Månedsarkiv: marts 2009

Mod selvmedlidenhed og religiøs kollektivisme kæmper selv den bedste (måske) forgæves.

Af Niels Westy, den 30. marts 2009. 51 svar

I torsdags afholdt Cepos den fjerde og sidste i rækken af integrationsarrangementer. Det skulle vise sig at blive langt den mest underholdende, omend jeg ikke er sikker på, at redaktøren for denne blog, Christian Bjørnskov, er helt enig. Han blev uretmæssigt til målet for et helt igennem usagligt, groft og pinligt angreb på sin person og sin forskning, hvilket dog i sidste ende mest af alt afslørede afsenderen for hvad han er.

Overskriften på arrangementet var ”CEPOS konference om indvandring, kultur og det liberale demokrati”, hvorunder Christian holdt et velstruktureret oplæg centreret omkring graden af tillid i et samfund, og baseret på den solide forskning han har bedrevet indenfor feltet gennem en række år. Som Christian lagde ud med at sige var hans oplæg baseret på positiv i modsætning til normativ forskning (hvis man da kan kalde det sidste forskning overhovedet, hvilket undertegnede ikke mener). Lidet kunne han ane, at den slags finesser gik hen over hovedet på både den efterfølgende oplægsholder og en del af tilhørerne. Formentlig fordi de er ude af stand til at skille faktuel viden fra egne fordomme, hvorved forskning som redskab til større indsigt og viden ikke længere er mulig. Det er herefter blot endnu et redskab til at bekræfte egne fordomme.

Som det kan ses nedenfor, gik nogle da endda videre, og mente at forskningen skulle være underlagt om det var ”gode” eller ”farlige/onde” resultater. Men lad mig kort gøre rede for hvad det er for en farlig forskning Christian, der har leveret nedenstående figurer, har bedrevet.

Tillid i det multikulturelle samfund.

Som det formentlig er de fleste bekendt er Danmark igen og igen blevet udråbt til verdens lykkeligste land, baseret på en række internationale spørgeskemaundersøgelser, omfattende ca. ½ mio. respondenter over hele verden og deres svar på om de er lykkelige eller tilfredse. Det er selvfølgelig ikke uvæsentligt at der er tale om hvad folk selv mener. Det kunne jo være at Danmarks placering skyldes at vi er et særligt nøjsomt folkefærd der ikke stiler store krav til livet, ligesom andre befolkningers mindre grad af tilfredshed kunne være afledt af at de stiller for store forventninger til fremtiden. Men det kunne også være, at det skyldes, at der er fundamentale faktorer der har betydning for vores tilfredshed, som f.eks. tillid, og at denne ikke er ligelig fordelt. 

For at gøre en lang historie kort, har Danmark også verdensrekord i tillid, Vi har her, så at sige, en absolut fordel frem for andre lande. Ca. 2/3 af danskerne svarer, at man som udgangspunkt kan stole på fremmede personer. Andre lande med høj tillid er f.eks. resten af Skandinavien, Holland og New Zealand. I den modsatte ende af skalaen ligger lande som Trinidad og Brasilien, hvor kun 3% af befolkningen mener, at man som udgangspunkt kan have tillid til fremmede. Før nogen herefter konkluderer, at det må skylde vores homogene sammensætning, og at et mere multikulturelt samfund vil være skadelig for borgernes tillid til hinanden, vil jeg henvise til nedenstående figur 1, som på y-aksen viser borgernes tillid til hinanden og på x-aksen viser befolkningsdiversiteten (jo tættere ved nul jo mere homogen og jo tætte ved 1, jo mere sammensat).

Den viste sammenhæng foranledigede Christian til at konkludere to ting; For det første, at det er os (i de nordiske lande og Holland) der er ”underlige” i forhold til resten af verden – pågældende lande er markeret på figuren. For det andet, at multietnicitet i sig selv ikke har betydning for tilliden i et samfund. Derudover ved vi fra studier af EU-landene, at tilliden over grænser i lighed med indenlandsk tillid er meget stabil, og at vores tillid til andre landes befolkning i vid udstrækning falder sammen med deres egen tillid internt.

Dernæst gennemgik han sammenhængen mellem forskellige befolkningsgruppers tillid og deres ”bedsteforældres” hjemland, i den udstrækning man kan afdække denne (vanskeligt for store dele af den sorte befolkning) i USA, ved hjælp af figur 2, der ses herunder. Nederste linie angiver tilliden i de østeuropæiske lande der har været kommunistiske, og forskellen mellem de to linier viser omkostningen i kraft af tabt tillid, som kommunismen har kostet borgerne i de pågældende samfund.

