Er ulandshjælpen slet ikke effektiv?

Forskning i om og hvordan ulandsbistand virker har altid vækket nogle stærke følelser. Det gælder ikke mindst, når man skal levere det ærlige svar på spørgsmålet: Nå, hvor effektiv er bistanden så? Det bedste svar – dvs. det med størst opbakning i den empiriske vækstforskning – har nemlig i en årrække været, at den slet ingen effekt har. Med andre ord påvirker de mange milliarder hjælpedollars slet ikke ulandenes økonomiske udvikling. Sidst jeg optrådte offentligt med dette budskab, blev jeg efterfølgende omtalt som ”Martin Paldams uduelige proselyt” af en rasende foredragsdeltager, men hun kaldte mig i det mindste ikke nazist. Så her er resultaterne fra den sidste nye forskning på området.

Der er to anledninger til at kaste sig ud i endnu en omtale af det deprimerende faktum: 1) Chris Doucougliagos (Deakin University) og Martin Paldam (Aarhus Universitet) har netop opdateret deres metaanalyse af AEL – the Aid Effectiveness Literature; og 2) undertegnede har undersøgt sammenhængen mellem ulandshjælp og fattigdomsbekæmpelse på den kortere bane.

For at tage nummer 1 først, slog den danske ulandsekspert Martin Paldam for et par år siden pjalterne sammen med den græsk-australske ekspert i metaanalyse for at analysere ulandseffekt-litteraturen. Metaanalyse er det formelt kvantitative studie af hele litteraturer, en analysetype som kendes fra medicin, som er ved at vinde indpas i samfundsvidenskaberne. Metaanalyse er specielt smart når man har en stor bunke studier af samme emner, som man ønsker at uddrage essensen af. Paldam-Doucougliagos-teamet brugte det til at kunne sige med præcision, hvad man kan lære af de sidste 40 års forskning i sammenhængen mellem ulandsbistand og økonomisk vækst.

Grunden til, at teamet valgte metaanalyse var blandt andet, at flere oversigtsartikler konkluderede, at ulandsbistand bidrager positivt til de fattigste landes vækst, men en del forskere (Paldam og mig selv inklusive) havde svært ved at se, hvordan man kunne uddrage dén konklusion af litteraturen. Og det græsk-australsk-danske partnerskabs analyser viste da også, at det kunne man faktisk ikke rigtigt af de 74 store studier på området. I tre separate analyser af den totale litteratur, som de to opsummerer i en ny artikel der udgives i Journal of Economic Surveys, blev konklusionen, at man ikke med nogen rimelig sikkerhed kan sige, at ulandsbistand virker. De flinke mennesker (og det er ikke ironisk ment) ville dog ikke afvise noget, og kunne pege på, at nok var effekten ikke statistisk signifikant ved konventionelle niveauer, men den var dog positiv.

Siden Doucougliagos og Paldam sluttede deres litteratursøgning, er der dog kommet 32 nye, grundige studier af forholdet. De to præsenterede derfor en opdateret version af deres metaanalyse som inkluderer alle 106 publicerede studier ved den nyligt afholdte konference hos the European Public Choice Society (papiret kan findes her). Og desværre er konklusionen nu blevet en tand mørkere. Når man inkluderer de nye studier, falder gennemsnitseffekten. De to eksperter laver også det lille eksperiment, at de smider alle studier ud, der viser at hjælpen er direkte skadelig – dvs. alle estimater mindre end nul. Selv når man gør det og dermed implicit siger, at hjælp bare ikke kan skade, konkludere de at ”it is so small that it is of little practical importance”. Bundlinjen er, at i takt med at man har fået flere og bedre data, og mere præcise statistiske redskaber, er estimatet på hvor effektiv ulandsbistand er, faldet til et rundt nul.

Punkt nummer 2 i indledningen kommer fra et populært argument i ulandshjælpemiljøet: Det kan godt være at bistanden ikke skaber mere vækst, men hvis den når de fattigste kan den i det mindste skabe en mere lige fordeling af indkomsten og dermed afhjælpe fattigdom på den korte bane. Min artikel ” Do elites benefit from democracy and foreign aid in developing countries?”, der publiceres i Journal of Development Economics (den er online for abonnenter), fokuserer derfor på sammenhængen mellem indkomstfordeling og ulandshjælp i 88 ulande. Endnu en gang må man skuffes, hvis man havde håbet på et positivt resultat: Mens der ingen sammenhæng er i det almindelige uland, viser det sig at jo mere ulandsbistand et demokratiserende uland får, jo relativt mindre en andel tjener de fattigste. Med andre ord ser det ud til, at hvis eliten kommer til at sidde løsere i sadlen, skraber de til sig hvad de kan på resten af befolkningens bekostning. Og hvis et land får store mængder ulandshjælp, er der meget at skrabe til sig. Det glimrende site videnskab.dk’s omtale giver flere aspekter og kan læses her.

Læren af årtiers forskning i effekten af ulandsbistand er ikke, at vi skal give mere, at vi er blevet bedre til det, eller at vi skal stille bestemte krav – eller lade være med at stille krav. Det billede, der mere og mere udkrystalliseres er, at problemet ikke er den måde vi giver bistand på, men den måde den modtages på. Bistanden skaber simpelthen en række perverse politiske incitamenter og et par væsentlige økonomiske bivirkninger, som udraderer alle de ellers totalt set positive virkninger af de fleste enkeltprojekter. Milton Friedman og Peter Bauer advarede om problemet allerede i 50erne, men det kræver åbenbart bistandsfinansierede regimer som Mugabes, Mobutos eller Marcos for at åbne øjnene på mere almindelige mennesker. Og øjnene hos store opinionsdannere som Bono, Paven og Jeffrey Sachs er stadig hermetisk lukkede for hvad 40 års forskning har at bidrage med.

36 thoughts on “Er ulandshjælpen slet ikke effektiv?

  1. Mathias Schwartz Kirkegaard

    Hej ChristianJeg vil ikke forsøge at betvivle hvad du skriver om u-landsbistand og økonomisk vækst. Jeg bestod først makro-eksamen anden gang, men må indrømme at jeg faktisk nød dine forelæsninger.Jeg har dog et udviklingsprojekt i støbeskeen, som jeg alligevel kaster mig hovedkulds ud i. Det går ud på at forsøge at etablere små lokalradioer i Nigeria. Det er et oplysnings- og demokratiseringsprojekt, som på langt sigt måske – måske ikke – kan medføre økonomisk vækst. Til gengæld er det ret sikkert at det kan hæve vidensniveauet for lytterne. Lokalradioerne kan hjælpe med at udbrede viden om sundhed, landbrug, rettigheder… you name it.Et land som Mali med 11 millioner indbyggere har de sidste år etableret i omegnen af 400 sådanne lokalradioer, mens Nigeria har… 0. Den eksisterende lovgivning der regulerer området er fra militærdiktaturets tid, og nu hvor Nigeria er blevet et (pseudo-)demokrati tager de sig endelig sammen og kigger på det.Jeg kan ikke sige med sikkerhed, om mit projekt er et af dem der giver et plus i regnestykket, eller det er et af dem der trækker ned, men jeg kaster mig altså ud i det.

    Svar
  2. Christoffer Bugge Harder

    @BjørnskovJeg har ingen særlig indsigt i dette spørgsmål makroøkonomiske aspekter, og jeg er alene ud fra min beskedne erfaring som tidligere ulandsfrivillig aldeles parat til at tro, at en hel del ulandshjælpsprojekter er enten nyttesløse eller ligefrem direkte skadelige. Jeg kunne blot tænke mig at høre, om og i givet fald i hvor høj grad disse nye undersøgelser ændrer ved f.eks en forsker som Carl-Johan Dalgaards resultater og konklusioner? Han har jo tidligere deltaget her på stedet med interessante og oplysende indlæg, som her:http://www.punditokraterne.dk/ulandshj-lp-og-svindel-post145741http://www.punditokraterne.dk/ulandshj-lp-uden-effekt—igen-post126923 Altså: 1) Viser de nye metaanalyser (sagt lidt firkantet), at vi nu stadig med 95% sandsynlighed kan sige, at u-landshjælps effekt på væksten er negativ, nul eller positiv – og at vi nu blot har fået indsnævret den klokkeformede kurves højre (positive) hale? 2) Hvorledes ændrer metaanalyser på det problem, Dalgaard rejser af f.eks Paldams eller Easterlys tidligere forskning, der efter hans mening a) ikke tager tilstrækkelig højde for simultanitetsproblemer (altså at det er “syge” økonomier, der får hjælpen, og at disse lande ville være helt til rotterne også uden hjælp), samt b) at i analyser af hjælpens effekt bør “hjælp” splittes nøjere op i flere specifikke komponenter, eftersom f.eks TV-show-inspireret katastrofehjælp eller direkte budgetstøtte er langt mindre effektivt end fordelagtige lån givet direkte til f.eks infrastruktur? 3) Hvorledes håndterer metaanalyserne det forhold, at u-landshjælp kan generere ikke-vækstrelaterede forbedringer af landenes situation? Mig bekendt giver f.eks de allerfleste sundhedsprojekter klart øget overlevelse for u-landenes befolkninger, hvilket så modsat betyder, at væksten i BNP “spises op” af den øgede befolkningstilvækst. Man kan bestemt sagtens argumentere for, at det absolut ikke er et ubetinget gode hverken ud fra BNP eller miljømæssige hensyn at have en lavere dødelighed, men ud fra samlede analyser af fordele og ulemper set på længere sigt er det vel ud fra traditionelle, økonomiske antagelser en positiv effekt for et land? Blot nysgerrig.

