Hvem er de ’bedste’ danske økonomer?

Man ser ofte betegnelsen ’topøkonom’ eller ’topforsker’ i medierne. Ganske ofte henviser det til danskere med en professortitel, men måske lige så ofte betyder det, at den pågældende økonom bare er ofte citeret i de samme medier, der bruger betegnelsen. Det er for eksempel blevet meget almindeligt, at medierne bruger bankøkonomer, som f.eks. Sten Bocian fra Danske Bank, som eksperter i stedet for at kontakte universiteterne (læs f.eks. her). En fordel er, at Bocian og visse andre er gode til at forklare økonomiske problemstillinger – og en del bedre end overvismand Peter Birch Sørensen, der nok næppe ville regne medietække som en personlig kompetence. Men hvor gode er mediernes bud på danske topøkonomer egentlig? Hvad er det for et billede som medierne tegner, og som i høj grad bliver overtaget af almindelige danskere? Og hvorfor bruger man stadig en mand som Jesper Jespersen (RUC) og hvor er en videnskabelig profil som David Dreyer Lassen (KU)?

For at illustrere problemet på en simpel måde, kiggede jeg på publikationslisterne for et lille udsnit af danske nationaløkonomer. Udsnittet er fuldstændigt subjektivt, og målet for kvalitet er hvor mange og hvor gode publikationer de pågældende forskere har fået ud i 2006, 2007 og 2008. Mens måling af publikationskvalitet ikke er en eksakt videnskab, bruger jeg det mest almindelige mål for det – Impact Factors fra Thomson Reuters; billedet er ikke markant anderledes hvis man f.eks. bruger den alternative rangering fra det tyske Handelsblatt. Udsnittet af danske økonomer er Sten Bocian (Danske Bank), Jesper Jespersen (RUC), Peter Birch Sørensen (København, Overvismand), Carl-Johan Dalgaard (København), David Dreyer Lassen (København), Helena Skyt Nielsen (Aarhus), Torben M. Andersen (Aarhus), Martin Paldam (Aarhus), Philipp Schröder (Aarhus) og mig selv (Aarhus). Som en slags referencepunkt har jeg også taget en enkelt udlænding: Axel Dreher (Göttingen), som udover at være en god ven, er en af de mest produktive unge økonomer i Europa.

Og hvordan ser billedet så ud? Ikke overraskende har hverken Sten Bocian eller Jesper Jespersen publikationer de tre år, der når nogen internationale lister. Bocian har, så vidt jeg ved, aldrig publiceret noget internationalt, da han er ’opdraget’ i Danske Bank og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Jespersen har en enkelt i European Studies Review, et åbenbart relativt nyt tidsskrift, som jeg aldrig havde hørt om før. Deres pædagogiske evner fraset er de derfor næppe at betragte som ’topøkonomer’ på trods af mediernes flittige brug af netop de to. Tabellen nedenfor lister de andre ni – tallene er i rækkefølge: Antal internationale publikationer, antal vægtet med impact factors (antal gange med impact factors), gennemsnitsscore, og impact for bedste publikation i økonomi. Tabellen tager kun publikationer med i tidsskrifter, der har en officiel impact factor.

Peter Birch Sørensen 4 3,59 0,89 1,40

Carl-Johan Dalgaard 4 4,20 1,05 2,29

David Dreyer Lassen 3 2,46 0,82 1,13

Helena Skyt Nielsen 3 2,89 0,96 1,32

Torben M. Andersen 6 3,50 0,58 0,86

Martin Paldam 8 5,13 0,64 0,80

Philipp Schröder 5 2,08 0,42 1,04

Christian Bjørnskov 9 6,15 0,68 1,32

Axel Dreher 18 13,36 0,74 1,81

Som læserne ret let kan se, er der først og fremme
st stor forskel på, hvor produktive de otte har været. Nuværende overvismand Peter Birch Sørensen er næstmindst produktiv, men er tydeligvis tynget af sit arbejde i Det Økonomiske Råd, hvilket levner relativt lidt tid til rigtig forskning. Alligevel er det ikke så imponerende, som man skulle tro af en overvismand, hvis man ellers stoler på medierne. Den umiddelbart mindst produktive ser ud til at være David Dreyer Lassen, men her snyder tabellen: David publicerer også udenfor nationaløkonomi, og når han gør det, er det bl.a. sket i American Journal of Political Science, et tidsskrift der regnes som et af de to absolutte toptidsskrifter i statskundskab. I perioden er Davids toppublikation således udenfor hans oprindelige felt, men med en impact factor på 2,4!

