The dragon in the backyard – Måske kunne vi lære noget af kineserne?

Jeg skal erkende, at det er med en hvis overbærenhed og lettere forundring at jeg til stadighed møder vesterlændinge, især europæere, både på venstre- og højrefløjen, der fortsat opfatter os som “the center of the universe” udstyret med en særlig forpligtigelse til at udbrede menneskerettigheder og demokrati på den ganske klode. Selvfølgelig er der forskel på venstre- og højrefløj, førstnævnte vil dels aldrig erkende det imperialistiske islæt i deres dagsorden og gør det dels med et udgangspunkt i en opfattelse af, at vi skulle tilhøre en særlig “ond” kultur/race (det eneste den vestlige/europæiske verden gjorde sig skyld i var vist at være andre kulturer overlegen – noget der kom sent og holdt kort), mens sidstnævnte i højere grad ligger op af den originale udgave af  “the white mans burden”, som den udvikledes i det 19. århundrede, hvor ideen om at den vestlige (læs anglosaksiske) verden havde et særligt ansvar for at civilisere “de vilde”. En opfattelse vi finder hos bl.a. hos John Stuart Mill og Karl Marx, der anså koloniseringen af Afrika som en forudsætning for at disse lande kunne blive industrialiseret og dermed komme et skridt nærmere den socialistiske revolution. Også i USA, det 20. århundredes ynglingshadeobjekt for nationalister og venstrefløj over hele verden, var/er det en fremherskende opfattelse, at vi har et særligt ansvar overfor “de vilde” (på trods af USAs selvdefinition som anti-imperialistisk) i den neokonservative udgave kombineret med forestillingen om at dette er en forudsætning for national sikkerhed.

Groft sagt kan man sige, at I sidste ende ville borgerne (i Europa) ikke finansiere civiliseringen af “de vilde” og deres egne nationers eventuelle stormagtedrømme. Vi slap dog ikke for  de økonomiske omkostninger – omend man kan sige at de blev spredt ud på flere lande.

I stedet for kolonier fik man FN, samt en myriade af statslige og uafhængige organisationer (NGO’er) – der dog for en stor dels vedkommende (i det mindste i vores del af verden er delvist skattefinansierede). Disse for længst har vist sig deres manglende evner til for alvor at forandre levevilkårene for mennesker i den fattige del af verden. Også her kan man naturligvis sige, at der er tale om vestlig imperialisme, – selv når det er den selvhadende venstrefløj der argumenterer for mere hjælp og mere indsats – det handler stadig om at tage udgangspunkt i egne normer og selvforståelse – ofte til stor skade for de befolkninger man har sat sig for at hjælpe.

Og mens det måske nok er muligt at forklare “almindelige” mennesker, at der er i vid udstrækning er tale om spildte kræfter, er det selvfølgelig helt umuligt i forhold til venstrefløjen, funderet som den er i sine utopiske ideer om hvordan alting burde være og sin kroniske dårlige samvittighed (aldrig på egne vegne, altid på vores andres) og forståelse af at tidligere tiders europæiske globale dominans og senere amerikansk dominans skulle være udtryk for en særlig ondskab, hvilket naturligvis er noget sludder.

Europæernes adfærd for 500 år siden adskilte sig ikke synderligt fra resten af verden – spanierne var ikke mere brutale end aztekerne eller inkaerne f.eks. Hvis man skulle pege på noget er det snarere, at man i oplysningstiden og hvad derefter fulgte erhbvervede sig en kronisk dårlig samvittighed, hvilken en afrikaner engang har beskrevet som den vestlige verdens største handicap. Samvittighed er muligvis et nødvendigt “onde”/del i vores civilisation med dets vægt på individuelle og grundlæggende universelle rettigheder (men derfor behøver man måske ikke ligefrem dyrke den) – Rettigheder (og her afslører jeg selvfølgelig at jeg også er imperialist), som vi ganske rimeligt bilder os ind at alle har krav på.

Jeg er altså ikke ude på at vi skal slække på vores krav om at der bør gælde visse universelle rettigheder i hele verden, men nok et spørgsmålstegn ved om det vitterligt er vores opgave at finansiere udbredelsen af dem, og ikke mindst, når vi ikke vil gå hele vejen, hvilket ville indebære en nykolonisering af verden, om vi dybest set ikke er bedst stillet (inkl. befolkningerne i den fattige del af verden) ved at gøre som kineserne.

