Afhængighedsteoretisk vrøvl og mediedækningen af Latinamerika

Det er vist ikke nogen overraskelse for læserne af denne blog, at jeg mener at store dele af ikke kun den journalistiske dækning i MSM, men også den information der kommer fra det akademiske miljø om Latinamerika er yderst misvisende. Ja, til tider direkte fornærmende overfor den mere end halve milliard latinamerikanere, der lever i lande hvis kulturelle kompleksitet og forskellighed fortjener bedre end at blive reduceret til et redskab for teoretiske forestillinger der skylder ikke så lidt til tidligere tiders marxistiske  postulat af en videnskabelig fremstilling. Det gælder også den lokalt udviklede afhængighedsteori, en særlig afart af center-periferi forestillingen om den globale økonomi.

En forestilling der fortsat præger nyhedsdækningen fra regionen – ikke mindst i Orientering på P1. Desværre er “skadevirkningerne” ikke kun begrænset til de der lytter til P1 eller går til farelæsninger på de højere læreranstalter. Problemet er at denne opfattelse igennem mange årtier fuldkommen har domineret den information vi modtager. Fra folkeskole til Operation Dagsværk, og er grundforestillingen for mange NGO’er og er fundamental for hele fair-trade konceptet.

Kort fortalt er udgangspunktet, at markedet er uretfærdig og ondt og til skade for de fattige. Det skyldes ikke mindst at man lider under den forestilling at handel udgør et nulsumsspil (Montesquieus fejltagelse). At Orientering på P1 i den grad er skævvredet og styret af en marxistisk/afhængighedsteoretisk grundholdning kommer næppe som en overraskelse for de fleste af denne blogs læsere. I dette indlæg vil jeg se nærmere på den afhængighedsteoretiske model. Det vil blive fulgt op af en række andre indlæg der beskæftiger sig med politik og historie i Latinamerika, herunder ikke mindst den kroniske korruption der desværre præger en række af regionens demokratier, set i et kulturelt/historisk perspektiv.

Nu er det ingen skam at erkende at der er ting man ikke ved noget om, og måske er den største forskel på danskere og “latinamerikanere” at de godt ved at de intet ved, men at vi tror at vi ved noget, mens det ved nærmere eftersyn viser sig at det gør vi ikke. Hvis ens viden primært er basret på den daglige nyhedsdækning og hva man lærte i sin skoletid, må jeg desværre konstatere, at så ved man ikke særligt meget. Og det man tror at vide er formentlig i det store hele forkert. Det bliver naturligvis ikke bedre, når man som det for eksempel fremføres af Helene Balslev Clausen, påstår at militærkup for det meste har været rettet mod “reformvenlige regeringer” – et begreb der i sig selv er problematisk, for hvad forstår man egentlig ved reformvenlig. Der ligger i nævte udsagn, at militæret skulle være en garanti for status quo, men hvad så med militærregimer der selv har gennemført reformer? Og hvis reformvenlighed skulle udvirke militærkup, hvorfor tog Chiles militær så først magten i 1973 i stedet for at reagere allerede i 1960erne, hvor man gennemførtes omfattende jordreformer der for bestandigt havde en afgørende indflydelse på Chiles senere udvikling? Disse reformer blev ikke rullet tilbage, da militæret (endelig) tog magten i 1973, bl.a. på opfordring fra et flertal i parlamentet og med opbakning af hovedparten af den chilenske befolkning (en opbakning der hurtigt forsvandt, da det viste sig at militæret ikke havde til sinds hurtigt at genindføre demokrati. Et kup der primært var funderet i, at militæret vurderede at det chilenske samfund var ved at bryde sammen (hvilket det forøvrigt også var). Også militærkuppene i Brasilien i 1964 og i Argentina i 1976 havde opbakning blandt store dele af befolkningen, ofte i et håb om at det kunne bibringe sikkerhed, samt lov og orden (og i en hvis udstrækning fordi man havde – og måske i en hvis udstrækning stadig har en forestilling om at militæret er mindre korrupt).