På samme måde ligger Carl-Johan Dalgaard midt i feltet med fire publikationer og et vægtet output på 4,20 ’enheder’. Men Carl-Johans bedste artikel er i Journal of Economic Growth, der med en impact factor på ikke mindre end 2,29 er stormet ind i gruppen af de mest prestigefyldte outlets i nationaløkonomi efter dets grundlæggelse i 1996. Det samme ses på Carl-Johans kvalitetsgennemsnit, som med 1,05 er klart det bedste i nimandsgruppen. Danmarks nok bedste kvindelige økonom (som er aktiv, vel at mærke) – Helena Skyt Nielsen – står heller ikke tilbage. På trods af at kun tre publikationer er listet pænt, er hendes top impact 1,32 (og i år har hun to artikler ude i Journal of Human Resources, der må regnes for endnu finere).

Og hvad så med undertegnede, min tidligere vejleder Martin Paldam og den tyske sammenligning? Martin ser ikke måske ikke imponerende ud på kvalitetsgennemsnittet, men han er stadig mere produktiv end de fleste økonomer og har nogle fine laurbær at hvile på som den næstmest citerede danske økonom nogensinde. Ingen af delene er ikke dårligt når man er blevet 67! Sammenligningen viser også, at Martin på trods af at han ofte er blevet meget dårligt behandlet af medierne, stadig er at regne blandt toppen i Danmark. For mit eget vedkommende placerer jeg mig okay i midterfeltet (men trøster mig lidt med at min højeste impact på 2,26 er udenfor økonomi som sikkert alligevel ikke kan sammenlignes) – ikke noget at være flov over, men der er plads til forbedring.

Bundlinjen med denne lille sammenligning er ikke at pege fingre af nogen, men blot at få læserne til at tænke lidt over, hvem der bliver lanceret som eksperter i medierne og at der altså er forskel, når medierne sætter to økonomer op overfor hinanden for at få dem til at sige henholdsvis bøh og bæh. Måske skulle man google dem og tage et kig på deres CV’er? For det er ret let at skille en fornuftig gruppe som de ni i tabellen fra den store, grå mellemgruppe og de rigtigt dårlige. Og det er faktisk også forbløffende let med en smule indsigt at pege på de bedste: Her er det Carl-Johan Dalgaard og David Dreyer Lassen, der måske ikke publicerer så meget som nogle andre, men holder et imponerende kvalitetsniveau. Og så er det for til sidst at pege på én ting: Danske universiteter har svært ved at følge med. Axel Dreher, vores tyske ven, fik mere end dobbelt så mange publikationer ud som de otte danskere i løbet af de tre år, hans gennemsnitsscore er ikke specielt dårlig, og hans bedste publikation i de tre år (Journal of Law and Economics) kan konkurrere med de bedste danskeres. Så selvom man måske synes, at man følger fornuftigt med det hjemlige felt, kan en mere international sammenligning godt give lidt røde ører en gang imellem.

18 Kommentarer

  1. En glad elefant

    15. juli 2009 at 03:18

    Jo jo, det er meget fin med publikationer og forskning og den slags. Men Jesper Jespersen har til gengæld nogle klare holdninger der været fastlåste siden 70’erne. Ikke bare er det let at forstå, men de fleste journalister er også ganske enige med ham. Og så er valget jo let….Hvordan ser det ud for Jacob Brøchner ??Han var jo en af de mere kritiske førend finanskrisen stod klart for alle.

  2. Christian: Mycket intressant, och du gör en bra poäng. Dina egna prestationer är för övrigt imponerande. En undran: hur definieras “gennemsnitsscore”?