Anledningen til ovenstående betragtninger er to indlæg i denne uges udgave af The Economist. En af lederne “Whose side is Brazil on ?” handler om Brasilien og ikke mindst dets nuværende præsident Lula, hvis myte efterhånden er større end manden selv, hvor man efter indledende ros, skoser ham for hans udenrigspolitik og omgangskreds – der udover Hugo Chavez inkluderer Iran og Kina. At Economist så efter min opfattelse roser Lula alt for meget er en anden sag. Det mest positive der kan siges om ham er, at han i store træk har videreført den forgående regerings politik, dog uden at fortsætte de nødvendige reformer – til gengæld er kvaliteten af den offentlige administration faldet betydelig og korruption steget, hvilket jeg vender tilbage til i et kommende indlæg. De dele af hans socialpolitik der virker skylder ikke så lidt til både den forgående regering og tiltag der tidligere er gjort i Mexico. Derudover er der en interessant – og yderst velskrevet artikel, “Latin America geopolitics – the dragon in the backyard “, der beskæftiger sig med det ganske markante skift der har været i de globale økonomiske relationer – herunder handelsstrømmene – de senere årtier, hvor Kina selvføgelig står i centrum, st ud fra et latinamerikansk perspektiv.

Der er muligvis mange grunde til at være lettere bekymret over udviklingen i Kina – især efter den tog en mindre liberal drejning i 1990erne, og jeg har flere gange mødt folk (bl.a. danskeren Kim Nørgaard, der leder af CNN i Afrika) der har raset over Kinas økonomiske ekspansion i Afrika, der om noget er det som venstrefløjen (med delvis urette) altid har anklaget vesten for, 100% styret af Kinesisk egeninteresse.

Den bekymring deler man ikke i Latinkamerika, hvor man i flere lande kan tale om at der har været decideret “Kina eufori” – en eufori der muligvis vil falme i takt med at Kina for alvor bliver en supermagt, og hvis den dag kommer – hvis den nogensinde kommer – hvor Kina skulle overtage USAs rolle som den fremmeste supermagt, vil den utvivlsomt blive udsat for samme behandling som USA. Men indtil videre tager man med glæde imod de forretningsmuligheder øjner, som konsekvens af et tættere økonomisk samarbejde. Og det er med et Kina som absolut ikke lider af moralsk kvababbelse, men derimod agerer 100% ud fra kinesiske interesser.

Og her kommer så spørgsmålet enhver bør stille sig. Hvad mon på sigt hjælper befolkningerne i Latinamerika og Afrika mest, Kinesisk egennytte eller vestlig ulandsbistand?

Måske kunne vi på dette punkt lære noget af kineserne og genopdage en af de afgørende dyder ved kapitalismens “hæmningsløse” jagt på profit – at den ganske ufortjent plejer at gavne de der er målet for dens udnyttelse – og det er desværre mere end hvad man kan sige om de trillioner af dollars man har brugt på udlandsbistand gennem de seneste halve århundrede fra vestlig side.

Og hvad var det så lige der var Kim Nørgaard fra CNN’s hovedanke mod kinesisk ekspansion i Afrika? Jo, det var at den først og fremmest gavnede diktatoriske magthavere i regionen. Hvis det er tilfældet kan det herefter konkluderes, at kinesisk ekspansion på det punkt ikke adskiller sig synderligt fra vestlig udlandsbistand

22 thoughts on “The dragon in the backyard – Måske kunne vi lære noget af kineserne?

  1. LuckyLibertas

    Kinesernes handel med det sorte Afrika vil højne mere end nogen bistand. Der er i sagens natur to parter i en handel, hvorimod bistand er en ensidig sag, som aldrig vil flytte den passiviserede, og til dels ydmygede.I denne trådhttp://www.punditokraterne.dk/zimbabwe-i-frit-fald-post103012sagde jeg det sammeog tilføjede opsumeret, at muslimske tilstande betyder stagnation, hvorimod dynamik, født af forståelse, ligger indbygget i den kristne etik.Er af rationelle årsager selv agnostiker, og finder det utåleligt når religioner sidestilles, som værende lige skadelige. På dette område savner jeg virkelig rationelle liberale. Zimbabwe er en socialiststat – en styreform/religion, som minder meget om den muslimske.Der hvor den hvide mand sad bedst fast på kontinentet er også den rigeste del af Afrika. Og nu sætter Kineserne sig fast med handelsnihillisme – hvilket er væsentlig mindre ydmygende end fejlslagen imperialistisk bistand.

