Månedsarkiv: september 2009

Formueskat – en absurd idé relanceres

Socialdemokraterne og SF har forleden, i deres fælles valgudspil, relanceret ideen om en skat på formue. Fra en rent populistisk vinkel giver relanceringen god mening, hvis specielt S håber på at genvinde nogle vælgergrupper med relativt mindre analytiske evner. Overfor den type grupper spiller misundelsesvækkende udspil altid en rolle, særligt hvis man kan koble dem til såkaldt ’overflod’, ’overforbrug’ eller bare goder, som de gerne ville have selv. Fra en samfundsøkonomisk og moralsk/filosofisk vinkel, derimod, er formueskatten en helt og aldeles absurd idé.

For de af vores læsere, der har tilstrækkelige tyskkundskaber, giver Jan Schnellenbach på den glimrende blog Wirtschaftlische Freiheit en god gennemgang af, hvor inkonsistent en ide en formueskat er. For både de tyskkyndige og resten af vores læserskare (svage tyskkundskaber er ikke en skam medmindre man er sønderjyde) er et simpelt eksempel nok til at vise, hvad formueskat er for en størrelse.

Start med at sætte eksemplet op. Vores fiktive dansker er kommet til et punkt i sit liv, hvor han har betalt sin studiegæld tilbage, og er nået til en situation hvor hans formue netto er i nul. Han har 30 år tilbage på arbejdsmarkedet, tjener 400.000 i år og kan regne med at hans årsindtægt stiger med 2 % per år (cirka sammen med udviklingen i samfundets produktivitet). Han betaler som helhed 50 % i indkomstskat hvert år, og af sine disponible indkomst (200.000 det første år) sparer han 20 % op til sin alderdom.

Uden en formueskat vil han efter 30 år have en formue på 1,24 millioner. Hvis han i stedet havde skullet betale en formueskat på blot 5 % af sin formue ved udgangen af hvert år, ville han formue efter 30 år være cirka 605.030 kroner. De 5 % om året bliver dermed, på grund af at man ikke blot betaler skat på sin opsparing hvert år, men også dens renter og renters rente, til en effektiv skat i sidste ende på 51 %. Med andre ord svarer en formueskat på 5 % til, at man betalte 51 % af en lottogevinst man vandt, umiddelbart før man gik på pension. Eller på en anden måde: Det er en 51 % skat på pensionsopsparing. Hvis formueskatten havde været på 10 %, havde den effektive skat på opsparing i stedet svaret til 72 %.

Selv nominelt og rent umiddelbart lave formueskatter er således meget tunge skatter på pension, men absurditeterne slutter ikke her. På grund af rentes-rente-effekten af formueskat betyder det også, at skatten vejer tungere, jo tidligere i livet folk får deres indkomstfremgang. Med andre ord er formueskat en ekstra tung straf på succes, der gavner samfundet i lang tid. Hvis vi et øjeblik forestiller os, at man ender med den samme livstidsindkomst, men al indkomstfremgang sker de første femten år af ens liv, og sammenligner det med en situation hvor man har samme indkomst de første femten år og derefter får fremgang de sidste femten år, er forskellen i effektiv skat på pension, at fyren i det første eksempel – på trods af at de ender med samme livstidsindkomst – betaler 2 % mere end i det sidste eksempel.

En formueskat fungerer altså som en skat på opsparing og derfor også på pension. Og selvom offentligheden måske kan forledes til at tro, at det da slet ikke er slemt, er selv en lille årlig formueskat det samme som en ganske stor skat på den endelige pension. Skatten har endda den særlige egenskab, at den straffer tidlig succes ekstra hårdt. Det er svært at forestille sig et tilsvarende eksempel på et tiltag, man kan sælge til offentligheden som ’næsten ingenting’, men som i sidste ende forvrider og ødelægger incitamenter i samme omfang.

At last – fornuftige ord fra den amerikanske regering

Ifølge Reuters har den amerikanske ambassadør i Organisationen for Amerikanske Stater (AOS), Lewis Anselem i dag fordømt ex-præsident Zelayas tilbagevenden til Honduras og betegnet det som  “Uansvarligt og dumt”, og fortsætter – “Zelayas hjemvenden, inden der var opnået en aftale, var uansvarlig og dum. Han burde afstå fra at komme med vilde anklager og holde op med at opføre sig, som om han var stjerne i en gammel film”.

Forhåbentlig er det udtryk for at det er ved at gå op for den amerikanske regering, at Zeleay er, som det brailianske ugeblad skriver det; mentalt ustabil. I de seneste dage er han kommet med den ene vilde anklage efter den anden, der intet har på sig, herunder at han skulle være blevet tortureret.

Intern kritik af Brasiliens rolle i Honduras krise

Samtidig med at de internationale medier i dag kan rapportere, bl.a. O Estado de Sao Paulo , at de honduranske myndigheder har lukket for de sidste Zelaya-tro medier, herunder Rádio Globo de Tegucigalpa, i sit forsøg på at dæmpe den uro, som Zelayas tilbagekomst og ophold på den Brasilianske ambassade har udløst, har der været betydelig kritik i Brasilien af landets rolle i den seneste udvikling.

Under overskriften “O pesadelo é nosso” (det er vores mareridt) har det velestimerede brasilianske ugeblad Veja en stor og meget kritisk artikel om Brasiliens nye rolle i konflikten i Honduras (det kræver desværre abb. at læse hele artiklen – derfor ingen link), efter den afsatte præsident Zealya, har “opslået” lejr på den Brasilianske ambassade i Tegucigalpa.

til venstre: anti Zelaya demontration, til højre: Zelaya tilhængere
til venstre: anti Zelaya demontration, til højre: Zelaya tilhængere

Det velrespekterede ugeblad, der for nylig havde 40 års jubileum,  har gang på gang vist at bladet, der bedst kan beskrives som borgerlig-liberal´, holder en høj standard indenfor kritisk journalistik. Veja har i flere tilfælde været i fremmeste række ved afsløring af de store problemer med korruption og magtmisbrug, der har været en fast føljesvend for det brasilianske samfund, både i perioder med diktatur og demokrati – og det har mere end en gang påkaldt sig ledende politikeres vrede. Således udtalte præsident Lula sig direkte truende mod bladet, da det for et par år siden efter Veja først havde været blandt de første til at afsløre den såkaldte “mensalao”-skandale, hvori ledende regeringsmedlemmer købte stemmer i kongressen, og derefter afslørede at Lulas nærmeste familie (hans sønner) opnåede forbavsende lukretive offentlige kontrakter . På det sidste har Veja sammen med avisen “O Estado do Sao Paulo” skrevet om den tidligere præsident og nuværende leder af senatet, Jose Sarneys, misbrug af sin politiske position til at berige sig selv og sin familie. Sarney, der har præsident Lula’s opbakning, har endda helt absurd forsøgt at stoppe O Estado’s artikler gennem det juridiske system. Med andre ord bakker den socialistiske regering op bag forsøg på at censurere pressen, når det er politisk oppotunt.

Veja spillede også en stor rolle i afdækning af den korruptionsskandale der i begyndelsen af 1990erne endte med præsident Fernando Collor de Mellos afsættelse.

Hvis man kun får sin information gennem de almindelige danske medier (MSM) kunne man måske forledes til at tro at der er almindelig konsensus i Latinaemerika (dette underlige begreb som mange både Syd- og mellemamerika, for slet ikke at tale om de protugisisk talende brailianere slet ikke anerkender, men som alligevel bruges for at dække de geografiske område fra Mexiko i nord til Chile i syd) om at fordømme afsættelsen af Zelaya i Honduras, ligesom man ofte kunne få det indtryk, at Hugo Chavez er omgøret med stor sympati. Dette er ingenlunde tilfældet. Sympatien for Hugo Chavez er i ligned med forgangne tiders sympati for Castros Cuba defineret ud fra graden af antiamerikanisme i de enkelte lande og dets befolkninger. En antiamerikanisme der nok generelt set overvurderes i MSM, ligesom Hugo Chavez popularitet. Han er bestemt ikke vellidt i store dele af Sydamerika, ligesom sympatien for Evo Morales i Bolivia kan være på et meget lille sted i Brasilien, efter Bolivias nationalisering af Petrobras sidste år. Selv Om Lula er en meget populær præsident (approval ratings er over 70%) er det ikke hans udenrigspolitik der har gjort det. Traditionelt set interesserer de færreste brasilianere sig for hvad der foregår uden for deres egen stat, og da slet ikke uden for landets grænser, men blandt de der gør anser mange Lulas udenrigspolitik for at være direkte svag og skadelig for landet (efter Bolivia slap afsted med en ganske ringe kompensation til det delvist statsejede Petrabras, gik Lulas regering for nylig med til at genforhandle kontrakten med Paraguay i forbindelse produktionen af strøm fra Itaipu på grænsen mellem Paraguay og Brasilien, en genforhandling der alene var til fordel for Paraguay.

Brasilien har traditionelt set sig selv som den naturlige leder af Sydamerika, og meget skal da også forstås i sammenhæng med den rivalisering der eksisterer mellem Brasilien g Venezuela under den efterhånden meget lidt demokratiske Hugo chavez, der bestemt ikke er vellidt i Brasilien.

Det er heller ikke gået hen over hovedet på de Chavez kritiske dele i Brasilien, at Barrack Obama og den amrikanske regerings reaktion på afsættelsen af Zelaya, primært synes drevet af ønsket om at få et andet forhold til de øvrige lande i “americas” – og at det åbenbart skal ske ved i en hvis grad at føjes Hugo Chavez. Med andre ord ved at føre en blød, andre vil kalde det en svag udenrigspolitik.