Én gruppe skiller sig ud i USA, og udviser markant mindre tillid, både indbyrdes og til resten af den amerikanske befolkning. Det er sorte med rødder tilbage til slaveriet. Der er tale om en gruppe der i høj grad opretholder en væsentlig grad af segregation, modstanden mod f.eks. blandede ægteskaber kommer primært fra ”egne rækker”.

Christian konkluderede efter sin gennemgang, at der ikke var grund til at bekymre sig om etnisk diversitet som sådan, men at der var grund til integrationsbekymring for definerbare grupper, og som han selv sagde, hvilket skulle det vise sig var en korrekt iagtagelse, så var det en politisk ukorrekt konklusion, omend jeg var lidt overrasket over hvad der fulgte.

Fatih Alev, fra ambassadør for islam til religiøst formørket tudefjæs.

Det næste oplæg stod Fatih Alev – som de fleste formentlig kender fra medierne – for. De første 10 minutter optrådte han som positiv ambassadør for muslimer i Danmark, og var godt på vej til at underminere den opfattelse af at ”alt ondt startede med Mohammed”, som den monokulturelle og kulturkonservative del af tilhørerne (og dem var der også nogle af) var mødt op med. Herefter knækkede filmen desværre for ham, da han kommenterede Christians oplæg. Grundlæggende tror jeg ikke han havde forstået meget af hvad Christian egentlig havde sagt.

For hvad Christian konkluderede på sin forskning var dels at multietnicitet ikke i sig selv var et problem. Dels at man ikke kan bruge religion som en forklarende faktor, og at der ikke var faktuel belæg for at pege på, at indvandrerne var muslimer som et problem i forhold til tillid. Derimod betød det noget hvor indvandrere/flygtninge kom fra, nærmere betegnet de arabiske/mellemøstlige lande, hvor tilliden er meget lav. Sammenholdt med at vi ved, at ”Tillid nedarves tidligt i livet, særligt fra moderen, at samme etniske grupper i vid udstrækning ikke gifter sig uden for egen gruppe, at kvinderne er særligt dårligt integrerede, og at autoritær opdragelse er udbredt og mytedannelse er almindelig” medfører paralelsamfund for denne gruppe at de reproducerer den lave tillid.

Jeg havde egentlig regnet med at Fatih Alev havde fanget pointen med at det ikke er islam der er problemet, at det måske var derfor han var i så godt humør de første minutter af sit oplæg, men ak. Christians forskning blev sammenlignet med det 3. riges race-ideologier og gav anledning til at stort set resten af Fatih Alevs oplæg blev en opvisning i og bekræftelse af mine værste fordomme overfor religiøse mennesker. Herunder ikke mindst at menneskelig nysgerrigh
ed og forskning skal under
lægges hensynet til religiøse behov. Så fra at være et forsøg på positivt at markedsføre sin religion og dets udøvere endte det med den sædvanlige kritik og pegen fingre af, at vi har en åben debat, og vi fik den sædvanlige selvmedlidende grædekonevise. Han blev selvfølgelig bakket op af den kulturrelativistiske del af forsamlingen.

Her bagefter kan jeg ikke lade være med at tænke på, om ikke reaktionen på Christians oplæg i høj grad hang sammen med at han er en hvid mand fra Århus. Hvordan mon reaktionen ville have været, hvis det var min kone, der er vokset op i verdens mindst tillidsfulde samfund (af de målte), Brasilien, der havde holdt et lignende oplæg, og i en sammenligning af Danmark og Brasilien havde konkluderet, at en af parametrene for at vi har en bedre levestandard, og f.eks. er mindre stressede (og det viser internationale undersøgelser) skyldes vores tillid. Ja, hun kunne formentlig være sluppet afsted med rigtigt mange ting, fordi hun IKKE ligner en dansker.

Eller også var hun måske blot blevet angrebet for ikke at være loyal overfor sine ”egne”, hvilket jo fra tid til anden overgår indvandrere der bliver ”for danske”. En kritik der både lyder fra dem der fortsætter med at leve som om de ikke var flyttet fra deres oprindelsesland (hvilket unægtelig er ganske nemt, så længe skatteyderne finder sig i at finansiere det) og fra de kulturrelativistiske kredse der med næsten religiøs fanatisme og uden nogen form for videnskabeligt belæg fremturer i at alt, og hermed alle kulturer er lige gode, – vist nok bortset fra den mest succesfulde, nemlig den vestlige kultur, der i samme åndedrag gøres ansvarlig for alt ondt her i verden.

