Månedsarkiv: maj 2009

Jacob Mchangama om socio-økonomiske ’rettigheder’

Den altid glimrende Jacob Mchangama, Cepos chefjurist og tidligere blogger her på stedet, driver en blog på Berlingske Tidende. Jacobs analyser er klare og velargumenterede, og posten fra i går eftermiddags er om nogen både klar i mælet og med politisk og humanitær genklang. Jeg skal holde mig fra at referere hele posten, men blot sætte emnet op.

Da man efter anden verdenskrig skabte FN, var en af de første, store opgaver at skrive en erklæring om universelle menneskerettigheder. Erklæringen blev, som stort set alt andet i FN, et mudret kompromis mellem Vestens fokus på klassiske, negative rettigheder, og Sovjetunionens forsøg på at udvande en række rettigheder, som man alle gjorde vold på. Resultatet blev, at menneskerettighdscharteret kom til at indeholde de klassiske rettigheder – for eksempel ” ret til liv, frihed og personlig sikkerhed” og frihed fra tortur – og de pseudorettigheder, som Sovjet fik presset ind – for eksempel retten til et arbejde og ”et retfærdigt og gunstigt vederlag, der sikrer ham selv og hans familie en menneskeværdig tilværelse, og om fornødent tillige til andre sociale beskyttelsesforanstaltninger”.

De sidstnævnte rettigheder er i stadig højere grad blevet fokus for den tidligere så glimrende Amnesty International. Jacob peger på det politiserende i det nye fokus, der for ham (og mange andre) er et klart og farligt vildspor. Han noterer blandt andet, at:

når man som Amnesty indirekte søger at gøre den markedsvenlige holdning til en menneskerettighedskrænkelse og fastslår, at øgede offentlige udgifter er en menneskeretlig forpligtelse, er det svært at opfatte det som andet end et forsøg på at ophøje en bestemt politisk dagsorden til en særlig uangribelig status.

Og

Vil man påstå, at en afrikansk bondes fattigdom er en menneskerettighedskrænkelse, må man dermed også påstå, at man ved hvordan den afrikanske bondes fattigdom kan afløses af velstand, og at den rette løsning derfor er en menneskeretlig forpligtelse at gennemføre. Men hverken menneskerettighederne eller menneskerettighedsbevægelsen besidder en trylleformular, der ophæver fattigdom.

Jacobs indlæg burde være pligtlæsning for alle, der deltager i debatten om menneskerettigheder. Læs hele posten her.

Indlæg i Information: Legalisering af narkotika er den mindst ringe løsning

Jeg har tidligere her på bloggen skrevet for en legalisering af narkotikamarkedet, – denne gang er det blevet til et indlæg sammen med Kjeld Flarup i Information. Ordet legalisering er her helt afgørende. For mens en afkriminalisering nok betyder bedre vilkår for misbrugerne, hvilket i hvert fald er konklussionen på den afkriminalisering der fandt sted i Portugal i 2001, betyder det formentlig ikke at det hjælper på det der er det absolut største problem i forbindelse med det illegale narkomarked, nemlig at de meget høje profitter i vid udstrækning finansierer en række af verdens mest brutale kriminelle organisationer samt terrorister fra Latinamerika til den muslimske verden. For at dette skal ændres er en egentlig legalisering nødvendig.

Jeg skal gøre opmærksom på at indlægget er skrevet i sidste måned, det vil sige inden regeringen i USA signaliserede en ændring af narkotikalovgivningen hen mod en mindre restriktiv lovgivning så længe der alene er tale om afkriminalisering vil effekterne som nævnt være begrænsede, omend lidt er bedre end ingenting. Det samme kan jeg dog ikke sige om det forsøg til 200.000 kroner per narkoman man vil lave herhjemme – det er ganske absurd og virker først og fremmest som endnu et udtryk for den ekstreme mangel på respekt skatteyderne der hersker i dette land. Det kan gøres meget billigere – reelt uden omkostning for skatteyderne. Udlevering af kanyle og stoffer mod kostpris (inkl. til husleje og ansatte)  burde være rigeligt – man må gå ud fra, at narkomaner afhængige af heroin nok selv kan finde ud af at tage stoffet.

 

FN’s Human Development Index – rent nonsens

Punditokraternes gode ven Niclas Berggren, der blogger dagligt på Nonicoclolasos, har ofte virkeligt interessante emner oppe, som man bare bliver nødt til at stjæle. I dag linker han til Bryan Caplans kritik af FN’s såkaldte Human Development Index. Indekset, der tit bliver brugt af medierne, er nærmest rendyrket vrøvl. Og hvorfor er dét så vigtigt?

