De mystiske normer

I sidste uge deltog jeg sammen med min kollega og medforfatter Kim Sønderskov fra Statskundskab i en to-dages workshop i Aalborg. Workshoppens formål var at samle forskere med fokus på begrebet ’social kapital’. Social kapital, der bredt set handler om hvad sociale relationer gør ved samfundet, har været et varmt emne i samfundsvidenskaberne siden 1993. Det år sendte Harvard-professoren Robert Putnam sin bog Making Democracy Work på gaden, hvor han forklarede den markante forskel i regeringsførelse og økonomi mellem Nord og Syditalien med netop forskelle i social kapital.

Putnam definerede social kapital som ” aspekter af samfunds organisation, såsom tillid, normer og netværk, der kan forbedre samfundets effektivitet gennem at facilitere koordinerede handlinger”. På den måde ramte begrebet direkte ned i midten af samfundsvidenskabernes virkeområde – kollektive, koordinerede handlinger – og ’lød’ rigtigt i manges ører. Siden da er begrebet blevet diskuteret i lange baner, og mange er efterhånden kommet til den konklusion, at det faktisk er et dårligt videnskabeligt koncept. Men det var alligevel ganske morsomt at opleve reaktionerne, da Kim og jeg tirsdag eftermiddag præsenterede både koncept-teoretiske og empiriske argumenter på flere analytiske plan for, præcist hvorfor det er et helt håbløst begreb.

Vores hovedargument, helt populært præsenteret, er at for at konceptet skal give reel mening og kunne bruges, skal de tre hovedelementer – tillid, netværksaktivitet og sociale normer – hænge sammen, og helst på en måde som Putnam selv beskriver som ”godt rystet spaghetti”. Men de teoretiske argumenter er ganske tynde, som vores ven Eric Uslaner var en af de første til at påpege, og på det empiriske plan finder man tre fænomener, der er praktisk taget fuldstændigt separate. Med andre ord er tillid, netværksdannelse og sociale normer tre forskellige ting, der ikke kan samles i et koncept på en meningsfuld måde.

Litteraturen om netværkseffekter er lang og broget og eksisterede lang tid før litteraturen om social kapital. Der er intet nyt under solen på dén front. Literaturen om social tillid, dvs. tillid til fremmede mennesker, er væsentligt nyere, men har for længst skilt sig ud fra diskussioner om social kapital og lever sit eget frugtbare liv i dag. Og det betyder, at det eneste ’nye’ (og det er ikke frygteligt nyt) i social kapital er det empiriske fokus på styrken af sociale normer. På det punkt har forskningen næppe bragt os meget videre, ikke mindst fordi der ikke er de store argumenter for, at normer i sig selv burde betyde noget.

Normalt måles og konceptualiseres folks sociale normer med spørgsmål som ”Hvor acceptabelt mener du det er at køre i tog uden billet?”, med svar på en skala fra 1 (altid acceptabelt) til 10 (aldrig acceptabelt). Der er lignende spørgsmål om at modtage bestikkelse, søge offentlig støtte som man ikke har brug for osv. ”Jenne goe sajer” som der engang var en forretning i Brønderslev der hed – ikke noget ret mange kan være uenige i, men der er også mange dårlige normer. Lad mig give et eksempel på dysfunktionelle normer fra min egen luksus-hverdag. Danskere er ofte ganske frie i deres omgang med andre mennesker, men det giver sig udslag i mindst ét forstyrrende fænomen: De hoster! Bevares, de fleste danskere holder sig for munden år de gør det, men hvis de – som senest i lørdags i Musikhuset Aarhus – gør det under en klassisk koncert, kan det være aldeles uudholdeligt.

