Ricardiansk Ækvivalens

Politikere i flere lande diskuterer for tiden, om deres lande ikke har brug for endnu en dosis finanspolitisk stimulans. Sagen er nemlig, at de første massive pakker ikke rigtigt har virket, som politikerne regnede med. Naturligvis kan man – med fuld ret – indvende, at det er rigeligt tidligt at vurdere den fulde virkning af indgrebene, men en række steder, blandt andet i USA, har politikere og kommentatorer observeret med gru, hvordan opsparingsraten er stigende. Og hvis folk blot sparer de ekstra midler op, som fra politisk blev pumpet ud i økonomierne, stiger efterspørgslen ikke og så bliver der relativt lidt stimulans ud af stimulanspakkerne.

Mange af vores læsere har sikkert allerede nu sagt til sig selv, at det da er indlysende. Og ja, det er det, men det er et fænomen, der ikke bliver diskuteret i ret mange politiske fora. Problemet er nemlig, at de fleste simple økonomiske modeller i et vist omfang antager, at forbrugerne som helhed opfører sig som Keynes foreskrev: De opsparer en fast procentdel af deres indkomst, og bruger resten på forbrug. Så hvis man sender 100 millioner ud til forbrugerne i skattelettelser, ældrechecks eller andet, ’burde’ det hæve den samlede efterspørgsel med noget i retning af 60-70 millioner.

Hvad mange modeller enten slet ikke bygger ind, eller kun på en meget simpel måde håndterer, er et teoretisk fænomen, som den britiske økonom David Ricardo beskrev allerede i 1820. Det har derfor fået hans navn – Ricardiansk Ækvivalens. Den canadiske avis The Globe and Mail, som jeg læste på vej herover (som pt. er Halifax, Nova Scotia) havde i går en glimrende artikel om fænomenet (læs her). Ricardos teori, som i 70erne blev formaliseret af superøkonomen Robert Barro, tilsiger ganske enkelt, at folk forudser, at ekstra penge fra staten i dag betyder lige så store ekstra skattebetalinger en gang i fremtiden. Det eneste rationelle, hvis man er tilstrækkeligt bekymret om fremtiden, er at spare de ekstra penge op. Med forudseende vælgere – og her ses der bort fra studerende, der er lånebegrænsede og pensionister, som sikkert dør før pengene skal betales eller regner med at deres lobbyister i Ældresagen beskytter dem mod ekstra skatter – vil finanspolitiske stimulanser ganske enkelt føre til stigende opsparing, og slet intet ekstra forbrug. Stimulanspakker vil derfor heller ikke have nogen som helst målelig effekt.

Nu kan man naturligvis indvende, at ikke alle er lige fremsynede (og vi kender sikkert alle nogen, der bestemt ikke er) og at en del falder for fristelsen til at bruge pengene med det samme. Men det er også værd at bemærke, at selvom særligt keynesianere op gennem tiden brændende har villet det, er det ikke lykkedes nogen økonomer at afvise fænomenet. Hvis bare halvdelen af befolkningen opfører sig i overensstemmelse med Ricardiansk Ækvivalens, bliver finanspolitik væsentligt mindre end halvt så effektiv. Og med finanskrisens enorme pakker, er Ricardos idéer igen blevet aktuelle, og hvis han havde ret – hvilket mange ting peger på – er der grund til at stille spørgsmål ved, hvorfor i alverden så mange politikere er så vilde med at bruge penge, som ikke gør nogen gavn. Vil de bare gøre noget for at blive set, eller er de vitterligt uvidende?

For læsere, der vil vide mere, kan man f.eks se Barros outline af politisk effektivitet her, en mere populær version fra Washington Post her, EconomicsHelps forklaring her, inklusive indvendelser. Man kan også gå tilbage til Barros oprindelige artikel, ”Are Government Bonds Net Wealth?” fra Journal of Political Economy, volume 82 (6) i 1974.