    Svar
  2. Niels Westy

    @LuckyLibertasNu forstår jeg ikke helt hvordan du kan få blandet religion ind i det jeg skriver (selv om religion selvføgelig er en delmængde af vores kultur – men så sandelig ikke den første byggesten)- og at kristendommen i sig selv skulle gøre “vestlig kultur” overlegen er jeg ganske uenig i.Og så må jeg lige i kraft af din brug af udtrykket “den hvide mand” understrege, at jeg taler om vestlig kultur, og en sådan kan enhver frit abbonere på – (og abbonerede på, blandt andet nogle af mine forfædre der vat ganske kulørte) – uanset race. Jeg er sikker på at det også er det du mener, men desværre sættes vestlig kultur og race ofte lig hinanden på venstrefløjen, og det mener de bestemt ikke positivt. Ligeledes er det en ofte fremført misforståelse om bl.a. Latinamerika at opdelingen i samfund med store grupper af oprindelig befolkning per se kan opdeles racemæssig. Det er en sandhed med store modifikationer. Der er primært tale om et kulturelt valg. Både Bolivia, Mexico og Peru har mange eksempler på præsidenter og på andre måder ledende borgere med anden end hvid baggrund – fælles for dem var naturligvis at de kulturelt var præget af europæiske ideer og tankegang.

    Svar
  3. JR

    “Kinesernes handel med det sorte Afrika vil højne mere end nogen bistand.”Nu lyder det jo som om Vesten ikke handler med Afrika. Det er ikke tilfældet. Faktisk har de vestlige lande en meget stor andel af de fleste afrikanske landes internationale samhandel (se f.eks. CIA factbook). Kina vil så helt sikkert få en større og større rolle i det spil.Med hensyn til om handel gavner befolkningen. Til det er svaret et stort ja, med et lille men. Udvinding af (nemt tilgængelige) råstoffer, herunder olie, i større mængder har det med at give problemer. Problemet er, at det der skal til for at få indtægter fra olie med mere i langt de fleste tilfælde er kontrol med territorierne. Til sammenligning kræver industri en mere demokratisk basis. Konsekvensen er, at råstofpenge ofte monopoliseres hos ganske få som så giver småbidder ud til dem der nu engang falder i deres gunst (som man f.eks. ser adskillige steder i Mellemøsten).Men hvad siger forskningen om dette? Er det godt eller skidt for et land at besidde en hulens masse let tilgængelige råstoffer? Og afhænger det af styreformen?

    Svar
  4. Niels Westy

    JR skriver”Men hvad siger forskningen om dette? Er det godt eller skidt for et land at besidde en hulens masse let tilgængelige råstoffer? Og afhænger det af styreformen?”Jeg erkender at jeg ikke er den rette til direkte citater og links, Christian ved en del mere specifikt end jeg gør. Men så vidt jeg husker er der en temmelig entydig sammenhæng mellem masser af råstoffer og mangel på demokrati og udvikling – hollandsk syge, der for lande der ikke er demokratiske på det tidspunkt hvor olie og andet findes mindsker sandsynligheden for at de bliver det. Lidt spøgefuldt er det vist blevet sagt, at det eneste land der har fået noget positivt ud af olien er Norge. Og selv her vil jeg mene (hvbis jeg husker korrekt) at der er grund til at antage at olie har haft en negativ betydning for effektivitetsudviklingen – og store dele af norsk økonomi er ikke just præget af stor konkurrencedygtighed. Ellers vil jeg blot henvise til en række latinamerikanske lande – selvfølgelig primært Venezuela, hvor den høje vækst i råvarerpriserne i indeværende årti forbavsende hurtigt har givet sig udslag i opbremsning af reformer og almindelig ressourcespild i den offentlige sektor (Brasilien).

    Svar
  5. Christian Bjørnskov

    Niels har helt ret mht. ressourcer. Generelt viser forskningen, at såkaldte ‘punktressourcer’ – olie, gas, mineraler – fører til en væsentligt svækket sandsynlighed for demokratiske reformer og en svækket beskyttelse af ejendomsrettigheder. Dette skyldes både Hollandsk Syge-problemet og de klart svækkede politiske incitamenter – hvorfor bekymre sig om befolkningen når pengene strømmer ind fra andre kilder? Men som Niels også skriver, er Norge en undtagelse, ligesom Botswana. Begge lande havde demokratiske institutioner og klare ejendomsrettigheder på plads fra starten af deres olie/diamanteventyr. På samme måde er der i og for sig heller intet underligt i de muslimske landes generelle problemer med demokrati: En stor del af dem har netop punktressourcer, hvilket forklarer at de ikke udvikler demokrati på samme måde som vi gjorde.

