Mod selvmedlidenhed og religiøs kollektivisme kæmper selv den bedste (måske) forgæves.

I torsdags afholdt Cepos den fjerde og sidste i rækken af integrationsarrangementer. Det skulle vise sig at blive langt den mest underholdende, omend jeg ikke er sikker på, at redaktøren for denne blog, Christian Bjørnskov, er helt enig. Han blev uretmæssigt til målet for et helt igennem usagligt, groft og pinligt angreb på sin person og sin forskning, hvilket dog i sidste ende mest af alt afslørede afsenderen for hvad han er.

Overskriften på arrangementet var ”CEPOS konference om indvandring, kultur og det liberale demokrati”, hvorunder Christian holdt et velstruktureret oplæg centreret omkring graden af tillid i et samfund, og baseret på den solide forskning han har bedrevet indenfor feltet gennem en række år. Som Christian lagde ud med at sige var hans oplæg baseret på positiv i modsætning til normativ forskning (hvis man da kan kalde det sidste forskning overhovedet, hvilket undertegnede ikke mener). Lidet kunne han ane, at den slags finesser gik hen over hovedet på både den efterfølgende oplægsholder og en del af tilhørerne. Formentlig fordi de er ude af stand til at skille faktuel viden fra egne fordomme, hvorved forskning som redskab til større indsigt og viden ikke længere er mulig. Det er herefter blot endnu et redskab til at bekræfte egne fordomme.

Som det kan ses nedenfor, gik nogle da endda videre, og mente at forskningen skulle være underlagt om det var ”gode” eller ”farlige/onde” resultater. Men lad mig kort gøre rede for hvad det er for en farlig forskning Christian, der har leveret nedenstående figurer, har bedrevet.

Tillid i det multikulturelle samfund.

Som det formentlig er de fleste bekendt er Danmark igen og igen blevet udråbt til verdens lykkeligste land, baseret på en række internationale spørgeskemaundersøgelser, omfattende ca. ½ mio. respondenter over hele verden og deres svar på om de er lykkelige eller tilfredse. Det er selvfølgelig ikke uvæsentligt at der er tale om hvad folk selv mener. Det kunne jo være at Danmarks placering skyldes at vi er et særligt nøjsomt folkefærd der ikke stiler store krav til livet, ligesom andre befolkningers mindre grad af tilfredshed kunne være afledt af at de stiller for store forventninger til fremtiden. Men det kunne også være, at det skyldes, at der er fundamentale faktorer der har betydning for vores tilfredshed, som f.eks. tillid, og at denne ikke er ligelig fordelt. 

For at gøre en lang historie kort, har Danmark også verdensrekord i tillid, Vi har her, så at sige, en absolut fordel frem for andre lande. Ca. 2/3 af danskerne svarer, at man som udgangspunkt kan stole på fremmede personer. Andre lande med høj tillid er f.eks. resten af Skandinavien, Holland og New Zealand. I den modsatte ende af skalaen ligger lande som Trinidad og Brasilien, hvor kun 3% af befolkningen mener, at man som udgangspunkt kan have tillid til fremmede. Før nogen herefter konkluderer, at det må skylde vores homogene sammensætning, og at et mere multikulturelt samfund vil være skadelig for borgernes tillid til hinanden, vil jeg henvise til nedenstående figur 1, som på y-aksen viser borgernes tillid til hinanden og på x-aksen viser befolkningsdiversiteten (jo tættere ved nul jo mere homogen og jo tætte ved 1, jo mere sammensat).

Den viste sammenhæng foranledigede Christian til at konkludere to ting; For det første, at det er os (i de nordiske lande og Holland) der er ”underlige” i forhold til resten af verden – pågældende lande er markeret på figuren. For det andet, at multietnicitet i sig selv ikke har betydning for tilliden i et samfund. Derudover ved vi fra studier af EU-landene, at tilliden over grænser i lighed med indenlandsk tillid er meget stabil, og at vores tillid til andre landes befolkning i vid udstrækning falder sammen med deres egen tillid internt.

Dernæst gennemgik han sammenhængen mellem forskellige befolkningsgruppers tillid og deres ”bedsteforældres” hjemland, i den udstrækning man kan afdække denne (vanskeligt for store dele af den sorte befolkning) i USA, ved hjælp af figur 2, der ses herunder. Nederste linie angiver tilliden i de østeuropæiske lande der har været kommunistiske, og forskellen mellem de to linier viser omkostningen i kraft af tabt tillid, som kommunismen har kostet borgerne i de pågældende samfund.

Én gruppe skiller sig ud i USA, og udviser markant mindre tillid, både indbyrdes og til resten af den amerikanske befolkning. Det er sorte med rødder tilbage til slaveriet. Der er tale om en gruppe der i høj grad opretholder en væsentlig grad af segregation, modstanden mod f.eks. blandede ægteskaber kommer primært fra ”egne rækker”.

Christian konkluderede efter sin gennemgang, at der ikke var grund til at bekymre sig om etnisk diversitet som sådan, men at der var grund til integrationsbekymring for definerbare grupper, og som han selv sagde, hvilket skulle det vise sig var en korrekt iagtagelse, så var det en politisk ukorrekt konklusion, omend jeg var lidt overrasket over hvad der fulgte.

Fatih Alev, fra ambassadør for islam til religiøst formørket tudefjæs.

Det næste oplæg stod Fatih Alev – som de fleste formentlig kender fra medierne – for. De første 10 minutter optrådte han som positiv ambassadør for muslimer i Danmark, og var godt på vej til at underminere den opfattelse af at ”alt ondt startede med Mohammed”, som den monokulturelle og kulturkonservative del af tilhørerne (og dem var der også nogle af) var mødt op med. Herefter knækkede filmen desværre for ham, da han kommenterede Christians oplæg. Grundlæggende tror jeg ikke han havde forstået meget af hvad Christian egentlig havde sagt.

For hvad Christian konkluderede på sin forskning var dels at multietnicitet ikke i sig selv var et problem. Dels at man ikke kan bruge religion som en forklarende faktor, og at der ikke var faktuel belæg for at pege på, at indvandrerne var muslimer som et problem i forhold til tillid. Derimod betød det noget hvor indvandrere/flygtninge kom fra, nærmere betegnet de arabiske/mellemøstlige lande, hvor tilliden er meget lav. Sammenholdt med at vi ved, at ”Tillid nedarves tidligt i livet, særligt fra moderen, at samme etniske grupper i vid udstrækning ikke gifter sig uden for egen gruppe, at kvinderne er særligt dårligt integrerede, og at autoritær opdragelse er udbredt og mytedannelse er almindelig” medfører paralelsamfund for denne gruppe at de reproducerer den lave tillid.