Måske skulle jeg invitere et par af de hellige (både religiøst og politisk ment) på kaffe – det kunne jo være Fatih Alev og Jacob Holt, så kunne de med latinsk temperament få læst og påskrevet i en sådan grad af min kone, at jeg formentlig ville begynde at forsvare hendes hjemland og dets kultur.

Kurrild om skattehæverne

Af Christian Bjørnskov, den 21. marts 2009. 46 svar

Den gamle (faktisk ikke så gamle) redacteur Peter Kurrild-Klitgaard havde i går et indlæg i Berlingske, hvor han understreger hvordan ” Erfaringerne viser, at der ikke er nogen grund til at tro, at danskerne efter den seneste skattereform skulle ende med et lavere skattetryk end før”. Kurrild peger i indlægget på, at ” svaret på, hvem der hæver skatterne mest, er — paradoksalt nok — at det er under borgerligt-liberale regeringer som den nuværende, at skatter og skattetryk har en tendens til at stige mest”. Analysen, der passer ganske smukt med en tidligere, som vi har bragt her på stedet (læs her), viser blandt andet at:

”Ser man på stigningstakter år til år, er skattetrykket i perioden som helhed steget gennemsnitligt knap en pct. pr. år, men med store »ideologiske« forskelle: Under venstreorienterede regeringer er skattetrykket steget gennemsnitligt sølle 0,05 pct. pr. år, mens det under borgerlige regeringer er steget hele 1,9 pct. pr. år.”

Den overordnede konklusion er, at hos os vender verden på hovedet – det er de borgerlige, der står for at finansiere en socialdemokratisk samfundskonstruktion. Hele indlægget kan læses her.

Kurrild om det borgerlige selvmål

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2009. 28 svar

Hvis det skulle være gået nogens næse forbi, havde den gamle redacteur Peter Kurrild-Klitgaard en kronik i Berlingske i lørdags om det store, borgerlige selvmål, som man kalder en skattereform. Efter at have været uforklarligt utilgængelig siden i lørdags, kan hele kronikken nu læses her.

I kronikken udtrykker Kurrild det indtryk, jeg tror mange af os har haft siden man færdigforhandlede ’reformen’, men som sædvanlig med større indsigt i hvad der sker på Borgen, og i klarere og mere elegante vendinger. For blot at tage to små udpluk:

”Langt vigtigere er imidlertid, at skatteomlægningen qua dens form betyder flere skatteindtægter til staten og formodentlig reelt en stigning i skattetrykket, fordi den er kraftigt overfinansieret. Alle reformens »dynamiske effekter« går til at øge den offentlige sektor. Dét er en facet, som regeringens medlemmer har gået meget stille med.”

”For det tredje er skattestoppet – regeringens eneste virkelige succes – nu blevet brudt af regeringen selv. Det blev indført for at lægge en dæmper på væksten i de offentlige udgifter, men da regeringen har ladet disse løbe løbsk, har man valgt at kunne få flere penge i kassen.”

Kurrilds kronik burde være pligtlæsning for alle dem, der stadig lider under den illusion, at vi har en borgerlig regering.

Public Choice i Las Vegas

Af Christian Bjørnskov, den 12. marts 2009. Skriv et svar

Traditionen tro rapporterer vi fra årets to ’public choice’ konferencer, og i år skal ikke være en undtagelse. Vi skriver som tidligere år kort om de konferenceindlæg, vi (jeg) fandt mest interessante og undtagelsen i år er ikke vores skyld, men papirerne kan for en gangs skyld ikke downloades fra konferencens hjemmeside.

Som titlen antyder, havde 2009-konference et lettere absurd skær over sig: Vi tog nemlig i år til Las Vegas, hvor man måtte vade forbi endeløse enarmede tyveknægte og blackjack-borde for at komme op til sit værelse, ligesom der var spillemaskiner umiddelbart udenfor det centrale mødeområde. At skulle forbi rader af ældre amerikanere med blanke øjne gav konferencen en lidt anderledes ’ambience’ end normalt.

