Indenfor de sidste 48 timer har der været stor forvirring omkring de videre diplomatiske forsøg på at finde en mindelig løsning på Honduras. Således forlød det i første omgang, at Honduras midlertidige regering ikke ville tillade en forhandlingsdelegation fra AOS adgang til landet. Dette problem er tilsyneladende løst, ved at OAS formand, den tidligere chilenske udenrigsminister Insulza, kun optræder som observatør – et krav fra Honduras regering. Mistroen til Insulza er bundet i OAS meget konfrontative reaktion i dagene efter præsident Zelaya var sendt ud af landet. Honduras blev smidt ud af organisationen med henvisning til at OAS har forpligtiget sig til at “forsvare” demokratiet. Hvilket dog ikke afholdt samme organisation (og dermed medlemslandende) fra at invitere Cuba, der har været udelukket siden 1964, – den gang forøvrigt på Venezuelansk foranledning, tilbage i folden tidligere på året.

OAS og ikke mindst dets formands reaktion blev og bliver i Honduras opfattet som en klar og partisk støtte til Zelaya. Forsøgene på at skabe en overgangsløsning indtil en ny præsident vælges i efteråret bliver ikke mindre problematiske af, at der er udstedt arrestordre på Zelaya, bl.a. med anklager om bedrageri.

Hvor speget hele affæren efterhånden er blevet illustreres måske ganske glimrende af en artikel (Opinion) “The FARC’s Honduran Friends ” i WSJ af en af avisens redaktører Mary Anastasia O’Grady (modtager af International Policy Network’s Bastiat Prize i 2005). Hun har tilsyneladende fået fat i materiale fra nogle af de FARC computere, som det colombianske miltær beslaglagde ved en militæraktion i Ecuador sidste år. På disse har man (hvis det er korrekt) fundet lister over FARCs politiske kontakter, der bl.a. skulle indkludere “Partido de Unificación Democrática”, det eneste af de partier der er repræsenteret i parlamentet i Honduras, der støtter Zelaya’s tilbagevenden, og som er aktive i de protestaktioner der finder sted i Hondas.

Og så er der forøvrigt fortsat betydelig forvirring internt i Honduras omkring begivenhederne den 28. juni. Det står helt klart, at militæret ikke handlede på egen hånd, men efter ordre fra højesteret (hvilket gør at det er temmelig problematisk at begivenhederne stadig omtales som et “kup” eller endog “militærkup” nogle steder). Til gengæld er der en del uklarhed omkring beslutningen om at sende Zelaya i et fly til Costa Rica. Dette er nu blevet en sag for højsteret, der skal afgøre om militæret brød Zelayas grundlovssikrede rettigheder, da de besluttede at sende ham ud af landet.

Som journalisten Blake Schmidt, der bl.a. rapporterer til Bloomberg fra Honduras hovedstad Tegucigalpa skrev til mig i en mail:

“the military was acting on orders of supreme court to arrest zelaya. but supreme court didn’t rule that he should be thrown out of country. It’s not exactly clear who made that decision but hopefully this case will shine some light on it”