Jeg havde egentlig regnet med at Fatih Alev havde fanget pointen med at det ikke er islam der er problemet, at det måske var derfor han var i så godt humør de første minutter af sit oplæg, men ak. Christians forskning blev sammenlignet med det 3. riges race-ideologier og gav anledning til at stort set resten af Fatih Alevs oplæg blev en opvisning i og bekræftelse af mine værste fordomme overfor religiøse mennesker. Herunder ikke mindst at menneskelig nysgerrigh
ed og forskning skal under
lægges hensynet til religiøse behov. Så fra at være et forsøg på positivt at markedsføre sin religion og dets udøvere endte det med den sædvanlige kritik og pegen fingre af, at vi har en åben debat, og vi fik den sædvanlige selvmedlidende grædekonevise. Han blev selvfølgelig bakket op af den kulturrelativistiske del af forsamlingen.

Her bagefter kan jeg ikke lade være med at tænke på, om ikke reaktionen på Christians oplæg i høj grad hang sammen med at han er en hvid mand fra Århus. Hvordan mon reaktionen ville have været, hvis det var min kone, der er vokset op i verdens mindst tillidsfulde samfund (af de målte), Brasilien, der havde holdt et lignende oplæg, og i en sammenligning af Danmark og Brasilien havde konkluderet, at en af parametrene for at vi har en bedre levestandard, og f.eks. er mindre stressede (og det viser internationale undersøgelser) skyldes vores tillid. Ja, hun kunne formentlig være sluppet afsted med rigtigt mange ting, fordi hun IKKE ligner en dansker.

Eller også var hun måske blot blevet angrebet for ikke at være loyal overfor sine ”egne”, hvilket jo fra tid til anden overgår indvandrere der bliver ”for danske”. En kritik der både lyder fra dem der fortsætter med at leve som om de ikke var flyttet fra deres oprindelsesland (hvilket unægtelig er ganske nemt, så længe skatteyderne finder sig i at finansiere det) og fra de kulturrelativistiske kredse der med næsten religiøs fanatisme og uden nogen form for videnskabeligt belæg fremturer i at alt, og hermed alle kulturer er lige gode, – vist nok bortset fra den mest succesfulde, nemlig den vestlige kultur, der i samme åndedrag gøres ansvarlig for alt ondt her i verden.

Måske skulle jeg invitere et par af de hellige (både religiøst og politisk ment) på kaffe – det kunne jo være Fatih Alev og Jacob Holt, så kunne de med latinsk temperament få læst og påskrevet i en sådan grad af min kone, at jeg formentlig ville begynde at forsvare hendes hjemland og dets kultur.

51 thoughts on “Mod selvmedlidenhed og religiøs kollektivisme kæmper selv den bedste (måske) forgæves.

  1. Hjalte Måstrup

    Interessante figurer.Og jeg er helt enig i problemet med hvordan fremtrædende imamer forholder sig til forskning.Jeg hader at skulle sparke til den befolkningsgruppe, men virker for mig ret tydeligt at den muslimske verden virkelig mangler sin oplysningsperiode. Det er ikke første gang jeg har oplevet en muslim der simpelthen mangler en akademisk tilgang til tingene.

    Svar
  2. Martin

    Nu bør i jo være opmærksomme på, at Faith Alev gennem mange år har været en erklæret tilhænger af Sharia-lovgivning.Det er vanskeligt for mig at forstå, hvordan i kan forvente en fornuftsbetonet tilgang til debat og verden i almindelighed fra en person der åbent har erklæret, at han mener samfundet ned i mindste detalje skal indrettes efter hvad en røverhøvding beordrede sine tilbedere til i 600-tallet.Hvad bliver det næste. Når lille Hans på 5 år fortæller om de nisser, der bor under hans seng, skal vi så også tage ham alvorligt og inddrage ham i en akademisk debat om samfundets problemer og dertil hørende løsninger?Tjaa, bum bum, lad nissen bestemme, så går det nok alt sammen.Nej, spøg til side, jeg har selv oplevet Fatih Alev tæt på for efterhånden en del år siden, så der er intet ved det du fortæller Niels, som overrasker mig.Fatih Alev er helt åbent en fjende af oplysningstiden og det værste er egentligt, at han slet ikke læggr skjul på det, men alligevel sidder der gang på gang en masse venstreorientered spradebasser, som sukker ihhhh og åhhhh, som denne selverklærede tilhænger af en fascistisk tilgang til samfundsinretning var selveste frelseren.Måske skyldes det bare at strudserne på venstrefløjen partout VIL se det moderate i alle disse ekstremister, simpelthen fordi alternativet er ubærligt, nemlig at erkende at det liberale kapitalistiske samfund, helt ubetinget er det suverænt bedste samfund, der nogensinde er skabt af mennesker.Det pudsige er, at jo mere jeg har lært om islamismen, jo mere er jeg kommet til at foragte socialister, for det er helt åbenlyst at denne islamiske fascisme har en enorm appel til mange socialister og som tilskuer kan man kun konkludere, at nu rabler det sku da langt om længe helt for den danske venstrefløj.Det er da seriøst en falliterklæring, når socialister jubler over religiøs formørkelse. Marx, det gamle uduelige røvhul, ville rotere i sin grav, hvis han kunne se, hvad hans intellektuelle 1800-tals formørkelse har ført hans tilhængere ud i. Hvem ved, kunne sågar være, at Marx idag ville have valgt at være nationalliberal.Naivt, det ved jeg godt, men lidt optimistisk er man næsten nødt til at være, stillet ansigt til ansigt med al den dumhed, ellers er det jo slet ikke til at holde ud.

    Svar
  3. LuckyLibertas

    Ja, det er ærgerligt, at føleri tager styringen.Persisiske flygtninge fra 80-erne udgør en signifikant undtagelse, vi har mange akademikere fra denne gruppe, og gruppen som helhed lever i vor tid. Oplysningstid, er i den muslimske verden nok alene en mulighed hos shiitter; som de eneste, åbner de mulighed, for nutidig forståelse af gamle historier.Ærgerligt, at vi i Vesten gang på gang holder med de forkerte; Saudi Arabien er der ikke meget udviklingspotentiale i.Og, vi satser forkert i “The Stans” igen og igen, og i det gamle Jugoslavien forstod vi heller ikke at styrke fornuften, men holdt ensidigt med muslimerne; nu år bagefter indrømmer de fleste vestlige akademikere med fingrene i det, at begge parter var lige gode om uhyrlighederne, og det er en realitet at muslimerne var de mindst uddannede, hvilket i vestlig velfærdsoptik gav offerstatus.Endelig, kan vi i vores egen lille provins ikke finde ud af, at invitere de rigtige gæster.