For Brasilien er den seneste udvikling med Zelaya installeret på den brasilianske ambassade, og en Lula der opfordrer til fordømmelse af den midlertidige regering i Honduras i den grad et brud på tidligere tiders udenrigspolitiske tradition, hvor ikke indblandingspolitikken går mere end 100 år tilbage, hvis vi ser bort fra Brasiliens deltagelse i 2. verdenskrig på de allieredes side (og aktioner i FN regi). Efter en række grænsestridigheder i det 19. århundredede, der resulterede i at den oprindelige portugiske kolonier ekspanderede på bekostning af bl.a. Bolivia, har Brasiliansk udenrigspolitik sindenhed alene været defineret ud fra strengt nationalt sikkerhedsmæssige hensyn. At Brasilien nu spiller en aktiv rolle i en konflikt i et land, som der for de fleste brasilianere lige så godt kunne ligge på den anden side af jorden, er derfor ikke oplagt.

Man kan så med tanke på Brasiliens størrelse, både økonomisk, geografisk og befolkningsmæssigt (ca. halvdelen af Sydamerikas befolkning bor i Brasilien og op mod en trediedel af al industriproduktion i Sydamerika finder sted i staten Sao Paulo) notere sig at det bemærkelsesværdige i dette.

I forbindelse med krisen i Honduras lægger Veja ikke fingrene i mellem. Zelaya beskrives som psykisk ustabil person i Hugo Chavez sold, eller som man skriver;

“Em uma operação comandada por Chávez, Zelaya foi conduzido de volta a Honduras e se materializou com numerosa comitiva na casa onde funciona a Embaixada do Brasil em Tegucigalpa. Esse hóspede incômodo, de aparência bizarra e com sinais evidentes de distúrbios mentais – ele se diz vítima de ataques por radiação de alta frequência e gases tóxicos que ninguém mais percebe”

frit oversat til dansk;

“Chavez står bag Zelays pludselige opdukken på den brasilianske ambassade, hvor han med sin bizarre opførsel og påstande om at være blevet udsat for højffrekvent stråling og giftgasser, åbentlyst er mentalt forstyret.”

Bladet kritiserer direkte Lula for at Brasilien er blevet blandet ind i dette (deraf overskriften) og lægger i sin gennemgang vægt på, at Honduras gennem forløbet har respekteret landets grundlov (samme konklusion kom “Congressional Research Service” ifølge WSJ frem til i august måned, hvilket dog ikke har påvirket den amerikanske regerings standpunkt).

Konklusionen for Veja er klar, og deles uden tvivl af mange Brasilianere. Der er primært tale om en konflikt drevet af den “venstrefløj” der er dukket med Hugo Chavez i cent
rum. Som bladet skriver;

“Honduras vem de ejetar do posto e exilar um presidente, Manuel Zelaya, pela tentativa de desrespeitar a Constituição e, por meio da convocação de um plebiscito, perpetuar-se no poder.
Caso típico da contaminação ideológica patrocinada pelo venezuelano Hugo Chávez, Zelaya vendeu a Caracas seu pouco valorizado passado de latifundiário direitista. De repente, começou a se pautar pela cartilha populista chavista de miséria moral e material, supressão de liberdades individuais, desrespeito às leis, aos costumes civilizados, associação com o narcotráfico e, claro, eternização no poder – receita que estranhamente passou a ser chamada de esquerda na América Latina.”

(Frit oversat)

“Honduras sendte en præsident i eksil, der prøvede at omgå forfatningen og gennem en folkeafstemning at holde sig ved magtgen. Et typisk eksempel på “ideologisk forurening/pervatering” sponceret af Hugo chavez i Venezuela, som promoverer tidligere højreorienterede godsejer [Zelaya], der pludselig ændrede politik til en degenereret chavez-inspireret politik, der med undertrykkelse af individuelle rettigheder, mangel på repsekt for landets love og almindelig civiliseret opførsel, indvolvering i narkotikahandel og – naturligvis – uendelig fastholden af magten, er en opskrift, der på forunderlig vis er blevet synonym med det venstreorinterede Latinamerika.”

Kradse ord fra et af Brasiliens største og mest velrespekterede ugeblade.

Skulle der blandt læserne være nogen, der læser portugisisk, skal jeg her gerne henvise til de seneste 40 års “Veja”, der alle kan læses her. Set i sammenhæng giver det et unikt og på mange måder meget anderledes billede af landets nyere histstorie, end det herhjemme kendte.

Siden opdateres fortløbene med det næst-seneste nummer.

Kronik om den afsporede eurodebat

Her under krisen og den recession, vi befinder os i, har flere politiker og kommentatorer været ude med påstanden om, at det hele ville have været bedre hvis vi bare havde været med i euroen. Sådanne påstande kan øjensynligt smides ind i debatten uden nogen form for dokumentation eller argumentation. Men i torsdags bragte Information en kronik, skrevet af tre af mine dygtigste studerende fra foråret, hvor eurodebatten bredes ud. Katrine Rosbjerg Hansen, Hasse Fensman og Lise Falk Davidsen konkluderer:

Tages de faktiske forhold i betragtning, står Danmark over for tre muligheder: Vi kan deltage i eurosamarbejdet, vi kan omlægge valutakurssystemet til et mere fleksibelt system, hvor kronen er uafhængig af øvrige valutaer, eller vi kan fortsætte med fastkurspolitikken, som den er i dag. Sidstnævnte mulighed er på nuværende tidspunkt den mest fornuftige og den mest fordelagtige.

Ikke mindst pga. det iøjnefaldende, at de tre stud.merc.’er ikke blot diskuterer euro eller ej, men også tager den svenske / britiske løsning i betragtning – en flydende krone – er kronikken værd at læse og anbefales hermed varmt. Hele teksten kan findes her.

Honduras – hvilket kup?

Det er et stykke tid siden jeg har skrevet om “the mess in Honduras”. Det er jo ikke just fordi der ikke er sket noget, Den tidligere præsident Zelaya er vendt tilbage og befinder sig nu på den brasilianske ambassade. Der er indført udgangsforbud (ved ikke om den er ophævet igen), og der har været sammenstød mellem tilhængere af Zelaya og politiet.

Istedet for at skrive et længere indlæg, vil jeg denne gang nøjes med at henvise til Finn Zielgers altid læseværdige blog, hvor han i en yderst velskrevet og præcis post i tirsdags skriver om nogle af de absurditeter der er i forbindelse med omverdens reaktion på den afsættelse af Zelaya der fandt sted i juni i overenstemmelse med Honduras Grundlov.

Da jeg ikke kan skrive det bedre selv, vil jeg foreslå, at man læser videre på “Zieglers Hjørne“.

Hashdebatten – så forudsigelig og tåbelig som altid.

Som reaktion på købehavns kommunes forslag om et forsøg med legalt salg af hash, et forslag der støttes af SF, S, R og et enkelt venstremedlem, har man været hurtigt ude på Christiansborg og afvise dette – også fra de partier hvis medlemmer af borgerrepræsentation går ind for forslaget.

Dette og argumenterne imod en legalisering er fuldstændig forudsigeligt. Simon Emil Amnitzbøll har naturligvis (desværre) ret, når han til 180grader bemærker, at “Der er ingen grund til, at embedsmænd i Københavns Kommune skal spilde deres tid med at lave notater om fri hash, når det er Folketinget, som bestemmer.” Og mens det kan være rationelt som lokalpolitiker at gå ind for fri hash – i et København med store bandeproblemer – ikke mindst i et kommunalvalgår, er det (igen desværre) også politisk rationelt for Christiansborgpolitikere der enten kommer fra de nuværende regeringsbærende, eller fra de der håber at være de kommende regeringsbærende partier at gå i mod det. Om ikke andet så af følgende praktiske årsager;

En egentlig legalisering er vanskelig i forhold til FN-aftaler, som Danmark har tilsluttet sig, og som (hvis jeg har fortsået det korrekt) forpligtiger landene til at en række eufoserende stoffer er illegale. Hvis dertil lægges at svenskerne er blandt de mest fanatiske modstandere af legalisering af ethvert rusmiddel, og sammen med USA er de drivende kræfter – ikke mindst økonomisk – bag FNs propagandakontor forklædt som “United Nations Office on drugs and Crime”, så kræver det i det mindste at man er parat til at tage det efterfølgende slagsmål med først og fremmest Sverige.

Det er ikke dette der føres frem af argumenter imod fri hash. De argumenter der som forventet per automatik føres i søen er til gengæld blottet for enhver dokumentation.

At forslaget fra Københavns kommune er ganske håbløst er noget andet – se her . Med mægnden af begrænsninger og den kunderegistrering der er indlagt, vil en stor del af de potentielle kunder nok holde sig til deres sædvanlige pusher, med mindre de kommunallt ejede butikker kan tilbyde en pris der ligger væsentligt under det illegale markeds og/eller en væsentlig højere kvalitet. Når embedsmændene i deres rapport skriver at de satser på at kunne erobre 2/3 af hashsalget fra banderne, er det helt hen i vejret. Forslaget kunne vist have haft godt af at blive gennemlæst med kritiske økonombriller før det blev offentliggjort.

Men lad os kort se på to af de argumenter der er fremført imod den foreslåede legalisering af hash, i løbet af i dag:

Mette Fredriksen slår på hashs farlighed, og udtaler til Berlingske Tidende, at “man skal passe rigtig meget på med at betragte hash som et uskyldigt stof og være ekstremt bevist om, hvor alvorlige konsekvenser det kan have for folk at have et hashmisbrug“, mens hendes kollega Karen Hækkerup udtaler til Politiken, at »Der er plusser og minusser ved fri hash. Grunden til, at vi hidtil har afvist det er, at hash er et skadeligt stof, som har stor negativ indvirkning på indlæring og kan give hashpsykoser og så videre«.

