Enten legaliserer vi (alle former for) narkotika, eller også lærer vi at leve med volden og kriminaliteten

FN anslår at det globale marked for illegal narkotika har en værdi på omkring 320 mia. USD., mens de amerikanske myndigheder anslår at der omsættes for omkring 60 mia. USD på det amerikanske marked alene. Herhjemme har myndighederne estimeret, at der omsættes for omkring 3 mia. danske kroner om året, hvilket er mere end værdien af den årlige omsætning for kaffe.

Nu er det af indlysende grunde vanskeligt at sige noget præcist om omsætningen på et illegalt marked, og måske er FNs lige en tak i overkanten. Til gengæld kan vi være sikker på at profitmargen er ganske betragtelig, hvorfor der er tale om et yderst lukrativt marked.

Jeg har tidligere her på bloggen argumenteret for, at den nuværende forbudspolitik – ikke kun i Danmark – men globalt bør afskaffes. Det er jeg bestemt ikke ene om. Fremtrædende internationale aviser og tidsskrifter, som bl.a. Finansial Times og The Economist har i årtier argumenteret for en afkriminalisering af narkotikamarkedet. I USA og Canada findes flere organisationer der aktivt arbejder for legalisering, bl.a. LEAP (Law Enforcement Against Prohibition), bestående af nuværende og tidligere politifolk, som f.eks. Seatles tidligere politchef, Norm Stamper, se interview med ham her.

Den mest fremtrædende organisation der arbejder for en legalisering er nok Drug Policy Alliance, hvor bl.a. Paul Volker, nuværende økonomisk rådgiver for Obama og tidligere nationalbankdirektør, og George P. Shultz, tidligere finans- og udenrigsminister under henholdsvis Nixon og Reagan, for blot at nævne et par stykker, gerne lægger deres gode navn og rygte til en bevægelse hvis endemål som sagt er en eller anden form for legalisering af narkotika.

I Latinamerika, står bl.a. de tidligere præsidenter for henholdsvis Colombia, Brasilien og Meksiko; César Gaviria, Fernando Henrique Cardoso og Ernesto Zedillo bag en opfordring til et paradigmeskifte fra aggressiv indsats mod udbudet af narkotika (der ikke har været i stand til at mindske dette alligevel) til at fokusere på at mindske efterspørgslen via oplysningskampanger osv. Og omend den senere tids skyderier er ubehagelige for borgerne i København, er det intet at regne for, sammenlignet med konsekvenserne i netop bl.a. Meksiko, Colombia og Brasilien.

Tragedien, som den udfolder sig i Mexiko i disse år, og har fået nogle til at tale om Mexiko som en ”failed state,” er drevet dels af narkobandernes indbyrdes rivaliseren og dels kampen mellem myndighederne og de pågældende bander.

For Colombias vedkommende ville FARC formentlig have været besejret for mange år siden, hvis ikke det havde været for den FN sanktionerede og amerikansk ledede ””War On Drugs””, mens Brasilien i årtier har lidt under, at store områder i storbyer som f.eks. Sao Paulo og Rio de Janeiro fuldstændig kontrolleres af kriminelle organisationer, hvis hovedindtægt stammer fra narkotika. Kontrollen er så total, at enhver politiaktion i de pågældende slumkvarterer mest af alt minder om borgerkrig, hvor de kriminelle ofte er edre bevæbnet end politiet.

Fælles for de tre lande er selvfølgelig også den medfølgende korruption –- ikke mindst indenfor politiet (et problem der formentlig også eksisterer i mindre udstrækning i Danmark).

Nu er det som antydet næppe de nuværende kampe mellem rivaliserende kriminelle bander og deres kamp om det danske marked, der skaber overskrifter internationalt. Ej heller er det årsagen til, at hovedhistorien i denne uges Economist var ”How to stop the drug wars”. Ikke desto mindre er også det blodige opgør herhjemme led i en udvikling, som man ser over hele verden.

Lad mig her med det samme erkende, at det for mig er en forudsætning som liberal, at man frasiger sig retten til at afgøre og bestemme over hvad andre mennesker vil gøre med sig selv og deres krop. Men det er selvfølgelig kun en problemstilling for de, der gerne vil se sig selv som liberal, eller som The Economist skriver:

“There are two main reasons for arguing that prohibition should be scrapped all the same. The first is one of liberal principle. Although some illegal drugs are extremely dangerous to some people, most are not especially harmful. (Tobacco is more addictive than virtually all of them.) Most consumers of illegal drugs, including cocaine and even heroin, take them only occasionally. They do so because they derive enjoyment from them (as they do from whisky or a Marlboro Light). It is not the state’s job to stop them from doing so.

I denne uge mødes ministre fra hele verden i Wien for at diskutere den internationale narkotikapolitik i årene fremover. Som The Economist bemærker, vil mange af dem, som generaler fra første verdenskrig, hævde at der blot er brug for mere af det samme”.

Men fakta er, at den førte politik har været en fiasko af gigantiske dimensioner, Udbuddet af narkotika har aldrig været større, priserne er faldet og forbruget er stort set det samme.

