Den forgangne uge kan næppe siges at have arbejdet for ex-præsident Zelayas tibagevende, Ifølge WSJ den 5. august har USAs regering droppet at indføre sanktioner mod Honduras, mens man understreger, mens man fortsat tager afstand til kuppet/afsættelsen af Zelaya, at hans ageren op til begivenhederne den 28. juni var uacceptable, som det fremgår af et brev fra udenrigsministeriet:

“We energetically condemn the actions of June 28. We also recognize that President Zelaya’s insistence on undertaking provocative actions contributed to the polarization of Honduran society and led to a confrontation that unleashed the events that led to his removal,”

Der bliver som sagt heller ikke noget af de tidligere annoncerede økonomiske sanktioner.

Jeg har forgæves ledt efter en kommentar til dette på Orienterings hjemmesider, men det har ikke været at finde, måske fordi man ikke har fundet den rigtige vinkel på historien og måske fordi brevets ordlyd ville kræve at man forholdt sig til den afsatte præsidents egen ageren. Men det kan komme endnu, mon ikke det vil blive indledt med et eller andet skummelt om “stærkt konservative kræfter i det republikanske parti med tætte forbindelser til honduras erhvervsliv har presset Obama administrationen….” eller noget i den retning.

Jeg skal ikke undlade at kippe med hatten for at der endelig er nogen der indtager et mere nuanceret standpunkt omkring krisen i Honduras. Selv om man næppe skal forvente en lignende ændring i den europæiske position.

Ifølge en artikel fredag i The Miamia Herald kunne dette “open the door for an alternative option as president,” ifølge en lokal iagtager og konsulent, Jorge Yllesca, der fortsætter “meaning that interim President Roberto Micheletti might try to end the political crisis by stepping aside, not for Zelaya but for the president of the Congress or the chief justice of the Supreme Court”.

Allerede da Hillery Clinton tog afstand fra Zelayas forsøg på at krydse grænsen mellem Honduras og Nicaragua, medførte det hård kritik fra Hugo Chavez og Co., men det er selvfølgelig ikke overraskende.

Men mon ikke der er en nogenlunde god chance for at dette medfører, at der nok vil være masser af retorik, og ikke meget mere, i de kommende måneder. Jeg ville jo mene, at situationen mere eller mindre bør løse sig selv i kraft af at der er præsidentvalg i efteråret, hvorefter der  – hvilket der skulle under alle omstændigheder – vælges en ny president.

Det skal dog medtages, at der fortsat er demonstrationer og strejker i Honduras fra de der støtter Zelaya, hvilket involverer en række fagforeninger, bl.a. lærerne og sygeplejeskerne (sidstnævnte gik i ugens løb i strejke på ubestemt tid).

Noget andet er så hvilken effekt hændelserne indtil videre får på resultatet af dette valg, og på Honduras politik og demokrati på længere sigt. Et muligt resultat er at man vil se en afslutning på den dominans som det Liberale parti (som Zelaya og Micheletti begge kommer fra) og de konservative. Til sammen sider de på 117 ud af kongressen 128 pladser. De der har støttet Zelaya vil jo næppe gå til de konservative, og næppe heller stemme på de liberale, næste gang de skal stemme til kongressen. Og uanset at det overvældende flertal var imod Zelayas politik og ageren, har han stadig omkring 1/3 af vælgerne bag sig, hvilket indikerer muligheden for et betydeligt opbrud i det politiske billede, hvis vestrefløjen forstår at gribe chancen. 

Sidstnævnte skrevet uden at jeg kan påberåbe mig noget særligt kendskab til Honduras venstrefløjs evner eller mulighed for at sælge sig som “clean” – det vil sige ikke korrupt (hvilket i den udstrækning denne illusion eksisterer i Honduras, vil være et argument der forsvinder i takt med magt og indflydelse , et emne jeg vender tilbage til med udgangspunkt i Brasiliens nyere historie i en kommende post).