Men for det første er en legalisering jo ikke ensbetydende med en blåstempling. At noget ikke er forbudt indebærer jo ikke at man derfor kan gå ud fra – eller går ud fra – at det ikke er skadeligt. For det andet gælder, at for langt langt de fleste hashrygere er der ingen negative konsekvenser ved deres brug.

Det ville her egentlig være interessant at få en sammenligning med det uden sammenligning mest populære rusmiddel i vores kultur, nemlig alkohol. Hvad mere er, den stigning i forbruget af hash der kunne være konsekvensen af en legalisering vil, alt andet lige, ske blandt borgere der næppe kan anses for at være i fare for at komme ud i et misbrugsproblem. Det vil nemlig primært være veluddannede og veletablerede (voksne) borgere, for hvem det er utænkeligt at luske ned og købe en klump hash, der muligvis fra tid til anden vil ryge en joint – evt. mens de lytter til musik fra deres ungdom og mindes denne (kræver formentlig nok, at kunderegistreringen droppes). For de grupper der er i farezonen har lovgivningen ingen betydning – slet ikke for de unge, hvor det måske endda giver en ekstra dimension at det er ulovligt – og de ved til forskel fra deres forældre godt hvor man kan købe stofferne.

Dertil skal lægges det faktum, at legaliseringen af alkohol i USA i 1933 hverken øgede forbruget eller antallet af alkoholikere (tværtom) hvilket tilsiger, at Mette Frederiksens og Karen Hækkerups bekymring er ganske ubegrundet. 

Mens Mette Frederiksen har en vis sympati for baggrunden for Københavns kommunes forslag, afviser Tom Benke forslaget med følgende svada;

De kriminelle i bandemiljøet er ligeglade med, hvordan de tjener deres penge. De finder jo bare på noget andet; menneskehandel, afpresning eller anden form for narkohandel. De holder sig ikke tilbage, fordi hashen bliver gjort lovlig “.

Dette er et argument der er fremført mange gange før, men det bliver det selvfølgelig hverken mere korrekt af. Det er fuldkommen rigtigt, når Tom Benke gør opmærksom på, at det er fuldstændigt ligemeget for de kriminelle, hvordan de tjener deres penge – forbød man chokolade, ville de sælge chokolade  – og selvfølgelig vil de der har instillet sig på en kriminel levevis prøve at tjene pengene på anden form for kriminalitet.

Men netop fordi de kriminelle er ligeglade med hvordan de tjener deres penge, er Tom Benkes argumentation noget sludder.

De kriminelle ønske at tjene lette og hurtige penge, og der findes intet marked med så høj profit som markedet for illegale stoffer, hvoraf hash står for ca. halvdelen af omsætningen i Danmark. Det er derfor at det er så interessant et marked for banderne. Det burde være logik for perlehøns, at når man fjerner en stor del af indtjeningen, indebærer det, at afkastet til de involverede også forsvinder. I den udstrækning de der før levede af at sælge hash rykker over i andre kriminelle markeder, ja så bliver profitten per markedsdeltager mindre. Det må alt andet lige forventes at gøre det mindre attraktivt for potentielle kriminelle at vælge den vej. Uden at have tal på det, vil jeg umiddelbart mene, at det formentlig er mere effektivt end nok så meget forebyggende indsats.

Sagens kerne er, at hvis der er nogen der ikke er interesserede i et legalt marked for hverken hash eller andre former for narkotika, så er det netop de kriminelle.

Men hvad så med argumentet om at de kriminelle “bare” vil tjene deres penge på andre lyssky forretninger. Naturligvis vil de prøve på det. Men Tom Benke overser fuldstændigt, at hvis de kriminelle skal bibeholde deres indtjening, skal de ud og “opdyrke” nye områder. Bordeller eksisterer allerede og markedet for andre former for narkotika domineres formentlig til en hvis grad af nogle af de samme grupper som er en del af bandekriminaliteten.

Vil bandeproblemerne forsvinde ved en legalisering? Nej, men de vil over tid blive markant mindre og involvere færre personer.

Til gengæld kan vi med stor sikkerhed sige, at ideen om at en legalisering skulle øge antallet af unge der får problemer med hashmisbrug bygger på forudsætninger der ikke holder til en konfrontation med virkeligheden. 

Men måske skulle de politikere, for hvem det ligger på sinde at begrænse forbruget af rusmidler blandt unge, hellere tage og tænke over, hvordan det mon kan være at forbruget af alkohol, hash, kokain, amphetamin – kort sagt alle rusmidler, lovlige såvel som ulovlige, er markant lavere i Portugal, der har EUS mindst restriktive narkotikapolitik. At
der ikke eksisterer nogen
sammenhæng mellem lovgivning eller tilbøjelighed til at bruge rusmidler fremgår også af en artikel skrevet af WHO sidste år, som jeg har tidligere har omtalt her på bloggen, se bl.a. her.

Man må lade københavns kommunes forslag om legalisering af hash – uanset at det både er naivt, unødigt indviklet og ineffektivt, at det i det mindste kan ses som et forsøg på at bringe diskusionen videre. Forhåbentlig videre end til kommunalvalget – og ind på Christiansborg.

Hvem får Nobelprisen i år?

Mandag den 12. oktober efter klokken et annoncerer Sveriges Riksbank, hvem der får årets Nobelpris i økonomi. At forudse, hvem der får prisen er cirka lige så svært som at forudse, hvad Mette Frederiksen er indigneret over næste uge, men man ved det kommer til at ske. Under alle omstændigheder kan man de fleste år indsnævre feltet til et sæt ’værdige’ kandidater, som man ved kan komme på tale. I år, der ikke er helt almindelig, kan man groft set dele de umiddelbart værdige kandidater ind i tre grupper:

1. Gruppen af værdige, der på grund af politiske vinde alligevel ikke gives de store chancer. Som David Stern understreger, består denne gruppe primært af superøkonomerne Eugene Fama og Robert Barro, der begge har været at regne blandt topkandidaterne de seneste år. Alene Barros 1991-artikel ”Economic Growth in a Cross-Section of Countries” i Quarterly Journal of Economics, der sammen med Greg Mankiws arbejde revolutionerede økonomisk vækstforskning, er ved sidste tælling blevet refereret i over 1500 videnskabelige artikler! Hans fælles artikel med Xavier Sala-I-Martin om indkomstkonvergens (fra året efter i Journal of Political Economy) har over 800 referencer. Lignende imponerende tal gælder for Eugene Famas arbejde om risikofaktorer i aktie- og obligationsmarkeder med Kenneth French. Problemet for denne gruppe er for det første, at Famas arbejde har handlet om, hvordan markeder generelt er effektive. Denne hypotese (kort kaldet EMCH) er ikke i videre høj kurs i offentligheden for tiden. For det andet er Barro kendt som liberalist (i ordets europæiske forstand) og har beskæftiget sig indgående med, hvorfor finanspolitisk stimulans ikke er effektiv. Han har endda skrevet om det i år i en ødelæggende kritik af Obamas stimulanspakke og sidste års vinder Paul Krugmans kriseideer. Kort fortalt er hverken Fama eller Barro i takt med den politisk zeitgeist, og da Nobelkomiteen næppe helt kan overse den, bliver 2009 nok heller ikke året hvor de senere års mest citerede nationaløkonomer får prisen.

2. Gruppen af værdige, hvis tid er gået. De mest oplagte i denne gruppe er sandsynligvis Gordon Tullock, Anne Krueger og William Baumol. Alle tre har beskæftiget sig med ’rent-seeking’, der omfatter en række forskellige typer adfærd som lobbyvirksomhed, korruption og politisk nepotisme. Tullock introducerede ideen i 1967 som har revolutioneret den måde, vi forstår politisk og økonomisk adfærd, Krueger fandt på begrebet ’rent-seeking’ i 1974, og Baumol knyttede senere begrebet mere overordnet til entrepreneurship, som ellers stadig er et lidt overset område. Men Tullock har sidste år haft en hjerneblødning og kan næppe tage turen til Stockholm, Krueger er upopulær i visse kredse for sit arbejde hos IMF, og Baumol har beskæftiget sig med emner, som f.eks. entrepreneurship, der er udenfor mainstream. Ydermere blev Tullock, som medgrundlægger af Public Choice-skolen, groft overset i 1986, da James Buchanan fik prisen, og komiteen er næppe indstillet på at give ham noget, der kunne ligne en trøstpris.

3. Gruppen af værdige, som er umiddelbart uproblematiske. Tyler Cowen hos Marginal Revolution ser for eksempel stadig (ligesom sidste år) ud til stadig at sætte sine penge på transaktionsomkostningsteori, og dermed på Oliver Williamson og Jean Tirole, muligvis inklusive Oliver Hart. Amol Agrawal har samme bud. Et andet bud i denne gruppe er William Nordhaus, da miljøøkonomi og særligt den del, der har med klima at gøre, indlysende er meget populært for tiden. Og hvis man ikke synes om hans nuværende klimafokus, er der andre ting at fokusere på hos Nordhaus, for eksempel hans formulering af teorien om en finanspolitisk valgcyklus. En alternativ strategi for at begrænse sig til kandidater i denne gruppe, er at give årets Nobelpris til økonometri – den statistiske redskabsdel af nationaløkonomi – hvilket vil overflødiggøre de politiske overvejelser. Det er endda nogen tid siden, at prisen gik til økonometri. Et af mange bud i den boldgade er folk som Arrelano, Bond og Blundell, der som ophavsmænd til de såkaldte GMM-estimatorer har haft stor indflydelse på empirisk forskning de senere år.

Som sådan er 2009-Nobelprisen i økonomi endnu mindre forudsigelig i år end den plejer at være. Mange kommentatorer diskuterer emnet, ikke mindst David Stern, Tyler Cowen, og i de næste par uger utvivlsomt mange andre. Således også her på stedet, hvor vi hellere end gerne vil høre vores begavede læseres egne bud!