    Svar
  6. LuckyLibertas

    Grundlæggende værdier inkl. religioner, som ateisme og socialisme, er stærkt undervurderede, som afgørende determinorer for menneskelig udvikling, herunder respekt for individet og mangel på samme.Kai Sørlander viser ganske rationelt, at den kristne etik har en mere opbyggelig mulighed, og at den mulighed på mange punkter har givet en udvikling, som viser Vestens primat. “Den hvide mand” er blot et begreb herfor, og det vil socialister sikkert gerne misforstå.Du skriver selv om Vestens primat f. eks i Sydamerika, hvor de oprindelige har adapteret normerne i Vestens grundlæggende værdisæt bygget af kristen etik.Vestens primat har intet med race at gøre mere, og det er godt; men det havde det en gang, da mobilitet og globalisering kun var for en yderst smal elite.Vi behøver ikke, at kalde Vesten kristen – det er Vestens værdisæt, som er det afgørende.

    Svar
  7. LuckyLibertas

    Tror også Sverige vil have sig undbedt:) Her taler vi virkelig storindustri og råvarer, også før demokratiet var udviklet.Det ser ikke videnskabelig tilstrækkeligt ud, at råvarer i sig selv skulle være demokratihæmmende; der er jfr Sverige andre parametre der må være på spil. Og Norge – come on – det er kulturdansk, og svensk til 1905.Og Botswana, havde f. eks stammer med semidemokratiske civiliserede traditioner langt før de havde demokrati, mao. forudsætningerne var på plads.Civilisation kommer før demokrati, det sidste er kun resultatet af det første.Førende økonomer siger da også, at handel og institutioner født heraf går forud for demokrati.Og endelig, hvad med Storbritannien – der var både manglende demokrati og råvarer én masse, da det hele i en stor forening forfinedes af en lang civilisationsudvikling, drevet af handel, hen imod demokrati. Muslimske landes problem er ikke, at de har råvarer; problemet er en stagneret krigerisk stammekultur, som ikke fremmer respekt om individet, åbenhed, uddannelse og globalisering. Islam er et politisk, diktatorisk og konserverende system af værste skuffe, så det kan ikke undre at 2/3 de fleste steder er analfabeter og kvinder behandles med samme ret som hunde. Og så længe de gør det er råvarer ligegyldige andet end for nogle få playboys.Problematikken er mere grundlæggende end demokrati- ikke demokrati og råvarer – ikke råvarer.Der er behov for større studier om årsagssammenhænge, kausalitet mv.

    Svar
  8. Niels Westy

    Angående Olie og økonomisk udvikling. Det er formentlig ganske afgørende i hvilken udstrækning staten får del i indtægterne. Når LuckyLibertas gerne nævner mellemøsten og Afrika, bør man jo også tage de latinamerikanske lande med, der både er kristne og har haft en skidt økonomisk udvikling i det 20. århundere. De to største olieeksportører Mexiko og Venezuela udviser alle symptomer på hollandsk syge – bigtime, og tænk, de er hverken muslimer eller afrikanere, men derimod forankret i europæisk kultur (mest udpræget Venezuela). Og så bør vi vel også lige medtage, at selv om Norge ofte fremhæves som et eksempel til efterfølgese for hvordan man håndterer olierigdommene – så er det ike svært at finde ekspempler på hvordan denne nemme rigdom har påvirket konkurrencedygtighed og effektivitet negativt på andre områder, selv om det naturligvis slet ikke kan sammenlignes med de andre to lande jeg nævner.Endelig er der et grundlæggende problem med religionsforklaringen – der var jo noget i forvejen. Uanset om vi var fortsat med at være katolikker her til lands ville vi jo ikke have endt med en kultur som den i Italien. Ikke at jeg påstår at religion ikke har betydning, men det forekommer ofte at den lejr der er meget glad for religion som forklaringsvariabel er ganske blind for andre forklaringsmuligheder, herunder hvad der fandtes før vi importerede denne eksotiske og underlige religion fra de varme lande for mange år siden.Hvad angår demokrati som en funktion af kristendom finder jeg den temmelig ringe underbygget – Kai Sørlanders forsøg er ikke overbevisende. Jeg medgiver at reformationen har haft betydning, men det har udviklingen på de engelske øer så sandelig også.

