Når monopoler giver en slags mening – ”narkobolaget”.

Det er sjældent at der her på bloggen – argumenteres for oprettelse af monopoler. Normalt fremhæver undertegnede og andre tværtimod monopolers skadelige effekter og fremhæver det frie markeds enestående evner til at sikre os flest mulige goder til de lavest mulige priser. Og når jeg i det næste for en gang skyld vil argumentere for et monopol er det derfor at opfatte som et absolut undtagelsestilfælde, ligesom jeg lige så godt kan gå til bekendelse med det samme og indrømme, at det grundlæggende strider mod mine egne idealer for individets ukrænkelighed og ret til at bestemme over egen krop og skæbne.

I modsætning til frie konkurrenceprægede markeder, hvor producenterne ideelt set er nød til at være innovative og effektive for at overleve, forholder det sig jo omvendt med monopoler – høje priser og lav kvalitet og effektivitet og ringe innovationsevne er her kodeordene, og man behøver ikke kigge langt for at finde dette, det er blot at se på den offentlige sektors udbud.

Men hvad nu hvis man netop står med et produkt, som man af en eller anden grund rent faktisk helst ser der ikke konsumeres for meget af? – ja så er monopol af salget en fornuftig løsning. En sådan produktgruppe kunne være de i dag illegale euforiserende stoffer, der danner indtægtsgrundlaget for en række af verdens værste kriminelle og terror organisationer, som holder liv i væbnede konflikter i bl.a. Columbia og Afghanistan.

Konflikter der enten ville være ophørt for mange år siden (Columbia) eller hvor magtforholdet og de menneskelige omkostninger ville ændres drastisk i forhold til i dag, som f.eks. i Afghanistan, hvor man med rette kan sige, at både civile og militære tab, og altså også danske soldaters død, er en konsekvens af den meningsløse kriminalisering af narkotika, der i mere end et halvt århundrede har været globalt gældende. Koordineret af FN og drevet igennem af amerikansk hegemoni. Paradoksalt nok er USA også et af de lande, hvor man mest vedholdende kritiserer den pågældende politik og hvor der finder en betydelig forskning sted – ligesom hele diskussionen om fortsat kriminalisering eller ej også foregår på de store medienetværk, samt i både i videnskabelige tidsskrifter, som f.eks. Scientific American og aviser som Wall Street Journal – og en enkelt republikansk præsidentkandidat, Ron Paul, har utrætteligt argumenteret imod den fortsatte forbudspolitik i årtier.

Og så er der de hæderkronede engelske institutioner som Financial Times og The Economist, som jeg i flere tilfælde har refereret til her på bloggen, der åbent har lagt deres gode navn og rygte til en egentlig legalisering af narkotika – i sidste om gang så sent som i denne weekend (Financial Times). Ordet legalisering er her afgørende, for selv om der i de senere år er opstået ”uro i rækkerne”, og flere lande har fraveget den USA-ønskede hårde linie i ”The War on Drugs”, så er FN-landende desværre bundet af indgåede traktater, og kan ikke unilateralt legalisere konsumption og handel med narkotika. Det tætteste man derfor kommer er en afkriminalisering, som den der har været gældende i Portugal siden 2001.

I begyndelsen af april udsendte Cato en rapport, Drug Decriminalization in Portugal  – Linket fører til en video fra præsentationen af rapporten. Den kan hentes her, og er udarbejdet af Glenn Greenwald, hvis blogindlæg med medfølgende kort resume kan læses her.

De væsentligste resultater ved afkriminaliseringen i Portugal, hvorefter der kun er administrative konsekvenser ved besiddelse svarende til 10 dages personlig forbrug af et hvilket som helst narkotisk stof er, at det ikke har medført øget forbrug, at det ikke har gjort Portugal til en magnet for narkomaner, og at antallet af narkotika-relaterede dødsfald er reduceret drastisk, ligesom en række følgesygdomme (HIV) osv. har udvist en positiv udvikling.

Men selv om afkriminalisering er et væsentligt skridt på vejen, hjælper det kun på den mindste halvdel af problemet (forholdene for brugerne). Det efterlader fortsat det meget lukrative narkotikamarked i hænderne på de kriminelle. Og det vil det fortsat gøre i vid udstrækning, hvis man gennemførte den portugisiske politik på globalt plan. Hermed adresserer man ikke de største skadevirkninger (menneskeligt og økonomisk) der ikke de der er forbundet med selve narkotikaforbruget.

Det er begrænset hvor mange mennesker der globalt har et jævnligt narkotikaforbrug, og især er det begrænset hvor mange misbrugere der eksisterer ( FN anslår det til ca. 24 mio.). Antallet af ”almindelige” mennesker der hver dag betaler konsekvenserne af det illegale marked er langt langt større, igen både menneskeligt og økonomisk. Ikke blot i kraft af de krige og konflikter der finansieres ved produktion og salg af narkotika, men primært i kraft af de resulterende dysfunktionelle, korrupte og blodige samfund lokalt, nationalt og regionalt ,– især i den tredje verden.

Det har tragiske konsekvenser for hundredvis af millioner af mennesker verden over – uanset at de ikke selv hverken er brugere af narkotika eller på anden måde involveret i denne geschæft – at man bibeholder en lovgivning der sikrer en illegal omsætning, der snildt overgår verdens samlede ulandsbistand hvert år.