Anarconomics – en verden hvor priser går mod nul.

Normalt er Institut for Fremtidsforsknings rapporter forbeholdt betalende medlemmer. Men de har begået en ganske velskrevet og interessant rapport om Anarconomy, hvilket dækker over gratis ydelser – som vi kender det fra software og den lange række tjenester der efterhånden er på nettet – og den er gratis at downloade.

Hvad der (i mine øjne) gør rapporten særligt spændene (underholdende) er, at man prøver at lave to scenarier for hvordan verden kan se ud om 25 år under forudsætninger spændene fra skærpet copyright- og patentlovgivning og hvad der af følger, til en verden hvor ideen om frit tilgængelige produkter går fra den virtuelle over i den fysiske verden.

Her spiller 3D printere en helt særlig rolle. Selv om de har eksisteret i flere årtier, er det først I de seneste år at den teknologiske udvikling og priser for alvor er begyndt at gøre det realistisk at disse i løbet af få år helt naturligt vil indgå i privates “maskinpark”.

I almindelige 3D-printere er hvert lag omkring 1/10 mm tykt, så det er muligt at bygge ret præcise genstande. Tidligere blev metoden (også kendt som stereolitografi) primært brugt til at lave prototyper af senere masseproducerede produkter (rapid prototyping), men i de senere år er 3D-printere også brugt til produktion af skræddersyede produkter, fx kabinetter til høreapparater, arkitektoniske modeller og fysiske gengivelser af figgurer fra computerspil som World of Warcraft.

Den store fordel ved 3D-printere er, at alle mulige objekter kan laves af samme printer, blot ved at variere inddata. Der er ingen omkostningsforskel ved at lave hundrede unikke produkter frem for at lave hundrede ens produkter. Når først man har printeren, er den eneste omkostning ved at lave et produkt, de råmaterialer, printeren bruger. I takt med at pris og teknologi udvikler sig yderligere vil en lang række produkter kunne produceres “on-the-spot” – herunder også computere, mobiltelefoner osv. Hvis nogen skulle være interesseret, kan man allerede i dag erhverve en opensource 3D printer til omkring 4.000 kroner – se også www.reprap.org.

Rapporten beskriver flere scenarier for hvordan verden kan se ud om 25 år.

I scenariet ”Rebels versus Cartels” skitserer man en fremtid, hvor de der står stejlt på en stram immaterialret har haft lovgivningsmæssig medvind, og hvor man er gået meget langt for at sikre beskyttelse af den traditionelle immaterialret.

I det andet scenarie, ”The Age of Empowerment” skitseres derimod en verden hvor immaterialretten er begrænset og Internettet åbent, herunder skriver man bl.a.

“Computere og robotter overtager mere og mere arbejde, især af den mere
kedelige slags. Mange små robotter til brug i hjemmet kan fremstilles billigt ved hjælp af 3D-printere. Det har, sammen med en massiv afbureaukratisering af samfundet, frigivet en masse arbejdskraft til forskning, udvikling og kreativt arbejde. De kreative brancher er faktisk dem, der har oplevet størst vækst de senere årtier. Det har ikke vist sig at være nødvendigt med så mange ansatte i plejesektoren, som man troede i starten af århundredet, for de ældre kan klare sig selv meget længere end før med den rette teknologi som hjælp til selvhjælp. Faktisk er der næsten ingen reelt handicappede mennesker tilbage. Intelligente proteser og støtteskinner styret af brugerens tanker fjerner fysiske handicaps, og der er blevet udviklet billig open source medicin og genterapier til behandling af de fleste mentale lidelser.”

Og fortsætter:

“Netværkssamfundet har gjort det nemt for mennesker med en fælles vision at
finde sammen og starte egen virksomhed. De fleeste nye, kreative virksomheder er rent virtuelle, uden fælles fysiske faciliteter, og mange er ’flash firms’, dvs. virksomheder der ikke skal eksistere længere end til deres projekt er færdigt. Mange arbejder i mere end én virksomhed ad gangen; det er fx ikke usædvanligt at være fastansat i en større virksomhed samtidig med at man har eller er med i en hobbyvirksomhed med professionelle ambitioner. Skellet mellem amatør og professionel er blevet meget blødere end tidligere. Mange fysiske produkter distribueres digitalt og produceres decentralt af fleksible apparater. Man kan fx hente blueprints til en mobiltelefon på nettet og få printet den på en 3D-printer i en lokal butik, eller man kan komme med sit
eget tøjdesign i digital form og få det vævet på digital væv mens man venter.
Hvis man har købt en byggegrund, kan man leje udstyr til at printe sit hus i ét
stykke efter eget design eller et design man har fundet på nettet.”

I rapporten diskuterer man også den (gamle) sandhed at BNP som velstadsmåler har det problem, at den jo viser den (officielle) værditilvækst hvilket kræver at en vare eller tjenesteydelse handles, hvorfor BNP selvfølgelig, alt andet lige, påvirkes negativt, hvis et produkt stilles gratis til rådighed – hvilket jo ikke kvalitativt har nogen betydning. F.eks. Er dette indlæg skrevet på en bærbar, hvor det eneste kommercielle stykke software der er installeret er selve styresystemet, resten er opensource eller freeware. Men det er jo et gammel kendt faktum at BNP som velstadsmåler ikke er god til at opfange kvalitetsændringer – og det virker begge veje.

F.eks. Er det jo alment anerkendt blandt økonomer, at “prisfastsættelsen” af offentlige ydelser, og dermed værditilvæksten overvurderer den reelle værdi af disse, både fordi en del af de “produkter” det offentlige udbyder reelt har en værdi gående mod nul (der er ingen eller få der ville efterspørge dem på et almindeligt marked) og af den særlige årsag, at i mangel på en egentlig salgsværdi er det omkostningerne der indgår I BNP. Sammenholdt med en lav effektivitet indebærer det en betydelig overvurdering af de landes BNP, hvor den offentlige sektor fylder meget.

Raporten udmræker sig også ved at gennemgå en lang række eksempler på hvorledes det fortsat er muligt at tjene penge i en verden præget af gratis ydelser, som f.eks. de stigende koncertindtægter ogl Radioheads udgivelse af deres seneste album, hvor man i starten kunne hente denne gratis (og lovligt) på nettet indefor musikinsustrien.

Helt centralt er selvfølgelig også hele diskussionen om patent- og ikke mindst copyright lovgivningen, hvor især dele af underholdningsindustrien har kørt hårdt på, at det ville have store konsekvenser for den fortsatte produktudvikling – de forestrække vist at kalde det kunstnerisk udvikling af film, musik osv. Hvis ikke deres immaterielle ejendomsret ikke beskyttes. Ikke mindst med populærmusiken og spillefilmindustrien in mente stiller jeg mig mere end tvivlende overfor denne påstand. Man kunne godt argumentere for at det snarere forholder sig omvendt.

Men man kan jo selv prøve at vurdere hvilket af de to scenarier, “Pirates versus Cartels” eller “Age of Empowerment” der både målt på BNP og i reel oplevet velstand, der alt andet lige, vil være det mest velstående og innovative.

Og skulle der være en og anden, der vil mene at Institut for Fremtidsforsknings scenarier et par steder virker lidt ”far out”, vil jeg foreslå at skrue tiden 25 år tilbage til 1984. hvor mange der mon dengang ville kunne forestille sig den verden vi lever i i dag?

Der hvor rapporten måske er mest urealistisk er i Age of Empowerment, hvor man beskriver en verden der er blevet afberaukratiseret. Dér er man nok en kende naiv og undervurderer bureaukratiets evne til at at retfærdiggøre dets
egen fortsatte vækst og
evne til at opfinde nye meningsløse arbejdsopgaver til cementering af egen magt og position 🙂

Det underlige norske demokrati

Peter Kurrild-Klitgaard undrede sig i torsdags i Berlingske Tidende over, hvordan medierne har omtalt resultatet af de norske valg tidligere på ugen. Kurrild noterer bl.a., at TV-Avisen havde proklameret, at ”et flertal af nordmændene klart støttede, at landets socialistiske regering skulle fortsætte”. Sagen er blot, at på grund af finurligheder i Norges valgsystem, er det ikke sandt.

Stoltenberg-regeringen fortsætter ganske vist, da venstrefløjen har fået 86 mandater, mens højrefløjen fik 83 mandater. Det er derfor nærliggende at tro, at et flertal stemte på venstrefløjen, ikke? Men tro om. 1,33 millioner nordmænd stemte til højre, 1,28 millioner til venstre. Et flertal på cirka 50.000 nordmænd stemte altså på højrefløjen, hvilket gør TV-Avisens påstand tydeligt usand. På grund af, at mandater er ’billigere’ i tyndt befolkede områder – der i parentes bemærket modtager ganske store subsidier fra den norske stat – bliver et tydeligt højreflertal dermed til en mandatmæssig venstrevægt.

Kurrild undrer sig over mediernes reportage, men begiver sig ikke længere ud i sin Groft Sagt-kommentar. Her på stedet vil vi tillade os at stille to spørgsmål: 1) Har journalister i resten af Norden simpelthen ikke sat sig ind i det norske system, så de forledes til at tro at mandatflertal er lig stemmeflertal, eller er den partiske reportage et resultat af det veldokumenterede faktum, at journalister typisk ligger meget langt ideologisk til venstre for den almindelige befolkning? 2) Hvorfor har ingen sammenlignet dette sære resultat med USA’s 2000-valg, hvor Gore fik marginalt flere stemmer, men Bush vandt valget ved at få flere valgmænd – altså en lignende særegenhed som i det norske system? Eller er det bare for politisk ukorrekt at sammenligne?

