Hvordan man ikke undersøger lykke

Jeg blev tidligere i dag interviewet i P1. Baggrunden var, som så ofte når medierne kontakter mig, min status som en af Skandinaviens få ’lykkeforskere’. Det var derfor naturligt, at journalisten kontaktede mig for at få et rimeligt videnskabeligt bud på en ny engelsk undersøgelse, som Politiken omtalte her til morgen (læs her).

I undersøgelsen påstår Lion Shahab og Robert West fra University College London, at folk der er holdt op med at ryge, er lykkeligere end da de røg. Den politiske konklusion er derfor, at man skal have folk til at holde op med at ryge og så bliver de både sundere og lykkeligere – altså en win-win situation! Dét undrede mig, da en af den seriøse lykkeforsknings mest robuste konklusioner er, at objektiv sundhedsstatus intet betyder for folks lykke. I stedet handler helbred-lykke forholdet om, hvor godt helbred man synes man har i forhold til den livsstil, man har valgt.

Jeg stod i samme situation tidligere på ugen, da jeg var i København for at bånde en debat om sundhedspolitik mod overlæge Bente Klarlund Petersen. I den ganske ubehagelige debat påstod min modkombattant flere gange, at sunde mennesker er lykkeligere, dvs. at debatten endte i påstand mod påstand på trods af, at forskningen er ganske klar på området. I løbet af de 50 minutter i kafkask diskussion, gik det op for mig hvad lægerne gør, og hvor helt absurde deres undersøgelser er.

De medicinske studier, der tilsyneladende peger på at f.eks. rygning er dårligt for lykken, laver nemlig alle sammen én helt basal fejl. Eksperter i spørgeteknik har vidst det i mange år, og lykkeforskningen viser det også med al mulig tydelighed: Man må aldrig spørge for direkte til lykke og andre stærkt subjektive forhold. Men spørgsmålet i den engelske rygeundersøgelse er netop direkte. Shahab og West bad deres respondenter om hvilket udsagn, der erklærede sig mest enige i: 1) ”I feel happier now than when I was smoking”; 2) ”I feel about the same now as when I was smoking”; eller 3) ”I feel less happy now than when I was smoking”.

I denne type spørgsmål er der helt klart ét ’korrekt’ svar, forstået på den måde at der er et svar, der er konsistent med de herskende sociale normer på området. Rygning er socialt set ’dårligt’ (helt fraset sundhedskonsekvenserne), så respondenter, der svarer 2) eller 3) vil derfor svare imod hvad det politiske korrekt / feelgood svar er. Erfaringen viser endda, at hvis man spørger folk om at erklære sig enige/uenige i et udsagn, får man typisk flere enige svar, end hvis der spørges mere frit. Shahab og Wests artikel i Nicotine & Tobacco Research, ligesom meget store dele af den medicinske pseudoforskning i lykke, dumper derfor på to punkter.

Jeg ved udmærket godt, at mange spørgeskemaundersøgelser fejler på disse punkter. Mange af dem fejler endda helt bevidst, fordi der enten er et officielt oplæg til det (et eksempel er Aarhus Universitets nylige, og ret håbløse, medarbejdertilfredshedsundersøgelse) eller fordi forskerne har et klart, politisk formål med den. Derfra og til at stille sig tilfreds med tingenes tilstand er der dog langt. Formålet med denne post er derfor at påpege, hvor lidt man kan lære af denne type ’undersøgelse’. Og ikke mindst at understrege, hvor farligt det er at føre politik på dette grundlag. Det bliver hurtigt til en konklusion om, at folk ikke kan finde ud af at leve deres liv selv, så vi må nok hellere regulere deres livsstil. Den dag det sker, har vi valgt et fascistisk samfund.

1 thought on “Hvordan man ikke undersøger lykke

Leave a Reply to braindump Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.