancenot,-un-Le-Pen-de-gauche-_a88466.html Artiklens citat fra Sarkozy om Besancenot er fra “le canard enchainé”, “Den lænkede And”, så måske skal det tages med et gran salt. Men artiklen beskriver interessant nok, at Besancenot ufrivilligt giver Sarkozy en håndsrækning ved at gøre sig til en pind til socialistpartiets ellers allerede solide ligkiste. Besancenots nye parti er åbenbart mest af alt et helt klassisk, populistisk parti ligesom le Pen: en charmerende frontfigur, enkle budskaber, anti-etablissement, anklager mod alt og alle og lette løsninger på “den lille mands” hverdagsproblemer – og Sarkozy gør det åbenbart nemt med sin selv efter franske forhold utroligt arrogante og småtskårne facon (med f.eks at retsforfølge en demonstrant, der havde citeret Sarkozys egne ord “Casse-toi, pauvre con”). Måske kan nogen med større kendskab til fransk politik uddybe: Er der ikke i Frankrig både en helt utrolig afstand mellem vælgere og politikere og en enorm sammenspisthed mellem politikere fra “etablissementet” i forhold til de fleste andre europæiske lande? F.eks med flere socialistiske ministre i Sarkozys regering?Når de så samtidig har en enorm magtkoncentration hos meget få mennesker med alt, hvad det medfører af utålelig arrogance, korruption og vennetjenester, kan man vel godt se for sig, hvorfor folk går hen og stemmer på outrerede yderfløjspartier i langt større tal end andre lande. Jeg husker en artikel i forbindelse med forfatningsafstemningen, der beskrev den franske politiske debatklima som domineret af en “kværulant-kultur”, hvor hele vælgerkorpsets rygmarvsreaktion på alle politiske udspil er et vredt “Vi er IMOD – hvad var spørgsmålet”? Men undskyld, hvis jeg spørger lidt naivt: Hvordan kan man have sådan en strukturel politikerlede og samtidig have så stor tiltro til enorm offentlig detailstyring af stort set hvad som helst? Er det ikke lidt af et paradoks? Så vidt jeg ved, er både de stuerene højre- og venstrepartier enige omkring at fastholde et stift arbejdsmarked, kæmpe for at bevare og udbygge landbrugsstøtten, arbejde på at erstatte engelsk med fransk som lingua franca og lignende illusoriske projekter. Det er jo sådan noget, som ser helt vanvittigt ud fra både højre og venstre side i de fleste andre lande!? Er det som Niels Westy er inde på noget, der handler generelt om tro på “stærke”/”kloge” mænd? Bare lidt strøtanker og generel undren.

    Svar
  6. Christian Bjørnskov

    @Niels: Et land som Tjekkiet rykker ind med et gennemsnit på 0,38 og Ungarn på 0,37. Men der er en vigtig forskel fra Vesteuropa idet selv de socialdemokratiske regeringer i Centraleuropa har ført ret liberalistisk politik. Niklas Potrafke (Uni Konstanz) og jeg har et papir ude for tiden, hvor vi viser at man efter cirka 1995 ikke kan se forskel på midte og højrefløj i centraleuropæisk politik når man undersøger, hvor hurtigt de har privatiseret. Så vi undervurderer nok deres ryk mod højre.

    Svar
  7. Nicolai

    I den almindelige folkevisdom plejer netværkerne fra École Normale d’Administration at blive tillagt en væsentlig rolle i indspistheden i den politiske elite. Jeg ved ikke hvor meget dette har på sig, eller om det er et udslag af det udbredte had til eliten som findes i alle lag af det franske samfund, men det er næppe sundt at så stor en del af politikerne rekrutteres så snævert som det er tilfældet./Nicolai

    Svar
  8. Christian Bjørnskov

    @Nicolai: Hvis det skulle interessere dig, har Francis Kramarz (en af de få virkeligt godt franske økonomer) forsket i emnet, bredt set. Om det er netværkene fra ENA kan man måske ikke sige, men en del peger i den retning, men hvad Kramarz kan vise er, at de tætte elitenetværk på tværs af erhvervsliv og politik i Frankrig rent faktisk fører til_dårligere_ledede virksomheder og mindre værdiskabelse. Hans studie kan findes som IZA Discussion Paper 1940.

    Svar
  9. JR

    Til Christian Bjørnskov (Off topic):Nu hvor du skal/er i gang med dit “vikingeprojekt” ville jeg lige gøre opmærksom på et nummer af Nature dedikeret til evolutionslæren (i anledning af Darwins 200 års fødselsdag). I tidsskriftet er der en række gode artikler både om genetisk og kulturel arvelighed. http://www.nature.com/news/specials/darwin/index.htmlKulturel arvelighed har den fordel og ulempe, at de kulturelle “gener” kan ændres langt hurtigere end de biologiske. Både for lave og for høje biologiske mutationsrater kan være skadelige. Hvis mutationsraten er for lav kan kulturen ikke tilpasses i samme tempo som omgivelserne kræver. For høj mutationsrate giver andre problemer i biologien siden negative mutationer er langt hyppigere end positive mutationer.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.