Ligeledes har jeg mødt ikke så få – også langt ud over de sædvanlige venstreorienterede kredse -, der har tillagt USA  en direkte indflydelse og dominans i Latinamerika, der er ude af alle proportioner. Mens man med rette kan sige at den amerikanske indflydelse har været stor i en række små caribiske og mellemamerikanske lande, er det vildt overdrevet hvad USAs rolle i selve Sydamerika er blevet gjort til – Ja, man behøver vel blot at pege på Mexicos historie i størstedelen af det 20. århundrede. Mexico var pionerer i promoveringen af en statscentreret og lukket økonomisk model, der fra 30erne bl.a. indebar nationalisering af amerikanske olieinteresser, masser af statsejet industri og en udenrigspolitik der eksplicit lagde afstand til den nordlige nabo. På samme vis har lande som Uruguay, Chile, Brasilien og Argentina fra det 20. århundredes start i perioder har været ganske eksplicite i deres politik for at begrænse amerikansk indflydelse. Det samarbejde der har været i andre perioder har bestemt foregået på lige vilkår. 

Men at afvise USAs indflydelse som overdrevet, er selvfølgelig ikke det samme som at USAs politik ikke har haft betydning for regionen. Det er ikke svært at finde eksempler på hvor amerikansk indgriben har haft stor betydning – blot med den tvist, at den førte amerikanske politik vist først og fremmest viser hvor kortsigtet udenrigspolitik er, og hvor stor risikoen er for, at forsøgene på at løse et problem blot skaber et andet (hvilket vi jo blot behøver at se på Afghanistans udvikling for at forvisse sig om).

Det bedste (eller værste) eksempel på en skæbnesvanger amerikansk indblanding er formentlig Guatemala, hvor man kan argumentere for, at afsættelsen af den demokratisk valgte præsident Jacobe Arbenz i 1954, der slukkede lyset for Guatemalas ”demokratiske forår”, indledt i 2. halvdel af 1940erne, og i sidste ende ledte til en ekstremt blodige borgerkrig, der kostede flere hundrede tusinder civile ofre (især som resultat af hærens brutalitet). Men et er, at den kommunistforskrækkelse, som var den primære årsag til USAs indgriben formentlig var uberettiget, noget andet er at tillægge USAs politik i denne (så vel som andre) perioder, at den skulle være direkte rettet mod en demokratisk udvikling. Det er historisk noget vrøvl.

Hvad man kan sige er, at historien om Guatemala er et godt eksempel på hvor galt det kan gå, når der ikke er belæg for de forestillinger man har i ens efterretningsvirksomhed. Noget vi jo også har oplevet siden.

Men der er også et andet problem, der har dybere historiske rødder, og det er opfattelsen af markedet og kapitalismen. Det er ikke et venstrefløjsprivilegie at se på markedet med dyb skepsis. Det er en opfattelse der i vid udstrækning historisk er blevet delt af to stærke grupper i mange latinamerikanske samfund, nemlig den katolske kirke og militæret.

Denne grundlæggende mistillid til markedet genfindes i den afhængighedsteoretiske forståelse af den negative udvikling i Latinamerikas velstand i forhold til både Europa og ikke mindst USA. 

En forståelse der nok i nogen grad bygger på en misforståelse af hvordan udviklingen i regionens vækst i forhold til USA og Europa faktisk er forløbet, samt en direkte forkert karakterisering af Latinamerika som Laizzes-faire økonomier frem til midten af det 20. århundrede. Selv Argentina, der i begyndelsen af det 20. århundrede var ikke kun regionens, men en af verdens rigeste økonomier var langt fra idealet om frie markeder, hverken indadtil, hvor politiske indflydelse havde stor betydning for økonomiske muligheder, eller udadtil, hvor importbegrænsninger var udbredte, ofte efter ønske fra lokale producenter.

Senere forskning har også vist, at Latinamerikas væksttab i forhold til Europa kan isoleres til to distinkte perioder; første del af det 19. århundrede der i mange af de nyligt selvstændige lande var
præget af kaos, borgerkr
ig osv., samt 2. halvdel af det 20. århundrede. I den mellemliggende periode var de opnående vækstrater ifølge “The World Economi, A Millenial Perspective” udgivet af OECD i 1998 højere end i netop Europa. Således var væksten i BNP per capita i Vesteuropa i perioden 1950 til 1973 på ca. 4% p.a., mens den i perioden 1973-1998 var på ca. 1,8 % p.a. De tilsvarende tal for Latinamerika var henholdsvis ca. 2,5% og ca. 1 %. Dette i kontrast til perioden 1870-1950, hvor BNP per capita voksede hurtigere i Latinamerika end i Vesteuropa. I perioden 1870-1913 var de gennemsnitlige vækstrater således ca. 1,3 % i Vesteuropa, mens de var på 1,8 % i Latinamerika, og for perioden 1913-1950 var væksten i Latinamerika næsten dobbelt så høj som i Europa.