At vælge, hvad man vil høre på og hvor man skal hen kan, som nogle læsere sikkert ved, være noget af et puslespil, når der kører seks sessions ved siden af hinanden. Fredag morgen faldt valget på halvanden times session om ’wellbeing’, hvor mine venner Andreas Bergh og Therese Nilsson præsenterede ny viden om globalisering. De to svenskere har set på sammenhængen mellem globalisering og befolkningens helbred på tværs af over 100 lande siden 1970. Den spændende konklusion er, at mens økonomisk globalisering helt tydeligt fører til bedre helbredstilstand – og faktisk ikke kun fordi globalisering gør landene rigere – har social globalisering øjensynligt en sundhedsmæssig slagside for fattige lande. Bedste bud på en forklaring er, at globaliseringens stærkt øgede informationsstrømme også når fattige lande, og får en del af befolkningen til at kopiere nogle af de værste uvaner i den vestlige verden. (Bergh og Nilsson: Worth Living For? On the Relation Between Globalization and Life Expectancy) Fredag bød også på Oz Dincers spændende, men meget foreløbige, arbejde om forholdet mellem social tillid (tillid til fremmede mennesker) og hvor fiskalt decentralt, amerikanske stater fungerer. Oz – en af de mange glimrende tyrkiske økonomer, man aldrig tænker på eksisterer – peger på en relativt klar sammenhæng mellem højere tillid og mere decentralisering, men præcist hvordan man skal tolke det, blæser lidt i vinden. (Oguzhan Dincer: Fiscal Decentralization and Trust)

Fredag morgen stod den på en session om korruption, hvor det spændende papir var af Monica Escaleros og bød på ny viden om forholdet mellem korruption og fattige menneskers adgang til rent drikkevand. Mens korruption ikke eksisterer i Danmark – den type adfærd begrænser sig til vennetjenester og lejlighedsvis nepotisme – er det et væsentligt problem for mange fattige lande. Monicas artikel viste relativt klart, at korruptionsproblemer også påvirker hvor effektivt, vandforsyningen virker, men pudsigt nok ikke har en lige så klar effekt på f.eks. sanitetssektoren. Vand er et specielt problem, og igen ser man her resultatet af årtiers politiske fejl og sammenblanden af interesser. (Monica Escaleros, Nejat Anbarci og Charles Register: The Ill-Effects of Public Sector Corruption in the Water and Sanitation Sector)

Resten af lørdagen gik med konferencepapirer, jeg selv er involveret i – og uden tvivl mere om dem senere her på stedet – så sidste spændende indlæg, det er værd at nævne her, blev præsenteret søndag morgen før jeg løb ud af døren til en lufthavn fyldt med slot machines. Niklas Potrafke præsenterede nyt bevis for, hvornår regeringers politiske ideologi påvirker centralbankers rentepolitik, og dermed også kommer til at påvirke landes investeringsstruktur. Det særlige viste sig at være, at i Europa siden 1980 har kombinationen af venstreorienterede regeringer og uafhængige centralbanker givet højere renter. Niklas’ fortolkning: Enten straffer konservative centralbanker venstreorienterede regeringers politik med at stramme pengepolitikken, eller også ved venstreorienterede regeringer fra starten, at de har et problem, og overlader derfor centralbanken til påpasselige centralbankdirektører. (Ansgar Belke og Niklas Potrafke: Does Government Ideology Matter in Monetary Policy?)

Hvis læsere skulle være interesseret, kommer mange af papirerne uden tvivl til at ligge på nettet inden længe. Hele konferenceprogrammet, med mange flere indlæg, kan findes her.

Enten legaliserer vi (alle former for) narkotika, eller også lærer vi at leve med volden og kriminaliteten

Af Niels Westy, den 9. marts 2009. 6 svar

FN anslår at det globale marked for illegal narkotika har en værdi på omkring 320 mia. USD., mens de amerikanske myndigheder anslår at der omsættes for omkring 60 mia. USD på det amerikanske marked alene. Herhjemme har myndighederne estimeret, at der omsættes for omkring 3 mia. danske kroner om året, hvilket er mere end værdien af den årlige omsætning for kaffe.

Nu er det af indlysende grunde vanskeligt at sige noget præcist om omsætningen på et illegalt marked, og måske er FNs lige en tak i overkanten. Til gengæld kan vi være sikker på at profitmargen er ganske betragtelig, hvorfor der er tale om et yderst lukrativt marked.

Jeg har tidligere her på bloggen argumenteret for, at den nuværende forbudspolitik – ikke kun i Danmark – men globalt bør afskaffes. Det er jeg bestemt ikke ene om. Fremtrædende internationale aviser og tidsskrifter, som bl.a. Finansial Times og The Economist har i årtier argumenteret for en afkriminalisering af narkotikamarkedet. I USA og Canada findes flere organisationer der aktivt arbejder for legalisering, bl.a. LEAP (Law Enforcement Against Prohibition), bestående af nuværende og tidligere politifolk, som f.eks. Seatles tidligere politchef, Norm Stamper, se interview med ham her.

