Danwatch – The road to hell sure is paved with good intention, warm feelings and a complete lack of knowledge

På søndag skal jeg debatere med formanden for Mellemfolkeligt Samvirke, Trine Pertou Mach, og Anne Skjerning fra en organisation ved navn DanWatch, der ifølge dem selv har som mål at være

”den dybdeborende journalistiske vagthund, der sætter nye dagsordener ved at dokumentere konsekvenserne af danske og multinationale virksomheders investeringer, indkøb, handel og produktion i udlandet. Det er organisationens primære formål at sætte fokus på udnyttelse af arbejdskraft (min fed) og naturressourcer i udlandet….”

Nu er jeg som bekendt en stor tilhænger af “udnyttelse af arbejdskraft” – hvilket jo også kunne formuleres som “at tilbyde beskæftigelse”.

Jeg har i den anledning skrevet et indlæg på det liberator.dk, der kan læses her. Den grundlæggende forestilling hos organisationer som Danwatch og Mellemfolkeligt Samvirke er der intet historisk belæg er for, og er nok mest er i tråd med hvad jeg tidligere har skrevet om her på bloggen i forbindelse med den afhængigheds-teoretiske opfattelse af den økonomiske udvikling, se her.

I min artikel i Liberator skriver jeg ud fra en af de kampanger som Danwatch promoverer for bedre arbejdsvilkår i produktionen af mobiltelefoner. Her er det ganske paradoksalt, at en af de organisationer der står bag Danwatch er forbrugerrådet!! At arbejde for at mobiltelefoner bliver dyrere kan vist næppe anses for at være et mål for en organisation jeg i min naivitet først og fremmest vil mene burde varetage forbrugernes interesser, og det er hverken lig med producenters eller arbejderes interesser.

Hvad der åbenbart (også) er gået ganske hen over både Danwatch og forbrugerrådet er, at der findes forbrugere i den 3. verden. I forhold til mobiltelefoner så mange, at det er her den fortsatte vækst i salget primært ligger. Mange af disse potentielle forbruge har langt værre arbejdsvilkår end de der tilknyttet produktionen af mobiltelefoner. Med andre ord ønsker Danwatch, forbrugerrådet osv. at mennesker der har lavere løn og dårligere levevilkår end kinesiske og filippinske arbejdere der laver mobiltelefoner skal betale mere for deres mobiltelefon, ultimativt at de ikke har råd til at købe en. Det hænger vist kun sammen, når det er mavefornemmelser og føleri over en kop (fairtrade)te der bestemmer.

Jeg er klar over, at jeg næppe bliver populær ved det jeg kommer til at sige, ej heller hos tilhørerne. Debatten er led i den “Fair-trade” weekend der afholdes i fælledparken den 22-23. august, hvor man gå ud fra at de fleste af de der tropper op har købt konceptet bag, og næppe kærer sig om, at det ud fra et fagligt udviklings-økonomisk synspunkt er ganske håbløs – i bedste fald meningsløs, i værste fald direkte til skade for verdens fattige.

Hvis nogen skulle have lyst til at overvære debatten kan jeg fortælle , at den finder sted på søndag den 23. kl. 14.15 i noget der hedder “lounge-teltet” – se nedenstående kort.

Min popularitet (hvis en sådan overhovedet skulle indfinde sig) vil formentlig være endegyldigt ødelagt, når jeg erkender at jeg ikke mener man skal undgå produkter der er produceret med børnearbejdere – tværtimod. Og det hjælper næppe, at man langt ind i Godhedsindustrien udemærket ved, at vestlig boykot af produkter lavet af børn, først og fremmest forringer vilkårene for selv samme børn, som man påstår man vil hjælpe (de og deres familier skal jo stadig have noget at spise).

Jeg skal nok vende tilbage med et kort referat af debattens forløb og hvorvidt jeg har fået en “fair” behandling 🙂

6 Kommentarer

  1. Respekt herfra at du stiller op med de budskaber i “løvens hule”. Held og lykke.

  2. Mathias Schwartz Kirkegaard

    21. august 2009 at 04:50

    Når det handler om børnearbejde, er du så sikker på, at “udnyttelse af arbejdskraft” kan omformuleres til; “at tilbyde beskæftigelse”?

  3. @MathiasNej i mange tilfælde vil det sikkert være mere korrekt at tale om “at tilbyde overlevelse”.

  4. Off topic: Niels, hvis du vil være populær blandt deltagerne kan du købe en passende T-shirt her:http://despair.com/government1.htmlDen er godt nok kun marginalt relevant, men den kan give et effektfuldt billede af dine holdninger;-)(se i øvrigt despair.com’s øvrige demotivators, de er ganske enkelt geniale omend mestendels upolitiske)

  5. Er jeg den eneste, der tænker, at en t-shirt med dette motiv ville være perfekt?http://econstudentlog.files.wordpress.com/2007/06/blog2423.gif

  6. tak for forslag til beklædning – især synes jeg at US forslag er fantastisk. Desværre når jeg næppe at få produceret en T-shirt med det pågældende motiv. Men fortvivl ej, jeg vil skam være iklædt tøj der har sikret maksimal omsætning i den 3. verden (omend det er et af de bedre stillede). Det er vanskeligt andet for mig, idet stort sest alt mit tøj, med undtagelse af enkelte vinterprægede ting og jakkesæt, alt sammen er købt i Brasilien, inkl. sko (kvaliteten af deres sko er på niveau med italienske, men til en helt anden pris) – Det vil sige at også detailledet har haft glæde af mig. Jeg kan altså glæde mig over at have været med til at hæve efterspørgslen efter relativ lavlønnet arbejdskraft i både den formelle og (formentlig også) uformelle sektor – hvilket jo er et smukt bidrag til at øge levestandarden for de pågældende. Jeg ville dog lyve, hvis jeg påstod at det (intentionen) er afgørende for mine indkøb – det er selvføgelig pris og kvalitetsforholdet. Men jeg har da også altid ment at intentioner højst kan være en (dårlig) undskyldning, mens det er konsekvenserne vi skal dømmes på.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