  3. Jens Salling

    15. juli 2009 at 08:43

    Gennemsnitsscoren er den gennemsnitlige impact factor for vedkommendes artikler.

  4. Christian Bjørnskov

    16. juli 2009 at 01:06

    @JR: Brøchner tæller naturligvis hvis man tager danske-fødte økonomer med, med publikation de senere år i Scandinavian Journal of Economics og endda Journal of Economic Growth, men jeg tog ham ikke med da han er professor på Monash University i Australien.Mht. håndværk har du selvfølgelig ret. Min pointe i indlægget var blot, at medierne sælger Bocian, Jespersen osv. som ‘topøkonomerne’, helt uanset at Bocian bare er en dygtig håndværker (intet galt med det) og Jespersen spiller på nogen 70’er-strenge hos journalisterne.

  5. Christian. Det er jo helt fint at se på hvem de bedste forskere er. Men man må jo også erkende, at økonomi ikke kun er forskning men også “håndværk”. Eller sagt på en anden måde: De bedste økonomiske prognoser kommer eksempelvis ikke nødvendigvis fra topforskere men fra organisationer som har interessen og midlerne til at drive en økonomisk model af høj kvalitet med input af høj kvalitet. Og Sten Bocian er vel eksempelvis talerør for den gruppe “håndværkere” i Danske Bank som laver økonomiske prognoser. Eller har jeg helt misforstået det?

  6. De fleste af bankernes cheføkonomer er marketingsfolk, som skal deres arbejdsgivere omtale. Men der er da dygtige “håndværkere” andre stede. Hvad med tænketanke og centraladministration? Eller bankøkonomer, som ikke er i avisen hele tiden?

  7. Off topic: David Trads og CubaDet er åbenbart (og heldigvis) aldrig for sent at blive klogere. David Trads har besøgt Cuba. Og den beskrivelse han kommer med er højst overraskende for en person som tidligere har været en stor beundrer af Cuba og “sambasocialismen”. Han har f.eks. for ikke så mange år siden påstået at Cuba er “…et af de mest velstående latinamerikanske lande” (fra PKKs kronik her http://www.berlingske.dk/article/20050911/dineord/109110735/ – der kan man se hvor det oprindeligt kommer fra). Nå, men læs selv her:http://www.berlingske.dk/article/20090718/verden/707180059/Faktisk vil jeg på baggrund af dette foreslå Punditokraterne at lave en indsamling så Mogens Lykketoft og Jytte Hilden også kan få en tur til Cuba. Seriøst ville det være et spændende projekt at se Lykketoft tage til Cuba med en journalist i en uges tid for at opleve sambasocialismen i dens fulde flor.Nå, tilbage til artiklen. Den illusterer på glimrende vis en række konsekvenser af socialisme:1. Når man fjerner incitamenterne til at arbejde vil folks villighed til at arbejde fjernes over et par generationer.2. Socialistiske systemer kan måske nok være relativt effektive i det øjeblik de skabes, de formår bare ikke at ændre sig med tiden pga. manglende incitamenter og konkurrence.3. I markedsøkonomiske systemer stiger prisen når der er mangel på noget. I planøkonomier er butikkerne tomme og korruptionen og sortbørshandelen blomstrer.4. Kommunismens ide om at dette system vil bringe mennesket i en eller anden harmonisk tilstand hvor egoismen forsvinder til fordel for frivillige ofre for fællesskabet har i praksis igen vist sig at være en teori uden hold i virkeligheden.

  8. Tak til Christian Bjørnskov, fra en der ikke har forudsætninger at have indblik i statsøkonomi udover almindelig fornuft, jeg har ofte studset over mediernes brug af udsagn som, top økonom etc. en reporter fra medierne har vel ofte lige så lidt viden om stats økonomi som jeg har, hvilket er meget begrænset.Godt skrevet.