    Svar
  3. scipio

    Hej ChristianIgen en superspændende artikel om u-landshjælp. Keep up the good work. Jeg tror ikke at de bevilgende myndiheder kan blive ved med at ignorere sagkundskaben … men jeg gætter også på at der er en række andre forskere som er VILDT uenige med dig, men er de økonomer ?To spørgsmål:- Du får dokumenteret fint at ulands-hjælp altså ikke hjælper hvilket er et meget meget vigtigt resultat, men er der lavet studier som kunne foreslå fremgangsmåder der kunne gøre hjælpen mere effektiv ???- Jeffery Sachs, hmm, er han ikke en ret anerkendt økonom ??? Hvordan kan han så afvise disse studier ???

    Svar
  4. LuckyLibertas

    Støtte vil aldrig kunne blive effektiv – det er en indbygget kontradiktion – det gælder selvfølgelig internationalt som nationalt – og virkelighedens u-lande idag ifht for 40 år siden dokumenterer i sig selv dette; aldrig har der været så mange fattige syge analfabeter som nu. Det behøver man ikke tvivlsomme metavurderinger af tvivlsom forskning for at se; demografien – levealderen og presset på Vesten siger alt nok. Men det er fint at hæve charlatanerne frem og vise at de ikke kan noget.

    Svar
  5. Carsten Valgreen

    @Carl-JohanSimultanitetsproblemer er jo velkendte i økonometri, og jeg er fuldstændig enig at instrumentvariabel estimation er blevet (mis)brugt in abusurditum i meget økonomisk forskning. Men kan man ikke med rette spørge, hvem der har bevisbyrden? Hvis man kommer og beder mig om 1% i skat og over 500 hundrede studier ikke kan vise at de penge jeg betaler bidrager til at nå det mål som der er med udgiften baseret på 50 års data, hvad skal jeg så mene om en undskyldning som at der muligvis faktisk er en effekt alligevel, fordi der ikke er taget hensyn til et muligt simultanitetsproblem? Det må da tages mere seriøst end som så.Jeg er enig i at manglen på påviselig effekt (som efter min mening givet datagrundlaget er rimeligt overbevisende trods muligheden for simultanitetsproblemer), ikke må bruges til en opgivende holdning, hvor man bare lader stå til. Men skylder Danida og alle de konsulenter og forskere som lever af mine penge ikke at tænke over hvordan man bruger ressourcerne så de faktisk gør gavn, i stedet for at dække sig under et argument om at der måske er et simultanitetsproblem?Hvis udviklingsproblemerne er knyttet til svage institutioner, kultur og uddannelse, hvordan påvirker man dem så? Det er tydeligt, at der er forskel på lande. Sydkorea var fattigere end det gennemsnitlige afrikanske land i starten af 1950erne. I dag er det nærmest et I-land. Hvad er det eksempelvis konfusianisme kan som en del afrikanske lande ikke kan? Og hvorfor er Botswana en succes, mens Congo er en katastrofe? Hvis vi ikke kan påvise makrovirkninger af udviklingshjælp, hvad så med at bruge flere ressourcer på katastrofeberedskab/hjælp f.eks?

    Svar
  6. Carl-Johan Dalgaard

    @Carsten Valgreen Identifikationsproblemet er efter mine begreber hvad økonometri starter og slutter med. Igennem min optik er problemet i mindre grad, at ”instrumenter” bliver misbrugt (selvom der er mange betænkelige anvendelser). Problemet er snarere, at alt for mange tror, at korrelationer siger noget om kausalitet. Således er det ligegyldigt hvor mange korrelationer du udregner over en (50 års) periode (500?); det giver dig ikke information om kausaliteten mellem to variable. Naturligvis kan man gnubbe en harefod og håbe det bedste. Men det har bare ikke noget med forskning at gøre.Forskeren har altid bevisbyrden for hans eller hendes påstande; også selvom påstanden måtte være, at noget IKKE virker. Politikeren, der henter pengene op af dine lommer, er ikke begrænset på samme måde. Men ham/hende kan du jo så lade være med at stemme på, hvis du ikke føler dine skattekroner bliver brugt meningsfyldt. Du kan være vis på, at forskere (også på dette felt) er interesseret i, at knappe ressourcer anvendes bedst muligt. Hvorfor i alverden skulle de ikke være det? Hvorfor tror du vi har diskussionen? I nærværende sammenhæng står vi imidlertid med et kompliceret problem. Det står lægmand frit for at lade sig overbevise af (gennemsnit af) korrelationer. Men som forskere må vi kræve mere dokumentation. Vi har ikke den luksus blot at kunne ”ignorere” de (identifikations) problemer vi står overfor. Det er ikke sagt opgivende. Tværtimod! Erkendelsen af problemerne er jo en forudsætning for fremskridt og ny indsigt. Og heldigvis er der masser af ny interessant forskning der løbende søger at gøre os klogere på spørgsmålet. Christians bidrag er et eksempel. Jeg tillader mig fortsat at håbe på en afklaring; den ene eller den anden vej.

    Svar
  7. Julemanden

    “Forskeren har altid bevisbyrden for hans eller hendes påstande; også selvom påstanden måtte være, at noget IKKE virker. Politikeren, der henter pengene op af dine lommer, er ikke begrænset på samme måde. Men ham/hende kan du jo så lade være med at stemme på, hvis du ikke føler dine skattekroner bliver brugt meningsfyldt. “Sikke da noget verdensfjernt vrøvl. Dem der bruger pengene og/eller støtter brugen af pengene hævder jo at det har en gavnlig effekt. Den påstand må de naturligvis være i stand til at dokumentere ?Hvorfor ellers ikke blot droppe ulandsbistanden og istedet sende fme røde balloner i vejret fra rundetårn og påstå det hjælper lige så meget. Så kan DANIDA m.fl. stå og råbe lige så tosset de vil, og regeringen kan imens fryde sig over at have sparet en pæn sum penge. For ballonerne er også gavnlige for udviklingen i afrika.Det er da et trist syn på både politik og samfundsdebat iøvrigt du gør gældende når man uden videre dokumentation kan tvinge folk til at betale betydelige summer til et projekt, uden at man på nogen måde skal, selv på forespørgsmål, kunne dokumentere nogen form for positiv effekt.Man kunne da tro at der i godhedsindustrien var så meget anstændighed og selvrespekt, at de selv tog spørgsmålet op.

    Svar
  8. Christian Bjørnskov

    Et par hurtige svar til folk.Scipio: Sachs_var_en anerkendt økonom, men han har ikke lavet forskning i årevis og er blevet meget underlig. Mht. at gøre hjælpen mere effektiv er der en masse forskning på både projektplan og mht. de betingelser hjælpen gives med. Men som Doucougliagos og Paldam viser, ser det faktisk ikke ud til at man har lært noget de sidste 30 år. Mathias: Information og debat er altid godt, men kun idet omfang at den er fri. Der er desværre ingen grund til at tro, at hjælpen også påvirker pressefriheden.Bugge: 1) Ja, og de nye analyser peger også i retning af, at der_ikke_er en større effekt i senere perioder, selvom vi da ville håbe på det hvis donorer lærte af deres fejl. 2a) Doucougliagos og Paldam viser faktisk et eller andet sted, at det ikke betyder noget om man korrigerer for endogenitet/simultanitetsbias – man får stadig et nul. 2b) Problemet her er, at det er enormt svært at skille forskellige hjælpetyper ad – lande der får meget af en type, får også meget af en anden, så der er nogle helt separate statistiske problemer i det. 3) De nævnte meta-analyser har fokuseret på vækst- og investeringsforhold. Men litteraturen som helhed viser – som du rigtigt skriver – at der nok har været en sundhedseffekt. De viser desværre også tydeligt, at der er negative effekter på reformchancer såsom demokratisering osv. På de særområder mangler der stadig grundige litteraturoverblik.