6 thoughts on “Ricardiansk Ækvivalens

  1. US

    Jeg vil lige gøre en lille indsigelse mod den der antagelse om, at det “rationelle” nødvendigvis er, også bare blandt almindelige skatteydere, “at spare op, så man er i stand til at betale, når skattesmækket kommer”. Mikrofundamentet for en sådan argumentation er efter min mening ikke særligt stærkt.Hvis alle individer undtagen individ i sparer pengene op, hvorimod individ i bruger dem alle på forbrug (dyr rødvin, en tur til solkysten og andre ting, der ikke efterfølgende kan beskattes) inden regningen kommer, så har individ i ingenting at betale med, når de konfiskatoriske skatter, der skal betale for fortidens synder, bliver introduceret: Man kan ikke klippe håret af en skaldet, og hvis pengene er brugt, så er pengene brugt. Forbrug i dag vil for individ i være lig opsparing, fordi forbrug i dag reducerer i’s fremtidige forpligtelser. Strategisk default på individ-niveau kan slet ikke afvises som værende en fornuftig strategi for nogle, især når det – som det næsten altid vil være, når den offentlige sektor bruger penge, den ikke har – er uklart, hvem der i sidste ende skal betale regningen. Svaret vil være “dem, der kan”, og man kan faktisk selv gøre en del for at sørge for, at man ikke kommer i den gruppe; og dermed få en gratis frokost.Ricardo havde bestemt fat i noget, og som også blandt andre Tyler Cowen har bemærket, er den empiriske effekt af “stimulus-pakker” generelt set mildt sagt ikke overbevisende. Dertil kommer, at buffer-stock saving altid stiger i forbindelse med en recession – en faktor som har meget lidt med Ricardo’s ide om de fremtidige skattebetalinger at gøre, men som alligevel vil påvirke allokeringen af stimulusmidler. Men historien er altså mere kompliceret end som så.

    Svar
  2. JR

    Gør det nogen forskel for ovenstående betragtninger hvordan stimuluspakkerne skrues sammen – er der forskel på om pengene gives til borgerne eller om det er direkte offentlige investeringer?Det rationelle er vel under alle omstændigheder at øge opsparingen med et beløb som svarer til det forventede skattesmæk. Men hvis man ikke får pengene i lommen kan det jo være svært for lavindkomstgrupper. Eller sagt på en anden måde: Vil offentlige investeringer de-facto betyde, at lavindkomstgrupperne ryger endnu længere tilbage med hensyn til opsparing på længere sigt? Derudover har de direkte offentlige investeringer naturligvis en lang række andre problemer.

    Svar
  3. JR

    Det er da også påfaldende hvordan Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti efterhånden ikke længere taler om at smide endnu flere penge i stimuluspakker. De har tilsyneladende slet ikke tidligere været opmærksommme på hvor dårlige statens finanser er. Grundlæggende kan man jo slet ikke have tillid til en fremtidig økonomisk politik fra partier som udviser den mangel på forsigtighed og omtanke.

    Svar
  4. SB

    Hej Christian.Altså, Ricardiansk Ækvivalens er da en ret sjov teoretisk konstruktion, men er sandheden ikke, at meget få økonomer i dag tager den seriøst? Hans-Jørgen Whitta og Peter Birch følger deres (lille) afsnit om RÆ på med afsnittet “Why Ricardian Equivalence is likely to fail” og du kender sikkert indsigelserne:1. RÆ antager, at private agenter og staten har samme horisont. Men vi ved jo godt, at staten lever for evigt, mens vi andre dør på et tidspunkt. Hvis de private agenter (rationelt) forventer, at en del af stimulus-pakken ryger på nakken af kommende generationer, ja så har stimuluspakker vel en effekt.2. Intergenerational redistribution.3. Distortionary taxes.4. Credit Constraints.Ricardo skrev da også selv: “…but the people who pay taxes never so estimate them, and therefore do not manage thair private affairs accordingly. We are too apt to think that the war is burdensome only in proportion to what we are at the moment called to pay for it in taxes, without reflection on the probable duration of such taxes.”Se evt. Whitta & Birch p 486 og frem.SB

    Svar
  5. Christian Bjørnskov

    Et par hurtige kommentarer:@SB: Jo, jeg kender bestemt indvendingerne, men også indvendingerne mod indvendingerne. En af de vigtige, der tager hånd om Hans-Jørgen Whitta og Peter Birchs indvending at private agenter og staten har forskellige horisonter er, at de effektivt antager, at statens horisont er længere. Men statens politik er defineret af politikere, hvis horisont som oftest kun strækker sig til næste valg! Hvem har så den længste tidshorisont i sine beslutninger? @JR: Jeg er selvfølgelig enig i, at strategisk default er en teoretisk vigtig indvendig, men er det et argument for indgreb? Næppe, fordi strategisk default hviler på, at ‘nogen’ rykker ind og hjælper en når man defaulter. Den nogen er i de fleste tilfælde staten, så her kommer en moral hazard / politisk økonomi-forklaring ind på, hvorfor RÆ måske ikke holder. Pointen med mit indlæg her på stedet var blot at pege på, at RÆ i underligt stort omfang er fraværende fra politiske diskussioner – man gør som om Keynes havde ret, mens en række studier peger på, at han tog storartet fejl. I sidste ende er det jo et empirisk spørgsmål, i hvilket omfang RÆ holder.

    Svar

Leave a Reply to JR Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.