    Svar
  4. Jespersen

    Men hvorfor inviterer Cepos overhovedet en mand som Fatih Alev ?Har han nogensinde demonstreret nogen form for indsigt i noget som helst, eller blot ytret sig nogenlunde intelligent og logisk om noget som helst ?Det er jo strengt taget racistiske kriterier der ligger til grund for at inviterer en mand som Fativ. Man ville jo aldrig inviterer en “hvid” mand som man på forhånd var klar over ikke havde noget at bidrage med i en seriøs debat ?Det er jo dybt useriøst at man hver gang man vil diskutere indvandring, multikulti, islam osv., så føler man sig nødsaget til straks at invitere nogle søde “mørke” med, som så skal forestille at repræsentere bestemte grupper. Det er patetisk, det sænker niveauet, det ødelægger ofte enhver debat, og det er i bund og grund dybt racistisk. Lad os dog håbe at de fleste muslimer er dybt fornærmede over at Fativ bruges som repræsentant for dem.Jacob Holdt. Jeg kan ikke læse ud af indlægget om han faktisk var tilstede, i så fald, må man igen spørge, hvorfor han dog er udvalgt ?Fordi man skriver mange læserbreve om hvor racistisk man mener alle andre er, og fordi man tager en regnbuefarve t-shirt på, så er det ikke nødvendigvis udtryk for at man har noget indsigtfuldt at bidrage med. Måske man skulle sortere nogle folk fra, hvis man tidligere har oplevet at de uden faktuel indsigt og istedet blot er fastlåste i klart definerede ven/fjende billeder og offerrolle-tænkning.Det er trist at CEPOS er hoppet med på denne galej, som man burde overlade til DR og Politikens feel-good arrangementer. Men det er useriøst blandt andre der vil have en seriøs diskussion.

    Svar
  5. Christian Bjørnskov

    @Jespersen: Mht. Jakob Holt havde han meldt sig til som ‘menig’ tilhører. Og da arrangementet var åbent for alle, kunne han naturligvis komme. Hvorfor og hvilke bevæggrunde, der lå bag at man havde inviteret Fatih Alev ved jeg ikke. Men han har da bestemt ikke nogen høj stjerne hos mig!

    Svar
  6. Niels Westy

    Jakob Holt er medtaget, dels fordi han som Christian skrev deltog i arr. og dels fordi jeg går ud fra at de fleste har et nogenlunde overblik over hvad han står for. Mens min kone tager en snak med de herrer Fatih Alev og Jacob Holt, kunne jeg jo tage en samtale med f.eks. socialminister Karen Jespersen der indledte arr. og som heller ikke kan komme ud over den normative indgang – hvilket hendes (mis)brug af datamateriale om tillid viste til fulde. Hendes glæde over det danske “Volksheim” ville jeg gerne gøre en indsats for at pille fra hinanden. I hendes gennemgang af problemer og udfordringer var det forrygende at overvære, at hun beklagede den store tilstrømning til privatskoler, og at hun fremhævede tidligere tider hvor en større andel af børn gik i almindelige folkeskoler – det var godt for sammenhængskraften som hun sagde. Hvad hun glemte at medtage er selvføgelig, at dengang en større andel af en årgang gik i alm. folkeskole, der DELTE man børnene op efter evner – ak ja.Endelig til de der synes, at det er noget underligt noget at invitere Fatih Alev, så er jeg helt uenig, det er jo netop en af de ting der gjorde det til et interessant arr. (måske ikke for Christian :-))Man kan sige, at “han kom, han talte, og han dumpede til den store vestlige liberale demokratiprøve”.Men som min gamle mor altid har sagt – “man skal passe på de hellige” – og det har hun jo helt ret i, uanset hvilken religion de kommer fra – ja, måske er de værste dem der påstår at de slet ingen religion har, for derefter at feje solid forskning til side fordi den strider mod deres “tyrkertro”.

    Svar
  7. Jespersen

    Bjørnskov;”Mht. Jakob Holt havde han meldt sig til som ‘menig’ tilhører. Og da arrangementet var åbent for alle, kunne han naturligvis komme”Ok, det er fair nok. Jeg var bange for at man aktivt havde tilstræbt at han skulle komme forbi med sin omrejsende offerrolle-cirkus. Westy;”Endelig til de der synes, at det er noget underligt noget at invitere Fatih Alev, så er jeg helt uenig, det er jo netop en af de ting der gjorde det til et interessant arr. (måske ikke for Christian :-))Man kan sige, at “han kom, han talte, og han dumpede til den store vestlige liberale demokratiprøve”.”Tjaa måske, men er det ikke mest interessant fordi han siger noget tåbeligt. Man kunne jo også inviterer en nazist og så ville man også få lidt gang i den og en ophidset stemning. Interessant og spændende, men desværre ikke særlig brugbart for nogen. EN seriøs diskussion om konsekvenserne af multikulti osv. skulle jo gerne baseres på fakta, videnskab, rationalitet, logik og noget i den duur.Det er lidt ligesom når Johanne fra kommunisterne er med i Debatten på DR2. Bevares, hun er da både køn og smilende, men enhver seriøs diskussion går jo i ged når den hele tiden saboteres. CEPOS burde hæve sig over den slags billig higen efter opmærksomhed.Dine ord om Fativ tror jeg gerne. Men, det er ikke nogen nyhed. Han har tidligere markeret sig med bizare synspunkter der gør at alle demokratisk-sindede i forvejen burde se bort fra ham. Deri adskiller han sig ikke fra Abdul Wahid. Det er kun de mest ekstreme, f.eks. Seidenfaden, der stadigt fremhæver dem som moderate og demokratiske muslimer, hvilket vel er udtryk for en slet skjult racisme. Men måske har mange valgt at se bort fra den slags holdninger, fordi man åhh så gerne vil have nogle gode muslimer at vise frem. Jeg forstår stadigt ikke hvordan man kan forsvare at indkalde ham til en seriøs diskussion.