    Svar
  9. Carl-Johan Dalgaard

    @BuggeDer er desvære sket nul fremskridt på identifikationsområdet med endnu et Meta studie. Problemet er det samme som jeg har skrevet om tidligere, i de tråde du henviser til. Der er intet nyt under solen. At Paldam & Co viser (@Bjørnskov), at det ikke gør nogen forskel om man tager højde for simultanietetsproblemet kan kun tilskrives, at en række studier der formelt anvender “instrument variabel estimation” (som det så fint hedder) gør brug af “svage instrumenter”. Hvis instrumenterne er svage er estimaterne lige så vildledende som OLS estimater. Det er først i de senere år (i.e., årti), at professionen har fået øjnene op for problemstillingen omkring “svage instrumenter”. Så det handler ikke om, at de forskere der skrev før 1997 (eller deromkring) var “dumme”. Men resultaterne bør ikke tillægges nogen vægt (i forhold til kausalitet) i det omfang instrumenterne _er svage.I Christian’s eget studie (nævnt i brødteksten ovenfor) er der heller ikke identifikation af ulandbistandens effekt. Som Christian ærligt og redeligt selv skriver i artiklen : “The standard solution to the problems of endogeneity and simultaneity is, of course, applying instrumental variables, yet proper instruments are often very difficult to find, in particular when working with panel data where variables also need to capture within-country variation. As it unfortunately proved impossible to find valid and sufficiently strong instruments for the variables of interest of this paper – in particular, no variables were able to satisfactorily identify the interaction term – when using panel estimators (random or fixed effects) all simple estimates here must be interpreted with extreme care.”Der er altså tale om en vældig spændende korrelation, der afgjort er nærmere studier værd. Men årsag-virkning er ikke etableret .

    Svar
  10. LuckyLibertas

    @scipio”Hvilken stilling har videnskaben i det liberale demokrati ?”Se det er jo et meget stort spm…………menJürgen Habermas har skrevet en lille sag som hedder “Teknik og videnskab som “ideologi”Den er skrevet rundt om værdien af rationel og herredømmefri dialog. Han skriver med ref. til Max Webers krav om nødvendigheden af klar adskillelse mellem politik og videnskab, og taler imod videnskabeliggørelse af politik, idet politik som værdier og tro ikke rationelt kan begrundes. Oversættelsesprocessen mellem videnskab og politik forholder sig i sidste instans til den offentlige mening, og dette problematiseres betragteligt med den politiske offentligheds forfald.Jeg vil i forlængelse heraf og til sammenligning notere, at den saglighed og faglighed man forventer af dommere ( at de ikke lovgiver via skønfortolkning) også må kunne forventes af andre sagkundskaber; og således skal de komme med byggestene til en værdidiskussion, hverken mere eller mindre.Måske tænker du på Hal Koch; der er flere som på varierende vis kræver at de elementer som skal indgå i dialogen skal være rationelle. En af vores værste “sammenblandere” er Jonas Christoffersen fra institut for menneskerettigheder.

    Svar
  11. Christoffer Bugge Harder

    @Bjørnskov & Carl-Johan – tak for svarene. Det var ikke langt fra, hvad jeg nok havde forestillet mig.@Scipio: Når der er mange vælgere, der ønsker at ignorere bestemte videnskabelige konklusioner, vil der selvfølgelig også være mange politikere, der gør det samme (som du er inde på). Jeg ved desværre ikke, hvilken filosof du sigter til – men Alf Ross´ klassiker “Hvorfor demokrati” (som de fleste samfundsfagsfolk her sikkert har læst forfra og bagfra) har et langt afsnit om videnskabens og sagkundskabens rolle i et demokrati, som efter min mening siger alt det væsentlige: En bestemt videnskabelig konklusion kan i sig selv_aldrig_rejse krav om en bestemt politisk handlemåde – uanset, hvor velunderbygget denne videnskabelige konklusion så måtte være. Til gengæld skylder den politiske beslutningsproces at tagesagkundskabens konklusioner med i deres overvejelser. Det er altså f.eks intet problem, hvis politikerne i lyset af de videnskabelige konklusioner om u-landshjælp med åbne øjne vælger at “tage chancen” og siger: OK, vi kan ikke være sikre på, at u-landshjælpen faktisk gavner sammenlagt, men vi mener, at muligheden alene er så tungtvejende, at vi gerne vil bruge 12 mia. om året på den. Til gengæld er det efter min analyse af Ross problematisk, når Ulla Tørnæs som i en tidligere tråd med en håndbevægelse fejer forskningen til side og siger ”Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den danske udviklingsbistand bidrager til at gøre en væsentlig forskel i verdens fattigste lande. Det har jeg konstateret ved selvsyn i mange af de udviklingslande, jeg har besøgt”. Jeg har personligt som udgangspunkt ingen indvendinger mod statsfinansieret u-landshjælp, men jeg synes, at det er mangel på respekt overfor både skatteyderne og modtagerlandene, hvis politikerne ikke i det mindste forholder sig til forskningsresultaterne omkring hjælpens reelle virkning. På samme måde er det heller ikke demokratisk problematisk, når Dansk Folkeparti f.eks siger “Vi skal bare blæse på de internationale konventioner/menneskerettighederne, hvis de forhindrer os i at isolationsfængsle/fratage statsborgerskaber/hjemsende invalide og syge flygtninge” – mens det er problematisk, hvis V og K siger, at man sagtens kan gøre disse ting uden at komme i konflikt med konventionerne. Og mht. klima og miljø må jeg hellere passe på ikke at komme for godt i gang, men efter min beskedne mening kan man da meget vanskeligt komme uden om, at regeringen siden dens “grønne revolution” klart har bevæget sig MERE i retning af, hvad videnskaben mener? Hvis man skal foretage en fuldstændig nøgtern analyse af, hvornår der er blevet fiflet systematisk med videnskabelige konklusioner og ignoreret evidens på klima/miljøfronten, så er det da uomtvisteligt sket i VK-regeringens første periode, mens Connie Hedegaard har lænet sig betydeligt mere opad sagkundskaben. For at blive i Ross´analyser ifht. miljøområdet de sidste otte år er det således ikke problematisk, at politikere siger, at de finder usikkerhederne i klimavidenskaben så tungtvejende, at man ikke vil bruge penge på at sænke CO2-udslippet – eller at man siger, at man ansætter Bjørn Lomborg, fordi man agter at ned- eller bortprioritere vandmiljø, bæredygtighed etc. De politisk motiverede bevillinger til Svensmark direkte over finansloven, Hans Christian Schmidts censur af DMIs konklusioner eller ansættelsen af Lomborg som “miljøekspert”, der skulle “skaffe mere miljø for pengene”, er derimod problematisk.P.S: Det er i øvrigt min – aldeles subjektive og uvidenskabelige – erfaring, at fornuft og følelser (altså forstået som viljen til/modviljen mod at tage udgangspunkt i, hvad sagkundskaben siger) rent faktisk ikke på nogen måde følger partiskel eller højre/venstreorientering. Til gengæld er de fleste borgerlige selvfølgelig lige så overbeviste om altid at være på den saglige, faktuelle og fornuftige side, som venstreorienterede er om at de står for hjertevarmen, menneskeligheden og hensynsfuldheden – og begge parter tager efter min mening cirka lige meget fejl. Jeg behøver sikkert ikke at argumentere længe for at overbevise folk her om hulheden i mange venstreorienteredes selvgodhed – men jeg synes også, at mange borgerlige debattører er så begejstrede for alle politisk_ukorrekte synspunkter, at de er ligeglade med, om de også er faktuelt_ukorrekte.

