Rige byer – en anden opgørelse

Hvilke steder i verden er de rigeste? En standardmåde at opgøre det på, er naturligvis at se, hvor folk – enten gennemsnittet eller den typiske indbygger – tjener flest penge. Men her løber man hurtigt ind i købekraftsproblemet: Mens lønninger naturligvis er forskellige, er priserne det også. Med andre ord skal man tjene langt flere penge i København end i Bangkok for at nå det samme faktiske velstandsniveau. Så mens de danske lønninger er blandt de højeste i verden, er vi ikke de rigeste, da danske priser faktisk også er tårnhøje i forhold til de fleste steder i verden. Dette dilemma har afstedkommet en lang og teknisk litteratur om, hvordan man måler og kontrollerer for ’købekraftsparitet’.

En anden måde (og lidt sjovere) at gøre det på, er at se på, hvor lang tid man skal arbejde for at købe noget bestemt. Her ser man ikke blot på, hvor meget folk tjener, men hvor meget de tjener per time arbejdet. Med andre ord er det mere en sammenligning mellem priser og hvor produktiv arbejdskraften er. Og det er måske en endnu bedre måde at opgøre egentlig velstand på.

UBS opgør derfor i en ny publikation priser og lønninger i 73 byer rundt omkring i verden. De konkluderer, at nok er der tale om tre rige lande, men Oslo, København og Zürich er de tre dyreste steder i verden.

En sjov måde at opgøre tingene på i UBS-rapporten, er at se på hvor mange minutter/timer en gennemsnitsindbygger skal arbejde for at kunne købe henholdsvis en BigMac, et kilo brød, et kilo ris og en iPod Nano (Andreas Bergh referer alle de oprindelige tal). Jeg har nedenfor lavet et gennemsnitsindeks for de fire mål (efter en passende principal komponent analyse viste, at det er validt at gøre). Indekset viser altså som sådan hvor hårdt man skal arbejde for at opnå det samme velstandsniveau. Læserne kan selv danne sig en mening.

 

By

Index

By

Index

By

Index

Amsterdam

9.66

Jakarta

1.51

Nicosia

9.64

Athen

8.59

Johannesburg

8.61

Oslo

9.53

Auckland

9.38

Kiev

6.50

Paris

9.14

Bangkok

6.53

Kuala Lumpur

7.74

Prag

8.05

Barcelona

9.25

København

9.75

Riga

7.18

Beijing

5.64

Lima

5.95

Rio de Janeiro

7.01

Berlin

9.51

Lissabon

9.03

Rom

8.60

Bogota

6.43

Ljubljana

8.21

Santiago de Chile

5.52

Bratislava

6.84

London

10.00

Sao Paulo

7.84

Bruxelles

9.61

Los Angeles

9.80

Seoul

8.76

Budapest

5.55

Luxembourg

9.89

Shanghai

6.75

Buenos Aires

5.35

Lyon

9.24

Singapore

8.11

Bukarest

6.61

Madrid

9.11

Sofia

5.97

Cairo

4.42

Manama

8.63

Stockholm

9.24

Caracas

2.75

Manila

2.54

Sydney

9.81

Chicago

9.76

Mexico City

1.91

Taipei

9.12

Delhi

4.86

Miami

9.64

Talinn

8.35

Doha

8.50

Milano

8.91

Tel Aviv

8.99

Dubai

9.44

Montreal

9.61

Tokyo

9.61

Dublin

9.83

Moskva

9.06

Toronto

9.95

Frankfurt

9.72

Mumbai

3.77

Vilnius

6.58

Geneve

9.77

München

9.50

Warszawa

8.13

Helsinki

9.28

Nairobi

0.00

Wien

9.58

Hong Kong

9.38

New York

9.97

Zürich

9.91

Istanbul

6.89

       

9 Comments

  1. Christian Bjørnskov

    25. august 2009 at 01:19

    Hej KennethIndekset er beregnet sådan at den ‘værste’ by (Nairobi), dvs. der hvor man skal arbejde længst tid for at få råd til de fire varer, er sat til 0, og den bedste er sat til 100. Selv indekset er beregnet sådan at BigMacs og iPods vægter cirka lige meget, mens brød og ris vægter lidt mindre (da de er substitutter). Så man kan ikke sige, at en by er absolut så rig, men sætte dem procentvis i forhold til hinanden. Med andre ord kan man lave en slags benchmarking med indekset.