Den mest fremtrædende organisation der arbejder for en legalisering er nok Drug Policy Alliance, hvor bl.a. Paul Volker, nuværende økonomisk rådgiver for Obama og tidligere nationalbankdirektør, og George P. Shultz, tidligere finans- og udenrigsminister under henholdsvis Nixon og Reagan, for blot at nævne et par stykker, gerne lægger deres gode navn og rygte til en bevægelse hvis endemål som sagt er en eller anden form for legalisering af narkotika.

I Latinamerika, står bl.a. de tidligere præsidenter for henholdsvis Colombia, Brasilien og Meksiko; César Gaviria, Fernando Henrique Cardoso og Ernesto Zedillo bag en opfordring til et paradigmeskifte fra aggressiv indsats mod udbudet af narkotika (der ikke har været i stand til at mindske dette alligevel) til at fokusere på at mindske efterspørgslen via oplysningskampanger osv. Og omend den senere tids skyderier er ubehagelige for borgerne i København, er det intet at regne for, sammenlignet med konsekvenserne i netop bl.a. Meksiko, Colombia og Brasilien.

Tragedien, som den udfolder sig i Mexiko i disse år, og har fået nogle til at tale om Mexiko som en ”failed state,” er drevet dels af narkobandernes indbyrdes rivaliseren og dels kampen mellem myndighederne og de pågældende bander.

For Colombias vedkommende ville FARC formentlig have været besejret for mange år siden, hvis ikke det havde været for den FN sanktionerede og amerikansk ledede ””War On Drugs””, mens Brasilien i årtier har lidt under, at store områder i storbyer som f.eks. Sao Paulo og Rio de Janeiro fuldstændig kontrolleres af kriminelle organisationer, hvis hovedindtægt stammer fra narkotika. Kontrollen er så total, at enhver politiaktion i de pågældende slumkvarterer mest af alt minder om borgerkrig, hvor de kriminelle ofte er edre bevæbnet end politiet.

Fælles for de tre lande er selvfølgelig også den medfølgende korruption –- ikke mindst indenfor politiet (et problem der formentlig også eksisterer i mindre udstrækning i Danmark).

Nu er det som antydet næppe de nuværende kampe mellem rivaliserende kriminelle bander og deres kamp om det danske marked, der skaber overskrifter internationalt. Ej heller er det årsagen til, at hovedhistorien i denne uges Economist var ”How to stop the drug wars”. Ikke desto mindre er også det blodige opgør herhjemme led i en udvikling, som man ser over hele verden.

Lad mig her med det samme erkende, at det for mig er en forudsætning som liberal, at man frasiger sig retten til at afgøre og bestemme over hvad andre mennesker vil gøre med sig selv og deres krop. Men det er selvfølgelig kun en problemstilling for de, der gerne vil se sig selv som liberal, eller som The Economist skriver:

“There are two main reasons for arguing that prohibition should be scrapped all the same. The first is one of liberal principle. Although some illegal drugs are extremely dangerous to some people, most are not especially harmful. (Tobacco is more addictive than virtually all of them.) Most consumers of illegal drugs, including cocaine and even heroin, take them only occasionally. They do so because they derive enjoyment from them (as they do from whisky or a Marlboro Light). It is not the state’s job to stop them from doing so.“

I denne uge mødes ministre fra hele verden i Wien for at diskutere den internationale narkotikapolitik i årene fremover. Som The Economist bemærker, vil mange af dem, som generaler fra første verdenskrig, hævde at der blot er brug for mere af det samme”.

Men fakta er, at den førte politik har været en fiasko af gigantiske dimensioner, Udbuddet af narkotika har aldrig været større, priserne er faldet og forbruget er stort set det samme.

Med Economist ord fra denne uges leder;

Nowadays the UN Office on Drugs and Crime no longer talks about a drug-free world. Its boast is that the drug market has “stabilised”, meaning that more than 200m people, or almost 5% of the world’s adult population, still take illegal drugs—roughly the same proportion as a decade ago. (Like most purported drug facts, this one is just an educated guess: evidential rigour is another casualty of illegality.) The production of cocaine and opium is probably about the same as it was a decade ago; that of cannabis is higher. Consumption of cocaine has declined gradually in the United States from its peak in the early 1980s, but the path is uneven (it remains higher than in the mid-1990s), and it is rising in many places, including Europe.”