    Svar
  8. Niels Westy

    “Tvivlen er min faste og nødvendige følgesvend”Lad mig med det samme sige, at jeg ikke besvarer spørgsmål om mere grundlæggende sider af den forskning som Christian sammen med en række andre forskere verden over har bedrevet indenfor de seneste par årtier – jeg er ikke eksperten indenfor dette område, det er Christian.Dog kunne et par stykker af kommentatorerne nok have gavn af en lidt større ydmyghed overfor det faktum at der rent faktisk er nogle der prøver at bevæge sig ud over hypotesestadiet og kræver en hvis form for sandsynliggørelse ud over det anekdotiske niveau, og en enkelt burde nok overveje en gang til før hun tillægger andre særlige motiver for deres forskning, al den stund at det aner hun intet om, lige som hendes viden om den bagvedliggende forskning vist (og her konkluderer jeg ud fra hvd hun skriver) vist kan ligge på et meget lille sted.Mit indlæg handlede om hvordan mennesker reagerer ved at afvise forskningsresultater fordi de ikke passer med deres allerede eksisterende verdensbillede, eller blot ikke passer ind/er forsyrende for deres mål.Som flere af indlæggende viser er det ikke et privilegium der er forbeholdt én bestemt religion eller ét bestemt område på den traditionelle politiske akse.Og det er der selvfølgeligt ikke noget overraskende i. En første erkendelse hos ethvert reflekterende menneske bør jo være at vi hver især nok snarere er karateriseret ved “at vi tror at vide, end at vi rent faktisk ved det” Hvilket ikke skal afholde os fra at tro og mene at visse ting er mere sandsynligt og rigtige end andre, men at dette heller ikke må afholde os fra at udfordre de hypoteser vi hver især ligger inde med, og endelig må være parate til at revidere og forkaste hypoteser, der ikke er videnskabelig basis for.Til Maria Tacchinardi, der skriver at “Der er da ingen, der fremturer med, at kulturer er lige gode. Nævn mig en eneste politiker eller debattør, som mener eller har sagt det offentligt.”Du har både ret og uret: du har uret i den udstrækning at det er lige præcist grundpremissen for tilhængerne af at man skal opretholde minoritetskulturer, og ofte endda støtte den med skattemidler, tage særlige kulturelle hensyn osv. Det er den traditionelle positition på venstrefløjen (opfattet bredt) og det radikale venstre, samt har været grundlaget for den svenske indvandrerpolitik.Og du har ret, fordi præcist samme position ofte bunder i en voldsom kritik af vores egen vestlige kultur, der dermed bliver til en særlig ond foretegelse. Det ses for ekesempel i beskrivelsen af slaveriets historie, Europæernes kolonisering – ikke mindst af Sydamerika, hvor man på en og samme gang forherliger den indfødte kultur, undskylder det, når de gør det samme som europæerne (slaveriets historie er et virkeligt godt eksempel på dette) osv.

    Svar
  9. Kasper

    @ 8 Den kommentar var vist ikke alt for gennemtænkt.. At man kan se at kommunismen har haft en effekt på tilliden i samfundet, skyldes vel, at kommunismen som styreform er indtruffet for ca. 50 år siden, og det dermed er muligt at sammenligne med relevante før/efter data.Dvs. at man kan se at en ændring i “kommunisme” har medført en ændring i tillid, hvilket gør at man kan konkludere, at de kæmpe store samfundsomvæltninger som kommunismen medførte, sænkede tilliden i samfundet.(Efter man har testet for kausalitet, skjulte variable osv.) Samme betragtninger er naturligvigvis ikke mulige at lave hvad angår Islam, men man kan prøve at skille religiøsitet fra geografiske tilhørsforhold, og sammenligne internationalt, for at finde ud af hvor tillidseffekten ligger. Og Christian Bjørnskovs forskning viser åbenbart, at det er de geografiske tilhørsforhold og ikke religiøsitet, der har en effekt.Så det her har ikke ret meget med dobbelttænkning at gøre – nærmere manglende tænkning fra din side..

    Svar
  10. Sebastian

    @ KasperDe ”relevante før/efter data” for lande med kommunistisk styreform eksisterer indtil videre kun som din hypotese, men prøv du bare at folde den lidt ud. ”Samme betragtninger er naturligvigvis ikke mulige at lave hvad angår Islam”Hvorfor ikke?

    Svar
  11. Sebastian

    På den ene side konkluderes det at: ”forskellen mellem de to linier viser omkostningen i kraft af tabt tillid, som kommunismen har kostet borgerne i de pågældende samfund.”Men når tilliden er meget lav i de arabiske/mellemøstlige lande, så konkluderes det at:”man ikke kan bruge religion som en forklarende faktor”. Sådan tager dobbelttænkning sig ud på skrift, når man antager at alt ondt startede med Marx…

    Svar
  12. Maria

    >LuckyLibertas”Og, vi satser forkert i “The Stans” igen og igen, og i det gamle Jugoslavien forstod vi heller ikke at styrke fornuften, men holdt ensidigt med muslimerne; nu år bagefter indrømmer de fleste vestlige akademikere med fingrene i det, at begge parter var lige gode om uhyrlighederne, og det er en realitet at muslimerne var de mindst uddannede, hvilket i vestlig velfærdsoptik gav offerstatus.”Vil du godt lige være sød at uddybe den her sætning? Hvad skulle Vesten have gjort, mener du? I tilfældene Bosnien, Kosovo, Kroatien og i mindre grad også over for Makedonien, Slovenien og Montenegro har serberne da været den konfrontatoriske part. Jeg kan overhovedet ikke se det borgerlige i at forsvare serberne og deres tidligere og nuværende socialiststat. USA forstod det, før “vi” gjorde.

    Svar
  13. Maria Tacchinardi

    Og så undrer jeg mig jo over, hvorfor Bjørnskov påstår, at danskerne er så tillidsfulde. De eller vi har ikke tillid til hinanden, men vi har masser af tillid til staten. Det lugter altså langt væk af, at man forsøger at si nogen fra. Havde Bjørnskov lavet en tillidsundersøgelse, hvis der ikke havde været 200.000 muslimer i Danmark?

    Svar
  14. Maria Tacchinardi

    >Westy/BjørnskovHvad angår tilliden mellem borgerne i et multikulturelt samfund. I en diskussion med Jespersen og Pittelkow kom Noa Redington for noget tid siden med et slående godt argument. Ifølge en undersøgelse foretaget af en større analysevirksomhed er tilliden mellem borgerne i Danmark vokset over de seneste 35-40 år. Hvis undersøgelsen holder vand, modsiger det vel tesen om, at jo mere etnisk/religiøst/kulturelt homogen en befolkning er, jo mere tillid har de til hinanden. Har I fundet ud af, om tilliden har været voksende eller dalende i det danske samfund over de seneste 40 år?P.S. Der er da ingen, der fremturer med, at kulturer er lige gode. Nævn mig en eneste politiker eller debattør, som mener eller har sagt det offentligt.

    Svar
  15. LuckyLibertas

    @9I regioner, der kort sagt, er nogle krige bagud, er det særdeles vanskeligt, og muligvis også uetisk, at blande sig, her fra fremtiden; på dette område har selv borgerlige fra Vesten fuldstændig adapteret venstrefløjens trang til, at finde og “hjælpe” ofre.De fleste alvorlige konflikter i nyere tid involverer muslimer, som lever meget tilbagestående, og man kan altså ikke med tvang føre dem ind i nutidens Vesten; det er jo ikke engang det som de vil; lad dem dog udvikle sig selv. Jeg er helt på linie med historikeren Edward Luttwak på dette område.