  9. Jonas Petersen

    20. juli 2009 at 05:29

    Hvor god man er til at forstå (og forklare) de økonomiske sammenhænge og bruge økonomisk videnskab i praksis til at lave prognoser, analyser mv., har nu ikke meget at gøre med antallet af publiserede artikler. Når det kommer til den aktuelle økonomiske situation, tvivler jeg på at særlig mange universitetsansatte økonomer har godt styr på det. Derimod er det netop bankøkonomers mv. job at følge den aktuelle økonomiske udvikling, og når en person som Bocian udtaler sig er det jo næsten altid ifm. den aktuelle økonomiske udvikling.Men at Jesper Jespersen kan udtale sig i medierne om alt mellem øst og vest som økonomiprofessor og topøkonom er selvfølgelig absurd – han forstår åbenlyst ikke meget af moderne økonomisk videnskab, og forholder sig til økonomi ud fra en dogmatisk keynesianisme i samme stil som dogmatiske marxister.

  10. Christoffer Bugge Harder

    20. juli 2009 at 06:07

    @BjörnskovMedierne fölger vel dels bare et generelt mönster med at kontakte dem, de andre ogsaa kontakter – og dels fölger visse journalister sikkert ogsaa deres egne politiske präferencer mere eller mindre bevidst. Ganske, som de fleste mennesker gör det i mange sammenhänge, hvor de körer paa automatpilot i stedet for at sätte sig ind i substansen. F.eks du selv i klimadebatten:http://www.punditokraterne.dk/global-opvarmning-og-ipcc—igen-post142880 Dog har jeg endnu ikke set nogen danske journalister betegne folk uden i det mindste en ökonomisk uddannelse som “topforskere” indenfor ökonomien.

  11. Niels Lunde (forhenværende Berlingske, og i dag Politiken) bliver ofte hentet ind til både DR og Tv2 som ekspert på erhvervsforhold, finanskrise, økonomisk politik.Jeg ved ikke hvad han har af uddannelse, men nogen stor økonom er han vist aldrig blevet anklaget for at være. De elektroniske medier omtaler ham vist ikke som økonom, men indkalder ham som kommentator på alle emner relateret til økonomi.Af og til er jeg i tvivl om hvorvidt han har en fuldtidsstilling på politiken eller om det er halvtid der og så halvtid som kommentator på tv2news og dr. Det er ret pudsigt taget i betragtning at politiken vist aldrig har været kendt for deres behandling af økonomi og erhvervsstof der jo er gemt væk på to sider mellem dødsannoncerne og sporten.Men måske det blot er forkærligheden for folk fra politiken der slår igennem. Når det nu er nummeret til politiken der er Favorit-nummer, så ringer man naturligvis dertil.