Med Economist ord fra denne uges leder;

Nowadays the UN Office on Drugs and Crime no longer talks about a drug-free world. Its boast is that the drug market has “stabilised”, meaning that more than 200m people, or almost 5% of the world’s adult population, still take illegal drugs—roughly the same proportion as a decade ago. (Like most purported drug facts, this one is just an educated guess: evidential rigour is another casualty of illegality.) The production of cocaine and opium is probably about the same as it was a decade ago; that of cannabis is higher. Consumption of cocaine has declined gradually in the United States from its peak in the early 1980s, but the path is uneven (it remains higher than in the mid-1990s), and it is rising in many places, including Europe.”

Og målt på menneskelige og økonomiske omkostninger, har den førte politik været langt langt værre end de negative konsekvenser en legalisering eventuelt måtte have.

Mens dele af FN ufortrødent fortsat støtter en videreførelse af den nuværende politik (der er jo også en del der får deres daglige udkomme af at udføre den meningsløse politik), kommer andre dele af organisationen frem til et helt andet resultat.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen understreger således overfor Ritzaus sin og regeringens modstand mod fixerum, og spørger retorisk om hvordan vi undgår, at børn og unge bliver narkomaner sådan nogle steder, og hvordan vi undgår, at banderne udnytter fixerummene til at sælge narko og hverve prostituerede?”

Tilsyneladende lider han under under den vrangforestilling at lovgivning – i den udstrækning af fixerum kan anses for en afkriminalisering – har nogen nævneværdig indflydelse på befolkningens brug af narkotika. Det til trods for, at der ikke eksisterer imperisk bevis for denne holdning. Tværtimod. Sammenligner man f.eks. Norge og Sverige, har de nogenlunde samme forbrug af narkotika, på trods af at man i Sverige fører en langt mere restriktiv politik.

En undersøgelse af WHO konkluderede sidste år, at “Globally, drug use is not distributed evenly and is not simply related to drug policy, since countries with stringent user-level illegal drug policies did not have lower levels of use than countries with liberal ones. Sex differences were consistently documented, but are decreasing in more recent cohorts, who also have higher levels of illegal drug use and extensions in the period of risk for initiation.”

F.eks. var andelen i USA der havde prøvet cocain ca. 8 gange større i USA end i Holland på trods af, at USA er et af de lande hvor man fører den mest restriktive narkotikapolitik og Holland er berømt/berygtet for det modsatte.

En legalisering af handel med hash er kun et skridt i den rigtige retning.

Det er væsentligt at skelne mellem de forskellige typer af kriminalitet, som den gældende narkotikalovgivning afstedkommer. Ét er kampen om at kontrollere markedet, som den manifesterer sig for tiden med knivstikkerier og skyderier Københavnsområdet. Noget andet er den kriminalitet, som narkomaners jagt på penge til stoffer er skyld i. Sidstnævnte problem vil næppe påvirkes nævneværdigt af en legalisering af hashhandlen.

Hvad angår det første problem, vil en legalisering af handlen med hash være en del af løsningen, fordi hashhandlen i sig selv står for en meget betydelig del af omsætning og profit (Københavns politi anslår at omsætningen i hovedstadsregionen alene er op mod 1 mia. kroner om året). Men selv om man legaliserer hash, vil der fortsat være et yderst lukrativt marked for andre former for illegale rusmidler, som der selvfølgelig fortsat vil blive kæmpet om.

På langt sigt vil det gøre markedet mindre attraktivt, omend det på kort sigt muligvis vil øge konflikten mellem markedsdeltagerne, i og med at de nu skal kæmpe om et mindre marked. Dog er det en pris, der uden tvivl er værd at betale for at opnå de langsigtede gevinster. 

Forskellen på legale og illegale markeder og effekten af regeringens tiltag.

Lad mig starte med et lille spørgsmål; Hvor mange mon ville holde op med at drikke kaffe, hvis det blev forbudt? Nej vel. Hvis vi nogenlunde let kan få fat i det til en pris vi er villige til at betale, fortsætter vi med at drikke kaffe. Det afgørende er ikke lovgivningen, men tilgængelighed og pris – samt muligvis konsekvenserne ved at blive taget med det nu forbudte stof. Men vil forbuddet betydemindre for vores for, vil selve markedet til gengæld ændre sig dramatisk. Herunder hvem der udbyder kaffe. Det afgørende i denne sammenhæng er ikke hvilket produkt der sælges, men hvorvidt det er illegalt at sælge og hvor stor avancen er.

Når konkurrence på pris og kvalitet afløses af konkurrence på brutalitet.

Vi er vant til at producenterne konkurrerer på pris og kvalitet. Hvis en eller flere sælgere skulle finde på at bruge ufine metoder overfor deres konkurrenter, kan de normalt gå til politiet. På et legalt marked præget af konkurrence vil der derfor primært konkurreres på pris og kvalitet.