A profit to kill for – hashmarked, bandekrig og monopolgevinster

I gårsdagens 21. søndag på DR medvirkede den tidligere punditokrat Jacob Mchangama  i et indslag om bandekrigen i København og den efterfølgende debat med Henriette Kjær om det nytteløse i den nuværende kriminalisering af hanshandlen. Hvis man ikke har set indslaget vil jeg stærkt opfordre til at gøre det. Ud over at Henriette Kjær vist ikke har helt styr på hash som vanedannede stof (risikoen er meget lav) var hendes afgørende argument for en fortsat kriminalisering det yderst følelsesladede men effektive, og forkerte, at en kriminalisering forhindrer vores børn i at forsøge sig med stoffer. I den udstrækning et forbud har betydning for potentielle købere er det primært ressourcestærke voksne mennesker der måske kunne tænke sig fra tid til anden at ryge en joint der undlader det. Dels fordi de i modsætning til deres børn (eller børnebørn) ikke ved hvor man køber det, og dels fordi de formentlig har svært ved at se sig selv i rollen som køber de steder hvor det foregår.

Henriette Kjær udtalte i udsendelsen sin bekymring over, at hendes søn på 13 var begyndt at interessere sig for hash. Det mener hun åbenbart at et forbud kan sikre ikke er noget han går videre med. Det kan vi nok være sikre på det ikke vil. Bider mors argumenter ikke og ønsker knægten at prøve det, kommer han også til at gøre det, Det rationelle for Henriette Kjær havde i virkeligheden været, at hun gik mere op i omstændighederne hvorunder drengen køber det, og kvaliteten af den hash, drengen  ønsker at prøve. Og så kan hun beklage, at cannabis har været ulovligt at sælge de sidste 40-50 år. Havde dette ikke været tilfældet, ville de typer der blev solgt formentlig have været mildere (og renere) – formentlig havde marihuana i form af joints været den foretrukne form (I USA og Sydamrika ryger man stort set kun marihuana-joints) – men da det fylder mere og produktionen ikke finder sted lokalt i vores del af verden, foretrækkes det at volumen er lille og dermed at koncentrationen af aktive stoffer er høj.

Som Jacob så præcist gjorde opmærksom på i udsendelsen og som vi har skrevet om før her på bloggen, bl.a. i dette indlæg tidligere på året er et centralt problem selve det. at et produkt der er efterspurgt er ulovligt. Ikke mindst når der er tale om et marked med store profitmuligheder (der findes næppe noget andet marked med så høj en profit som det illegale narkotikamarked) og en pris-uelastisk efterspørgsel. Vi kan også formulere det på en anden måde. I lyset af den igangværende bandekrig er monopolgevinsten på hashmarkedet åbenbart “a profit to kill for”. Og brutalitet bliver den væsentligste konkurrenceparameter i stedet for pris og kvalitet. Brutalitet kan også ses som en pendent til adgangsbarrierer der ellers oftest er politisk skabte (ulige eller ingen adgang til kredit, handelsbarrierer, politisk givne privilegier osv., osv.) – og i takt med at markedet modnes og vokser, vil mindre brutale deltagere blive presset ud, hvorimod de resterende i stedet for at konkurrere på pris og kvalitet vil konkurrere på en stadig højere grad af brutalitet. Hvilket vist meget godt kendetegner udviklingen på det danske hashmarked fra 1960erne og frem.

Dette er illustreret ved de to nedenståede figurer, hvor figur 1. viser monopolgevinsten i tilfælde af stor priselasticitet (en lille prisændring indebærer en stor ændring i efterspørgslen) og figur 2, der bedst illustrerer priselasticiteten på hashmarkedet, hvor priselasticiteten er lav (ændringer i pris indebærer kun små ændringer i efterspørgslen.

Det farvede område M illustrerer gevinsten ved at opnår monopol i forhold til fuld konkurrence, hvor både udbyder og efterspørger er pristager.

Figur 1. Høj priselasticitet og monopolgevinst til vinderen af bandekrigen.

Figur 2. lav priselasticitet og monopolgevinst til vinderen af bandekrigen.

Det er i sig selv tankevækkende, at forholdene på narkotikamarkedet måske er det nærmeste vi kommer til den opfattelse af markedet som fortsat trives i visse kredse på venstrefløjen, altså at markedet er styret af onde brutale mennesker. At disse karakteristika er afgørende kompetencer forudsætter at marked er illegalt eller at der er tale om en “failed state” OG der er tale om et marked mede en høj potentiel profit. Den eneste måde et sådan marked kan undertrykkes er, hvis staten er parat til at overtrumfe markeds-deltagernes brutalitet.

I fraværet af en stat der er parat til dette, vil det altid være personer der er parate til at udvise den fornødne brutalitet – for at poånå den gevinst der er gengivet ved M på ovenstående figurer hvoraf det fremgår at jo mere prisuelastisk et marked er, alt andet lige, jo større er gevinsten ved at opnå monopol.

Og for nogle er det åbenbart rationelt at være parat til at slå andre mennesker ihjel for en given profit – de finder tilsyneladende at den mulige gevinst opvejer omkostninger og risiko. 

Et ofte anvendt argument imod ovenstående argumentation for legalisering af hashmarkedet (hvilket er en forudsætning for at kunne kontrollere og regulere det) er, at de kriminelle nok bare vil slås om noget andet. Det er muligvis korrekt på kort sigt, men forkert på langt sigt.

På kort sigt kan man sagtens forestille sig at deltagerne vil se sig om efter andre lukretive områder (hvad skal de ellers lave)- der er bare ikke så mange af dem (bortset fra andre illegale stoffer), med andre ord mindskes den mulige profit markant, og den fortsatte rekrutering mindskes.

I den udstrækning de kriminelle bevæger sig væk fra offerløs kriminalitet er der en afgørende forskel – at der nu findes et identificerbart offer, der har en interesse i at få sat en stopper for den kriminelle aktivitet. En ganske afgørende forskel for politiets muligheder for at bekæmpe og opklare kriminalitet.

Et par ord om race-relationer i anledning af Cubas vicepræsident, Juan Almeida Bosques, død.

For et par dage siden døde Cubas vicepræsident, Juan Almeida Bosque, 82 år gammel. Almeida havde været med hele vejen fra før Castros magtovertagelse, og bestred gennem sin karriere forskellige poster, uden dog reelt at have nogen særlig indflydelse. I anledning af hans død er hans betydning blevet beskrevet med følgende ord på DR’s hjemmesider:

almeida

“Som en sort mand i det racemæssigt blandede Cuba, var Almeida et vigtigt, visuelt symbol på et brud med fortiden, især i 1950’erens Cuba, hvor racisme og diskrimination var udbredt. Hans tætte forhold til Castro har i årtier været et tegn på afrikansk-cubanernes adgang til magt og indflydelse i det kommunistiske Cuba.”

Brugen af af ordet symbol er nok meget betegnende i denne sammenhng, da det nogenlunde er det eneste Castros kommunistiske regering har været leveringsdygtig i. At det skulle være blevet nemmere at være farvet i Cuba er der til gengæld ikke mange tegn på. Med tanke på, at andelen af den cubanske befolkning der ikke er af europæiske oprindelse steg betydelig efter “revolutionen” i 1959. Det var i de første årtier primært over- og middelklasse (der netop overvejende var af europæisk oprindelse) der forlod landet. Dette har ikke ikke just afspejlet sig i den nye overklasses sammensætning efter 1959.

Fulgencio Batista

Eller som “The Real Cuba” skriver;

“Almeida was considered the “token black” in Cuba’s regime. In reality, he never exercised any power and his main duties consisted of welcoming foreign ambassadors to Cuba and writing songs that he would play on his guitar.”

Og når nu det væsentligste træk ved Almeida åbenbart var hans hudfarve, så er det jo et paradoks at det “racistiske” Cuba før 1959 blev ledet af en (burde det vist fremgå med al tydeligthed af ovenstående foto) farvet mand, nemlig Fulgencio Batista. Cubas stærke mand fra 1933, demokratisk valgt præsident fra 1940 til 1944 og diktator fra 1952 til 1959.

Honduras VI – det kommende præsident- og parlamentsvalg i Honduras – og en note om Venezuelas uofficielle talsmand i Danmark Niels Lindvig.

Som jeg har skrevet om tidligere har man forsøgt at finde en forhandlingsløsning mellem på den ene side Honduras midlertidige regering og på den anden side Organisationen af Amerikanske stater (OAS), der ønsker den afsatte præsident Zelaya genindsat hans periode ud. Forhandlingerne har indtil dato været resultatløse og i mellemtiden nærmer det honduranske præsident- og parlamentsvalg sig.

Efter at OAS og den midlertidige regering tidligere på sommeren forgæves forsøgte at komme frem til et kompromis – OAS ønsker fortsat at den afsatte præsident Zelaya vender tilbage til Honduras som præsident, er spændingerne øget det seneste par uger. Hvis den midlertidige regering under ledelse af Micheletti havde regnet med at man kunne forhale en forhandlingsløsning frem til det planlagte præsident- og parlamentsvalg i november må de seneste udmeldinger fra OAS og dets medlemsstater være en våd klud i ansigtet.

Mens Zelayas tilhængere, der IKKE inkluderer hans eget parti eller dets præsidentkandidat til det kommende valg, men derimod primært en række fagforeninger (bl.a. lærernes) og andre ”progressive” organisationer, fortsat strejker og demonstrerer og opfordrer til boykot a det kommende valg (det kan de jo gøre med sindsro, da de ikke har en kandidat der kan vinde dette valg), har OAS og en række medlemslande spillet ud med, at de ikke vil anerkende et kommende valg, med mindre Zelaya vender tilbage inden.

