A profit to kill for – hashmarked, bandekrig og monopolgevinster

I gårsdagens 21. søndag på DR medvirkede den tidligere punditokrat Jacob Mchangama  i et indslag om bandekrigen i København og den efterfølgende debat med Henriette Kjær om det nytteløse i den nuværende kriminalisering af hanshandlen. Hvis man ikke har set indslaget vil jeg stærkt opfordre til at gøre det. Ud over at Henriette Kjær vist ikke har helt styr på hash som vanedannede stof (risikoen er meget lav) var hendes afgørende argument for en fortsat kriminalisering det yderst følelsesladede men effektive, og forkerte, at en kriminalisering forhindrer vores børn i at forsøge sig med stoffer. I den udstrækning et forbud har betydning for potentielle købere er det primært ressourcestærke voksne mennesker der måske kunne tænke sig fra tid til anden at ryge en joint der undlader det. Dels fordi de i modsætning til deres børn (eller børnebørn) ikke ved hvor man køber det, og dels fordi de formentlig har svært ved at se sig selv i rollen som køber de steder hvor det foregår.

Henriette Kjær udtalte i udsendelsen sin bekymring over, at hendes søn på 13 var begyndt at interessere sig for hash. Det mener hun åbenbart at et forbud kan sikre ikke er noget han går videre med. Det kan vi nok være sikre på det ikke vil. Bider mors argumenter ikke og ønsker knægten at prøve det, kommer han også til at gøre det, Det rationelle for Henriette Kjær havde i virkeligheden været, at hun gik mere op i omstændighederne hvorunder drengen køber det, og kvaliteten af den hash, drengen  ønsker at prøve. Og så kan hun beklage, at cannabis har været ulovligt at sælge de sidste 40-50 år. Havde dette ikke været tilfældet, ville de typer der blev solgt formentlig have været mildere (og renere) – formentlig havde marihuana i form af joints været den foretrukne form (I USA og Sydamrika ryger man stort set kun marihuana-joints) – men da det fylder mere og produktionen ikke finder sted lokalt i vores del af verden, foretrækkes det at volumen er lille og dermed at koncentrationen af aktive stoffer er høj.

Som Jacob så præcist gjorde opmærksom på i udsendelsen og som vi har skrevet om før her på bloggen, bl.a. i dette indlæg tidligere på året er et centralt problem selve det. at et produkt der er efterspurgt er ulovligt. Ikke mindst når der er tale om et marked med store profitmuligheder (der findes næppe noget andet marked med så høj en profit som det illegale narkotikamarked) og en pris-uelastisk efterspørgsel. Vi kan også formulere det på en anden måde. I lyset af den igangværende bandekrig er monopolgevinsten på hashmarkedet åbenbart “a profit to kill for”. Og brutalitet bliver den væsentligste konkurrenceparameter i stedet for pris og kvalitet. Brutalitet kan også ses som en pendent til adgangsbarrierer der ellers oftest er politisk skabte (ulige eller ingen adgang til kredit, handelsbarrierer, politisk givne privilegier osv., osv.) – og i takt med at markedet modnes og vokser, vil mindre brutale deltagere blive presset ud, hvorimod de resterende i stedet for at konkurrere på pris og kvalitet vil konkurrere på en stadig højere grad af brutalitet. Hvilket vist meget godt kendetegner udviklingen på det danske hashmarked fra 1960erne og frem.

Dette er illustreret ved de to nedenståede figurer, hvor figur 1. viser monopolgevinsten i tilfælde af stor priselasticitet (en lille prisændring indebærer en stor ændring i efterspørgslen) og figur 2, der bedst illustrerer priselasticiteten på hashmarkedet, hvor priselasticiteten er lav (ændringer i pris indebærer kun små ændringer i efterspørgslen.

Det farvede område M illustrerer gevinsten ved at opnår monopol i forhold til fuld konkurrence, hvor både udbyder og efterspørger er pristager.

Figur 1. Høj priselasticitet og monopolgevinst til vinderen af bandekrigen.

Figur 2. lav priselasticitet og monopolgevinst til vinderen af bandekrigen.

Det er i sig selv tankevækkende, at forholdene på narkotikamarkedet måske er det nærmeste vi kommer til den opfattelse af markedet som fortsat trives i visse kredse på venstrefløjen, altså at markedet er styret af onde brutale mennesker. At disse karakteristika er afgørende kompetencer forudsætter at marked er illegalt eller at der er tale om en “failed state” OG der er tale om et marked mede en høj potentiel profit. Den eneste måde et sådan marked kan undertrykkes er, hvis staten er parat til at overtrumfe markeds-deltagernes brutalitet.