    Svar
  12. Carl-Johan Dalgaard

    @scipio”Jeg er ikke inde i de modeller der debateres her, men jeg har dog læst Pladams artikel og den virker ganske overbevisende. Din indvending om kausialitet er interesant, men er den ikke nærmest et argument mod enhver form for økonometri ?”Nej, tværtimod vil jeg sige. ”Økonometri” handler netop om at identificere kausale sammenhænge. Til den ende er der udviklet metoder der tillader netop dette. En vej er, som diskuteret her og tidligere, at lave hvad man kan kalde ”statistiske eksperimenter”; instrument variable estimation. Men der er også andre metoder. Fælles for dem alle er imidlertid, at de sikrer identifikation under visse forudsætninger. Undertiden kan disse forudsætninger testes, men ofte er det vanskeligt. I disse tilfælde er det en vurderingssag om man finder forudsætningerne plausible. Det er hvor debatten begynder, og statistikken holder op… kan man sige. Og det leder så til din næste bemærkning.” Lad mig stille følgende spørgsmål: …, er teorien om at ulandshjælp fører til udvikling ikke et eksempel på en videnskabelig teori som ikke kan falsificeres ? En sådan teori er IKKE videnskabelig ifølge Popper”Jeg holder gerne med Popper; en teori er kun videnskabelig hvis den kan testes og afvises. Ellers er det religion (eller ideologi :-)). Jeg mener nu nok, at denne hypotese _kan falsificeres. I en anden tråd har jeg nævnt et interessant studie af Rajan og Subramanian (Aid and Growth: What Does the Cross-Country Evidence Really Show, Review of Economics and Statistics) som egentlig kommer tæt på. Men, som nævnt, er det (efter mine begreber) lige lovlig ”nemt” at skyde hul i antagelserne de gør sig for at opnå identifikation (af en effekt på nul, rundt regnet). Det handler ikke om argument resistens. Men hvis man kræver (implicit, ganske vist), at (bla) kolonitidens bånd påvirker væksten _alene gennem bistand (og således ikke gennem fx institutioner & kultur (cf Valgreen’s slutbemærkninger ovenfor )), er det altså svært for mig at ”købe” historien helt og aldeles. Hertil kommer at deres analyse i realiteten er mere dobbelttydig end forfatterne egentlig erkender. Når de kører rene (partielle) korrelationer mellem vækst og bistand findes en negativ sammenhæng. Når de instrumenterer skifter bistanden fra negativ til positiv (fra -0.12 til 0.12, så vidt jeg husker). Men, som antydet, er denne positive effekt ikke statistisk signifikant (forskellig fra nul).Anyway, min egen fornemmelse er, at det måske er for vanskeligt at identificere effekten af den samlede bistand, i lyset af hvor sammensat den er (alt fra budget støtte over miljø støtte til vejbyggeri og familieplanlægning). En alternativt farbar vej, mod en klargørelse, kunne være at studere effekten af bistand brugt på fx infrastruktur. A priori er det denne komponent der burde have noget nær den største indflydelse på væksten ( i mængden af bistand der gives). Hvis man _ikke kan påvise en effekt her, er det vanskeligt at tro, at andre former for bistand er særlig virkningsfuld. Et studie der identificerer effekten af denne type bistand ville være meget påskønnet. Selvfølgelig er der forsat et identifikationsproblem (hvilket er årsagen til at jeg endnu ikke selv har lavet studiet :-)). Men måske er det nemmere at få en ”god ide” til hvordan man knækker den (mere begrænsede) nød? @Bugge”Til gengæld er det efter min analyse af Ross problematisk, når Ulla Tørnæs som i en tidligere tråd med en håndbevægelse fejer forskningen til side og siger”Jeg er grundlæggende enig, men af en lidt anden årsag. De studier vi diskuterer (Christian’s, mine, Paldam osv) handler om den samlede ulandsbistand, som modtages fra mange forskellige sider. Ulla T vil sikkert henvise til at ”den danske ulandsbistand er super fantastisk” hvorfor disse studier slet ikke siger noget om dansk bistand. Problemet er så bare det, at den danske bistand i praksis slet ikke evalueres. I al fald ikke på videnskabelig facon. Dette er en håbløs tingenes tilstand. Glem vækst i BNP. Vi ved ikke engang at projekter der skal øge sundhedstilstanden i et lokalområdet faktisk gør det. Javel, COWI (eller en anden konsulent forretning) skriver sikkert en pæn vurdering. Men for det første har de slet ikke data til at teste noget (da projekterne ikke er ”tænkt” sådan at de lader sig evaluere). Og for det andet er det velsagtens ikke helt i deres interesse at være (brutalt) kritisk… i det omfang det måtte være berettiget. Desværre er dette en ”state of affairs” der udstrækker sig til en lang række (hjemlige) anvendelser af offentlige midler; fx forebyggelse af sygdom, infrastruktur investeringer, skole reformer osv. Her er der heller ikke er tale om systematiske analyser af det meningsfyldte i investeringerne. Hvorfor gør man det ikke? Det koster selvfølgelig resourcer. Men er den virkelig forklaring monstro at det er for politisk bekosteligt at skulle erkende, at en investering har været forfejlet? Måske er vores politikere slet og ret for svage? At kunne indse at noget har været fejlslagent er jo en uhyre vigtig information; så spilder man jo ikke pengene der i fremtiden. Men det skal man jo kunne forstå … og forklare.

    Svar
  13. JR

    Carl-Johan Dalgaard: “Hvorfor gør man det ikke? Det koster selvfølgelig resourcer. Men er den virkelig forklaring monstro at det er for politisk bekosteligt at skulle erkende, at en investering har været forfejlet? Måske er vores politikere slet og ret for svage?”Det tror jeg nu ikke. Jeg tror vore politikere og ansatte i udviklingsprojekterne er fuldstændig rationelle. Det er ganske enkelt et spørgsmål om, at udviklingsbistand ligesom en lang række andre offentlige områder er underlagt nogle halvperverse incitamenter. Så længe forskningen indenfor området ikke er fuldstændig klar vil det spillerum der herved gives blive udnyttet af disse aktører med perverse incitamenter. Det samme gør sig i øvrigt gældende på modtagersiden, hvor problemerne er langt større.

    Svar
  14. scipio

    @ Carl-Johan DalgaardEn meget interessant debat.Du har naturligvis ret: Politikere er principielt ikke bundet af videnskabelige krav om bevisbyrde. Vi har ikke bedre politikere end dem vi vælger.Jeg er ikke inde i de modeller der debateres her, men jeg har dog læst Pladams artikel og den virker ganske overbevisende. Din indvending om kausialitet er interesant, men er den ikke nærmest et argument mod enhver form for økonometri ? Jeg mener at det samme argument blev fremført mod Henrik Svensmark’s Sol-sky teori om jordens opvarmning: Uden en plausibel fysisk påvirknings mekanisme påvist, kunne der være nok så høj en koorealisation. Her står vi nærmest med den omvendte situation: Der kan påvises striber af direkte påvirkninger (succesfulde bistands-projekter), men der kan ikke påvises en koorealisation.Lad mig stille følgende spørgsmål: Hvis ikke der kan findes en koorealisation mellem bistandshjælp og udvikling, men at dette problem tilsyneladene ignoreres af alle undtagen en lille gruppe akademikere, er teorien om at ulandshjælp fører til udvikling ikke et eksempel på en videnskabelig teori som ikke kan falsificeres ? En sådan teori er IKKE videnskabelig ifølge Popper.Der er flere eksempler på at politikere og det almene samfund ignorere videnskabelige diskusioner:- (igen) hele drivhus diskussionen- manglen på investeringer i atomkraftosv.Jeg har den naive tro at god videnskab ikke kan holdes nede i et velfungerene demokrati, så jeg tror stadig at denne diskussion på eet eller andet tidspunkt vil slå igennem og blive til politik.PS: Jeg er en stor tilhænger af ulandshjælp, men jeg mener det må være rimeligt at kræve at der er påviselige udviklingseffekter.Jeg vil mene at før vi kan det er et kæmpe problem for hele

    Svar
  15. LuckyLibertas

    @ScipioDu er altid så dannet:)Enig, Poppers grundkrav har ikke megen gang hos de, som vil drømme for andres penge, fuldstændig uden både ret og mening.”Jeg har den naive tro at god videnskab ikke kan holdes nede i et velfungerene demokrati, så jeg tror stadig at denne diskussion på eet eller andet tidspunkt vil slå igennem og blive til politik.”Til denne tro vil jeg anbefale “Masse og foragt” af Peter Sloterdijk.Om massens forvandling fra fysisk mylder og protest til medieformidlet isolation og følgagtighed – fra krævende fællesskab baseret på forskelle til banal rettighedskultur uden markører.