Hermed vil der kunne opstå den temmelig bizarre situation at vinderen, der vil være den samme uanset om Zelaya ikke var blevet afsat ikke bliver anerkendt af omverden. At afsættelsen af Zelaya ingen rolle spiller skyldes dels at han ifølge Honduras forfatning ikke kan genopstille og dels at de to store partiers kandidater – der reelt er de eneste der kan vinde embedet og for øvrigt er tidligere vicepræsident under Zelaya, Elvin Santos, fra det liberale parti og Porfiro Lobo, der tabte knebent ved det seneste præsidentvalg til Zelaya, fra det Nationale parti. Kandidaterne vandt deres partiers primærvalg inden Zelayas afsættelse (Elvin Santos vandt for øvrigt over netop den nuværende midlertidige præsident Micheletti).

Daniel Altschuler, der blogger på Americas Quarterly skrev følgende for et par dage siden om baggrunden for OAS og også USA spiller kortet med at true ikke at ville anerkende de forestående valg ;

”Despite this potential justification for accepting the elections, governments in the Americas seem intent on defending a straight-forward principle. For these countries, so many of which experienced devastating military coups, it remains important to publicly proclaim that military intervention—even if the military does not currently hold the reins of power, as it did after previous Honduran coups—is simply unacceptable.  Latin America fought a long battle in the 1980s and 1990s to curb military power.  The region now wishes to send a strong message that military intervention in domestic politics in this part of the world will never be legitimate.”

– og fortsætter med at give en anden og ganske straightforward grund,

”The OAS countries have also rejected the upcoming elections because this is one of the only remaining modes of pressure at their disposal.  Already, the OAS has suspended Honduras’ membership, virtually all countries (the exceptions are Israel and Taiwan) have rejected the Micheletti government and recognized Zelaya and his ambassadors, and various countries, including the United States, have suspended millions of dollars of aid.  Simply put, the OAS countries are running out of sticks to force Zelaya’s return, and, with less than 100 days left before voters go to the polls, not recognizing these elections may be all they have left.” – læs yderligere her.

Det vil i den grad være en bizar situation, under forudsætning af at valgene forløber nogenlunde på samme måde som de ville være forløbet uden de seneste måneders ballade. Det indebærer, at man ved ikke at godkende valget indirekte underkender alle forudgående demokratiske valg siden Honduras overgang fra militærstyre til demokrati i begyndelsen af 1980erne. En yderligere krølle på halen, hvis Danmark følger OAS holdning (og det gør de jo nok), og i tilfælde af at den tidligere vicepræsident Elvin Santos fra det liberale parti vinder vil det indebære, at Venstre i Danmark nægter at anerkende en demokratisk valgt præsident fra et anerkendt søsterparti. Begge er (sammen med for øvrigt det radikale venstre) medlem af Liberal International .

En lille note om Venezuelas ”uofficielle talsmand Niels Lindvig og Orientering udefra på P1.

I en kommentar til et andet indlæg her på bloggen skrev ”Michael” for et par dage siden, – i anledning af at Niels Lindvig under dække af en journalistisk analyse endnu en gang først og fremmest brugte lejligheden til at delagtiggøre os andre i hans egen antiamerikansisme – under overskriften ”Off Topic”;

“Tilstræbt objektivitet” synes ikke at være en ambition, og han gør sig ingen anstrengelser for at finde kilder til sine påstande. Det lader til at være nok for ham at refere til at “mange” synes dit eller dat. Skandaløst, orker ikke engang at skrive en klage til dem.

Jeg er ganske enig med Michael og undre mig egentlig over at DR ikke blot stiller mikrofonen til rådighed for en repræsentant for Venezuelas regering. Det er imponerende hvorledes Niels Lindvig er i stand til igen og igen ikke at beskæftige sig med substansen i begivenheder der er anledningen til hans tirader. Det er nu lykkedes ham igennem fler måneder at ignorer at Honduras militær agerede under ordre fra højesteret (og ikke den anden vej rundt) – det kunne ikke være sagt bedre af en fra Hugo Chavez propagandamaskine. På den anden side havde en repræsentant for Hugo Chavez formentlig gjort det gratis, os så kunne vi jo spare Niels Lindvigs lønning. Men hør evt selv her og sammenlign evt. med ovenstående beskrivelse fra min side.

Men det er selvfølgelig ikke overraskende at Niels Lindvig gladelig igen og igen stiller sig op og fremfører sine ensidige tirader – han er jo kendt for tidligere at have forsvaret Hugo Chavez klapjagt på kritiske røster i Venezuelas medieverden.

Det er jo også bemærkelsesværdigt, at mens han i et af sine tidligere indlæg har gjort en del ud af at Honduras er en af Latinamerikas mest korrupte lande – omend forholdene rent faktisk er forbedret gennem de seneste 10 år, se nedenstående figur, så har vi mig bekendt fortsat til gode at høre om hvorfor Venezuela i løbet af Hugo Chavez regeringstid har udviklet sig til at være det mest korrupte land i “the Americas” efter Haiti.

Derimod kan alt hvad USA fo
retager sig vendes og drej
es og få en negativ spin – her i sidste omgang, at Obama administrationen konsekvent har valgt at omtale det passerede som et statskup og ikke et militærkup. Niels Lindvig kaster sig ud i en længere redegørelse der blot ikke forholder sig til den enkle kendsgerning at der slet ikke var tale om et militærkup. Militæret handlede IKKE på egen hånd, men udførte ”blot” den ordre den havde fået fra højesteret.

Det der står hen i tågerne er hvem der gav ordren om at den afsatte præsident blev sendt ud af landet i stedet for blot at blive arresteret (der er nu udstedt arrestordre på Zelaya, bl.a. med anklager om gennemgribende korruption). Om der er tale om militærkup eller statskup eller….behøver naturligvis ikke i sig selv at ændre noget ved hverken om man mener at afsættelsen af præsident Zelaya eller ej,. Men hvis der vitterligt er tale om et militærkup og at det alene er afgørende for omverdens reaktion , så må man undre sig over at en sådan reaktion ikke indfandt sig, da præsident Jamil Mahuad blev afsat i Ecuador i 2000. Nok blev den kortlevede militærjunta under Lucio Edwin Gutiérrez Borbúa, der senere var demokratisk valgt præsident fra 2003 og til 2005, hvor han blev afsat, bl.a. med pres udefra tvunget til at gå af efter få timer, hvorefter parlamentet indsatte den tidligere vice-præsident Gustavo Noboa Bejarano. Skulle der drages en parallel til dagens situation i Honduras burde man vel ret beset have krævet, at Mahuad blev genindsat dengang eller acceptere at formanden for parlamentet ledede landet frem til det planlagte valg – Den tidligere vicepræsident trådte tilbage ved årsskiftet på grund af sit kandidatur til det det kommende præsidentvalg.

Religiøsitet – gift for tillid til fremmede

Jeg har på det sidste arbejdet sammen med min ven Niclas Berggren (Ratio Instituttet i Stockholm) på et fælles projekt. Niclas og jeg lærte hinanden at kende i 2004, da vi mødtes til en Public Choice konference i Baltimore og opdagede, at vi arbejdede med det samme emne – social tillid – om end fra to forskellige vinkler. Mere præcist arbejdede vi begge med spørgsmålet om, hvorfor nogle landes befolkninger har så væsentligt større tillid til fremmede (dvs. manden på gaden) end andre. Nu er tiden så endelig kommet til at vi har slået os sammen om at skrive om vores fælles emne.

Vores papir, som skal præsenteres i Stockholm på fredag, handler om sammenhængen mellem religiøsitet og tillid. Litteraturen har behandlet dette emne før, men ud fra en antagelse om, at forskellige religioner skaber/ødelægger mere tillid end andre. Jeg har selv skrevet (i 2007 i Public Choice) at omhyggelige statistiske undersøgelser peger på, at Islam og sandsynligvis også katolicisme er forbundet med mindre tillid end andre religioner, alt andet lige. Niclas har også i tidligere arbejde peget på, at lande med hierarkiske religioner synes at have mindre tillid. Dét resultat vælter Niclas og jeg nu – men det betyder ikke, at religion er ligegyldig.

Hvad vi i stedet finder klar evidens for, er at religiøsitet er forbundet med væsentligt lavere social tillid. Så vidt at avancerede statistiske tekniker kan vise det, er forbindelsen altså, således at det er religiøsiteten der ødelægger tilliden, og ikke folk i lavtillidslande, der ender med at blive religiøse i mangel af bedre.  Og når vi kontrollerer for religion, viser det sig at det ikke betyder noget, hvad folk tror på, udelukkende hvor stærkt de tror.

Med andre ord er der ikke noget specielt ved katolicisme, hinduisme, Islam eller protestantisme. Fortolket i en bredere forstand peger vores resultater også på, at der ingen klar forbindelse er mellem religion og moralitet, eller i det mindste ikke i den retning, som præster, imamer og andre vil have os til at tro. Ser man på topscorerne i religiøsitet, er det ikke ligefrem steder i verden, der er karakteriseret ved stærkt moralsk adfærd. Blandt top ti finder man Egypten, Sri Lanka, Marokko og de Forenede Arabiske Emirater – alle steder med massive korruptionsproblemer og relativt lav tillid. I den anden ende – altså blandt de mindst religiøse lande – ligger Danmark, Norge, Sverige, Tjekkiet og Estland. Her ligger, med andre ord, nogle af verdens mest tillidsfulde, mindst korrupte lande, og de to tidligere kommunistiske lande, der lider mindst af transitionsproblemer som organiseret kriminalitet.

Med risiko for at overfortolke resultaterne, også selvom vi endda viser, at det samme billede tegner sig på tværs af de amerikanske stater, peger vores undersøgelse altså på, at religiøsitet effektivt underminerer troen på, at andre mennesker er ordentlige, hæderlige og tilbøjelige til at holde sig indenfor almindelig mellemmenneskelig moral. At en række studier tidligere har peget på, at stærkt religiøse mennesker er flinkere og mere tillidsfulde over hinanden gør vel kun det hele lidt værre? Så et tilbagevendende spørgsmål, der kun står klarere i dette lys, er hvorfor vi bliver ved med at lytte til biskopper, imamer, og andre budbringere af denne mangel på moralsk medmenneskelig tiltro?