  12. Carsten Valgreen

    21. juli 2009 at 08:36

    Som en der ofte optræder i medierne har det også undret mig når jeg får smækket titlen “topøkonom” i nakken. Det er noget, der begyndte for et par år siden, og som siden har bredt sig og det er noget specifikt for danske medier (man ser ikke udtrykket brugt i amerikanske eller britiske medier). Men det er bare et (mærkværdigt) ordvalg. Noget andet er diskussionen om roller, og der synes jeg Bjørnskov rammer ved siden af, når han ligestiller akademiske credentials med at være “bedst kvalificeret” til at udtale sig i medierne.Jeg opfatter i høj grad mig selv som håndværker (og er enig med JR). Både da jeg var i danske bank og i dag, hvor jeg lever direkte af at sælge mit “håndværk” til institutionelle investorer. Analogien kan tages endnu længere, for i en vis forstand er akademiske økonomer “kunstnere”. De har friere rammer og helt andre typer af succes kriterier (antallet af citationer, som Bjønskovs indlæg klart viser er det afgørende succeskriterie i den verden). De bliver også betalt over finansloven og er i en vis forstand selvsupplerende (som statens kunstnævn) eftersom de indirekte stemmer på hinanden ved hjælp af citater. De succeskriterier, der er i den akademiske verden for økonomer er meget langt fra de økonomiske emner, der optager den gennemsnitlige avislæser eller den institutionelle investor for den sags skyld. Ikke kun mht kompleksitet men også mht emner. Hvis man skal være en succesfuld akademisk økonom skal man være nummer et på et meget snævert felt. Det kræver intens specialisering i et emne. Det tager bogstaveligt talt år at få artikler finpudset og igennem peer review. Og der er ikke meget akademisk “street credit” i at lave BNP prognoser for næste år eller optræde meget i aviserne. Af samme grund er der mange akademiske økonomer, der er bevidste om at deres økonomiske viden ikke er bred (men derimod dyb hvis i forstår hvad jeg mener), og som derfor holder sig for gode til at fodre den løbende mediemaskine med soundbites om konjunkturer og hvorvidt aktierne skal op eller ned. Det forklarer vel, hvorfor de ikke deltager, for der er ingen tvivl om at alle på Bjørnskovs liste kunne optræde i medierne ofte hvis de havde lyst. Efterspørgslen er stor og de fleste journalister er faktisk bevidste om at det er en god ide at have et bredt kildegrundlag. Når det reelt bliver så snævert et felt i danske medier skyldes det simpelthen at udbuddet (af “økonomiske eksperter”) er begrænset. Det er også derfor bankøkonomer mv. får så meget plads i medierne. De leverer det medierne efterspørger i form af klare, forståelige kommentarer om løbende begivenheder på markedet og i økonomiske data.Der er enkelte akademikere, der formår at være gode til både at være brede så de kan spille en rolle i mediebilledet og samtidigt producere gode akademiske artikler. Men de to aktiviteter konkurrerer om knappe (tids) ressourcer og kravene til dem er i virkeligheden vidt forskellige. Jeg er sikker på at Peter Birch Sørensen vil skrive under på at det er vanskeligt at bruge tid på at være overvismand og samtidigt producere international kvalitetsforskning, for det er simpelthen to meget forskellige aktiviteter.Der er også dygtige akademiske økonomer, der bliver så optaget af deres rolle som “pundits” og som bliver suget ind i det politisk spil i en grad, at de ender med at misbruge deres navn og status som “top-akademikere”. Paul Krugman og Joseph Stiglitz er amerikanske eksempler på det.

  13. Christian Bjørnskov

    21. juli 2009 at 12:58

    @Bugge: Jeg vil ikke kommentere på klimadebatten – der er vi grundlæggende uenige – men derimod på din sidste kommentar. Hvad med Niels I. Meyer, der ret ofte bliver trukket ind med den simple betegnelse “professor og ekspert” selvom manden er professor emeritus på Institut for Byggeri og Anlæg ved DTU?