    Svar
  16. LuckyLibertas

    Det værste er ikke buldrende politikere, som forvrænger videnskabelige data, alle ved jo at de ikke er fagfolk; det værste er videnskabsfolk, som politiserer og udnytter fagposition uvederhæftigt, eller blot finder det betimeligt, at ikke tilbagevise politikeres misbrug, fordi det passer i eget værdisæt.Er der nogen af jer som har læst “Teknik og videnskab som ideologi” omtalt ovenfor? Man kan i den grad anskue problemet begge veje rundt.Der er nok få som mistænker f.eks. Helge Sander for at besidde nogen afgørende viden. Endelig er der alt for mange som har blind tiltro til sagkundskabens værdineutralitet når der tales sag og fag, som grundlag for værdipolitiske valg, desværre.En moderne Hal Koch ville kunne gøre godt i vores fordummede verden, eller endnu bedre en Karl Popper, sådan en har vi aldrig haft. De var begge socialdemokrater af den gamle skole – måske tilsvarende en liberal værdikonservativ meget “sort” venstremand idag? De fleste er jo velfærdsfascister idag, koste hvad det koste vil.Idag har vi filosof Kai Sørlander, som med “Forsvar for rationaliteten” og “Den endegyldige sandhed” ikke er helt galt afmarcheret i sine forsøg på at kræve rationelle argumenter.

    Svar
  17. scipio

    @ LuckyLibertasTakker !Men diskussionen mht. videnskab og politik er meget meget interessant! Der er en dansk filolsof som har talt om det, jeg kan desværre ikke huske hans navn. Han har den interessante pointe at videnskab IKKE er demokratisk, men politik ER demokratisk (i et demokrati 😉 ). Så hvor går skillelinien ??? Fogh startede jo med at afskrive smagsdommere. Dette var der en god grund til: En række eksperter undergravede demokratiet ved at påstå forskellige indgreb var brud på menneskerettighederne osv. Her var der en masse venstreorienterede politikere som “var på forskernes side”. I forbindelse med Paldam & Bjørnskov, så er de definitivt IKKE på forskernes side ….Med fare for at vride debatten over i en anden retning kunne jeg godt tænke mig at stile spørgsmålet: Hvilken stilling har videnskaben i det liberale demokrati ?

    Svar
  18. Peter Kurrild-Klitgaard

    Det er lidt OT i en ellers spændende diskussion, men LuckyLibertas: “En moderne Hal Koch ville kunne gøre godt i vores fordummede verden, eller endnu bedre en Karl Popper, sådan en har vi aldrig haft. De var begge socialdemokrater af den gamle skole …”Jeg har ofte set/hørt denne påstand om Popper sådan lidt henkastet omtalt, men har egentlig aldrig set noget til at underbygge den. Det er korrekt, at han i sin pure ungdom var socialist/marxist af en art, men det var overstået senest, da han skrev alle sine største værker. Tværtimod ved jeg, at Popper var medstifter (sammen med Hayek, Friedman, Mises, Stigler m.fl.) af Mont Pelerin Society i 1947, og at han allerede i 1944–som en reaktion på “The Road to Serfdom”–skrev til Hayek, at der formodentlig ikke var nogen, Popper havde lært så meget af som af denne. Jeg skal ikke kunne udelukke, at Popper måske har været socialdemokrat af en eller anden slags på et eller andet tidspunkt, men i fraværet på information herom, tror jeg altså, at det faktisk er en “fremskrivning” af hans ungdomsholdninger snarere end noget andet–herunder noget der var sammenfaldende med hans væsentligste arbejder.Anyone?

    Svar
  19. Christoffer Bugge Harder

    @Carl-Johan Dalgaard Som Ulla Tørnæs´ ord faldt i JP, synes jeg nu, at det fremstod ret klart, at hendes argument var, at hun “med egne øjne” havde set bistanden virke – i form af f.eks brønde, veje og sundhedsprojekter. Det er efter mine begreber et argument af samme kvalitet som de JP-læserbrevsskribenter, der “på egen krop” har følt kulden i deres baghave og derfor med deres sunde fornuft har indset, at det der med global opvarmning er et københavnsk inspireret svindenummer. Og JR, man skal selvfølgelig ikke være blind for “halvperverse” incitamenter i, at f.eks udviklingsministeren ikke har den store interesse i at afvikle store dele af sit ministerium, men min fornemmelse er umiddelbart, at Tørnæs faktisk helt ærligt tror på, hvad hun siger og simpelthen ikke kan overskue forskningens betydning. Det er jo ret almindeligt, at folk følger deres “sunde fornuft” i stedet for at lytte til forskeres tekniske, komplicerede forklaringer, og det er vel ikke ganske usandsynligt at antage, at Tørnæs (ligesom Helge Sander eller Hans Christian Schmidt) ikke bruger meget tid på de store overvejelser om den videnskabelige dokumentation om dette eller hint? @Scipio, Lucky Libertas”Jeg er helt utroligt enig. Jeg er dødtræt af at høre diverse “forskere” stille sig op og udtale sig skråsikkert om deres fagområde. Indenfor en hel række af emner synes jeg de har en tendens til at blive ideologer, og det er denne opførsel som jeg tror fik Fogh til at fraskrive sig smags-dommere. Problemet er så når der engang imellem dukker en forsker op med god solid videnskab som der skal tages stilling til …” Her tror jeg, at jeg er uenig: Skråsikkerhed skal man selvfølgelig altid være meget forsigtig med, men der er faktisk (i hvert fald i naturvidenskaberne) forhold, hvor man nærmest 100% sikkert godt kan sige, at en påstand er forkert. Jeg synes egentlig, at det er befriende, når forskere indimellem skærer igennem og klart melder ud, at f.eks homøopati eller håndlæsning er noget vrøvl, som ikke virker; at den tobaksglade læge Tage Voss fra den såkaldte “Forening af hensynsfulde rygere” er betalt for at komme med misinformation, eller at Ole Humlums påstande om et stort CO2-bidrag fra havet er noget beviseligt nonsens. Jeg har det snarere modsat: Jeg er dødtræt af, at medierne ofte skaber ubegrundet forvirring omkring veldokumenterede forhold og ofte så at sige vil forsøge at finde en til at sige, at Jorden er flad og 6.000 år gammel, og at månelandingen er filmet i Arizonas ørken, hvis der skal være et program omkring geologi, evolutionsteori eller rumrejser.(Det er måske anderledes i dele af samfunds/humanvidenskaberne). For at blive i Alf Ross-terminologien opstår de demokratiske problemer mht. ekspertvælde vel først, når en læge går fra at sige, at “forskningen viser, at rygning er skadeligt” til at sige, at “forskningen viser, at rygning bør forbydes, også på private værtshuse”.

    Svar
  20. LuckyLibertas

    @ BuggeDen ene kritik udelukker ikke den anden:)Her er et citat fra min post 13 ovenfor: ” Oversættelsesprocessen mellem videnskab og politik forholder sig i sidste instans til den offentlige mening, og dette problematiseres betragteligt med den politiske offentligheds forfald. “Dette er mediekritik, såvel som kritik af politikere og forskere. Vi lever i en overfladetid, hvor der på de fleste fronter drømmes om hurtige og nemme scoringer.Men man må kunne forlange mere af fagfolk; når de politiserer med deres fag er det særlig alvorligt.