Se i øvrigt Niclas’ glimrende oprindelige post om Gallup-tallene, som vi bruger (læs her).

Nultolerance virker; – hvorfor jeg er glad hver gang vi forarges over kaffe, fadbamser og politikernes dieter

På DRs hjemmesider er en af nyhederne , at der eksisterer en såkaldt hjemme-dietordning for EU-parlamentsmedlemmer. Det har indebåret at en dansk MP har kunne hæve 2200 kroner for et møde der blev afholdt mindre en én km fra hendes hjem i Danmark.

MP’eren forsvarer sig med at det er i overensstemmelse med reglerne – som hun er imod, men at hun (muligvis) også i fremtiden gør brug af det (havde der været tale om en Latinsk politiker ville han/hun enten ikke være stillet op til spørgsmål eller var begyndt at skælde journalisten ud for at beklikke vedkommendes ære). I går var det gratis kaffe til politiet i SevenEleven butikker der stod for skud, og i foråret var det Lars Løkkes fadbamser og smøger på skatteydernes regning der i ugevis fyldte medierne.

Selv om der sikkert også kan findes urimelige ordninger og politisk fryns ikke er et ukendt begreb herhjemme har jeg ingen grund til at tro andet end at Britta Thomsen taler sandt, når hun siger at hun er modstander af ordningen og jeg kan heller ikke mobilisere nogen højere grad af forargelse over at hun gør brug af ordningen – når nu systemet nu er indrettet som det er.

Det er jo ikke kun for MP’ere at EU på en dansker/nordeuropærer virker mildt sagt anløben og tildelingen af privilegier er absurd – det gælder bestemt også lønninger og forhold for de ansatte. Reelt har Bruxelles udviklet sig til at have to paralelsamfund (ud over de etniske parallelsamfund der også eksisterer) – ét for almindelige “dødelige” Belgiere og ét for ansatte i EU og udsendte fra EU-landene. Hele boligområder og butikker er stort set forbeholdt apparatnikkerne.

Eksemplet med kaffe til politifolk er selvfølgelig at sammenligne med bestikkelse. Og uanset hvor småligt nogle måske vil synes det er, viser det hvor effektiv nultolerance politik kan være. At det kan blive en stor historie at politiet får en kop mokka gratis kan nok kun ske i meget meget få lande – og vi skal være glade for at Danmark er et af dem.

Historien om Lars Løkkes forbrug af fadbamser fortæller jeg ofte med stor glæde når jeg er i Brasilien – den udløser altid stor latter (og en de-er-skøre-de-danskere efterfuldt af en hvis misundelse). Til en start nægter de fleste dog at tro på at det er rigtig at det overhovedet kunne være en historie. Til de der mener at det var småligt at interessere sig for Løkkes fadbamser kan jeg kun sige endnu en gang: nultolerance virker.

Selvfølgelig er der og har der været langt større sager om misbrug af skatteydernes penge (indenfor kort tid vedtages jo den årlige finanslov og den er jo langt hen af vejen et stort misbrug af skatteydernes penge – men det er jo noget andet, for det er lovligt :-)).

Når der er grund til at glædes over at vi forarges over hvad der i mange lande vil anses for at være en bagatel,  er det netop fordi disse historier de fleste steder i verden ikke ville have udløst absolut igen reaktion – det er det man forventer (mange steder i verden ville man bestemt være glad hvis bestikkelse af politiet blot bestod af en kop kaffe i ny og nær – historien med Lars Løkkes fadbamser vil man de fleste steder have svært ved at tage alvorlig), og reglerne for EUs MP’ere er peanuts i forhold til hvad der ellers eksisterer af regelsæt – ja i nogle lande endda hemmelige love der beriger parlamentsmedlemmerne, vedtaget af… netop parlamentmedlemmerne. Et sådan sæt regler kom til offentlighedens kendskab i foråret i Brasilien  – hvor den fjerde formand for senatet i træk ville være røget på grund af korruption og nepotisme hvis det ikke havde været fordi landets præsident (der er fra et helt andet parti) holdt hånden under ham – Lula og PT skal bruge formanden for senatet og hans parti til at øge PTs (mikroskopiske) chance for at holde fast i præsidentposten efter næste valg.

I bund og grund handler det om vores (allesammens) moral og tendens til at berige os selv på bekostning af andre – som vi tilnærmet kan kan antage dækkes af Transparency Internationals “Corrruption perception Index”.

Nedenstående figur viser CPI for udvalgte europæiske og amerikanske lande.

(Ved at klikke på figur kan den ses i stor størrelse). Det fremgår vist ganske tydelig, at korruptionen er mindst i lande med nordeuropæisk udspring (jo højere indeks jo bedre). En del af de viste forskelle skyldes kendte årsager som økonomiens størrelse, offentlig andel af samlet økonomi (minus overførselsindkomster), handelsregime osv. Kort sagt graden af økonomisk frihed – en sammenhæng der fremgår af næste figur.

(klik for større og mere læselig figur). Her er også medtaget bl.a. Hong Kong og Singapore, der begge er karakteriseret af lav korruption.

Det er notorisk vanskeligt at determinere en betydelig del af et lands samlede korruption – ikke mindst hvad vi kan kalde kulturel korruption, det vil sige tilbøjeligheden til at berige sig selv på andres bekostning og snyde. Ved at indeksere residualerne (det vilsige den ikke umiddelbart forklaringsbare del af korruptionen) kan vi måske nærmere  os denne komponent. Dette indeks, med England som base, kan ses i den sidste figur (igen – klik for større billede). her gælder, at jo lavere jo bedre.

Også her er der en betydelig forskel mellem lande med nord- og sydeuropæiske kulturelle baggrunde – men forskellen er betydeligt mindre, ligesom den interne fordeling er ganske meget anderledes – hvilket ikke er overraskende. tilbage står dog at der synes at være en hvis sammenhæng med kulturel oprindelse.

En anden måde at illustrere dette er måske, at se på hvorfor i alverden det kan være, at det er muligt for en politiker, som alle ved mere end almindelig ulden i kanterne igen og igen kan blive valgt – noget der ville være uhørt i Nordeuropæiske lande. Således er en af de ledende medlemmer af det Brasilianske senat i dag Fernado Collor de Mello, der i 1989 blev Brasiliens første direkte folkevalgte præsident, og som få år senere måtte gå af på grund af en stor korruptionsskandale i 1992. Hans “straf” blev (så vidt jeg husker) udelukkelse fra at søge valgt embede i 10 år. Efter “udstået straf” stillede han op til senatet og blev valgt ind, og han er i dag ikke kun et tålt, men et ledende medlem. Det ville nogenlunde svare til, at Richard Nixon var stillet op til det amerikanske senat i begyndelsen af 1980erne, og ikke blot var kommet ind, men herefter havde været et af de ledende medlemmer.

(en del af) Forklaringen er formentlig at der eksisterer en kulturel tolerance overfor snyd og bedrag i brasiliansk kultur, der ligger milevidt fra vores egen. IBOPE (Instituto Brasileiro de Opinião Pública e Estatística), fandt således på baggrund af en undersøgelse af betydningen af etik blandt brasilianske vælgere, at omkring 3/4 af vælgerne angav at de selv ville udnytte muligheden for uretmæssig berigelse hvis de fik chancen, og at etiske og moralske overvejelser ikke betød specielt meget.
Formentlig ville en unders
øgelse af europæiske vælgeres adfærd vise lignende holdninger i Sydeuropa. En kyniker vil måske anføre, at det “blot” skyldes at de svarer mere ærligt, men her kan man så henvise til, at mens Danmark er et af verdens mindst korrupte lande med den højeste tiltro til andre mennesker, er Brasilien det land i verden hvor folk stoler mindst på hinanden – mon ikke der er en sammenhæng?

Da jeg i foråret holdt et oplæg på Rio de Janeiros Universitet spurgte en studerende mig, om europæiske politikere var bedre (mennesker) end brasilianske ditto. Det spørgsmål skulle jeg ikke tænke lang tid over, for svaret er selvføgelig nej. Omplantet til Brasilien, hvor der spilles efter brasilianske spilleregler, må vi gå ud fra at de(vi) vil opføre sig på (næsten) præcis samme måde, og dog. Man skal selvfølgelig ikke underkende ens kulturelle udgangspunkt (der eksisterer også ærlige politikere i Brasilien med en høj personlig moral) for hvor niveauet ligger. Til gengæld er den drivende kraft nok primært den samme, nemlig ønsket om magt. Der er heller ikke nogen grund til at tro, at folkevalgte politikere i Danmark adskiller sig i positiv retning fra resten af befolkningen – ligesom det er naivt at tro, at politikere i lande kendt for høj grad af korruption skulle adskille sig i negativ retning. Det bedste bud i et demokrati er nok, at de folkevalgte i en eller anden udstrækning er et spejl af det pågældende lands befolknings kultur og værdier (om man kan lide det eller ej).

et stærkt våben mod korruption er den kulturelle nultollerancepolitik – der ikke er nedskrevet, men er en social lov -, derfor er Britta Thomsen i defensiven i interviewet med journalisten. Hun ved godt at det er langt ude, at man kan få dieter for at holde møder i sit hjemland få hundrede meter fra hvor man bor, men er selvfølgelig fristet af gevinsten på 2200 kroner (formentlig skattefri) – og hvem kan fortænke hende i det? 