Det vigtige kommer ind i emnet, idet mange ikke-økonomer angriber økonomer for at fokusere ensidigt på gennemsnitsindkomsten, dvs. BNP. Derfor har man hos FN udviklet det alternative Human Development Index, HDI, for – officielt i hvert fald – at få et bedre mål for menneskelig udvikling. Caplan, der til daglig er professor på public choice-højborgen George Mason University, hudfletter her indekset.

Udgangspunktet er, at HDI er en ligelig vægtning af BNP, forventet livslængde, og uddannelse. Uddannelse i sig selv er en vægtning af andelen af befolkningen, der kan læse – den får 2/3 af indekset – og andelen af befolkningen, der er indskrevet i enten primær, sekundær eller tertiær uddannelse. Som Caplan noterer sig, ”To max out your education score, you have to turn 100% of your population into students!” Det er ren nonsense.

Indekset er beregnet mellem 0 og 1. Caplans andet punkt er derfor, at de enorme fremskridt, som den vestlige verden har opnået siden, f.eks., 1970 ikke tæller ret meget. På trods af at BNP formelt får 1/3 af indekset, er det reelt rigget mod BNP. Som Caplan påpeger, ”since rich countries are already close to the upper bound, the HDI effectively defines their future progress on this dimension out of existence.” Det same gælder brugen af livslængde som helbredsmål, hvor den klart stigende livslængde i vestlige lande ikke tæller ret meget, da de allerede er tæt på maksimum.

Konklusionen på analysen er, at på grund af det særlige vægtningsskema, kombineret med at indekset er bundet mellem 0 og 1, er de klare vindere uddannelsesmålene, da de er bundet mellem 0 og 100% af logiske årsager og ikke på grund af ren matematik. Som Caplan viser – og som jeg var helt enig med ham da jeg havde tænkt lidt over tingene – er FN’s mål for menneskelig udvikling effektivt en ideologisk konstruktion hvor ”Scandinavia is the pinnacle of human achievement.”

Spørgsmålet bliver derfor til et svar. Hvorfor jubler vi gang på gang, når medierne skriver om hvor godt vi klarer os på HDI på trods af vores skred ned ad BNP-ranglisten (og i særlig grad skred ned ad listen over privatforbrug)? Caplans svar er helt klart: “Scandinavia comes out on top according to the HDI because the HDI is basically a measure of how Scandinavian your country is.” Det giver ingen mening.

Weekendklumme: om Obamas egentlige legacy

Jeg har denne weekend en klumme i 180 Grader. Emnet er – igen – Barack Obama og hans økonomiske politik, som jeg finder aldeles uansvarlig på langt sigt. Men det lange sigt er der øjensynligt ingen, der taler om i USA eller her. Her er et kort pluk:

Som blandt andet Financial Times Washington-korrespondent Clive Crook har bemærket, betyder Obamas massive stimulanspakke, lagt sammen med andre store offentlige udgiftsstigninger til blandt andet en offentlig sygesikring, at den amerikanske stat får et planlagt budgetunderskud på minimum fire procent hvert år de næste ti år. De fire procent er altså det årlige underskud, staten realiserer, hvis Obama-teamets økonomiske fremskrivninger holder, og stimulanspakken får den virkning, man håber på. Hvis USA havde været medlem af Eurozonen stod landet derfor til en massiv næse de næste ti år for at føre uansvarlig finanspolitik, selv hvis administrationens optimistiske planer bliver til virkelighed.

Hele klummen kan læses her. God weekend.

Amanda Taubs Love Actually Test

Hvis man er interesseret i debatter om ulandshjælp er AidWatch, der bl.a. køres af NUY professoren William Easterly, simpelthen stedet. Den er hermed anbefalet! Men posten i dag har bredere interesse. Easterly har læst Amanda Taubs blog, og fremhæver en ekstremt vigtig pointe, som også ringer sandt i en dansk kontekst. Han beder læseren om at forestille sig et frygteligt problem – fattigdom i ulande, beskidte skoletoiletter på Vestegnen, finanskrisen, you name it – og forsimpler tingene en smule ved at sige, at der kun er to politiske muligheder:

(A) Do nothing.
(B) Do something to make the problem worse.