    Svar
  21. Carsten Valgreen

    @AlleDette er blevet en ganske spændende debat. En kommentar mht ekspertvælde, smagsdommeri og ekspertroller (som jeg selv ofte er castet i): Den siddende regering har gjort meget brug af Kommissioner som en slags politisk teknologi. Typisk har der været et stort og komplekst område, hvor de ønskede at ændre tingenes tilstand. Men i stedet for at lave et lovforslag eller forhandle noget igennem, har de sat en uafhængig ekspertkommission op, som har lavet en rapport over en periode. Det har haft en række politiske fordele: Kommissionens forslag er blevet lækket som prøveballoner undervejs, og man har kunnet se reaktionen. Andre partiers holdninger og vilje har kunnet testes. Der er blevet skabt et fokuspunkt som andre politikere har kunnet forholde sig til (“vi ved der kommer en reform alligevel så vi kan alligevel lige så godt prøve at få indflydelse” eller som i struktur kommissionens tilfælde “Kommune X: Vi kan lige så godt fusionere med kommune Y nu, så vi i det mindste selv kan styre processen”). Vælgerne har vænnet sig til tanken og har fået at vide af “eksperter” at der er en bitter pille de er nødt til at sluge osv. osv.Men omkostningen er at “eksperterne” i Kommissionerne er endt i politikerroller, og tit har haft svært ved at håndtere dem. Tag eksempelvis Torben Andersens Velfærdskommission, som offentliggjorde, hvad der nærmest lignede et fuldt politisk program. Og Torben Andersen blev tydeligt irriteret over, at hans program (til løsningen af stort set alle landets problemer) hurtigt blev fejet af bordet efter offentliggørelsen.Hvad skal man mene om denne slags pseudo-videnskabelige kommissioner? På den ene side er der ingen tvivl om at de faktisk bidrager med både oplysning og bedre reformer, end det, der var kommet ud en sen nattetime fra Slotsholmen. De bidrager også til at skabe politisk momentum. På den anden side er der også tale om at politikere gemmer deres politiske beslutninger bag eksperternes forslag og rapporter. Der er et tydeligt element af ansvarsforflygtigelse. Og som hverken Carsten Koch eller Peter Birch har lagt skjul på, så tilpasser kommissionerne også deres forslag til hvad der er “politisk realistisk” (I Carsten Kochs tilfælde endda ret dygtigt). Når de gør det har de selvfølgelig for længst forladt rollen som videnskabsmænd og er blevet forklædte politikere af dentype LuckyLibertas ikke kan lide.Hvad siger smagsdommerpanelet? Godt eller skidt for demokratiet? Eller måske “godt for landet – skidt for demokratiet?”

    Svar
  22. US

    @PKK (ikke terrororganisationen – professoren der kommenterer herover…):Som du også selv bemærker, er det jo lidt off-topic, men nu er du jo den gamle redacteur og alt det der, så mon ikke Bjørnskov tilgiver dig sidespringet, og ligeså tilgiver mig for at hoppe med på vognen… Jeg har ikke læst alt Popper har skrevet (jeg er jo stadig ret ung…), men jeg har gennemtygget LOSD, The Open Society… og Poverty of Historicism, og er på den baggrund ret enig i den konklusion du når i din kommentar; at det mest er ekstrapolering på baggrund af hans position i de unge år. Jeg tror dog ideen om “Popper som socialdemokrat” i dag ikke kun skyldes hans politiske position i hans unge år, men også det forhold, at en hel del liberalister i dag let kunne blive et offer for hans kritik af dem, de traditionelt opfatter som deres absolutte modpart. Mit indtryk (og nu har jeg ganske vist ikke læst liberator i et stykke tid, men tvivler samtidig på, at det har ændret sig meget) er, at en del – især unge – hvad man kunne kalde “radikale liberalister”, ikke sjældent er utopister til en hvis grad, og for dem fremstår Poppers kritik af selvsamme utopisme næppe som noget positivt element i hans tænkning. Kombiner det forhold med hans piecemeal social engineering – og den deraf følgende relativt tentative tilgang til nye politiske tiltag (og ikke i udgangspunktet totale afstandtagen fra disse, som i mange liberalisters øjne ville være “en god liberalists position”…) – og som et specifikt eksempel herpå hans mildt sagt ikke overvældende afstandtagen fra statens anvendelse af kontracyklisk finanspolitik i et af hovedværkerne (TOSAIE, side 199), og det bliver klart, at der ligger mere bag bemærkningerne end “bare” det forhold, at han ligesom så mange andre på den tid var mere eller mindre rød i sine unge år. Se evt. også denne diskussion i kommentarsporet, som indirekte berører nogle af disse forhold:http://econstudentlog.wordpress.com/2007/10/18/mises/#comments

    Svar
  23. Carl-Johan Dalgaard

    @ LuckyLibertas” … det værste er videnskabsfolk, som politiserer og udnytter fagposition uvederhæftigt, eller blot finder det betimeligt, at ikke tilbagevise politikeres misbrug, fordi det passer i eget værdisæt”Hvis nogen ”forvrænger” data er det jo videnskabeligt uredeligt; heldigvis er der langt mellem den slags sager i Danmark. Så når jeg hører en forsker (inden for mit felt) sige noget vås er jeg nød til at tro, at denne blot taler til grænsen for sin uvidenhed; det er jo ikke strafbart, men stadig trist at høre på. At kunne anlægge den vurdering kræver naturligvis en vis faglig indsigt. Uden en sådan er det nok nemt at falde i den grøft det er at antage, at en forsker nødvendigvis er “politiserende” hvis denne ikke bekræfter ens personlige ideologiske standpunkter, eller fordomme i almindelighed. Det er interessant som den enes “ekspert” er den andens “smagsdommer”. 🙂 Bjørn Lomborg er måske et godt eksempel? @scipio” Som jeg forstår dig, så undlader Paldam at identificere kausale sammenhænge”Undlader og undlader. Martin mener vist bare at OLS (i denne sammenhæng) giver den kausale sammenhæng. Det er jeg uenig i. ” , men artiklen af Rajan og Subramanian gør det ? Konkludere Rajan og Subramanian at ulandshjælp virker ?”Ja til det første, nej til det sidste. Men som nævnt ovenfor (post 15) er det lidt mere ”mudret” end som så. @Valgren” Og som hverken Carsten Koch eller Peter Birch har lagt skjul på, så tilpasser kommissionerne også deres forslag til hvad der er “politisk realistisk” (I Carsten Kochs tilfælde endda ret dygtigt). Når de gør det har de selvfølgelig for længst forladt rollen som videnskabsmænd og er blevet forklædte politikere af dentype LuckyLibertas ikke kan lide.”Det hører jo med til historien, at politikerne via kommissoriet for diverse kommissioner er med til at drive ”politisk realistiske” resultater frem. I forhold til skattekommissionen var det således (mig bekendt) ”ulovligt” for denne at skrue på fx ejendomsværdi beskatningen. Skulle videnskabsfolkene så sige “nej” til at medvirke? Det er jeg ikke helt sikker på. ”Politiske restriktioner” på arbejdet betyder jo ikke nødvendigvis at videnskaben er (helt) ”ude af vinduet”. Blot at de forslag der præsenteres ikke er de ”objektivt” bedst mulige, men derimod de bedst mulige givet kommissoriet og opdraget (e.g., ”øg arbejdsudbuddet”). Denne sondring bør dog kommunikeres ud (om det var tilfældet her skal jeg ikke kunne sige …)På en vis facon har jeg sympati for denne arbejdsform. Der er noget sundt over, at det er politikerne afstikker rammerne for hvordan de ønsker landet skal udvikle sig; hvilket de så må stå til ansvar for på valgdagen. Økonomernes rolle er så at finde ud af hvordan man bedst kan nå de resultater politikerne vil ha; og hvis politikerne fjerner de bedste redskaber, da informere dem om de mindst ringe alternativer. Er det så skidt?

    Svar
  24. Carsten Valgreen

    Jeg spurgte – dømte ikke.Men jeg kan opregne talrige eksempler på at Kommissionsmedlemer (Koch, Birch-Sørensen) bevidst har skruet konklusioner og endog analyse sammen på en måde så den var “maksimalt spiselig” givet det de mente var målet for processen, og det langt ud over kommissoriet. Så, nej, det er ikke bare et spørgsmål om “fri forskning indenfor kommissoriet”. Og så synes jeg i øvrigt at hele debatten herover om hvorvidt ulandsbistand virker eller ej, og spredningen af resultaterne endnu en gang viser at økonomi er dismal science. Man kan bøje tallene ret meget endda ubevidst i retning af det man gerne vil have ud – som Paldam fint viser det i sit papir om Danida-folkene og WB folkene. I den finansielle verden foregår det konstant (tro mig).Det sker selvfølgelig også i Kommissioner, der ser sig selv som en rambuk der skal overbevise befolkning og politikere om reformer som gør ondt men som medlemmerne selv anser for nødvendige eller ønskelige.Jeg kan egentligt godt lide kommissionerne, bortset fra at jeg har det lidt som LuckyLibertas. Jeg bliver irriteret når jeg ser prominente økonomer komme med eksplicitte politiske forslag, der indeholder markant politisk stillingtagen mht fordelingspolitik, skattepolitik osv. osv., for så at præsentere det som om det er et videnskabeligt resultat. Det Økonomiske Råd gør det igen og igen (uden kommissorie). Peter Birch foreslog f.eks. på et tidspunkt at man skulle betale skat for at flytte ud af landet. Var det forslag lavet på baggrund af en “videnskabelig analyse”. Når den slags kommer ud af munden på en, der i pressen betegnes som en “vismand” er der da noget galt ikke?Forstå mig ret, kommissioner og vismænd er en god ting, for det tvinger økonomer til faktisk at forsøge at hjælpe med at løse problemer i den virkelige verden og til at engagere sig i debatten. Men problemet er at mange akademikere har svært ved at trække en grænse mellem “forsker” og “kommentator/meningsmager/politiker”. Ofte ender de som rene politikere forklædt som “forskere” der reelt misbruger deres eget navn. Tænk på folk som Krugman, Sachs og Stiglitz. Der er ikke noget galt med meningsmageri. Men der er vel noget galt, hvis man foregiver, at det er videnskabelige resultater?