    Svar
  16. Jon Herstad

    @ 16

    For mig er der noget enormt nedladende i at sige, at den ene eller anden minoritetsgruppe er ofre.

    Det er vel netop problemet ved venstrefløjens og den (kultur)radikale position?

    Eller som når nationalkonservative siger, at samfundet er blevet feminiseret fra ende til anden. Stakkels mænd!

    Nu er noget jo ikke usandt fordi du syntes det er offermentalitet! Og så er der i øvrigt MEGET stor forskel på at gå ud og sige, at kvinder skal forrest i jobkøen og så sige, at samfundet er blevet feminiseret fra ende til anden. Den ene position vil have positive rettigheder for at modgår et samfundsproblem den har identificeret. Den anden påpeger et samfundsproblem, denne har identificeret!

    Svar
  17. Sebastian

    Mit spørgsmål til Kasper har stået ubesvaret i over 24 timer, men der er måske andre som har tænkt problematikken igennem, og har et bud på: Hvorfor graden af tillid indenfor et geografisk afgrænset område kan være reduceret af kommunisme, men ikke af islam?

    Svar
  18. LuckyLibertas

    @19″Hvorfor graden af tillid indenfor et geografisk afgrænset område kan være reduceret af kommunisme, men ikke af islam?”Problemet i diskusionen opstår fordi islamisme og kommunisme ikke sammenlignes hvor de står i lignende positioner.Se på Iran 1979 – der skete der noget med tilliden – ligesom 1917 i Rusland; hvad man kalder omvælterne, som tager magten på denne måde, er jo det samme, og begge stater er resp. var diktaturer. Her kan man med rationel rimelighed sammenligne.Men det er ikke rationelt muligt, at sammenligne socialisterne i det gamle Sovjet med muslimerne i Vesten, al den stund muslimerne i Vesten ikke har revoulutioneret endnu, men hvis de gør, er det givet ødelæggende for den tillid samfundet ind til da byggede på.Sørgsmålet er, om det med islam, som samfundsbærende politisk doktrin er muligt, at skabe et samfund med mere end pletvis tillid; det er ikke set til dato; og jeg orker ikke se Tyrkiet eller Indonesien hevet frem – det holder ikke til et nærmere eftersyn, men det kan da godt være at de er på vej.

    Svar
  19. Sebastian

    @ LuckyLibertasI det store hele kan jeg tilslutte mig dine betragtninger, men forskellige faktorer kan godt have indflydelse på samme område, selv om de indtager vidt forskellige positioner. Jeg vil nødig gøre mig klog på hvad Kasper skrev mellem linierne, men det var sgu ikke min pointe ”at sammenligne socialisterne i det gamle Sovjet med muslimerne i Vesten”. For mit eget vedkommende tilstår jeg dog gerne, at min tillid til mennesker reduceres signifikant, hvis Muhammed er deres forbillede, og Koranen deres forskrift, uanset om de kommer fra Nordafrika eller fra Nørrebro.

    Svar
  20. Niels Westy

    @SebastianKasper har reelt svaret dig, men anyway:For at kunne lave samme måling som for østeuropæere, på om det ergældende for Islam, Kristendom, Jødedom, Hindusime osv. skal vi haveen kontrolgruppe, der ikke har været udsat for en bestemt religion,men ellers i tilstrækkelig grad deler karakteristika med den gruppeder har, det har vi ikke.Dermed også sagt, at islam, i lighed med alle andre religioner, kanhave en indflydelse på tillid, men den kan også være positiv, og detkan da være at folk havde større tillid til hinanden i Danmark førkristendommen – vi kan ikke efterprøve denne hypotese.Og selv om f.eks. det kan konstateres at gennemsnittet for tillid imuslimske og katolske lande er lavere end for protestantiske lande erdet ikke nok til at kunne konkludere at det er den særlige religionper se. der er årsagen, der kan være dybere årsager, forhold der i sigselv er afgørende for hvilken religion og i hvilken form man ender medat have.

    Svar
  21. LuckyLibertas

    Det er ikke korrekt, at kun betragte islam, som en religion; der hvor islam dominerer, er islam jo et politisk system, fuldt ud på højde med socialistiske styrer.

    Svar
  22. Sebastian

    @ Niels WestyOg LyckyLibertas har reelt imødegået Kaspers svar, men anyway:En måling af tilliden før og efter en kommunistisk magtovertagelse i Østeuropa, kan oplagt modsvares af en måling af tilliden før og efter den islamistiske magtovertagelse i Iran. Rigtig interessant kunne det dog være at benytte Afghanistan som case, da landet har oplevet både en kommunistisk og en islamistisk magtovertagelse indenfor de seneste tre årtier. Præcis hvordan Christian Bjørnskov måler graden af tillid, står mig uklart, men hvis han har adgang til relevante data fra Østeuropa fra før 1917, har han nok også adgang til relevante data fra Iran før 1979 og fra Afghanistan før 1978. Der kan ikke føres bevis for en kausal forbindelse mellem kommunistisk styreform og en lav grad af tillid, forbindelsen kan kun sandsynliggøres ikke sandt? Og det samme gør sig naturligvis også gældende for en islamistisk styreform.

    Svar
  23. Niels Westy

    @ SebastianDu har vist en del du mangler at læse op på, siden du åbenbart tror, at Islams indtog i Iran og Afghanistan er af nyere dato (eller at hele Østeuropa var kommunistisk efter 1917).Til gengæld illustrerer din seneste kommentar, at overskriften på mit indlæg gør sig gældende i hele det religiøse og politiske spektrum. Og så kommer vi vist ikke videre.

    Svar
  24. Olesen

    @ WestySikke dog et plat svar du slutter af med.1) Sebastian påstår intetsteds at hele østeuropa var kommunistisk i 1917. Du lader som om det er det der står for så kan du undlade at forholde dig til den problemstilling han omtaler. 2) Det samme gælder de både iran og afghanistan. Ingen påstår at islam først kom i 70’erne, men der opstod nye situationer. Hvis du ulejliger dig med at læse kommentareren kan du jo se at der står den “islamistiske”. Solidaritet og sågar socialistiske tanker var jo heller ikke noget der først kom til Rusland i 1917. Hvis du tror det må du hellere selv læse lidt op på din historie.Hvor lavt et debatniveau vil du trække det ned på.Og dine to sidste linier giver jo ingen mening, eller du ikke engang vover at forklare hvorfor du skriver som du gør; nej, dem der ikke nikker er nok bare dumme. Vupti.