Kritikere vil naturligvis sige, at (B) ikke er sandsynlig, for gør vores politikere da ikke deres bedste? Svaret er nogle gange et rungende nej, nogle gange jo, men deres incitamenter er ikke i retning af befolkningens bedste. Her er det den glimrende Amanda Taub rykker ind med sin Love Actually Test:

Here at Amanda HQ you’ll find a wholehearted embrace of doing nothing, when all of the proposed somethings to do are crummy. If a proposed policy doesn’t pass my “is enacting this policy more likely to reduce suffering and end conflict than staying in to watch Love Actually again?” test, then I for one would vote for movie night.

Prøv at applikere testen på dansk politik. Spørgsmålet til læserne er, hvor tit består politikerne testen?

Innovation på nettet – et eksempel

Jeg har ofte påpeget overfor de mange, der ønsker at ’styre’ forskning og innovation, at det er umuligt. Man kan af indlysende logiske grunde ikke bede forskere om at opfinde hjulet, transistoren eller relativitetsteorien. De dukker op af sig selv på uforudsigelige tidspunkter af uransagelige grunde. Eksemplerne er legio: Ørsteds opdagelse af elektromagnetiske felter, Intels opfindelse af computerchippen, opdagelsen af helicobacter-bakterien.

Men man behøver ikke engang gå så langt ud i videnskabshistorien for at finde eksempler på umiddelbart underlig innovation, der viser sig at fylde et hul. Min snart 20-årige halvbror gjorde mig forleden opmærksom på et fænomen på nettet, som jeg ikke kan lade være med at være lidt fascineret af. Fænomenet hedder Hot for Words.

Hot for Words er en internetsite med abonnement, hvor man – helt konkret – kan få stillet sin nysgerrighed efter etymologisk viden. Den er startet og drives af den 28-årige russiske lingvistikker Marina Orlova. Og hvis man synes, at det da lyder frygteligt kedelig og støvet, skal man prøve at klikke på linket. Orlova er den sære blanding af 1) en køn, storbarmet (og noget slutty) russisk blondine, der  2) forklarer engelske ord på en pædagogisk og klar måde. Hvis man for fem år siden havde spurgt en gennemsnitlig dansker – eller en almindelig politiker – om nettet ’burde’ bruges til den slags, havde svaret sandsynligvis været et rungende nej.

Men resultatet af Hot for Words, der for nylig faktisk passerede de 200.000 abonnenter, er at tusindvis af mennesker verden over har fået øjnene op for et ellers støvet område: Hvor kommer ordene fra? Sådan er det umuligt at forudsige, hvordan innovationer, der egentlig kan synes absurde, pludselig har virkninger vi ikke kunne forudsige! Se for eksempel Orlova forklare ordet ’capricious’ her.

Topøkonomer anbefaler skattelettelser

I de næste uger kommer resultater og anbefalinger fra en såkaldte Danmarks Konsensus, et projekt der er lavet i samarbejde mellem Bjørn Lomborgs Copenhagen Consensus-institut og Politiken. Projektet går ud på at undersøge, hvad man bedst kan gøre for at møde udfordringer i den nærmere fremtid på en række områder. Og i går kom så den første analyse i form af en kronik i Politiken med et tilhørende baggrundspapir om, hvordan man bedste løser fremtidens finansierings- og arbejdsudbudsproblem.

Forfatterne er ikke hvem som helst. Af de tre er Jan Rose Skaksen professor på CBS og tidligere vismand, Jens Sand Kirk er fuldmægtig og Peter Stephensen er forskningsleder ved DREAM-modellen i det Økonomiske Råd. Deres konklusioner er klare. Selv med det, der i baggrundsnotatet ligner nogle meget venlige antagelser omkring offentlige investeringer, giver en krone brugt på sådan nogen kun borgerne en indkomstfremgang på 1,28 kroner, mens en krone brugt på skattelettelser i toppen giver 1,98 kroner (læs her). Grunden er, som vi har skrevet om før, at lettelser i den marginale skattesats medfører et større arbejdsudbud. Igen skal det her med, at Skaksen og hans team opererer med en indkomstelasticitet på 0,1, altså dermed et ret konservativt bud, der er væsentligt mindre end de 0,3-0,4 som analyser af den svenske reform i 90erne har peget på.