Man kan med rette indvende at Europas historie i første del af det 20. århundrede er unik givet to verdenskrige osv. og sammenlignet med de tidligere engelske kolonier; USA, Australien, Canada og New Zealand er billedet da også et noget andet. Disse områder havde betydelig højere vækst gennem det 19. århundrede end både Vesteuropa og Latinamerika, mens de frem til 1973 havde nogenlunde samme vækstrater som i Latinamerika. Derefter har væksten været signifikant højere end i både Vesteuropa og ikke mindst Latinamerika.

På trods af den i forhold til Vesteuropa højere vækst i 1 del af det 20. århundrede, (der naturligvis dækker over store regionale forskelle og er præget af 2 verdenskrige – hvilket også forklarer en del af den efterfølgende vækst i perioden 1950-1973) blev det i akademiske kredse en udpræget opfattelse, at deltagelse i den globale økonomi var til skade for de latinamerikanske lande. Ikke mindst i kraft af den argentinske økonom Raul Prebishs tese i 1940erne om ”den fattige del af verdens” faldende bytteforhold i forhold til den rige del af verden. En tese der dog siden er blevet afvist, da den bl.a. ikke tager højde for den teknologiske udvikling. Raul Prebish, der blev direktor for CEPAL, advokerede derfor en importsubstitutionspolitik, der paradoksalt nok allerede i årtier havde eksisteret. Man kan sige, at den nu fik et skær af akademisk rationale over sig.

Uden at jeg skal tillægge mig nogen speciel indsigt i marxistisk teori – jeg har mindst lige så svært ved at finde hoved og hale i det, som de der underviste mig i det i 1980erne på Københavns Universitet havde det, så udviklede der sig på baggrund af Raul Prebish og marxistiske sociologiske betragtninger en særlig latinamerikansk afhængighedsteoretisk model. Den identifiseres bl.a. med den brasilianske økonom Celso Furtado, og ikke mindst den senere brasilianske præsident sociologen Fernando Henrique Cardoso (der som præsident måtte lide den tort at blive beskyldt for at være neoliberalist – ak ja) og chileneren Enzo Falletto i (den desværre meget indflydelsesrige) ”Dependencia y Desarrollo” der knæsatte forestillingen om at fattige lande er fattige, fordi de er …. fattige og forbliver således på grund af det internationale kapitalistiske systems måde at fungerer, der kun er til gavn for de rige lande, og hvor produktion og forbrug er underordnet behovet i I-landene.

Hovedindholdet i denne teori kan opsummeres til at være:

Udenlandsk dominans fra kolonisering til dagens globalisering har medført et underudviklet lokalt landbrug og industri.
Ulige international specialisering af center (højtuddannet) og periferi (lavt uddannet) fører til koncentration af aktiviteterne i eksportorienterede landbrug og eller minedrift. Nogen industrialisering af periferien er mulig på betingelse af lave lønninger, der sammen med stigende produktivitet fastholder og udvider uligheden
Ovenstående medfører en hastigt voksende tertiærsektor med skjult arbejdsløshed, kroniske betalingsbalanceunderskud, bl.a. på grund af repatriering af overskuddet fra udenlandske investeringer, og dysfunktionelle politiske og sociale relationer.

Jeg skal ikke undlade at gøre opmærksom på, at hvis ovenstående karakteriserer noget, må det være netop hvad importsubstitutionspolitikken der blev acceleret i 2. halvdel af det 20 århundrede (indtil den brød sammen i forbindelse med den 2. oliekrise og den efterfølgende gældskrise i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne) opnåede. Hvad den IKKE beskriver, er udviklingen i økonomier præget af frie markeder.

Jeg skal for god orden medtage, at der eksisterer flere forskellige skoler indenfor afhængighedsteoretikerne, og at ikke alle vedgår sig marxistiske træk. At jeg har svært ved at skelne , må tillægges mine egne vanskeligheder ved at erkende at der i det hele taget er tale om et videnskabeligt teoretisk apparat – på mig forekommer det mest af alt som konspirationsteorier, fremkommet ved en yderst selektiv og ofte fordrejet brug af historiske hændelser. Muligvis siger det mere om mine ringe evner end om disse ”modeller til forståelse af verden” end modellerne selv.