I fraværet af en stat der er parat til dette, vil det altid være personer der er parate til at udvise den fornødne brutalitet – for at poånå den gevinst der er gengivet ved M på ovenstående figurer hvoraf det fremgår at jo mere prisuelastisk et marked er, alt andet lige, jo større er gevinsten ved at opnå monopol.

Og for nogle er det åbenbart rationelt at være parat til at slå andre mennesker ihjel for en given profit – de finder tilsyneladende at den mulige gevinst opvejer omkostninger og risiko. 

Et ofte anvendt argument imod ovenstående argumentation for legalisering af hashmarkedet (hvilket er en forudsætning for at kunne kontrollere og regulere det) er, at de kriminelle nok bare vil slås om noget andet. Det er muligvis korrekt på kort sigt, men forkert på langt sigt.

På kort sigt kan man sagtens forestille sig at deltagerne vil se sig om efter andre lukretive områder (hvad skal de ellers lave)- der er bare ikke så mange af dem (bortset fra andre illegale stoffer), med andre ord mindskes den mulige profit markant, og den fortsatte rekrutering mindskes.

I den udstrækning de kriminelle bevæger sig væk fra offerløs kriminalitet er der en afgørende forskel – at der nu findes et identificerbart offer, der har en interesse i at få sat en stopper for den kriminelle aktivitet. En ganske afgørende forskel for politiets muligheder for at bekæmpe og opklare kriminalitet.

8 thoughts on “A profit to kill for – hashmarked, bandekrig og monopolgevinster

  1. Allez

    Tillad mig at have en del skepsis for at de kriminelle ikke skulle have noget andet at slås om, også på lang sigt. Jeg har meget svært ved at tro, at de kriminelle nemt skulle kunne lægge en yderst indbringende livsstil fra sig, blot fordi en del at deres marked legaliseres. Ikke mindst da de pågældende medlemmer næppe har den store udsigt til at kunne opretholde en sådan livsstil, ved et almindeligt hæderligt arbejde.En potentiel (og reel i DK?) indtægtskilde kunne være afpresning af erhvervsdrivende. Vores svenske naboer har desværre en del erfaring med denne form for kriminalitet. Der både er indbringende og som det svenske politi tilsyneladende ikke har formået at få udryddet de senere år.Et par – i mine øjne – skræmmende eksempler nedenfor:http://www.dn.se/nyheter/sverige/hot-som-gar-hem-1.721006http://sydsvenskan.se/webbtv/article419514/Polisens-film-fran-utpressningen.htmlhttp://www.ment.se/node/9278Ovenstående er naturligvis ikke noget argument mod legalisering af hash, men jeg er stærkt tvivlende overfor at en legalisering skulle mindske rekrutteringen til diverse bander, og medføre en generel mindskelse af den grove kriminalitet.

    Svar
  2. Lise Rasmussen

    @AllezPjat med dig. Naturligvis vælger de unge mennesker på Nørrebro at droppe BMW’en og i stedet køber de sig en cykel og starter på VUC eller Teknisk Skole. Måske bliver de gadefejere, skraldemænd eller hvis det går godt, en elev-plads i Fakta. Og så går de ellers rundt og drømmer at få deres egen lille kiosk eller shawarmabar.Det er racisme at tro at de blot finder en anden kriminel niche at kaste sig over.Og ligeså rockerne. Brian Sandberg kaster sig i stedet over “sikkerhedsbranchen” hvor han allerede gør det. Det bliver hård konkurrence for Securitas, Dansikring og G4S. Og så begynder de at køre på scooter istedet for motorcykel.