Så selv med antagelser, der er meget venligt stemt overfor offentlige investeringer (en række studier finder faktisk at mere offentligt forbrug er direkte skadeligt for væksten på langt sigt) er skattelettelser stadig væsentligt mere effektive, så snart man kommer ud over en tidshorisont op et par år. Og hvordan bliver den besked så modtaget i den danske andedam? Svaret er – som forventet. AE-rådet hævder hårdnakket overfor TV2, at offentlige investeringer i uddannelse og infrastruktur giver samme effekt som skattelettelser (læs her). Socialdemokraternes Nick Hækkerup gik et skridt videre på TV2-News i et nærmest pinligt interview, hvor hans svar var, at ’man kan jo forestille sig’ at danskerne alligevel bliver hjemme og ikke vælger at arbejde mere. Hækkerup, der tidligere har benægtet eksistensen af dynamiske effekter, gentog dermed kunststykket at benægte meget forsigtige analyser baseret på fakta.

Man kan begynde at spørge sig selv, om to ting. For det første, hvordan de næste analyser fra Danmarks Konsensus vil blive modtaget. Vil det blive med samme foragt for grundig sagkundskab? Og for det andet, hvad et er for et udgangspunkt, en eventuel, fremtidig S-regering vil basere sin finanspolitik på. Begge spørgsmål peger frem mod svar, som jeg ikke bryder mig ret meget om.

Mens Bernanke mener at have set lyset……

Ifølge FEDs præsident Bernanke har vi muligvis ramt bunden (eller rettere USA har ramt bunden) og har ser lys for enden af tunnellen ifølge pressen, se bl.a. her. Det kan der dog være delte meninger om, omend økonomen Peter Schiffs håb om at denne krise en gang for alle vil gøre op med Keynes ideer nok er temmelig “optimistisk”

Til gengæld vil jeg gerne anbefale de der ikke har set hans foredrag ”Why the meltdown should have surprised no one” fra d. 13. marts i år afsætter den time det tager. For de der ikke kender til Peter Schiff, skal det medtages, at han i hvert fald ikke var overrasket, hvilket også har gjort ham til lidt af en kultfigur på Youtube, hvor en række videoer illustrerer reaktionerne på hans advarsler igennem de seneste år, se bl.a. “Peter was right“. Ret skal være ret, han var bestemt ikke den eneste, her skal blot nævnes The Economist og Paul Volkner, Greenspan og Bernankes forgænger som præsident i FED, og der er mange flere (men kun få politikere).

For en en anden og mere global indgang til krisen (Peter Schiff er meget USA-centreret) vil jeg anbefale Niall Fergusons foredrag på Hoover Institute, “Geopolitical Consequences of the Credit Crunch“. En del vil formentlig kende Niall Ferguson fra serien “Ascent of Money” om den finansielle historie, der blev sendt på DR2 for et par måneder siden. flere af seriens afsnit kan ses her. For de der ikke har set serien, vil jeg varmt anbefale at gøre det.  

I foredraget er måske især afsnittet om det særlige forhold mellem USA og Kina (Chimarica) er “alle pengene” værd, mens hans pointe om at det IKKE bliver USA der kommer til at “betale” den største pris er værd at huske på.

Endelig vil jeg gerne gøre lidt reklame for Lasse Christensen Dyrbyes temasider om den østrigske skole og “Den store depression og andre kriser“.

Med ovenstpående og gårsdagens indlæg med links til foredrag af Jeffrey Sachs og William Easterly skulle der vist ikke være nogen grund til at kede sig, selv om vejret muligvis ikke opfordrer til udendørsaktiviteter i den kommende weekend – eller man bare gerne vil blive lidt klogere.

Og hvis nogen spørger mig om hvad der vil ske i de kommende år, vil svaret fortsat være, “at jeg håber at monetaristerne har en pointe, men frygter at den østrigske skole har ret”.

"Big Plans, Big Flops" – mere om Jeffrey Sachs, William Easterly og udviklingsbistand

En af de tilbagevendene emner her på bloggen er, hvad vi kan kalde udviklingsøkonomi – hvor spørgsmålet ofte er om ulandshjælp overhovedet nytter – , se Christian Bjørnskovs seneste indlæg om emnet,  “er ulandshjæpen slet ikke effektiv?“, der adstedkom ganske mange kommentarer.

På den internationale scene står to økonomer helt centralt, Jeffrey Sachs – “De store planer og de rigtige meningers yngling” og “mørkemanden” William Easterly, der er hinandens modsætninger i udviklingsdebatten – som også påpeget her.

I en kommentar til sit eget indlæg om bistandens manglende effektivitet omtaler Christian Jeffrey Sachs udvikling fra en yderst aktiv forsker i 1980erne til hans status i dag som “de rigtige mennesker med de rigtige meningers” ynglingsøkonom med ordene “han har ikke lavet forskning i årevis og er blevet meget underlig”.