    Svar
  25. LuckyLibertas

    På almindeligt danskNår man præsenterer tillidsstudier, som i sagens natur er meget komplekse og kræver en meget ydmyg tilgang, kan man ikke med rimelighed afvise rationelle indvendinger, som irrationelt føleri; der må være krav om rationelle basiskrav om sammenlignelighed:Religioner i oplyste vestlige demokratier har ikke samme indhold og funktion, som i religiøse diktaturer; der er stor forskel på religion, som religiøs styreform, og religion, som divers kulturel baggrund for og i en demokratisk styreform.Hertil er sammenligninger på kryds af tid altid skrøbelige, og den underliggende kultur for religionsudøvelsen svær at udskille fra selve religionsudøvelsen.Man behøver ikke at være professor i noget som helst for at se ligheden mellem religiøse diktaturer og socialistiske diktaturer.Og man behøver kun være 12 år for at se, at muslimer i vestlige demokratier selvfølgelig kan sammenlignes med andre troende i vestlige demokratier.Det er meget basalt ikke at blande sine frugter:)

    Svar
  26. Maria

    >WestyFor mig er der noget enormt nedladende i at sige, at den ene eller anden minoritetsgruppe er ofre. Det er lidt det samme som når feminister går ud og siger, at kvinder skal forrest i jobkøen, som om vi ikke selv kunne finde ud af det! Eller som når nationalkonservative siger, at samfundet er blevet feminiseret fra ende til anden. Stakkels mænd! Der er også en snert af offertænkning i det synspunkt. Så måske er vi alligevel lidt enige. Jeg kunne dog godt tænke mig at spørge dig: hvad er et “latinsk temperament”??

    Svar
  27. LuckyLibertas

    @16Man er bla. et offer når man ikke nogenlunde kan begå sig i den kontekst, der determinerer det samfundsspil man fysisk har valgt at placere sig i.Det som er taberadfærd i Danmark behøver ikke at være det andre steder.At der i lande i Vesten er større sammenfald i konteksten for samfundsspillet gør selvfølgelig, at mennesker fra disse regioner nemmere interagerer.Individer fra alle egne kan indgå i ny kontekst, hvis de vil det; vi kan herefter studere hvorfor nogle ikke vil, og hvad vi gør ved det.

    Svar
  28. Peter Bjørn Perlsø

    (måtte genforfatte mit indlæg da det gik tabt i blogsystemet…)Enig med Jespersen, hvorfor blev Faith Alev overhovedet inviteret med, når hans medieoptræden igennem mere end 5 år gang på gang viser at hans kommentarer til holdningsmodstandere altid indeholder sammenligninger med Hitler, nazisme og Pia Kjærsgaard (når det er helt slemt)?CEPOS-arrangører, gør jeres hjemmearbejde før i inviterer debat-forgiftere med til jeres arrangementer.

    Svar
  29. Niels Munk

    @Lucky Libertas:Jamen er det iranske præstestyre ikke shia ?Som det af mange tænksomme mennesker allerede er påpeget: Den kristne reformation søgte tilbage til kilderne.Hvad med en reformation indenfor islam?

    Svar
  30. LuckyLibertas

    @ Niels MunkJo, vi holdt med de forkerte, som sædvanligt; Perserne er et fornuftigt og uddannet indoeuropæisk folk, som har urreligiøsitet til fælles med kristendom. Landet kunne idag være førende i Mellemøsten, hvis det ikke var for vestlig indblandning, som banede vejen for mørkemændene. Shaen var syg, men havde mange moderne reformer undervejs. Det gode ved “tilbage til kilderne” er når kilderne er konstruktive, som hele momentet om næstekærlighed, tilgivelse og vi er alle syndere; men når kilden er en selvretfærdig og alt andet end ydmyg tilgang til livet, så er reformation jo ikke god. Islam kan med shiitterne hoppe direkte i oplysningstiden, da denne variant af islam er åben for nutidig fortolkning. Hertil er det virkelig gavnligt at mange persere er agnostikere, ateister, og flere er tilhængere af den tidlige førkristne tilgang, med lige netop en mere ydmyg tilgang til livet.Kan virkelig anbefale dels, Kai Sørlanders seneste bog “Forsvar for Rationaliteten” , og dels at se bort fra de rødes historieforvansking om Iran.Venligst

    Svar
  31. Niels Munk

    @LuckyLibertas:Jamen, hvor er det så, helt konkret at det iranske “Vogternes Råd” og styret iøvrigt viser at de bevæger sig mod en oplysningstid? Og hvor er det at den persiske shia er åben for en nutidig tolkning?mvhNM

    Svar
  32. LuckyLibertas

    Vi var med til at ødelægge fremskridtet i 70- erne. Og selvfølgelig kan det komme igen; ligesom tjekkerne er et dannet folk, på trods af år med Sovjet.Iran er et land, hvor der var noget fornuft fra starten af, så er der noget at tage op; modsat så mange andre steder i mellemøsten.Der er ikke mange arabere i Iran – det er der håb i – perserne er i flertal og deres kultur og urreligion deler vi, Zarahustra tilgangen er mere ydmyg, livsglad og sætter individet højt.Et godt eksempel på folkets trods er, at mullahstyrets ny giftealder på 9 år stort set ikke benyttes, men kvinder er ca 30 og mænd ca 35 når de bliver gift.Tænk også på alle de uddannede eksiliranere der står på spring – der er mange – især i USA.Vejen frem er dialog og respekt, så vil de dannede persere vende sig mod de mørkemænd, som ødelægger deres gamle kultur.

    Svar
  33. Kaspersen

    @ Niels AsgerGode spørgsmål.Personligt tror jeg godt tilliden i et vist omfang kan overleve, men det afhænger rigtigt nok af integrationen, og jeg vil her nævne deet unævnelige; assimilation.Det er for mig det afgørende. Bliver indvandrere assimilileret og betragtet som en del af det store fællesskab, så klarer vi den nok. Men ligeså lang tid der forsættes med at snakke om minoriteter (altså opdeling af folk i race-grupper) og multikultur så fastholdes det jo at der er tale om folk der tilhører en anden gruppe. Der er intet der i højere grad cementerer et “os og dem” end den stædige og tåbelige snak om minoritetsgrupper. Overhovedet at snakke om multikultur er jo det samme som at sige at der er eksisterer en gruppe som indbyrdes har meget til fælles men som afviger markant fra andre grupper (eller fra hovedgruppen). Ingen betragter jo folk fra Grenå som en særlig gruppe. Men folk fra Tyrkiet – helt sikkert.Dette er sådan set kernen i multikulti tossernes selvmodsigende retorik. De skaber mere splittelse også til trods for at de hævder at ville det modsatte. Og splittelse skaber ikke tillid. Tværtimod.