I dagens klumme i 180grader foreslår jeg, at man efter svensk model laver et egentlig ”narkobolag”. Med andre ord legaliserer handlen med narkotika, men samtidig monopoliserer denne handel. Som jeg indledningsvis nævnte ligger det ikke lige for, hvis man bekender sig til et liberalt livssyn, og det er bestemt heller ikke en optimal løsning. Men den adresserer dog i vid udstrækning de problemer som den nuværende politik medfører. Dels det – i denne sammenhæng mindre problem – omkring selve misbrugerne, og det væsentligt større problem – både som det ses i samfund der er ved at bryde sammen i den tredje verden, samt også de anslag mod vores grundlæggende retssikkerhed som ”kampen mod narko” i lighed med ”kampen mod terror” har udløst flere steder i verden.

Måske ikke overraskende, eftersom klummen er at finde i 180grader, er der et par af læserkommentarerne der tager udgangspunkt i det ikke synderligt liberale i, at jeg accepterer oprettelsen af et monopol, men da klummen ikke er et ideologisk indlæg, men et forsøg på at komme med reelle løsninger til reelle problemer er det ganske forfejlet.

Hvis formålet med mit forslag vat at sikre så stor adgang til så billig narkotika som muligt, så ville kritikken af at bruge monopolmodellen være på sin plads. Men mit ærinde er et andet, nemlig at minimere skadevirkningerne ved et narkotikaforbrug og for en mindre gruppes vedkommende misbrug, det vel efter en del af menneskeheden i årtusinder har brugt en ikke ubetydelig energi og opfindsomhed på at komme ned på alle 4 fra det øjeblik vi rejste os op og begyndte at gå på to ben, nok er på tide at acceptere er nogle menneskers følgesvend.

Med andre ord er konditionerne for en legalisering at liberale som mig selv må bide i det sure æble og acceptere, at det i dette tilfælde drejer sig om at gøre det så lidt attraktivt som muligt at være producent (det vil sige så lave engrospriser som muligt) og så lidt attraktivt som muligt at være forbruger, det vil alt andet lige, sige så høje priser som det er muligt at oppebære, uden at det bliver attraktivt at opererer på et parallelt marked.

Her har man som monopol en række værktøjer der kan bruges, ikke mindst hvis man har staten i ryggen. Jo lavere prisen er for de der producerer de pågældende stoffer, – det være sig fremstilling af syntetiske stoffer, som det kendes fra Europa (stort set hele forbruget af ecstacy og speed i Europa fremstilles indenfor EU’s grænser), eller dyrkning af mere traditionelle afgrøder, uanset om det er i den tredje eller første verden (USA er verdens største producent af marihuana). Dette sikres bedst ved at der er mange producenter og en eller få indkøbere.

På den anden side må det antages, alt andet lige, at jo lavere pris jo højere forbrug, hvorfor – hvis målet er at begrænse forbruget mest muligt – prisen må være afhængig af hvor højt man kan gå, før der som nævnt er fare for at der skal opstå et lukrativt parallelt marked. Hvis man fastholder lange fængselsstraffe ved konkurrende handel med narkotika og indtænker, at en legal monopolist kan tilbyde noget, som er svært at gøre på et parallelt marked, nemlig garanti for ”rene stoffer”, behøver prisen ikke nødvendigvis at være væsentligt lavere end i dag. Og med hensyn til hvor stort merforbruget evt. skulle blive på grund af lavere priser, er der næppe heller grund til at være urolig. Pris er kun én faktor, og det er næppe den væsentligste i dette tilfælde.  Det er derimod i hvilken udstrækning det er socialt acceptabelt at bruge narkotika.

Vil dette fjerne alle problemer? Nej det vil det bestemt ikke, men det vil reducere dem betydeligt, i og med at markedet udenfor de legale rammer vil være langt langt mindre profitabelt, uden at det nødvendigvis er mindre risikofyldt.

Ikke videre liberalt, men bestemt at foretrække frem for den nuværende tingenes tilstand.

4 tanker om "Når monopoler giver en slags mening – ”narkobolaget”."

  1. Lasse Grosbøl

    “Ikke videre liberalt, men bestemt at foretrække frem for den nuværende tingenes tilstand. “Det er jeg helt enig med dig i. Og når man tænker på hvor svært det er at ændre på tingenes tilstand, er Narkobolaget givetvis en nødvendig indrømmelse.Jeg ville nok bare foreslå man kunne købe stofferne på apotekerne. Der er ikke behov for at lave endnu et statsmonopol.mvhLasse Grosbøl

    Svar
  2. Niels Westy

    @LeclercEt sådan system har det store problem, at det ikke i nævneværdig grad har betydning for at komme det illegale marked til livs, med mindre alle kan få en recept, og hvorfor så bruge tid på at skrive dem?

    Svar
  3. Leclerc

    I stedet for et systembolag kunne man bare lave samme begrænsninger, som der er på handel med receptpligtig medicin.

    Svar
  4. Leclerc

    Nu var det handlen med reseptpligtig medicin – dvs sælg det på apotekerne, som i forvejen har ekspertise i at håndtere og rådgive om andre biologisk aktive kemikalier, som kan være ekstremt skadelige, og have mange bivirkninger.Produktion og distribution burde ligeledes kunne fremvise dokumentation for en høj kvalitet, så risikofaktorerne mindskes.

    Svar

Skriv et svar