    Svar
  25. LuckyLibertas

    @ Carl-Johan”Hvis nogen ”forvrænger” data er det jo videnskabeligt uredeligt; heldigvis er der langt mellem den slags sager i Danmark.”Så enkelt kan det desværre ikke stilles op; især samfundsvidenskaberne økonomi og jura har et demarkasionsproblem, og embedsmænd kører i stigende omfang rundt med politikerne, som i forvejen cykler rundt i overfladens mediemølle. I juraens verden er det blevet overmåde populært, at brodere voldsomt videre på lovgivningen; det er også blevet nemt, da mange love er så bredt formulerede at der er frit slag for mærkelige og sjove bekendgørelser. Politikerne overlader alt for meget lovgivning til djøffere. Et grelt eksempel er menneskerettigheder, som hele tiden udvider sig uden at lovgiver har bestemt det.”Økonomernes rolle er så at finde ud af hvordan man bedst kan nå de resultater politikerne vil ha; og hvis politikerne fjerner de bedste redskaber, da informere dem om de mindst ringe alternativer. Er det så skidt?”Politikere skal påtage sig det værdimæssige valg, og fagfolk skal til det levere byggestenene til disse valg; det vigtige er, at holde opgaverne adskilt, så kan oplyste fravalg ses.

    Svar
  26. scipio

    Tak for de mange kommentarer. Har ikke ligenu tid til at kommentere alle, men kun dem som lige springer i øjnene.@Carl-Johan Dalgaard”Nej, tværtimod vil jeg sige. ”Økonometri” handler netop om at identificere kausale sammenhænge. Til den ende er der udviklet metoder der tillader netop dette. En vej er, som diskuteret her og tidligere, at lave hvad man kan kalde ”statistiske eksperimenter”; instrument variable estimation. Men der er også andre metoder. Fælles for dem alle er imidlertid, at de sikrer identifikation under visse forudsætninger. Undertiden kan disse forudsætninger testes, men ofte er det vanskeligt. I disse tilfælde er det en vurderingssag om man finder forudsætningerne plausible. Det er hvor debatten begynder, og statistikken holder op… kan man sige. Og det leder så til din næste bemærkning.”Som jeg forstår dig, så undlader Paldam at identificere kausale sammenhænge, men artiklen af Rajan og Subramanian gør det ? Konkludere Rajan og Subramanian at ulandshjælp virker ?@LuckyLibertas”Det værste er ikke buldrende politikere, som forvrænger videnskabelige data, alle ved jo at de ikke er fagfolk; det værste er videnskabsfolk, som politiserer og udnytter fagposition uvederhæftigt, eller blot finder det betimeligt, at ikke tilbagevise politikeres misbrug, fordi det passer i eget værdisæt.”Jeg er helt utroligt enig. Jeg er dødtræt af at høre diverse “forskere” stille sig op og udtale sig skråsikkert om deres fagområde. Indenfor en hel række af emner synes jeg de har en tendens til at blive ideologer, og det er denne opførsel som jeg tror fik Fogh til at fraskrive sig smags-dommere. Problemet er så når der engang imellem dukker en forsker op med god solid videnskab som der skal tages stilling til …PS: Jeg må hellere igang med Alf Ross …

    Svar
  27. Peter Kurrild-Klitgaard

    @US/LuckyLibertas: Mit klare indtryk er, at Popper (som “moden mand”) var en liberalkonservativ, meget a la Hayek på sådan en lidt Smith-Burkesk måde. Det er der meget, der tyder på, og det er rimeligt konsistent med det meste af, hvad i siger.Men lige et par detaljer:LL: “Endelig, Popper var medlem af det socialdemokratiske parti se …” Jo, men det var som sagt som ung, ikke i den periode jeg refererede til.LL: “Dr. scient (statsvidenskab Århus), JJPoulsen peger på Poppers markering af, at det unge socialdemokrati var en væsentlig garant mod marxisme og anden fascisme (som socialdemokraten Hartvig Frisch i ”Pest over Europa”). “Jeg kender Jørgen Poulsen ganske godt og er klar over, at han mener, at Popper er kompatibel med en socialdemokratisk politik, men lige præcis det refererede synspunkt siger jo intet om, hvad Popper selv mente.LL: “Se http://www.againstpolitics.com/2009/01/20/karl-poppers-authoritarian-social-technologies/: “must construct social institutions, enforced by the power of the state, for the protection of the economically weak from the economically strong” se i hovedværket om det åbne samfund. “Jeg kender citatet–og deler ikke selv synspunktet. Men egentlig virker det jo blot så uspecificeret “social-liberalt”, at de fleste formodentlig ville kunne tilslutte sig det, og det er vel ihvertfald ikke en “smoking gun” for, at Popper skulle være socialdemokrat. (I så fald var Hayek det også!)LL: “Se http://www.conservapedia.com/Karl_Popper ” Popper’s views on politics cannot be placed along the traditional left/right axis. Bryan Magee, a liberal politician (MP for the British Labour Party and the British Social Democratic Party) who knew Popper personally, reflected that Popper began adult life an “emotionally committed social democrat”.”Også det kender jeg–men Du udelod fortsættelsen af, hvad Magee sagde: at Popper “moved, with middle age, progressively to the right.”M.a.o.: Jeg bliver mere og mere overbevist om, at en påstand om, at filosoffen Popper var socialdemokrat er falsificeret …US: ” Jeg tror dog ideen om “Popper som socialdemokrat” i dag ikke kun skyldes hans politiske position i hans unge år, men også det forhold, at en hel del liberalister i dag let kunne blive et offer for hans kritik af dem, de traditionelt opfatter som deres absolutte modpart.”Jeg er enig i konklusionen–at ihvertfald en del liberalister ofte kommer til at formulere sig som om / praktisere noget, der let ville komme i konflikt med en Poppersk metodlogi. men jeg tror, at det er en overfortolkning, at dét skulle være grunden til, at Popper udlægges som socialdemokrat. Som sagt, var Hayek og Popper jo i den grad pot og pande, metodisk og teoretisk, så der er ihvertfald en meget prominent liberalist, der skulle give grund til det modsatte.

    Svar
  28. LuckyLibertas

    Kære PKKHayek var da tydeligt bekymret for Poppers sociale engineering, som fremgår af hovedværket – det sagde han jo direkte; og gode venner kritiserer reelt.I Østrig vil du finde Poppers partibog til socialdemokraterne.se http://www.answers.com/topic/karl-popper In 1919 he became attracted by Marxism and subsequently joined the Association of Socialist School Students and also became a member of the Social Democratic Party of Austria, which was at that time a party that fully adopted the marxist ideology.[8] He soon became disillusioned by the philosophical restraints imposed by the historical materialism of Marx, abandoned the ideology — and remained a passive supporter of social liberalism throughout his life.Der er da ikke noget i vejen med sådan én:) – så borgerlige prominente tænkere har vi ikke idag, men det var altså en del af socialdemokratisme dengang. Idag har vi kun socialdemokrater, men ingen af dem er borgerlige:)

    Svar
  29. Peter Kurrild-Klitgaard

    @LuckyLibertas:”Hayek var da tydeligt bekymret for Poppers sociale engineering, som fremgår af hovedværket – det sagde han jo direkte; og gode venner kritiserer reelt.”I 1943 … hvorefter Popper i 1944 (citeret i den artikel, Du henviser til) skrev til Hayek, at “I think I have learnt more from you than from any other living thinker, except perhaps Alfred Tarski.” Der er ikke siden, hverken i Hayeks eller i Poppers arbejder, noget, der indikerer en grundlæggende politisk uenighed, nærmest tværtimod.”I Østrig vil du finde Poppers partibog til socialdemokraterne.se http://www.answers.com/topic/karl-popper “Ja–for tredje gang–da han var en ung mand (16-17 år, for at være præcis). Fra han var i 20erne, var det slut, og der er mig bekendt–altså med mindre Du eller nogen anden kan komme med noget nyt–intet fra Poppers tid som akademiker og frem, der dokumenterer, at han da skulle have været socialdemokrat.”… and remained a passive supporter of social liberalism throughout his life.Der er da ikke noget i vejen med sådan én:) – så borgerlige prominente tænkere har vi ikke idag, men det var altså en del af socialdemokratisme dengang. Idag har vi kun socialdemokrater, men ingen af dem er borgerlige:)”Enig …