    Svar
  34. NielsC

    Måske Faith Elev bare er skuffet over at Islam ikke ikke er i stand til at muslimer til bedre og mere tillidsfulde mennesker. Nå så kan han vel bare bruge den gamle undskyldning fra de kommunistiske lande : Det er fordi vi ikke (endnu) har den rette socialistiske indstilling. For ideologer er der altid mere at arbejde med.

    Svar
  35. Niels A Nielsen

    Niels Westy taler om multikultur, multietnicitet, befolkningsdiversitet, som om det er sammenfaldende begreber. Det er de ikke nødvendigvis.Jeg kunne godt tænke mig at få en lidt grundigere forklaring på den første diversitet/tillid figur som Christian Bjørnskov viste.Hvordan er diversiteten målt, og hvordan er tillid målt?Forestil dig følgende: Du kører i trafikken og kommer til at køre sammen med en medtrafikant, hvor I er nødt til at tale sammen. Ville der være forskel på graden af tillid til, at du kan tale dig til rette med vedkommende afhængig af, om det er en person med dansk eller mellemøstlig/muslimsk baggrund, som var modparten i sammenstødet? Ja, der er stor forskel ikke?Min pointe er, at den umiddelbare tillid, som en dansker uden tvivl har overfor en fremmed person, ikke den samme overfor personer af alle grupper. Der er forskel på den umiddelbare tillid til en fremmed person afhængig af, om han er dansk eller tysk eller engelsk (alle stor tillid) eller han er palæstinensisk, irakisk eller afghansk. Det er min påstand, at hvis en dansker eller en hollænder bliver spurgt om tilliden til en fremmed person (i betydningen en ukendt), så vil svaret afspejle tilliden til den fremmede, som man deler kultur, reaktionsmønstre, vaner, historie og især sprog med. Og så er det i virkeligheden tilliden imellem borgere af samme eller nærtstående kulturelle gruppe, der observeres af tillidsmålinger. Min påstand (hypotese om man vil) er, at den reelle, manifesterede tillid imellem borgerne i de europæiske lande er faldende, simpelthen fordi, der vil være stadigt flere møder imellem hinanden fremmede personer med _fjerntstående_ kulturel baggrund. Spørgsmålet er om tilliden imellem de kulturelle grupper vil mindskes eller øges over tid, og om tilliden indenfor grupperne vil påvirkes af den øgede kulturelle heterogenitet (i praksis især forårsaget af muslimsk indvandring).Vil danskernes tillid til hinanden overleve mange generationer endnu? Man kan jo håbe på det. Svaret afhænger nok meget af, om der faktisk sker en integration af indvandrede grupper.

    Svar
  36. Christian Bjørnskov

    Niels A. Nielsen spørger “Hvordan er diversiteten målt, og hvordan er tillid målt?” Det vil jeg selvfølgelig gerne svare på. Diversitet er ret simpelt målt som sandsynligheden for, at to fuldstændigt tilfældige danskere_ikke_deler samme etniske baggrund. Tilliden er andelen af folk, der svarer ja på spørgsmålet “Generelt, tror du man kan stole på andre mennesker eller skal man være meget forsigtig?” Det kan synes som et lidt upræcist og vagt spørgsmål, men det fungerer forbløffende godt i praksis og kommer flot igennem stort set alle validitetstests.

    Svar
  37. Olesen

    “at to fuldstændigt tilfældige danskere_ikke_deler samme etniske baggrund”Hvordan defineres etnisk baggrund ?Hvilken etnisk baggrund har en dansk statsborger født i danmark som barn af to danske statsborgere ?Ændrer denne etniske baggrund sig alt efter hvor forældrene er født ? Hvor bedsteforældrene er født ?Hvad med adoptivbørn ??Eller med andre ord; vil børn, børnebørn osv., af tyrkiske immigranter forblive etniske tyrkere i et uendeligt antal generationer.Problematikken kender vi jo fra danmarks statistiks opgørelser over antal udlændinge og efterkommere, hvor mange efterkommere ikke registreres som sådan fordi deres forældre havde dansk statsborgerskab.

    Svar
  38. Christian Bjørnskov

    Der er tale om tal fra såkaldte antropologiske atlas. Det første, som stadig bruges, var resultatet af et massivt sovjetisk forskningsprogram, hvis resultater blev publiceret i 1961. Så selvom de ikke er fantastisk præcise, lider de ikke under Danmarks Statistiks underligheder.

    Svar
  39. Olesen

    “Kulturradikalismen har sikkert været med til at udvide tilliden til dem man ikke ligner kulturelt.”Tjaa, eller noget.De kulturradikales opgør med samfundets grundlæggende værdier og normer, fordrer ikke nødvendigvis øget tillid mellem borgerne. Tværtimod. Det er da ganske intuitivt at forestille sig at der er en høj grad af tillid mellem folk der efterlever de samme værdier og normer, særligt når der vel at mærke er tale om normer/værdier der er etableret over en lang fælles historie (imodsætning til den slags der pludseligt skal presses ned over folk).Det er svært at se hvad præcist i kulturradikalismen der skulle fordrer øget tillid. Umyndiggørelsen af folk og elimineringen af det personlige ansvar er vel næppe kulturhistoriske fænomener der er med til at øge folks tillid til andre.