  14. Christoffer Bugge Harder

    23. juli 2009 at 04:06

    @Bjørnskov Jeg forstår umiddelbart ikke helt, hvorfor du specielt får lyst til at tage fat i netop Niels I. Meyer på baggrund af min kommentar? For selvfølgelig: Er han blevet betegnet som “ekspert” indenfor f.eks klimaforhold eller EU-politik (er han det? Blot af nysgerrighed; jeg har aldrig selv set det), er det selvfølgelig klart vildledende. Men hvis han bare var et eksempel på en, der somme tider af en fortravlet journalist bliver hevet ind for at udtale sig om hvad som helst, han ikke er akademisk uddannet indenfor/har forskningsekspertise i, så er eksemplerne jo legio: Lomborg om klima/skov/biodiversitet, David Gress om klimapolitik, Bjørnskov om CO2-reduktioner og “USA i førertrøjen” for nu bare at tage tre andre heelt tilfældige eksempler………;-) Men bortset fra det skal du ikke slippe så nemt fra at tale udenom sagens kerne mht. “topforskere”: Min kommentar handlede ikke om din position i klimadebatten generelt, men var en uhyre specifik kritik af, at du selv betegner folk som Nigel Lawson, John McLean, Richard Courtney og talrige andre, DER TOTALT SAVNER SÅVEL NATURVIDENSKABELIGE UDDANNELSER SÅVEL SOM FORSKNINGSERFARING, som “topforskere” med en masse relevante indvendinger indenfor klimavidenskaben, som bør gøre indtryk på alle andre end “religiøst troende”(!). Jeg har spurgt dig før uden at få svar (og andre har også undret sig betydeligt over din vurdering af hhv.” topforskere” og “andenrangsforskere”), men nu forsøger jeg igen, meget direkte: Hvordan kan du betegne, folk, der overhovedet ikke er forskere og da slet ikke topforskere, som “topforskere” og vedblive med tilsyneladende at tage dig selv alvorligt – og endda kritisere medierne for fejlagtig brug af etiketten “topforsker”? Det er da ganske a propos, ikke? Jeg ville meget gerne høre dit svar. Og hvor medierne måske bare bruger betegnelsen “topøkonom” i en som Bocians tilfælde som underforstået “top-håndværks-økonom” – hvilket jeg, som Carsten Valgreen og andre er lidt inde på, finder fuldt ud berettiget, hvis et indslag handler om at vurdere “håndværks”-økonomiske spørgsmål, så har du jo ikke den undskyldning. Det er ren ideologisk blokering. Jeg forsøger ikke at kapre tråden her til en ny klimadebat, og jeg regner ikke med, at vi bliver enige omkring klimapolitik. Men nu handler sagens kerne her ikke om, hvad du eller jeg er enige eller uenige i, men om, at du i klimadebatten af ideologiske årsager lodret og faktuelt forkert tillægger folk en autoritet, de overhovedet ikke har, samt tror på løsrevne påstande fra tilfældige avisartikler og blogs frem for peer-reviewet videnskab. At du så her – korrekt – identificerer, at andre har samme problem med at skille skidt og kanel indenfor din egen videnskab, burde man efter min beskedne mening forvente kunne sætte en tanke eller to igang hos dig som offentligt ansat forsker med en formodet evne til at anlægge en intellektuel distance. Jeg kan sagtens respektere uenighed omkring klimapolitik – og det skal i parentes bemærket blive spændende at se, hvad Svensmarks interessante nye artikels langtidsvirkning bliver. Jeg har det noget sværere med hykleri og manglende vilje til at erkende og rette faktuelle fejl.

  15. ”Jeg kommenterer ikke på dine angreb fordi, sagt lige ud, jeg gider simpelthen ikke én gang til! ”Det var da ærgerligt. Det ville klæde dig meget og styrke din troværdighed, hvis du forholdt dig til de input som Christoffer er kommet med. De er sobre og saglige og forholder sig til de argumenter – løse som faste – som du selv har fremført. Man tager ikke skade af at trække lidt i land. Det kunne være interessant at høre mere om den økonomiske diskussion, særligt hvis du tog de økonomiske bidrag fra den anden side op.Vhtrane

  16. Christoffer Bugge Harder

    24. juli 2009 at 02:42

    @BjørnskovÉn gang til? Du har_aldrig_på_noget_som_helst_tidspunkt forholdt dig til det uhyre enkle spørgsmål: Hvordan kan du kalde folk uden videnskabelige uddannelser og med 0 videnskabelige publikationer for “topforskere” (og underforstået indenfor klimavidenskaben)? Det er det eneste, jeg gerne vil have dit svar på her. Det burde jvfr. dine egne refleksioner i netop denne tråd være meget enkelt for dig at besvare. (Der er en lidt mere udførlig gennemgang af de fleste af dine 100 “topforskere” i kommentar 21 i denne tråd: http://www.punditokraterne.dk/global-opvarmning-og-ipcc—igen-post142880) Jeg tror umiddelbart, at alle andre udmærket kan se, at du gør præcis det, du (med rette) bebrejder journalister for at gøre indenfor økonomien. Og du kan formentlig godt selv se, at dine undvigemanøvrer hverken er elegante eller overbevisende. Er det virkelig så umuligt for dig at rette kikkerten en smule mod dig selv? Du må selvfølgelig selv om det, men du risikerer at underminere din egen anseelse med den strudsetilgang.