Og målt på menneskelige og økonomiske omkostninger, har den førte politik været langt langt værre end de negative konsekvenser en legalisering eventuelt måtte have.

Mens dele af FN ufortrødent fortsat støtter en videreførelse af den nuværende politik (der er jo også en del der får deres daglige udkomme af at udføre den meningsløse politik), kommer andre dele af organisationen frem til et helt andet resultat.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen understreger således overfor Ritzaus sin og regeringens modstand mod fixerum, og spørger retorisk om hvordan vi undgår, at børn og unge bliver narkomaner sådan nogle steder, og hvordan vi undgår, at banderne udnytter fixerummene til at sælge narko og hverve prostituerede?”

Tilsyneladende lider han under under den vrangforestilling at lovgivning – i den udstrækning af fixerum kan anses for en afkriminalisering – har nogen nævneværdig indflydelse på befolkningens brug af narkotika. Det til trods for, at der ikke eksisterer imperisk bevis for denne holdning. Tværtimod. Sammenligner man f.eks. Norge og Sverige, har de nogenlunde samme forbrug af narkotika, på trods af at man i Sverige fører en langt mere restriktiv politik.

En undersøgelse af WHO konkluderede sidste år, at “Globally, drug use is not distributed evenly and is not simply related to drug policy, since countries with stringent user-level illegal drug policies did not have lower levels of use than countries with liberal ones. Sex differences were consistently documented, but are decreasing in more recent cohorts, who also have higher levels of illegal drug use and extensions in the period of risk for initiation.”

F.eks. var andelen i USA der havde prøvet cocain ca. 8 gange større i USA end i Holland på trods af, at USA er et af de lande hvor man fører den mest restriktive narkotikapolitik og Holland er berømt/berygtet for det modsatte.

En legalisering af handel med hash er kun et skridt i den rigtige retning.

Det er væsentligt at skelne mellem de forskellige typer af kriminalitet, som den gældende narkotikalovgivning afstedkommer. Ét er kampen om at kontrollere markedet, som den manifesterer sig for tiden med knivstikkerier og skyderier Københavnsområdet. Noget andet er den kriminalitet, som narkomaners jagt på penge til stoffer er skyld i. Sidstnævnte problem vil næppe påvirkes nævneværdigt af en legalisering af hashhandlen.

Hvad angår det første problem, vil en legalisering af handlen med hash være en del af løsningen, fordi hashhandlen i sig selv står for en meget betydelig del af omsætning og profit (Københavns politi anslår at omsætningen i hovedstadsregionen alene er op mod 1 mia. kroner om året). Men selv om man legaliserer hash, vil der fortsat være et yderst lukrativt marked for andre former for illegale rusmidler, som der selvfølgelig fortsat vil blive kæmpet om.

På langt sigt vil det gøre markedet mindre attraktivt, omend det på kort sigt muligvis vil øge konflikten mellem markedsdeltagerne, i og med at de nu skal kæmpe om et mindre marked. Dog er det en pris, der uden tvivl er værd at betale for at opnå de langsigtede gevinster. 

Forskellen på legale og illegale markeder og effekten af regeringens tiltag.

Lad mig starte med et lille spørgsmål; Hvor mange mon ville holde op med at drikke kaffe, hvis det blev forbudt? Nej vel. Hvis vi nogenlunde let kan få fat i det til en pris vi er villige til at betale, fortsætter vi med at drikke kaffe. Det afgørende er ikke lovgivningen, men tilgængelighed og pris – samt muligvis konsekvenserne ved at blive taget med det nu forbudte stof. Men vil forbuddet betydemindre for vores for, vil selve markedet til gengæld ændre sig dramatisk. Herunder hvem der udbyder kaffe. Det afgørende i denne sammenhæng er ikke hvilket produkt der sælges, men hvorvidt det er illegalt at sælge og hvor stor avancen er.

Når konkurrence på pris og kvalitet afløses af konkurrence på brutalitet.

Vi er vant til at producenterne konkurrerer på pris og kvalitet. Hvis en eller flere sælgere skulle finde på at bruge ufine metoder overfor deres konkurrenter, kan de normalt gå til politiet. På et legalt marked præget af konkurrence vil der derfor primært konkurreres på pris og kvalitet.

