Traditionen tro rapporterer vi fra årets to ’public choice’ konferencer, og i år skal ikke være en undtagelse. Vi skriver som tidligere år kort om de konferenceindlæg, vi (jeg) fandt mest interessante og undtagelsen i år er ikke vores skyld, men papirerne kan for en gangs skyld ikke downloades fra konferencens hjemmeside.

Som titlen antyder, havde 2009-konference et lettere absurd skær over sig: Vi tog nemlig i år til Las Vegas, hvor man måtte vade forbi endeløse enarmede tyveknægte og blackjack-borde for at komme op til sit værelse, ligesom der var spillemaskiner umiddelbart udenfor det centrale mødeområde. At skulle forbi rader af ældre amerikanere med blanke øjne gav konferencen en lidt anderledes ’ambience’ end normalt.

At vælge, hvad man vil høre på og hvor man skal hen kan, som nogle læsere sikkert ved, være noget af et puslespil, når der kører seks sessions ved siden af hinanden. Fredag morgen faldt valget på halvanden times session om ’wellbeing’, hvor mine venner Andreas Bergh og Therese Nilsson præsenterede ny viden om globalisering. De to svenskere har set på sammenhængen mellem globalisering og befolkningens helbred på tværs af over 100 lande siden 1970. Den spændende konklusion er, at mens økonomisk globalisering helt tydeligt fører til bedre helbredstilstand – og faktisk ikke kun fordi globalisering gør landene rigere – har social globalisering øjensynligt en sundhedsmæssig slagside for fattige lande. Bedste bud på en forklaring er, at globaliseringens stærkt øgede informationsstrømme også når fattige lande, og får en del af befolkningen til at kopiere nogle af de værste uvaner i den vestlige verden. (Bergh og Nilsson: Worth Living For? On the Relation Between Globalization and Life Expectancy) Fredag bød også på Oz Dincers spændende, men meget foreløbige, arbejde om forholdet mellem social tillid (tillid til fremmede mennesker) og hvor fiskalt decentralt, amerikanske stater fungerer. Oz – en af de mange glimrende tyrkiske økonomer, man aldrig tænker på eksisterer – peger på en relativt klar sammenhæng mellem højere tillid og mere decentralisering, men præcist hvordan man skal tolke det, blæser lidt i vinden. (Oguzhan Dincer: Fiscal Decentralization and Trust)

Fredag morgen stod den på en session om korruption, hvor det spændende papir var af Monica Escaleros og bød på ny viden om forholdet mellem korruption og fattige menneskers adgang til rent drikkevand. Mens korruption ikke eksisterer i Danmark – den type adfærd begrænser sig til vennetjenester og lejlighedsvis nepotisme – er det et væsentligt problem for mange fattige lande. Monicas artikel viste relativt klart, at korruptionsproblemer også påvirker hvor effektivt, vandforsyningen virker, men pudsigt nok ikke har en lige så klar effekt på f.eks. sanitetssektoren. Vand er et specielt problem, og igen ser man her resultatet af årtiers politiske fejl og sammenblanden af interesser. (Monica Escaleros, Nejat Anbarci og Charles Register: The Ill-Effects of Public Sector Corruption in the Water and Sanitation Sector)

Resten af lørdagen gik med konferencepapirer, jeg selv er involveret i – og uden tvivl mere om dem senere her på stedet – så sidste spændende indlæg, det er værd at nævne her, blev præsenteret søndag morgen før jeg løb ud af døren til en lufthavn fyldt med slot machines. Niklas Potrafke præsenterede nyt bevis for, hvornår regeringers politiske ideologi påvirker centralbankers rentepolitik, og dermed også kommer til at påvirke landes investeringsstruktur. Det særlige viste sig at være, at i Europa siden 1980 har kombinationen af venstreorienterede regeringer og uafhængige centralbanker givet højere renter. Niklas’ fortolkning: Enten straffer konservative centralbanker venstreorienterede regeringers politik med at stramme pengepolitikken, eller også ved venstreorienterede regeringer fra starten, at de har et problem, og overlader derfor centralbanken til påpasselige centralbankdirektører. (Ansgar Belke og Niklas Potrafke: Does Government Ideology Matter in Monetary Policy?)

Hvis læsere skulle være interesseret, kommer mange af papirerne uden tvivl til at ligge på nettet inden længe. Hele konferenceprogrammet, med mange flere indlæg, kan findes her.