Den mest ekstreme (og/vulgære) form for selvmedlidenhed findes nok i ”Las venas abiertas de América Latina”, på engelsk ”Open Veins of Latin America: Five Centuries of the Pillage of a Continent”, skrevet af den Uruguayanske journalist og forfatter Eduardo Galeano, Titel og ikke mindst undertitlen vist siger dette hele. Bogen er genoptrykt i snesevis af oplag på et utal af sprog siden den første gang udkom i 1972. Det er for øvrigt den bog, Hugo Chavez overrakte Barrack Obama ved deres første møde.

 

Med tanke på at forestillingen om Latinamerika og dets befolkning som offer for den rige verdens (læs USAs) dominans akademisk især blev formuleret i de mere udviklede latinamerikanske lande i Sydamerika, der deler den egenskab at størstedelen af befolkningen selv var resultatet af tidligere tiders immigration fra især Europa, har jeg altid fundet det lidt vanskeligt at acceptere seriøsiteten i argumentet om den rige del af verdens udnyttelse af de “stakkels” sydamerikanere.

Problemet med denne forestilling er, at den hviler på en række forudsætninger og forestillinger der ikke holder som generelle principper, men i sidste ende som sagt reducerer forestillingerne til de rene konspirationsteorier, der kun reddes hjem ved at give bestemte grupper og nationer særlige negative karakteristika, hvorved vi vel nærmer os en racistisk forestilling. Skurkene bliver her de rige nationer (læs: primært USA), kapitalisterne og nogle gange militæret (til andre tider når de støtter de “rigtige” er de heltemodige og gode). Heltene er ud over den selvudnævnte intellektuelle elite, alle former for organisationer der repræsenterer (reelt eller ej) de marginaliserede; arbejderne, landarbejderne, den oprindelige befolkning – i de lande hvor en sådan er fremtrædende -, reformvenlige (læs venstrepopulistiske) politikere osv.

Et andet problem er selvfølgelig at afhænfighedsteorien i vid udstrækning er statisk, og så får man mere end almindeligt svært ved at forklare udviklingen i Indien og Kina, eller Chile, for slet ikke at nævne Danmark for den sags skyld. Indtil godt oppe i det 20. århundrede eksporterede vi som bekendt primærtlandbrugsvarer.

Hvad man desværre kan konstatere er, at uanset at historie og fakta siger noget andet, dyrkes denne opfattelse fortsat flittigt indenfor nogle enke

lte videnskaber (især historie) og i ”græsrodsmiljøet” samt ikke mindst hos venstreorienterede/populistiske caudillo’r i Latinamerika som f.eks. Daniel Ortega, Fidel Castro og Hugo Chavez.

Hvis man lytter til Niels Lindvigs indslag fra Orientering den 20. juli, opdager man hurtigt, at han stort set følger grundreglerne til punkt og prikke for den ovenstående skitserede opfattelse. Indslaget omhandler det faktum, at der er en stor sammenblanding af privatøkonomiske og politiske interesser i Honduransk politik (big surprice). Historien kan genfindes i en noget mere afdæmpet form med mere information her.

Det er ikke fordi der sådan set er noget faktuelt at komme efter, men de konklusioner han drager er til noget vås. Kort fortalt er hovedindholdet i indlægget at Honduras politiske system ikke kun er korrupt, men stort set “ejes” af få meget velhavende forretningsfamilier. At der er udbredt korruption i Honduras er ikke nogen overraskelse – det er normen i Latinsk politik. Jeg vender i et senere indlæg tilbage til denne problematik. Her er det tilstrækkeligt at konstatere, at Honduras er blandt regionens mest korrupte lande, se også nedenstående figur. Et forhold der i sig selv bør stille spørgsmålstegn ved hvorvidt det er rimeligt at karakterisere landet som “præget af neo-liberal” politik, som bl.a. Helene fra CBS gjorde det i et indslag på P1 (tak til Hans Henrik Hansen)i forrige uge.

Økonomisk frihed og korruption

Kilder: Fraser Institute og Transparancy International.

 

Men Selv om Honduras scorer ganske hæderligt i Fraser Institutes Freedom index, bør medtages at det gør man primært, fordi statens andel af den samlede økonomi er meget lille, og fordi man har et åbent handelsregime. Derimod scorer man meget lavt på indikatorerne for f.eks. retssystemet, herunder dets uafhængighed, der sammen med et ufleksibelt arbejdsmarked i lighed med store dele af Latinamerika er fundamentale problemer.