Nu tror jeg egentlig ikke at Jeffrey Sachs har ændret sig meget i de mellemliggende år, det har til gengæld debatten – og Sachs placering.

I 1980erne var man en “sort” økonom vis man insisterede på kedelige ting som ansvarlig offentlig finanspolitik. Med andre ord var man en “neoliberalist”, hvis man troede på det der i 1989 blev listet som “The Washington Concenus” – se f.eks. her. Hvis man mener at en tilslutning til Washington Consensus er ensbetydende med at man er neoliberalist, skal jeg hermed skynde mig at understrege, at så er Jeffrey Sachs neoliberalist. Som jeg tidligere har skrevet om, er det dog også helt forfejlet at betegne Washington Consensus som særlig “neoliberalistisk”.

En gennemgang af Sachs karriere kan ses i CBC Hottimes ca. 25 minutter lange video “Economist Jeffery Sachs on Africa, Poverty & Sweatshops”, hvor Sachs ironisk nok introduceres med et citat fra Bono, om at han (Sachs) mere er en ”Harlem preacher than a Boston bookworm” – hvilket vist skal læses som en kompliment fra Bonos side, stærkt troende som han er. Set fra undetegnedes vinkel siger det dog noget helt andet, nemlig en hel del mere end hvad måske godt er om, hvad der er det centrale i den internationale bistandsindustri – nemlig betydningen af religiøs tro og imperialisme. 

Ja man kan med rette argumentere for at den vestlige verdens ulandsbistand, de mange FN-hjælpeorganisationer inkl. verdensbanken mv. ligger i direkte forlængelse af den kristne religiøse del af 1800tallets imperialisme, som den bl.a. kommer til udtryk hos bevægelsen for ophævelsen af slaveriet og hos f.eks. den socialliberale John Stuart Mill, der helt klart hylder ideen om at vi (dengang i første omgang englænderne) havde/har en historisk mission der går ud på at civilisere de indfødte – i dag ville det nok mere omtales som at redde menneskeheden. 

Med andre ord er det helt forfejlet, hvis man alene gør udviklingsøkonomiske spørgsmål til et spørgsmål om hvorvidt man er ventreorienteret eller højreorienteret ud fra en traditionel politisk akse. På en sådan akse er f.eks. netop Jeffrey Sachs klart “højreorienteret” i en traditionel akse, hvilket hans tidligere indvolvering i f.eks. stabiliseringen af Bolivia i midten af 1980erne og senere Polen i begyndelsen af 1990erne viser med al tydelighed.  

Det der er afgørende er hans tro på FN – en tro han deler med f.eks. en Per Stig Møller og Connie Hedegård, og hans promovering af FNs millenium goals og andre “Big Plans” – Sachs er i dag først og fremmest at opfatte som en politisk figur med en stærk tro på hvad elite og planlægning kan gøre.

Overfor Jeffrey Sachs forestillinger (der forøvrigt i vid udstrækning deler fundament med f.eks. Bjørn Lomborgs “Copenhagen Consensus”) står så William Easterly, som også har været omtalt flere gange her på bloggen, senest i “tror gud på Jeffrey Sachs“.

Da Sachs udsendte sin “The end of poverty” udsendte Easterly “White Mans Burden”. For de der ikke har læst denne fremragende bog – og ikke mener at have tid til det, vil jeg anbefale, at man ser hans gennemgang her – og hvis man ønsker at kunne downloade præsentationen (varer ca. en time) kan man gøre det ved at gå ind på denne side (se også “tips og tricks” nedenfor). Her får man samtidig en god fremstilling af Sachs forestilinger.

En af Easterlys centrale pointer er, at de store og grandiøse planer, som netop FN-systemet er så glade for, oftest (altid?) ender som lige så store fiaskoer. Som han påpeger, kan man kalde det en skandale, at der ca. dør ca. 1,8 mio. børn om året af dehydrering der kunne være reddet ved en indsats på ca. 10 cent per barn. Men så det vel en endnu større skandale at man tror på et system og en planlægningstilgang, der på trods af at man i løbet af det sidste halve århundrede har brugt mere en 2 trillioner dollar stadig ikke er i stand til at fremskaffe udstyr til 10 cents per barn – og bliver ved med at satse på samme system.