Helt anderles forholder det sig med illegale markeder. Det anslås at ca. 5% af jordens befolkning jævnligt indtager et eller flere illegale stoffer, og naturligvis vil der altid være udbydere, som mod den rette pris gerne tilfredsstiller denne efterspørgsel. Til gengæld kan man glemme alt om konkurrence på pris og kvalitet og beskyttelse mod “ufine” konkurrenter. Det er jo vanskeligt at gå til politiet uden selv at komme i fedtefadet, hvis man som pusher bliver jagtet af andre pushere.

Og jo højere gevinst og risiko der er involveret, jo mere brutalitet og afstumpethed være de afgørende konkurrenceparametre, hvilket den historiske udvikling af det danske narkotikamarked (ligesom andre lande) demonstrerer.

Udviklingen fra 1960erne og frem til nu har været en konstant forråelse, hvor vinderen af kampen om markedsandelene er den som er mest brutal. Og sådan vil det formentlig fortsat være.

Hvis en tyv levner noget, har jeg så fået det?

Af Niels Westy, den 2. marts 2009. 20 svar

Tillad mig at fortsætte Bjørnskovs personlige kommentarer til weekendens skatte(re)orm, hvor laveste fællesbævner og dyrkelsen af en ganske særlig landlig misundelseskultur synes at være det mest fremherskende. Men det kan nok heller ikke være anderledes, når man ikke tør gøre op med den tåbelige brug af skattesystemet som omfordelende redskab. Vil man absolut omfordele, kan man jo gøre det via de offentlige udgifter. Det hjælper heller ikke, når selv borgerligt-liberale medier ikke har forstået,  at en skattesænkning ikke betyder, at man “får noget”, men blot at man ikke skal aflevere så meget som før, jævnfør en overskrift  på JyllandsPostens hjemmesider “Direktøren får 53.409 kr. – hjemmehjælper 2.779 kr“. Tænk hvis der nu havde stået, hvor meget de betaler i skat i stedet?

At tale om, at nogen får noget, fordi de skal betale mindre i skat er i sig selv en absurditet. Det svarer til, at en tyv rydder mit hjem, lader indholdet af køleskabet være, og efterlader en seddel, hvorpå han skriver, at jeg bør takke ham for al den mad han har givet mig.

Med tanke på niveauet i dansk politik, når det kommer til at løse de udfordringer der ligger foran os, vil rutcheturen ned af listen over verdens rigeste lande givet fortsætte, og jeg kan kun glæde mig over, at min datter på 13 indtil videre taler 3 sprog flydende og er godt i gang med det fjerde – det skal hun nok få brug for – dog næppe her i landsby(tosse)fællesskabet.

Opdatering:

Berlingske er også med på alternativt sprogbrug: Med overskriften Højtlønnede tjener 11 gange så meget på ny skat, er vel kun tilbage at det næste bliver, at jeg bliver pålagt skat af de ting tyven IKKE stæler – der er jo tale om en “indtægt”, når der skal afleveres mindre, ifølge Berlingskes socialkammeratlige newspeak.

Udgangspunktet er helt åbentlyst, at den indkomst som enhver af os generer, som udgangspunkt er statens.

Skattereformen og det store forsvindingsnummer

Af Christian Bjørnskov, den 1. marts 2009. 12 svar

Det kan næppe være gået nogens næser forbi, at regeringen pt. forhandler skattereform. Socialdemokraterne og SF gik meget tidligt fra forhandlingerne. Forhandlingerne er derfor udelukkende med Dansk Folkeparti, da også Liberal Alliance (dvs. Anders Samuelsen) forlod bordet i går. Helle Thorning har givet den fornærmet statsmand i medierne, og beskyldt regeringen for at stille ultimative krav. Og det er rigtigt da regeringen stillede respekt for skattestoppet som ultimatum. Man må på den anden side også indse, at S og SF implicit stillede en garanti for nettostigninger i det offentlige forbrug som ultimatum – hvorfor ellers bryde med skattestoppet? Mens forhandlingerne derfor kører ad kendte baner, kan man derfor med mere interesse se på den sandsynlige reforms indhold. På det punkt må man nemlig konkludere, at regeringen har lavet et forsvindingsnummer af de store, for det er meget svært at se, hvor ambitionerne forsvandt hen.

Før jul meldte skatteministeren ud, at skattereformen skulle være ’langtidsholdbar’; ambitionen var, at den skulle kunne holde i 20 år. Dén ambition er blevet stadig sværere at få øje på, og med LA ude af forhandlingerne er der  kun regeringens egen imaginære rygrad til at sikre, at der overhovedet bliver rørt ved topskatten.