  2. Lars Matthiessen

    25. august 2009 at 01:28

    Jeg er måske tung i det, men dette gjorde det ikke mere forståeligt. Vi har en lang række byer mellem 0 og 10 på en skala fra 0 til 100, hvor 0 er det værste og 100 er det bedste. Betyder det at London er 10% dårligere end Nairobi (nej, det tror jeg ikke) eller hvad?mvh Lars

  3. Christian Bjørnskov

    25. august 2009 at 02:48

    Det betyder helt konkret, at 100 er det højeste velstandsniveau (Indtjening per arbejdstime i forhold til prisniveauet), 0 er det laveste. Med andre ord tager det den typiske borger i Nairobi 12 gange så lang tid at tjene penge nok til en BigMac, 4 gange så lang tid at tjene til et kilo brød, 6 gange så lang tid til et kilo ris, og 15 gange så lang tid at tjene til en iPod, som en typisk indbygger i London.

  4. Andreas stiller på sin blog et meget væsentligt spørgsmål:Vet någon svaret på följande metodfråga: UBS använder en genomsnittlig nettolön i 14 yrken. Men vilken skattesats används? Vid progressiva skatter är svaret inte uppenbart. Är det den första eller 200e Big Mac man ska köpa?Har du et bud på det Christian? Jeg må blankt erkende, at det overgår mit overblik!Ellers er det hele jo blot sjove tal fra talfabrikken!?

  5. Kenneth Dencker Petersen

    25. august 2009 at 11:55

    Hej Christian,Jeg forstår ikke hvordan de gennemsnitstal, du har beregnet skal tolkes. Hvad er høje hhv. lave værdier udtryk for? Måske du kunne angive hvilken enhed tallene er opgjort i?Eksempelvis kan jeg af den oprindelige hjemmeside se, at man i Mexico City skal arbejde 95 timer for at få en iPod. Ovenfor har du beregnet en gennemsnitsværdi for Mexico City på 1.91, hvilket tyder på, at det altså er bedst at have høje værdier. Håber på en afklaring.Med venlig hilsenKenneth

  6. Spændende. Man kan måske spørger om det reelt er fornuftigt at vægte ris lavere end bigmac? Hvordan er du noget frem til den konkrete vægtning? factor loadings? – Mere interessant – jeg har ikke læst USB rapporten, men du bruger både “gennemsnitsindbygger” og “typisk indbygger” – hvad er det? Median-timelønnen er nok den der er mest interessant vil jeg mene.

  7. Christian Bjørnskov

    26. august 2009 at 04:35

    @Andreas: Den konkrete vægtning skyldes, som du sikkert har gættet, factor loadings. Mht. min brug af gennemsnit versus typisk er det simpelthen et udtryk for, at UBS-rapporten er mindre en ideelt præcist. Jeg tror, at der er tale om gennemsnit, men er ikke sikker. Men i og med at en stor del af den indkomstulighed, der skaber en forskel mellem gennemsnits- og medianindkomst, skyldes interregionale forskelle i lande, er forskellen nok ikke særligt stor.

  8. Christian Bjørnskov

    26. august 2009 at 12:09

    @Nicolai: Det er et rigtigt godt spørgsmål, som Andreas stiller. Jeg har læst UBS-rapporten (ligesom Andreas har) og har ikke fundet svar på det. Min ‘fornemmelse’ er, at de har brugt skattesatsen for gennemsnitsborgeren. På den måde er der ikke tale om en marginalbetragtning – hvad får man ud af sin sidste krone – men derimod blot om en gennemsnitsbetragtning. Jeg synes stadig, det er en interessant sammenligning, men man kan ikke bruge den som information om arbejdsincitamenter osv. På det punkt er UBS-rapportens tal nok for flinke ved København og (de få) andre steder med kraftigt progressive skatter for en større del af befolkningen.

  9. Caracas er ihvertfald korrekt (hvis ikke den skulle have haft en endnu lavere karakter) – en “almindelig indkøbsvogn” i SuperLíder kostede sidste sommer 50-75% mere end en tilsvarende “indkøbsvogn” på en mindre heldig dag, prismæssigt, i Føtex eller Irma. Værd at have i mente er, at den implicitte mindsteløn i Danmark er ca. 100 kr. i timen, mens den varierer mellem tre og syv kroner i Venezuela (hvor den iøvrigt er lovbestemt og hvortil reallønnen ligeledes er sværere at opretholde pga. skyhøj inflation).Som altid interessant læsning, omend undersøgelsen måske mhp beskatningen i Norden kan have sine skønhedspletter.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