    Svar
  30. LuckyLibertas

    @PKKPopper mente, at man ikke endeligt kan bevise noget; så påstod han da én sandhed, ville Kai Sørlander sige.Tolkninger over tid, på begreber uden selvstændig sandhedsværdi, er særlig problematiske; selvfølgelig bør et sådant begreb som socialdemokrat, fortolkes i den tidsmæssige kontekst det blev brugt i. Dr. scient (statsvidenskab Århus), JJPoulsen peger på Poppers markering af, at det unge socialdemokrati var en væsentlig garant mod marxisme og anden fascisme (som socialdemokraten Hartvig Frisch i ”Pest over Europa”). Idag ville man måske kalde ham konservativ, men etiketter udenfor tid er som sagt særlig kritiske: Her nogle Poppercitater ; ”så snart de ødelægger traditionen, forsvinder civilisationen med den” – Burke ville være tilfreds:) og ” det vi behøver, ikke så meget er gode mennesker som gode institutioner” og ”retten til at tage sig af andres lykke må betragtes som et privilegium, der er begrænset til deres nære venner”: Kun dette sidste er ærkeliberalt. Se http://www.againstpolitics.com/2009/01/20/karl-poppers-authoritarian-social-technologies/: “must construct social institutions, enforced by the power of the state, for the protection of the economically weak from the economically strong” se i hovedværket om det åbne samfund. Se http://www.conservapedia.com/Karl_Popper ” Popper’s views on politics cannot be placed along the traditional left/right axis. Bryan Magee, a liberal politician (MP for the British Labour Party and the British Social Democratic Party) who knew Popper personally, reflected that Popper began adult life an “emotionally committed social democrat” . Og: Hacohen describes Popper’s correspondence from Hayek which commenced in 1943 while The Open Society was still in manuscript. Hayek’s reaction was gratifying but he took fright at Popper’s language of social technology and social engineering because he (Hayek) had identified the enemy, even more than the historicist, as the constructivist rationalist (the coercive utopian) who thought he could impose a pattern upon the organisation of a whole economy, like an engineer working from a blueprint, se http://www.the-rathouse.com/shortreviews/Quadrant-Hacohen.html : Dvs Poppers penneven Hayek opponerer mod for megen social engineering i hovedværket.Endelig, Popper var medlem af det socialdemokratiske parti se http://www.answers.com/topic/karl-popper

    Svar
  31. LuckyLibertas

    @ AlleDEMARKATIONSPROBLEMET: Popper har med M. Polanyi skrevet, ”The republic of science”. Her er et citat; ” Any attempt at guiding scientific research towards a purpose other than its own is an attempt to deflect it from the advancement of science”. Og “It is the cultivation of public liberties that distinguishes a free society” (Lidt a la Habermas´”Teknik og videnskab som ideologi”)Som Max Weber og Feyerabend siger de, at religion og forskning skal ud af statens klør for, at man kan tale om et frit samfund. I øvrigt synes jeg at Max Weber og især Huxley ikke får den credit de skal have, det var de som inspirerede wienerfolkene, som har haft så stor indflydelse på den økonomiske/politiske filosofi.Se også Prof. Dr Zenonas Norkus om ”academic science and democracy” og britiske R.T Allen “Beyond liberalism”,og prof. i Chicago Richard Maher om ”Ravens paradox og “ Popper´s propensity theory; Hájek´s metatheory”. Samt franske Gilles, f.eks om Humphreys’ Paradox. Se også tyske Gerard Radnitzky.Demarkasionsproblemet løses ikke lige her i en fluks:) Men det ville være banalt godt, hvis alle gymnasieunger læste Brave new world af Aldous Huxley – lysår foran 1984 af Orwell som til gengæld kan være god til de lidt yngre børn i 8 el. 9. Kl.Hvis man læser Ross og Hal Koch ville det være fint at læse dr. jur.Henrik Zahles ”At forske ret”, hvis man som naturforsker vil se hvordan én samfundsforsker gør det:)”Bag ved ordet – endnu et ord”: Det bliver ved og ved. jvf Derrida og Chomsky: en slags tilbage til Descartes, Hobbes og Heidegger

    Svar
  32. scipio

    @ Christoffer Bugge Harder”Her tror jeg, at jeg er uenig: Skråsikkerhed skal man selvfølgelig altid være meget forsigtig med, men der er faktisk (i hvert fald i naturvidenskaberne) forhold, hvor man nærmest 100% sikkert godt kan sige, at en påstand er forkert. Jeg synes egentlig, at det er befriende, når forskere indimellem skærer igennem og klart melder ud, at f.eks homøopati eller håndlæsning er noget vrøvl, som ikke virker; at den tobaksglade læge Tage Voss fra den såkaldte “Forening af hensynsfulde rygere” er betalt for at komme med misinformation, eller at Ole Humlums påstande om et stort CO2-bidrag fra havet er noget beviseligt nonsens.”Ja, skråsikkerheden er kan godt være vel anbragt, men det kræver at man er meget sikker i sin videnskabelighed. Og som Christoffer siger, så kan man godt det indenfor de tekniske/naturvidenskabelige grene (som undertegnede tilhøre), men mange andre gange kan man ikke! Lige præcist her er der et kolosalt problem. Den tekniske/naturvidenskabelige forskning er præget af en inkrementel udvikling, hvor små blivende erkendelser opbygges (dvs. de bliver ikke falcificeret) og generelt anerkendt. Denne udvikling indenfor f.eks. Fysik, Matematik, Kemi osv. giver en kollosal troværdighed for de involverede videnskabsfolk, men kun indenfor deres egen lille specielle niche.Jeg har ikke noget problem med at en fysiker går ud og siger med absolut sikkerhed at planchs konstant har en bestemt værdi eller at en ingeniør kan/kan ikke klare en bestem belastning. Problemet opstår mere når en økonom går ud og postulere at en bestemt økonomisk politik med garanti fører til udvikling i den tredie verden. For det har diverse økonomer gjort og set i bak-spejlet var det nok ikke så smart ….DEMARKATIONSPROBLEMETHvad er det så ? Som jeg forstår det er det afgrænsningen hvornår noget er politik og hvornår det er noget andet. Men grænserne kan være svære at se:- Hvad med den nye “Forebyggelses kommision”. Det er solid videnskab at konstatere at rygning er skadeligt. Men derfra til at forbyde rygning i Danmark, det er politik og ikke videnskab.- ??? der er mange andre eksempler

    Svar
  33. scipio

    Jeg glemte: Weekend Avisen har idag en boganmeldelse af en bog som hedder: “Dead Aid” af Dambisa Moyo (en afrikansk økonom). Overskriften for anmeldelsen er: “Bistand. Afrika er fattigt og underudviklet. Det skuyldes ikke for lidt, men for megen ulandhjælp”. Hvem ved, måske vil en bedre forståelse langsomt brede sig.

    Svar
  34. Niels A Nielsen

    Ingen der har læst “The Open Society” kan kalde Popper for socialdemokrat.Hayeks mange henvisninger til Popper er næsten altid med ubetinget tilslutning. For eksempel “what today is generally regarded as ‘social’ or distributive justice has meaning only within…the organisation; but that is meaningless in, and wholly incompatible with, that spontaneous order which Adam Smith called ‘The Great Society’ and Sir Karl Popper called ‘ T

    Svar
  35. Maria Tacchinardi

    >Niels A. NielsenOm Popper var socialdemokrat eller ej ved jeg ikke, men:Filosoffer og andre samfundstænkeres politiske skrifter kan ændres med tiden. Det er faktisk sjældent, at man læser dem på samme måde over tid. Skrifterne ændres selvfølgelig ikke, men folk, der læser disse skrifter, ændrer sig, tiden ændrer sig, samfundet ændrer sig. Det får af og til folk til at læse sådanne politiske skrifter med nye øjne. Man så ikke på Middelalderen med samme øjne for 300 år siden som man gør i dag.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.