  17. Christoffer Bugge Harder

    24. juli 2009 at 03:32

    Og Bjørnskov, hvad angår dine gentagelser af kritikken af IPCCs økonomiske modeller: Du og jeg ved begge to udmærket, at det ikke er klimaforskere, men økonomer, der står bag SRES-holdets emissionsscenarier. Hvem af de naturvidenskabelige klimaforskere har udtalt sig specifikt omkring de økonomiske detaljer i f.eks SRES-holdets arbejde (eller andre energiøkonomiske gruppers)? Det ville jeg meget gerne have en konkret henvisning til. Derimod har du selv som økonom og angivelig ekspert i PCA – og jo, på denne blog, i modsætning til, hvad du forsøger at give indtryk af – beskyldt Hockeystavens hovedmand, Michael Mann (naturvidenskabsmand og professor i statistisk klimatologi) for fusk, fordi han brugte en variant af PCA, du ikke kendte fra dine studenterprogrammer (og selvfølgelig nægtet at forholde dig til ubehagelige henvisninger til, at hans ikke-centrerede PCA var en alment anerkendt metode og derudover var fuldstændig uden betydning for resultatet). Også her rammer din kritik da vist dig selv hårdt i nakken? Og det undrer mig ærlig talt, at du nu igen vil forsøge at henvise til din egen ekspertise indenfor de energiøkonomiske spørgsmål. Jeg har uhyre svært ved at begribe, hvordan du kan kalde dig ekspert indenfor økonomiske forhold og klima ud fra din forskning i udviklingsøkonomi og lykkeforskning? Hvad ved du særligt om specifikke energiøkonomiske forhold, som enhver gennemsnitlig økonomisk forsker ikke også udmærket godt ved? SRES-holdets leder, Nebojsa Nakicenovic, er, som det vist efterhånden er gået op for dig, professor i energiøkonomi med en ganske hæderlig publikationsliste. Hvis du ved noget omkring energiøkonomiske forhold, som på nogen måde kunne være nyt eller blot relevant for ham og hans kolleger, så har du – for at udtrykke det diplomatisk – ikke afsløret det på denne blog endnu. Jeg har forstået, at vækst er en vigtig del af udviklingsøkonomien – ligesom det er for energiøkonomien, miljøøkonomien og talrige andre økonomiske discipliner – men det er ifølge Nakicenovic & co. langt fra den vigtigste usikkerhed i forbindelse med emissionsscenarierne. Det er teknologianvendelse. Deres langsigtede scenarier er som den slags nu engang er efter “hvad nu hvis”-modellen, hvilket nødvendigvis uhyre usikkert. Har du ikke – med al respekt – fokuseret snævert på lige netop vækstspørgsmålet, fordi det var det enkelte forhold af de talrige knaster i de komplicerede energiøkonomske beregninger (ifht. demografi, landbrugsændringer, energitransitioner og teknologianvendelse, regional vs. global modellering mfl.), du selv havde en vis forstand på? Og igen – for du har heller aldrig på noget tidspunkt forholdt dig til dette: Kendsgerningerne er, 1) at McKibbin et al. samt Manne & Richiels har prøvet at regne på usikkerhederne ifht. MER og PPP og har fået mellem 15 og 40% forskel for emissionsscenarierne, og 2) dette tal skal minimum halveres for at gå fra udsluppet CO2 til atmosfærisk indhold, og 3) som Raupach et al. har vist, er CO2-udslippet i de sidste 10 år steget langt MERE, end SRES-holdet havde forventet. Det vil være fint med en generel overgang til udelukkende PPP-baserede modeller i SRES-holdets arbejde, men der er foreløbig intet, der tyder på, at forventningerne til CO2-udslippet skal justeres nedad – medmindre der altså sker en betydelig ændring i energi- og teknologianvendelsen, hvilket næppe sker på rene markedsvilkår. Og please, lad være med bare at sige “ikke én gang til”. Du, jeg og alle andre ved udmærket godt, at du ikke_én_eneste_gang har forholdt dig til noget af dette ovenstående. Jeg er ikke selv økonom, og jeg lytter gerne til saglige indvendinger fra peer-reviewet forskning , hvis du har noget af den slags at byde på (nej, Energy & Environment er ikke peer-reviewet, tak). Men jeg har som du ved fulgt også den økonomiske debat omkring klimarelaterede forhold ganske nøje et stykke tid. Jeg har været så heldig at høre flere økonomer inkl. Nakicenovic selv foredrage omkring klimaindgreb (samt kort at tale med ham om hans personlige vurdering af kritikken samt de fremtidige scenarier). Det har også gjort indtryk at høre selv William Nordhaus (som du vist har mere fidus til) tale engageret for nødvendigheden af en kulstofskat i lyset af CO2-udslippet. Mit indtryk er klart, at også indenfor økonomien er der ved at etablere sig en udbredt enighed om, at der skal gøres noget ved CO2-udslippet – se f.eks Eric Pooleys udmærkede blogindlæg her:http://www.thebigmoney.com/articles/hey-wait-minute/2009/02/11/surprise-economists-agree – og at modstanderne som du selv i stigende grad består af nejsigere, der har mere ideologisk end solidt økonomisk gods at komme med. Og hvert eneste indlæg, du har skrevet om sagen her på stedet, har kun bestyrket dette indstryk – sluttende med dit forsøg på at argumentere alene ud fra din egen autoritet ifht. Nakicenovic som det foreløbige og en smule komiske højdepunkt. Dette er som du siger blot en blog, men derfor er der alligevel to slags blogs: Dem, der ønsker at nå ud til en bred læserkreds med vægt på troværdighed, som forholder sig til argumenter og korrigerer faktuelle fejl. Og dem, der prædiker for de frelste, ignorerer ubehagelige kendsgerninger og reagerer på kritik ved at klappe i eller/og ved fornærmet at skrue op for lyden. Jeg havde umiddelbart forventet, at en lektor i nationaløkonomi med en åbenlys interesse i at opretholde en generel troværdighed kunne sætte sig tilstrækkeligt udover en såret stolthed til at forsøge at placere sin blog i den førstnævnte kategori, men jeg må foreløbig konstatere, at jeg har taget fejl.