Helt anderles forholder det sig med illegale markeder. Det anslås at ca. 5% af jordens befolkning jævnligt indtager et eller flere illegale stoffer, og naturligvis vil der altid være udbydere, som mod den rette pris gerne tilfredsstiller denne efterspørgsel. Til gengæld kan man glemme alt om konkurrence på pris og kvalitet og beskyttelse mod “ufine” konkurrenter. Det er jo vanskeligt at gå til politiet uden selv at komme i fedtefadet, hvis man som pusher bliver jagtet af andre pushere.

Og jo højere gevinst og risiko der er involveret, jo mere brutalitet og afstumpethed være de afgørende konkurrenceparametre, hvilket den historiske udvikling af det danske narkotikamarked (ligesom andre lande) demonstrerer.

Udviklingen fra 1960erne og frem til nu har været en konstant forråelse, hvor vinderen af kampen om markedsandelene er den som er mest brutal. Og sådan vil det formentlig fortsat være.

6 Kommentarer

  1. Godt indlæg. Det burde være pligtlæsning for politikere.Jeg kunne dog godt tænke mig lidt mere om erfaringerne fra de lande hvor enkelte hårde stoffer (i en eller anden grad) er afkriminaliserede (men stadigvæk regulerede). Hvilke effekter har man f.eks. målt i forbindelse med udlevering af heroin til hårdt ramte narkomaner i Schweiz?

  2. LuckyLibertas

    10. marts 2009 at 08:44

    Der er mange gode grunde:)Men, Danmark er en lille provins, som ikke vil kunne stå alene, som Vestens tumleplads for fri narko; dette emne må helt praktisk løses via nationernes samarbejde, dvs fri narko i, som et minimum, hele EU; og her tror jeg desværre vi er lysår fra noget som helst tiltag i den retning.

  3. Kasper Brandi

    11. marts 2009 at 09:59

    Tak fordi du på så fornem vis opsummerer de mange gode argumenter for legalisering af narkotika. Om man er enig eller ej er man nødt til at anerkende den rationelle logik bag argumenterne. Jeg får mavepine af at se især Lisbeth Knudsen affeje enhver snak om legalisering med en arrogant bedrevidende attitude. Den slags tanker er åbenbart så langt ude, at hun ikke engang kan ophøje sig til at forholde sig til dem.

  4. til JR og Luckylibertas.Først en tak fordi I har læst indlægget, der vist blev lidt langt.Dernæst til JR: Jeg håber meget på, at jeg på et eller andet tidspunkt kan vende tilbage med data på resultaterne af de forskellige tiltag der er afprøvet i forskellige lande. Ikke mindst vil en undersgelse af kriminaliteten være interessant. Jeg må erkende at det eneste jeg kender til bla. er en undersøgelse i forbindelse med uddeling af heroin for mange år siden i Liverpool, og her skete der et drastisk fald i antallet af indbrud. Det meste jeg har læst indtil nu har dog handlet om narkomanernes levevilkår ved behandling, og for at sige det lige ud, det mener jeg ikke er det væsentligste problem i forbindelse med den førte narkotikapolitik, hvis der ses bort fra det rent principielle, at kriminaliseringen kan ses som et overgreb på den enkeltes frihed – hvilket for mig selvfølgelig er et problem.Men det er måske her værd at huske, at ifølge FN indebærer brugen af narkotika kun et egentlig misbrugsproblem for 10% af brugerne.Til LuckyLibertas – Du har fuldstændig ret, da vi har skrevet under på FNs resolutioner og dermed har sagt ja til dens narkotikapolitik, der igen er resultatet af amerikansk pres/lobbyisme, vil det i sig selv være et problem at fuldstændigt og åbent at legalisere narkotika alene i Danmark, hvorfor det nok ville ende med en model i retning af den hollandske. Problemet er bare, at det kun i mindre omfang tager hånd om det væsentligste problem, at handlen med narkotika er ekstremt profitabelt og styret af kriminelle og terrorister. Den eneste mådee at fjerne denne indtægt fra disse typer er en fuldstændig legalisering – og det kræver mere end at blot Danmark synes det er en god ide. Men der er jo intet der hindrer vores regering at arbejde for dette – hvis det var det de ville.

  5. Tak for et rigtigt godt indlæg – som du burde sende til en avis, så flere fik muligheden for at læse det, medens de drikker deres morgen-kaffe… som ikke koster alverden (kaffen altså, ikke avisen).Hvorom alt er: Den her narko-debat mangler helt klart mere rationalisme; den bør frames indenfor markedsøkonomiske termer, fremfor strafferetlige.For selvom man stort set kun kan sige dårlige ting om argumenterne for legale værn mod konkurrencebegrænsninger i form af monopoler, m.v. vil jeg bide spids på, at man, da argumenterne jo er velkendte og kan reciteres af alle (a lá “monopolister er onde fordi de laver dårlige produkter”), ville kunne opnå en vis forståelse for, at narkomarkedet har behov for mere konkurrence; at der er behov for en åben markedsplads med lave etablerings- og agentomkostninger.

  6. Du har en del stave- og grammatikfejl. Hvis du vil have den point ordenligt igennem, ville jeg forslå, at du fiksede det 🙂

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