    Svar
  9. LuckyLibertas

    @ JR “Jeg ser nærmere punktresurserne som en forstærker af visse negative elementer i kulturen”Så er vi jo næsten enige, bare ikke hvor stor den forstærkning er – og om relevant målbar.Hvis Vesten trækker sig ud af Mellemøsten jvf Edward Luttwak vil det ligge øde tilbage uden mad og evner til at få olien op; og at påstå at den mad og olie i sig selv er demokratiforhindringer, det er for langt ude.Det er kultur med evner og respekt for individer der batter.

    Svar
  10. Christian Bjørnskov

    @LuckyLibertas: Du har ret i, at andre forhold kommer før demokrati. Det er heller ikke klart for mig, om det ikke i højere grad er beskyttelsen af privat ejendomsret, der kører showet her. Men alligevel to ting. For det første er det ikke råvarer som sådan, der er problemet, men de såkaldte punktressourcer: Olie, gas, diamanter osv. Så det faktum, at Sverige har haft jern, træ osv. har ikke været et problem. Problemet er med ressourcer, der er centreret i et lille område, og som kræver lidt arbejde at udvinde i forhold til deres værdi. Den anden ting er dit kald for større studier om kausalitet osv. De er derude! Se f.eks. hvad Silje Aslaksen lavede i sit PhD-projekt.

    Svar
  11. LuckyLibertas

    Problemet består også i, at definere punktressourcer korrekt; Olie og gas er bestemt ikke nemt at få adgang til – hvis vi forlod mellemøsten ville de stå med skægget…..Sveriges træ er nemt, at komme til, lidt sværere med malmen, men er det ikke to punktressourcer – hvis olie og gas er det i mellemøsten og Afrika – og Sverige var ikke et demokrati da dets eventyr begyndte jvf GB.Ser på Silje Aslaksen

    Svar
  12. LuckyLibertas

    Har set på Silje Aslaksens oliesmørre. Come on – olie som selvstændig isoleret hinder for demokrati….Barro vil nok ikke skrive under. Der er heldigvis megen tvivl om sammenhængen. Det arbejde her burde ikke tilhøre noget som helst med phd. Arbejdet minder om det studium, som viste, at de børn som drikker meget sodavand var signifikant dummere ca 10 IQ, problemet er bare at det jo er socialklasse 7 med pil nedad der drikker det stads i mængder- dvs sodavandens indflydelse vil ikke kunne måles. Eller når man forsker sig frem til, at ammede børn er både klogere og sundere, uden at tænke over at kloge mødrer ammer mere og så var der lige den med generne. Det er økonomer som værst. Olien i mellemøsten og Afrika er ikke problemet – olien er krusninger på et stort tilbagestående problem med civilsation/uddannelse. Olien var ikke til hinder for demokrati i USA.

    Svar
  13. JR

    LuckyLibertas: “Olien i mellemøsten og Afrika er ikke problemet – olien er krusninger på et stort tilbagestående problem med civilsation/uddannelse. Olien var ikke til hinder for demokrati i USA.”Jeg er naturligvis enig i, at kultur og civilisationsgrad også spiller en rolle. Men økonomien er jo også med til at forme kulturen. Når Saudi Arabien f.eks. i de seneste 3-4 generationer (eller hvad det nu er) har kunnet finansiere deres levevis ved hjælp af olien (og ved hjælp af udenlandsk ekspertise) har det naturligvis haft en vis indflydelse på deres kultur. Man kan bla. nævne følgende:- Koncentration af rigdom blandt herskerne -> bistandskultur.- Mindre behov for kvinder på arbejdsmarkedet.- Mindre behov for arbejde i det hele taget.- Kontakter og familierelationer vigtigere end kvalifikationer.- Mindre behov for uddannelse.- Hollandsk syge.- Større påvirkning af nabolande (altså at de påvirker nabolandene til at indrette sig på lignende vis).- Islamisk fundamentalisme næres af ovenstående punkter -> større modstand mod demokratisering.Men som sagt negligerer jeg ikke kulturens rolle. Jeg ser nærmere punktresurserne som en forstærker af visse negative elementer i kulturen.Med hensyn til USA var der jo allerede en stærk demokratisk tradition da olien blev fundet og den har aldrig (svjv.) spillet en lige så stor rolle som i f.eks. Saudi Arabien.