Der hvor Niels Lindvigs indslag for alvor bliver problematisk, er når han postulerer at 2/3 af befolkningen er sat uden for indflydelse og stort set beskriver Hondras demokrati som dikteret af de få familiers ønsker. Hvordan forklarer han så det ufleksible arbejdsmarked. Hvis nogle få kapitalstærke familier dominerede så fuldkommen, som han påstår, hvorfor er arbejdsmarkedet så ikke mere fleksibelt? Han glemmer naturligvis også at nævne, at der er flere end de to store partier (“de liberale” og “de konservative”) som vælgerne (og det indbefatter også de 2/3 fattigste) at stemme på, men at de indtil videre ikke har tiltrukket sig særlig stor støtte (men det kan jo ændre sig i fremtiden).

At den førte (arbejdsmarkeds)politik så er til skade for de 2/3 fattigste er noget andet. Mon ikke også arbejdsmarkedslovgivningen i Honduras mere afspejler behovet for at tilgodese bestemte lønmodtagergrupper end den afspejler et ønske fra virksomhedsinteresser?

For mere information om omfanget af korruptionen i Honduras se også her.

Det er naturligvis klart, at muligheden for at særinteresser, – det være sig private virksomheder, fagforeninger osv., eller som der desværre i stigende grad er tale om i en række latinamerikanske lande, narkokarteller o. lign at få indflydelse og tiltuske sig særlige privilegier osv. har negativ indflydelse på både økonomisk vækst og etablering af et civilsamfund baseret på lighed for loven. Men det er jo en banal konstatering og en problemstilling der potentielt eksisterer i alle plandingsøkonomier.

Et grundlæggende problem hos afhængighedsteoretikerne er dog, at deres svar på problemet er mere stat og mere politik, og mindre marked. Alt andet lige, indebærer det mere korruption, mere patronage og mere klientalisme.

Sluttelig vil jeg blot opfordre til at man lytter til Niels Lindvigs indlæg og så f.eks. tænke på Italien og Berlisconi i stedet for Honduras  – eller et hvilket som helst andet land med høj korruption og/eller mistanke om “utidig” indblanding fra særinteresser, for den sags skyld – og så er spørgsmålet hvor  mange der bliver tilbage.

1 Kommentar

  1. Endelig noget fornuft om dependens teori !!Jeg er selv blevet undervist på Københavns universitet i statskundskab studiet(sidefag) hvor Immanuel Wallerstein og center/periferi – teori stadig blev forkyndt i international økonomi. Som historiker må jeg desværre indrømme, at nogle af disse teorier stadigt flyder rundt i vores studium, men det bliver mindre og mindre. Hvorfor er der ikke nogle effektive debunker hele det spekulative område; USA kontra Latinamerika? Når der findes rigtig gode filosofer, idehistorikere og økonomer som Karl Popper, Ludwig Von Miese, Milton Fridman, David Landes, Leszek Kolakowski, Richard Pipes som alle har revet den dialektiske materialisme (socialismen, kommunismen m.m.) i småstykker. Der er ikke den del at den virkeliggjorde “europæiske socialisme” som ikke er blevet dissekeret og blotlagt som det monster det var. Hvorfor vedbliver denne masturbations fantasi, om det lykkelige nougatbrune socialist paradis i troperne, med at eksistere i Orientering på DR`s P1. Hvorfor skal vi altid plages med den ene, efter den anden, hysteriske og paranoide konspirations fantasi, som fremtrylles på baggrund af dybt forældede politiske teorier fra det venstre overdrev?Hvordan kan det være at alle de militærdiktaturer, der er opstået i syd – og mellem – Amerika, ikke tillægges selvstændige motiver, som var uafhængigt af Washington, og at disse kunne agere på baggrund af nationale årsager. Dvs. at de eksterne interesser i kup/ikke kup var af sekundær betydning for kuppenes igangsættelse) Der er jo heller ingen der i dag, der ville tolke de 3 store totalitære bevægelser(kommunismen, nazismen, fascismen), i Europa i det 20 årh. uden at starte tolkningen internt i de tre udspringslande(Rusland, Tyskland, Italien).Grundlæggende anser jeg diskussionen om USA involvering i syd/mellem – Amerika, som en gigantisk politisk stråmand, som man på venstrefløjen har stillet op, for at kunne tillægge dem alle mulige og umulige motiver og handlinger, berettigede såvel som uberettigede. Man vedbliver med, at fastholde Marx og Lenins imperialisme opfattelse, om end i en forandret form for til stadighed, at kunne holde liv i det afdøde og afsjælede legeme, som den dialektiske materialisme udgøre. Mvh. Historyman

Skriv et svar til Historyman Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