Normen, som enhver der går til sådanne koncerter kender, tilsiger at man er så stille som muligt, og derfor også lader være med at hoste. Den gælder over hele verden, men der er store forskelle på, i hvor høj grad folk rent faktisk følger normen. I Danmark gør vi ikke – særligt i vinterhalvåret kan danske klassiske koncerter være infernoer af hosteri og pudsen næse. For nogle få år siden gik det så galt i Tivolis Koncertsal, at den tyske stjerneviolinist Anne-Sofie Mutter afbrød en koncert, skældte ud på danskerne, og derefter startede forfra. Det påvirker dog ikke danskerne, der stadig alle synes at mene, at man skal være stille til koncerter, men i stort antal bryde med normen. For hvis alle andre gør det, hvorfor skal man så være idioten der holder sig stille?

Man kan komme med mange andre eksempler på normer og normdannelse, der enten er helt uden konsekvenser eller har ganske andre konsekvenser end folk normalt forestiller sig. Mit andet yndlingseksempel er fra tennissens specielle verden, hvor de fleste ikke-spillere adspurgt mener, at der må være en norm der beskytter spillere ved nettet i at blive ramt af bolden. I sig selv er det ikke en underlig tanke, da de fleste bare rimeligt gode spillere sagtens kan slå et stykke over 100 kilometer i timen, men sådan fungerer normen ikke. I stedet har der dannet sig en norm der tilsiger, at hvis man rammer en modspiller ved nettet, bør man undskylde. At ramme modspilleren, eller rent faktisk bevidst at gå efter at ramme, betragtes ikke som usportsligt og der er således ingen norm, der beskytter mod at få store, blå mærker i den hvide
sport.

På den måde er normers rolle i samfundet en ret mystisk størrelse. Den omfattende litteratur om social kapital har i årevis behandlet sociale normer som en fast størrelse som til enhver tid påvirker folks adfærd, men hvis man tager de empiriske studier alvorligt, er det langt fra tilfældet. I stedet gælder det, at normer i sig selv er næsten ligegyldige. Hvad der betyder noget er, om man tror på at andre folk følger normerne. Og hele historien om dét aspekt af samfund er noget længere og (heldigvis) knap så mystisk. Men medier og politikere vil hellere tale normer end om, hvorvidt folk har incitament til at følge dem.

2 thoughts on “De mystiske normer

  1. Martin Rytter

    Meget apropos havde undertegnede fornøjelsen af en klassisk koncert i Prag for to uger siden. Her gjorde jeg en interessant observation som forfatteren af dette indlæg måske vil finde interessant:Til koncerten kunne købes tre forskellige billettyper: Dyr (forrest i salen), middel (midt i salen), billig (bagerst i salen). Tilhørerne blev før koncerten høfligt ledt på plads af særdeles venligt personale (de har ikke samme mindstelønslovgivning i Tjekkiet som vi har …). Da personalet lukkede dørene var salen omtrendt 40% fuld. Der var masser af ledige pladser i alle prisgrupper. Og her skete så det interessante. Tilskuere begyndte at rykke frem på bedre pladser. Der var ikke bare tale om en enkelt eller to pladser til siden. Der var tale om flere rækker frem i salen. Følgende kunne iagttages:- Andelen af “fremrykkere” var højest fra de billige rækker (måske 30-40%). De fleste valgte at rykke helt frem på de dyre rækker.- Fra de mellemste rækker observerede jeg kun en ganske lille andel af fremrykkere (måske 5%).- Ingen kommenterede optrinnet med en lyd. End ikke blandt tilskuerne på de midterste pladser iblandt hvilke adskillige fik forringet deres udsyn.- De fleste tilhørere var turister. Jeg fandt ingen sammenhæng mellem oprindelse og adfærd.Kort sagt: De der både havde noget at vinde og tabe (midtergruppen) benyttede stort set ikke muligheden for at omgå systemet. Samtidigt acceptede de at deres egen fornøjelse af koncerten blev forringet. Dem der kun havde noget at vinde (dem på de billige rækker) omgik systemet i stor stil – ofte på bekostning af andre tilhørere.

    Svar

Leave a Reply to Lennart Kiil Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.