Elementerne i regeringens udspil med titlen ”Forårspakke 2.0 – vækst, klima, lavere skat” (hvem finder på sådan noget?) er mildt sagt en blandet landhandel. Mellemskatten på seks procent afskaffes, og topskatten sænkes fra 15 til 13½ procent mens grænsen for hvornår man betaler topskat hæves med 36000 kroner. Samtidig sænkes bundskatten med ½ procent og beskæftigelsesfradraget hæves til syv procent. En række fradrag fjernes eller sænkes, og der indføres højere afgifter på ”belastning af miljø og klima”. Sidst, men i en liberal optik ikke mindst, har de konservative åbenbart fået deres vilje til at indføre barnepigestaten, da forårspakken også indeholder skat på ’usund levevis’, altså det der internationalt hedder ’sin taxes’. Et eksempel er, at man ønsker at forhøje afgifterne på chokolade med 25 procent.

Som økonom har jeg svært ved at have andet end foragt tilovers for regeringens forslag. Dens egne beregninger peger for eksempel på, at de dynamiske effekter af forårspakken vil beløbe sig til 19.200 fuldtidsbeskæftigede, fordelt på 19.550 fra sænkningen af top- og mellemskat, 3100 fra det højere beskæftigelsesfradrag, 1700 fra den lavere bundskat, og et minus på 5150 fra de højere afgifter osv. Ligesom Koch-kommissionens udspil, bruger man dermed en uforholdsmæssig stor del af udgifterne på dele, der kun minimalt gør noget ved Danmarks langsigtede problem: Hvordan får man danskerne, og i særlig grad de dygtige, til at arbejde mere og hvordan tiltrækker man dygtig arbejdskraft og bibeholder den i landet. Et godt bud på, hvor stor en arbejdsstyrke der kommer til at mangle om bare 15-20 år, hvis man skal finansiere et blot uændret niveau for de offentlige udgifter, er 100.000-120.000 ekstra fuldtidsbeskæftigede. Hvordan kan man kalde en reform ’historisk’, hvis den i bedste fald løser en femtedel af det, regeringen selv opfatter som kerneproblemet?

Hvis man skal vove et gæt på, hvordan det endelige kompromis med DF kommer til at falde ud, er der en ganske reel risiko for at der ikke bliver rørt ved topskatten, kun flyttet lidt på grænsen for hvornår man betaler den. Tror regeringen ærligt, at en højeste marginalskat på 57 procent, der sætter ind allerede ved en årsindkomst på 388.000, kan løse Danmarks problem med at tiltrække flere – og forhåbentlig de bedste – læger, ingeniører, molekylærbiologer og professorer til landet? Uanset at man forsøger at sælge forårspakken som en væsentlig forbedring, er beskeden stadig når man  prøver at tiltrække de dygtigste, at de skal betale 57 procent af sidst tjente krone for at finansiere et middelmådigt sundhedssystem og 800.000 medborgere på overførsler – og nå ja, vi beskatter alt der er sjovt eller lækkert – chokolade, biler, vin og selv den computer din arbejdsplads har  givet dig – rigtigt hårdt!

Bundlinjen i dansk politik i dag er stadig, at regeringen på godt amerikansk er ’scared shitless’ for vælgerne. Det hele bliver bestemt ikke bedre af, at LO fører en skræmmekampagne der appellerer til alt det værste – misundelse og jantelov – og at statsministeren er halvt fraværende. Kriser er særlige situationer, hvor man kan gennemføre større reformer fordi nødvendigheden føles mest umiddelbar hos vælgerne. Men hvor man kunne have håbet, at en nominelt borgerlig regering ville bruge muligheden for at skære noget af fedtet fra verdens største offentlige sektor og lette skatten lidt for landets dygtige og hårdtarbejdende borgere, har man valgt en mi
nimal løsning: Omlæg skatten en smule, indfør fyfy-skatter på ting, nypuritanere betragter som synder – og det er en synd ikke at spise nok salat og veje lidt for meget – og sørg så for at beskytte medianvælgeren.

Jeg sidder med den blandede fornemmelse af en rasen i maven over det populistiske svigt, og en dyb undren over, hvordan Kristian Jensen, der for blot få år siden var et liberalt fyrtårn i Venstre, i dag uden at blinke kan kalde forårspakken historisk. Kald mig bare Jeronimus og dette indlæg for blindt raseri, men hvor er det borgerlige i dansk politik blevet af? Og hvor er den økonomiske ansvarlighed henne? Jeg er i hvert fald så træt af det, at jeg er begyndt at løse de udenlandske professoropslag med mere oprigtig interesse.