Derfor er der grund til at glæde sig over at vi i denne sammenhæng “går i små sko” – man kan ligeså godt sætte grænsen ved fadbamser og gratis kaffe – for grænsen vil altid blive prøvet af. Næste gang er det måske gratis luksusferierejser for hele familien eller cash up front for at få politiet til at rykke ud (som man har set det andre steder i verden).

Derfor glæder det mig at leve i et land hvor en kop kaffe eller en fadøl er en skandale. 

Et lys i mørket: Konference om liberalisme på Christiansborg søndag den 27. september

Dette indlæg er udelukkende skrevet for at gøre reklame for den “Konference om Liberalisme” der afholdes om 3 uger søndag den 27. september i landstingssalen på Christiansborg. Det er Liberal Alliance der har arrangeret, og alle er velkomne.

For en oversigt over dagens program klik her. – tilmelding kan ske samme sted.

Dagens talere er blandt de fremmeste hjemmelige debatører og inkluderer direktør for CEPOS Martin Ågerup, David Gress, Henrik Gade og Otto Brøns-Pedersen, og der sluttes af med en debat mellem David Gress, Otto Brøns-Pedersen og Kasper Støvring.

Planen er at arrangementet skal være en årlig tilbagevendene begivehed. -At der i den grad er brug for en mere ægte borgerlig/liberal dagsorden skulle være åbentlyst for enhver i en tid hvor kollektivister fra højre og venstre side af det politiske spektrum kæper hårdt for at reducere individets frirum yderligere og sovse os alle ind i en kollektivistisk og reduktionistisk forestilling om at vi er til for samfundets skyld og ikke for vores egen.

Program:

9.30 Registrering

10.00 Velkomst v. Torben Mark Pedersen

10.10 Liberalismens historiske rødder i oplysningstiden. David Gress

11.15 Kaffe

11.30 Retninger indenfor liberalismen. Henrik Gade Jensen

12.30 Frokost

13.30 Økonomisk frihed, kapitalisme og ejendomsret. Martin Ågerup

14.30 Kaffe

14.45 Rettighedsliberalisme kontra utilitarisme og socialliberalisme. Otto Brøns Petersen

15.15 Konservatisme kontra liberalisme. Kasper Støvring.

15.45 Paneldebat om det nationale. Ordstyrer: Henrik Gade Jensen, deltagere: Otto Brøns Petersen, Kasper Støvring og David Gress

16.30 Afslutning

 

weekend-klumme på 180grader om de konservatives integrationsplan

Undertegnede har leveret denne weekends klumme til 180grader. “Rend mig i danske værdier – fra Gud, Konge og Fædreland til velfærdsstat og demokratisk totalitarisme“.

Det er ikke første gang jeg er ude “med riven” i forhold til dette parti, der i den grad har vist sig virkeligt at leve op til en bestemt betydning af ordet konservativ – at holde fast i det bestående – uanset hvad dette så måtte være – i dette tilfælde en socialdemokratisk velfærdsstat der på fornem vis sikrer at Danmark konsekvent vil sagte agterud i forhold til mere dynamiske økonomier.

Integrationsforslaget er en rystende omgang ufatteligt naive forestillinger om hvad man kan gøre via uddannelsessystemet og skræmmende opvisning i komplet historieløshed, der ender i en næsten Pol-Potsk forestilling om mennesket som et tomt hylster der bare kan fyldes på.hos det konservative folkeparti er vores børn så sandelig statens og ikke vores.

Jeg kan selvføgelig ikke med sikkerhed sige, hvad min sagelige morfar, der var konservativ borgmester i Frederikshavn i begyndelsen af 1950erne ville sige til den omgang kolektivistiske konstruktivisme som hans parti har præsteret gennem snart mange år, hvor “gode borgerlige dyder” som frihed og ansvar, for slet ikke at sige sandruelighed er fejet af bordet (sidstnævnte kan dog skyldes at de indvolverede ganske enkelt ikke ved bedre) til fordel for kvalme socialistiske begreber som demokratisk livsform og opdragelse i “demokratisk medborgerskab”, men han havde næppe været medlem.

Men han var selvfølgelig også fra en tid, hvor han som et godt borgerligt menneske ikke kunne finde på at forlange betaling for sin tid som borgmester (det var før “professionaliseringen – hvorfor effektiviteten var en helt anden – og højere – end i dag), og hvor ligning af selvangivelser var borgerligt ombud – og hvor man med den viden man fik kunne sikre, at Roterys hjælp til byens fattige medborgere fik den hjælp de havde brug for.

I dag kæmper det konservative for et system der er direkte skadeligt for ideen om et personligt ansvar (og decideret indskrænker den personlige frihed). Det er der andre partier der kan gøre meget bedre, så egentlig forstår jeg ikke hvorfor man ikke blot nedlægger sig selv – evt. med et gyldent håndtryk til de ledende politikere i partiet, der i den grad lever op til en bestemt fordom om ledende politikere i netop dette parti i forhold til rekruteringsgrundlaget – jeg dog vil undlade at uddybe.

S og SFs udspil: Politisk bestået, økonomisk dumpet

Sidste uge præsenterede finansminister Claus Hjort Frederiksen regeringens finanslovudspil. Efterfølgende har der været en del debat (min holdning gøres klar her), ikke mindst fra oppositionen, der barslede med et eget udspil. I fredags kom så Socialdemokraterne og SFs fælles skatteudspil. Berlingske skitserede forleden S og SFs hovedpunkter således:

Under punktet ’fra de rige til de fattige’:

1. En millionær skat på al indkomst over en million på cirka 5-6 procent

2. Mindre fradrag på store pensionsindbetalinger

3. Højere pensionstillæg til pensionister, der i forvejen får tillæg

4. Folk på overførselsindkomster kompenseres for højere afgifter på usunde varer.

Under punktet ’fra usund livsstil til sygehuse’:

5. Ekstra sundhedsafgifter på, f.eks., slik, sodavand og cigaretter.

6. Arbejdsskadeafgift på farlige arbejdspladser.

7. 3,1 milliarder kroner ekstra til sygehuse til kræftbehandling o.a.

8. Obligatorisk sundhedstjek til alle over 45 år, og gratis tandlægebehandling til alle unge og ældre.

Under punktet ’fra virksomheder til folkeskolen’:

9. Højere selskabsskat.

10. Højere lønsumsafgift.

11. To milliarder til reform af folkeskolen.

12. ’Klimainvesteringer’.

Under punktet ’fra forurening til grøn trafik’:

13. Betalingsring omkring København.

14. Roadpricing på særligt trafikerede veje.

15. Halvering af registreringsafgift på ’miljørigtige’ biler.

16. Billigere kollektiv trafik.

Regeringen har naturligvis allerede været ude med en kritik af udspillet. Lars Løkke kaldte, ikke videre statsminister-agtigt, udspillet for hjernedødt, da han helt korrekt karakteriserede skattedelen overfor Nyhederne som en skat på viden og uddannelse. Men man må spørge sig selv, hvor hjernedødt det egentlig er.

Set fra en økonomisk vinkel er det ret klart, at udspillet er til en dumpekarakter. Der er blandt andet tale om ekstra overførsler til bestemte grupper i samfundet, der dermed får endnu svagere incitamenter til at tage et arbejde, eller i tilfældet med pensionister, at bevare en tilknytning til et arbejdsmarked, der kan bruge deres ekspertise og erfaring. På samme tid betyder en millionærskat, som kun vil indbringe et meget lille beløb i skatteprovenu, at man straffer succesfuldt initiativ og vidensskabelse endnu hårdere. Med andre ord giver millionærskatten et meget konkret incitament til at flytte væk fra Danmark, hvis man får succes med en forretningsidé, en opfindelse eller lignende. Højere selskabsskatter og lønsumsafgifter er heller næppe gavnligt, og det hele peger i en retning, der kan risikere at føre til en markant svækkelse af dynamikken i den danske økonomi. At man derefter poster flere penge i verdens allerede dyreste folkeskole, der kun leverer middelmådige resultater, synes et sikkert bud på at hælde penge ud af vinduet. Det samme gælder tilskud til kollektiv trafik (læs: DSB) og de såkaldte klimainvesteringer, der allerede nu ligner statsstøtte til feelgood-industri.

Det helt store problem med S-SF udspillet er dog, at det på ingen måde dumper politisk. Tværtimod er det i en kynisk, politisk optik et ret fint udspil. De to partier planlægger at kaste store lunser til de ældre, overførselsindkomster, og børnefamilier (folkeskole og unges tandlægebesøg). De tegner også et billede af, at det er ’de rige’ der finansierer gildet, der nok er svært misvisende, men også appellerer til traditionelle socialdemokratiske grupper, der flygter til DF, og til SF-vælgere, der kunne tænkes at stemme enten Enhedslisten eller radikalt næste gang. Med andre ord spiller venstrefløjens valgløfter på: 1) folks manglende forståelse for økonomi og den udbredte lagkagetænkning, der simpelthen får folk til at tro, at hvis nogen får mere så får jeg mindre – så hvis man straffer ansigtsløse millionærer, får ’jeg’ mere; og 2) de laveste instinkter, såsom forestillingen om ’rige svin’ og ideen om, at der eksisterer gratis ydelser – at staten på en eller anden magisk måde ikke behøver at tvinge ekstra penge ud af den almindelige vælger, hvis den udvider dens aktiviteter.

Så den dybt deprimerende bundlinje i S og SFs politiske ageren for tiden er, at de har sat et forslag i søen, der på en og samme tid er en tikkende bombe
under dansk, økonomisk ansvarlighed og et næsten narkotisk lokkemiddel overfor nogle store vælgergrupper. Herfra kan vi kun forsøge at sprede information, men hvis den borgerlige fløj – enten VK eller den udsultede højrefløj i S – ikke snart vågner op, kan vi se frem til en endnu værre velfærdsmøllesten om samfundets hals.