Videoen med Easterly er oprindeligt lavet af google i en serie med en lang række forfattere. Samme google har også sikret os, at man kan se Jeffrey Sachs fortælle om alle de udfordringer vi står overfor hvis FN skal opfylde “The millenium goals”. Denne video kan ses og downloades her.

Og når jeg nu er ved William Easterly og udviklingsmuligheder, så vil jeg opfordre til at man også tager et kig på denne 10 minutter lange video fra CATO, hvor Easterly fremhæver, at den der nok havde mest ret omkring mulighederne for at fremme økonomisk udvikling er gode gamle Hayek, hvilket bestemt ikke altid er karrierefremmende at påpege.

TIPS TIL AT SE VIDEO FRA F.EKS. YOUTUBE PÅ EN BEKVEM MÅDE

Flere af de videor jeg har linket til i ovenstående er temmelig lange. Jeg finder det ikke videre behageligt at sidde og kigge – og ikke mindst lytte på et foredrag på min bærbare, hvis de varer meget mere end nogle minutter. Men det er der heldigvis råd for.

For det første er det muligt at hente de fleste videoer ned i mp4 format, hvorefter man f.eks. kan overfører dem til sin ipod, hvis man har en sådan  – og så kan man jo se, og nok mest høre foredrag mv. hvor og hvornår man lyster. Hvis man vil gøre det rigtigt behageligt for sig selv skal det selvfølgelig ses på en TV-skærm – så man også kan få glæde af evt. slides. I den forbindelse kan man f.eks. anvende en WD TV (koster ca. 700 kroner). Den afspiller stort set alle filformater og altså også mp4. – og så er den noget så dejligt som nem at anvende.

Mens videoer på “google video” kan hentes direkte, er det ikke muligt på youtube, men en nem løsning er at skrive kick foran youtube. Herefter kan man hente video i flere forskellige formater – bl.a. mp4.   

4. maj – to grunde til at huske dagen

I dag er det den fjerde maj, en dag der altid er blevet fejret i min familie. Som jeg håber alle danskere ved, blev BBCs danske nyhedsudsendelse halv ni om aftenen afbrudt klokken 20.36 med budskabet om, at ”Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland, og i Danmark, har overgivet sig” (hør budskabet her). Opvokset i Haderslev, et af de få steder i Danmark der trods ordrer blev gjort modstand 9. april, og med bedsteforældre i modstandsbevægelsen, betyder budskabet stadig noget meget virkeligt og personligt for mig, men som Helle Merete Brix og Farshad Kholghi skriver i 180 Grader i dag, bør dagen også bruges til at overveje de mange, der stadig er ufri (læs her). Brix og Kholghi peger naturligvis på ”ytringsfrihedens ofre” i den muslimsk-arabiske verden, men man behøver ikke se længere end til Europas baghave for at finde et Hviderusland, hvor friheden har ekstremt trange kår, og selv nationalregnskaber forfalskes. Rusland, som visse europæiske politikere er villige til at gå endda meget langt for at forsvare, er hurtigt på vej i den samme retning.

Den anden grund til at fejre dagen, er at det i dag er 30 år siden at Margaret Thatcher overtog Downing Street 10. Vores ven Niclas Berggren har i den forbindelse et glimrende indlæg på sin fine blog med det umulige navn Nonicoclolasos (læs her). Man kan for eksempel prøve at overveje, hvor relevant hendes kommentar om vækst er i de nuværende politiske omstændigheder: “Continuing benefits depend upon innovation. It is innovation which lies at the heart of economic progress, and only the free economy can provide the conditions in which it will flourish”. Thatchers benhårde politik, der i 80erne vandt hende mange fjender, bragte Storbritannien ud af årtiers økonomisk og politisk dødvande, og lagde grunden til det, Tony Blair endte med at kalde “Cool Britannia”. Hvis man nogensinde bliver i tvivl om, hvor effektive liberaliseringerne var, kan man jo tage en tur med British Airways. Berømt for sit næsten latterlige serviceniveau og store underskud i 70erne, er BA i dag et af de førende flyselskaber.

Mange glemmer ofte, hvor vigtig frihed i dens mange afskygninger er. Friheden til at regere sig selv som land, friheden til at regere sig selv som menneske, og friheden til at udtrykke sin egen mening – også om andres meninger – hænger ubrydeligt sammen. Om noget er det dén pakke af frihed, der har skabt den vestlige verdens succes. Danske politikere burde måske bruge den 4. maj til at minde sig selv i hinanden om budskabet, at magten hviler bedst i borgernes egne hænder.