    Svar
  40. Bielefeld

    En tilføjelse til #13s svar til #11:Det er bestemt ikke korrekt, at der ikke findes kulturrelativister (selv Dansk Folkeparti er jo på en bagvendt måde kulturrelativister, når de hævder alle nationers ret til at eksistere og blomstre). Det har der altid fandtes i Vesten – og netop _kun_ i Vesten. Selvkritik forekommer kun i civiliserede samfund. Den moderne vestlige kritik af vores egen kultur og civilisation er et barn af Rousseau, ham der var en forløber for Karl Marx (nu håber jeg så ikke, at Mads Qvortrup læser med). Kritikken bunder i tanker, der hævder menneskets godhed. Det er civilisationen, fremskridtet, teknikken, der har spoleret menneskets natur, der var god fra begyndelsen. Denne menneskelige godhed kan derfor stadig spores i urmennesket, ”den ædle vilde”, som endnu lever det enkle liv, uspolerede. Hvor usund har denne tænkemåde ikke været for europæisk tænkning og selvforståelse i de seneste århundreder! Kolonitiden nævnes med hovedet bøjet. Dog, man kan finde gode eksempler på selvkritiske vesterlændinge endnu længere tilbage end til 1700-tallet. Tacitus beskrev germanerne som særdeles dydige. Mere end 300 år senere, under de barbariske invasioner af Romerriget, skrev Salvian af Marseille i 400-tallet, at det var goterne, frankerne og vandalernes moralske overlegenhed, der gav dem deres sejre over romerne. Ifølge Salvian var disse barbarer sandhedssøgende, tempererede godtfolk, hvorimod romerne var nogle fordrukne løgnere. Selv Machiavelli var betydeligt påvirket af Tacitus’ syn på germanerne, da han 1000 år senere skrev om germanernes levemåde og skikke i rosende vendinger. I ethvert civiliseret samfund er der tilsyneladende en uheldig tendens til, måske som en form for antitese – og især i den veluddannede elite – at tilskrive de vilde, de fremmede, barbarerne alskens positive karaktertræk, og at hylde deres enkle, primitive liv på en stereotyp måde. Der er dem, som mener, at denne tendens hos kultureliten (og måske gælder den i virkeligheden størstedelen af vesterlændinge i mere eller mindre udstrækning) skyldes, at den har mistet følingen med ”det hårde liv”, kampen for at få smør på brødet, for ren og skær overlevelse, der normalt holder menneskets dyriske instinkter, vores mere fordærvede natur, i live. Når vi så møder disse ”træk” hos ”de andre”, kan vi ikke genkende dem i os selv. Et nutidigt eksempel på denne vestlige selvkritik var danske forfatteres usmagelige forherligelse af irakernes enkle og nøjsomme liv, som vi vesterlændinge lagde i ruinerda ”vi” fjernede dikatoren Saddam Hussein, og på den måde så at sige forstyrrede dem i deres ”udemokratiske natur”. Det tangerer kulturracisme at tænke sådan. Der er også en utilsigtet konsekvens ved denne rousseauske måde at tænke på: man kan ikke have respekt for mennesker, som man ikke anser for at være ligesom én selv – god og ond, uskyldsren og fordærvet, et menneske – så kan man netop kun _tolerere_ dem. Som gode, gamle Goethe sagde med tanke på jøderne, ”blot at tolerere er at fornærme, sand liberalisme betyder accept.”

    Svar
  41. Angantyr

    Nu skal man ikke gøre det med tillid sværere end det er. Danskerne er sikkert grundlæggende mest tillidsfulde når det gælder egne landsmænd og det samme gælder sikkert også tyrkere. Man kender ligesom sine landsmænds kultur. Politiske, religiøse og kulturelle strømninger kan ændre en hel del på tilliden til andre. Kulturradikalismen har sikkert været med til at udvide tilliden til dem man ikke ligner kulturelt. Så kan man selv vælge om det er godt eller skidt. Islam trækker derimod tydeligvis den anden retning. En lovreligion hvor man føler det nødvendigt at kontrollere mennesket på alle leder og kanter, kan aldrig være befordrende for tilliden.

    Svar
  42. Angantyr

    Olesen, det er nu heller ikke min mening at kulturradikalismen er fremmende for tilliden i sidste ende og især ikke danskere imellem. Jeg synes nu bare det ligger indbygget i kulturadikalismen, at der er en meget høj tro på og tillid til ,at alle fremmede i bund og grund ligner en selv. En fremmede er jo en ven du ikke har mødt endnu. Den tankegang er vel ikke til skade for tilliden i første omgang, selvom man risikerer at blive gevaldigt skuffet senere hen. Kulturadikalismen har sat sig godt fast, så man kan tåle en hel del skuffelser. Når det er sagt, så mener jeg faktisk man skal passe på med at gøre tillid til noget absolut positivt. Fra tillid til naivitet er der ikke langt.

    Svar
  43. Søren Nørbak

    Til Sebastian”Der kan ikke føres bevis for en kausal forbindelse mellem kommunistisk styreform og en lav grad af tillid, forbindelsen kan kun sandsynliggøres ikke sandt?”Jeg vil mene at man kan lave en kausal forbindelse mellem kommunistisk styreform og en lav grad af tillid. Lad mig give et eksempel: vi kan i dag måle en pæn diskrepans i tillid i befolkningen i henholdsvis det tidligere øst og vesttyskland, dette til trods for at øst og vesttyskland, stort set, var kulturelt, socialt og økonomiske homogent før 1945, et andet og bedre eksempel er nord-sydkorea. Jeg har ikke tallene, men jeg ved de findes.MvHSøren

    Svar
  44. Maria Tacchinardi

    >BielefeldHvordan du kan få DF til at rime på kulturrelativisme, fatter jeg ganske enkelt ikke en meter af. Det er ganske rigtigt, at der gennem historien har været en vestlig tendens til at skamme sig over kolonitiden (men der er vel også grund til det?), men i dag ser du da ikke mange af disse “selvhadende vesterlændinge”. Desuden: kan selvkritik ikke være godt? Det er jo også det, der driver os fremad, i modsætning til andre civilisationer, der derfor stagnerer…Venligst,Maria

    Svar
  45. Olesen

    @ Maria”men i dag ser du da ikke mange af disse “selvhadende vesterlændinge”Øhh, læser du ikke avis eller ser tv. Der er da fyldt op med dem. Ethvert problem et hvilket som helst sted på planeten er den vestlige verdens skyld, og følgeligt også vores ansvar at løse. De “mørke” kan næppe selv forventes at løs problemer, ligesom de ikke selv kan være ansvarlige for deres ulykkesagelige situation – på samme vis som børn ikke drages til ansvar for noget. Man kunne kalde det racisme, men i medierne går det under det pudsige navn; humanisme og kædes ofte sammen med tolerance, kosmopolitisk, anti-nationalisme, og des lige. DF bliver jo kulturrelativiser i og med at de netop er utrolig tolerante over for alle mulige andre folkeslag og kulturer som de opfatter som fuldstændigt ligeværdige. Søren Krarup siger jo at “danskhed” er godt for danskerne, mens “tyskheden” er godt for tyskerne, og sådan kan vi køre verden rundt. DF har således ikke de store problemer med at muslimer i mellemøsten efterlever deres kultur (DF så formenligt gerne at der var demokrati m.m., men de har respekt for at muslimer/arabere lever efter deres værdier/normer/traditioner). Problemet for DF opstår først når arabere, tyrkere m.fl. vil leve i overenstemmelse med deres kultur, men pludseligt er opsatte på at gøre det i europa/DK – hvor de så også lige kan nyde gavn af at danskerne betaler for velfærdsstaten. Det er altså en modstand mod et fænomen som tidligere ville være kaldt for kolonialisme og imperialisme (hvis det er hvide mennesker), men ellers er verdensbilledet let forståeligt; Dansk kultur er godt i danmark, pakistansk kultur er godt i pakistan og lad japanske normer dominere i japan.Det er relativisme, og i dette verdensbillede er der ikke skyggen af imperialisme eller aggresiv nationalisme, men derimod drømmen om en verden med en mangfoldighed af kulturer. Smukt.Og jo også ganske pragmatisk – ihvertfald går/gik det jo da meget godt her i vesten i store træk; frihed og velstand uden noget historisk sidestykke.

    Svar

Leave a Reply to AngantyrCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.