  18. Christian Bjørnskov

    24. juli 2009 at 10:20

    @Valgreen: Jeg tror, at vi er fuldstændigt enige. Min pointe med denne post var ganske enkelt at rydde lidt forvirring af vejen. Jeg har ofte mødt en netop forvirret holdning hos almindelige mennesker, fordi deres indtryk af, hvem der_akademisk_set_er topøkonomer, kommer fra medierne. Og jeg skal da med fornøjelse rose dig for din rolle i medierne. Du er god til at holde dig til netop det, de dygtige bankhåndværkere er gode til: Konjunktur- og kortsigtsanalyse, mens du bredt set holder fingrene fra det lidt længere sigt. Det gælder dog ikke alle dine kolleger, ligesom det bestemt heller ikke gælder en *¤$! som Leif Beck Fallesen.@Bugge: Jeg kommenterer ikke på dine angreb fordi, sagt lige ud, jeg gider simpelthen ikke én gang til! Lad mig blot gøre en enkelt ting klar. Når klimaforskere udtaler sig om de næste årtiers klima, sker det som oftest på baggrund af IPCC rapporterne. Man kan diskutere det rent naturvidenskabelige grundlag i dem – og det gør vi gerne her på stedet uden at erklære os eksperter eller noget, da det jo er en blog! – men grundlaget for det hele er den økonomiske model, der ligger i bunden af IPCCs beregninger. Den er klimaforskerne_ikke_eksperter i, men de nogle af dem udtaler sig alligevel gerne og længe om økonomiske forhold i forbindelse med klima. Det er dér, jeg er ekspert, og der jeg er stærkt kritisk. Modellen er den såkaldte GTAP, der primært er udviklet til analyse af virkninger af handelspolitiske ændringer på mellemlangt sigt. Så når den bruges til ultra-langsigtsanalyser, er kæden hoppet af. For vores økonom-læsere indeholder den bl.a. Armington-efterspørgsel og (værst af alt) Leontieff produktionsfunktioner. På det punkt er klimaforskerne på alvorligt dybt vand og kan af ‘videnskabelige’ grunde ikke lukke andet end varm luft ud.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