    Svar
  14. JR

    Niels Westy: “Endelig er der et grundlæggende problem med religionsforklaringen – der var jo noget i forvejen.”Jeg er naturligvis enig i, at det er hele kulturen bredt forstået (inkl. politisk kultur) og ikke kun religionen som sådan der spiller en rolle (og de tror jeg i øvrigt også de andre debattører er). Sagen er vel, at en markedsøkonomi med regulær produktion giver nogle incitamenter som skubber et samfund demokratisk retning (uanset startsted, religion kan så hive i modsat retning som Islam i særdeleshed gør). Punktresurser skaber så incitamenter som skubber samfundet i antidemokratisk retning under de omstændigheder som Bjørnskov beskriver.Men jeg er faktisk lidt ked af, at jeg tog emnet op. Sagen er jo, at handel som sådan er et kæmpe plus for ulandene. At der så er nogle uheldige bivirkninger for nogle lande må vi så bare leve med indtil deres specifikke resurser slipper op. Alternativt kan vi støtte forskning i alternativer (til olie for eksempel). Fri handel hiver i dette øjeblik tusinder af mennesker ud af økonomisk elendighed og er med til at bygge fundamenterne for demokrati deres lande. Det er der al grund til at fejre.

    Svar
  15. LuckyLibertas

    Når alt dette er sagt, er det væsentligt, at forstå den store forskel på “den hvide oplyste protestantistiske mand” og resten; derfor forskellen til Sydamerika.Reformationen har sejret hele vejen, og det ville blive ren Mr. Bean, eller nærmere John Clease, at bortforklare det faktum

    Svar
  16. Niels Westy

    @Lucky LibertasDer er det problem, at når man selv synes man have fundet en selvindlysende forklaring – at man kan have svært ved at se alle de forhold der sætter spørgsmålstegn ved ens forklaring.

    Svar
  17. LuckyLibertas

    @ Westy Så nemt slipper du ikke:)Der er ikke noget, der er selvindlysende.Det drejer sig om rationelle afvejninger, og de skal vejes jævnligt.De evige “bortforklarer´er” skal passe på; deres eneste mulighed pt. er de reformertes selvhad, hvor faaaaaaaen……. det nu kommer fra:)Det er ikke noget du skal dyrke, hvis du kan lide dine børn!

    Svar
  18. Niels Westy

    Lucky Libertas skriver:Så nemt slipper du ikke:)Det drejer sig om rationelle afvejninger, og de skal vejes jævnligt.Hvis du hermed henviser til f.eks. Sørlanders argumenter, så holder de ikke. Et af hans helt afgørende problemer er, at han ikke tager højde for hvad der eksisterede før kristendommen og reofrmationen – der ikke i sig selv leder direkte til demokrati. Det krævede nogle belt specifikke omstændigheder. Hvad nu hvis England ikke havde været af opslidende borgerkrige i det 17. århundrede – hvor der ikke kunne findes en vinder? Og det vil jo være synd at sige at reformationen herhjemme førte til mere demokratiske tilstande – derimod fulgte flere hundrede års enevælde. Og hvad angår økonomisk udvikling og hævelse af levestandarden for almindelige mennesker varv vi også “late commers” – hvor placeringen i forhold til primært England var af ganske stor betydning.Jeg skriver ikke dette for at forgøjle at det er lige meget hvilken religion, eller underretning man har, protestantismen har været noget mere medgørlig end både den katolske kirke og islam. Men der er forskel på at gøre en positiv forskel og være en større eller mindre hæmsko for udvikling.Den ensidige fokusering på kristendommen som forklaringsvariabel holder ganske enkelt ikke.

    Svar
  19. Niels Westy

    @Luckylibertas”Jeg synes man med belæg kan sige, at den kristne etik ikke har været så udviklingshæmmende”Helt enig, og det er bestemt ikke herfra at du hører et “det hele er et fedt”.

    Svar
  20. LuckyLibertas

    @ WestyJeg holder ikke mine argumenter op på én forfatter:), og er selvfølgelig ganske enig i, at der var en udviklingshistorie, før det vi kalder kristendom; det jeg synes Sørlander gør godt er, at han viser hvorledes den kristne etik har muligheder i sig, som islam ikke har.Religioner opstår jo ikke ud af det blå, men er resultat af en lang historie, men derfra og til, at al tro idag er et fedt, er langt.Jeg synes man med belæg kan sige, at den kristne etik ikke har været så udviklingshæmmende. Ting tager tid, men da vi fik reformationen gik det lidt mindre langsomt fremad, mod den oplyste hvide protestantiske mand, der styrede videre fra England. Reformationer er kun gode hvis udgangspunktet var godt.USA er et resultat af protestantisme. Man må sige at protestanterne har gået sin sejersgang. Men idag lider samme af besynderligt selvhad – det er måske skyld-dogmet der har kammet over:)

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.