    Svar
  3. JR

    “Hvis der var et stort potentiale for anden kriminalitet, hvorfor bliver det så ikke allerede udnyttet?”Jamen, Danmark er jo allerede et land med udbredt berigelseskriminalitet. Se blot NationMasters statistik:http://www.nationmaster.com/cat/Crime-crime&all=1De to områder hvor vi ligger værst er indbrud (over 100.000 om året, hvilket giver os en 3. plads per capita) og biltyverier (~29.000, hvilket giver os en 2. plads per capita).Så det bliver allerede udnyttet. Men spørgsmålet er vel om befolkningens moral er helt ligegyldig i den sammenhæng og om vi blot styres af økonomiske overvejelser. Og til det må man vel sige, at det kun er en vis procentdel af befolkningen som kunne finde på at begå kriminalitet – og den kriminalitet de begår er naturligvis den mest profitable i forhold til risikoen. Men det betyder naturligvis ikke, at _alle_ narkohandlerne bliver lovlydige borgere hvis det marked legaliseres. En stor del af dem vil givetvis finde andre knap så profitable kriminelle aktiviteter (og en mindre del vil formentlig finde sig et arbejde). Det pudsige er så også, at de fleste kriminelle tilsyneladende også modtager offentlige ydelser. Vi gør på den måde faktisk deres kriminelle løbebane mere attraktiv (men det har Ole Birk måske skrevet om? Han har i hvert fald skrevet om hvordan vi subsidierer alkoholikere).

    Svar
  4. JR

    “En effektiv metode til at mindske kriminaliteten er formentlig at øge antallet af indsatte – hvilket jo vil være resultat af højere straffe for for eksempel biltyveri, indbrud osv.”Højere straffe er ikke nok i sig selv. Der skal også flere eller mere effektivt politi til (for at forøge risikoen for opdagelse).Derudover er der en effekt som så vidt jeg ved ikke er undersøgt, men som jeg er ret sikker på giver markant mindre kriminalitet på langt sigt (>15 år) ved længere straffe til forbrydere. Men lad mig først advare om, at denne velunderbyggede hypotese er groft politisk ukorrekt. Lad os begynde med følgende velunderbyggede observationer (find selv flere referencer der er nok af dem):1. Kriminelle får færre børn når de er i fængsel. Se kommentar om dette her: http://www.medicalnewstoday.com/articles/117049.php2. 60-70% af fængselspopulationen har “Antisocial Personality Disorder” (APD), heraf en mindre del som er direkte psykopater. Se f.eks. Personality Disorders, Psychopathy, and Crime in a Norwegian Prison Population, 1999, International Journal of Law and Psychiatry.3. APD og kriminel opførsel er arveligt (både genetisk og socialt). Se f.eks. http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/74873394. APD forekommer i omkring 3-4% af befolkningen (i USA, se http://www.psychiatric-disorders.com/articles/personality-disorders/antisocial.php)5. Fængselspopulationen i et land med strenge straffe som USA er ca. 1% af befolkningen og hvilket svarer til ca. 0.01*0.65/0.035 = 20% af APD populationen, herunder formentlig i særlig grad sværere former for APD (som sociopati).Så kan de fleste jo godt regne ud, at længere fængselsstraffe vil betyde, at sociopater og andre med APD vil få færre børn. Eftersom APD og kriminalitet har en stor arvelig komponent vil det naturligvis betyde, at der vil blive en lavere procentdel af befolkningen som har APD og kriminalitet i næste generation end det ellers ville være tilfældet. Den præcise størrelse af effekten kræver dog lidt mere arbejde end jeg har lagt i spørgsmålet, men at der er en effekt virker nærmest trivielt.Ovenstående er naturligvis en form for eugenik (arvehygiejne) som biprodukt af en fængselsstraf. I modsætning til mange andre tidligere programmer er denne form dog underlagt en domstolsafgørelse og er udelukkende en konsekvens af et individs (kriminelle) opførsel. Det er altså en farve, kultur og religionsblind metode til at reducere forekomsten af en nogle personlighedsforstyrrelser der i rigtig mange tilfælde medfører kriminel opførsel. Såfremt man kan dokumentere denne effekt af længere fængselsstraffe har jeg derfor ingen problemer med at inkludere denne effekt i min interne cost-benefit-analyse af virkningerne af længere straffe.

    Svar
  5. Niels Westy

    @JRI taberfabrikken har Ole Birk et kapitel for han argumenterer for at der er en sammenhæng både mellem misbrug, kriminalitet og udviklingen i atallet på overførselsindkomster.I denne sammenhæng (narkotikamarkedet og organiseret kriminalitet) synes et par stykker at blande tingene sammen. Desværre er det jo sådan at skaden er sket i forhold til at styrke organiseret kriminalitet, på præcis samme måde, som alkoholforbuddet skabte grundlaget for mafians betydning i USA, så ja vi kommer til at trækkes med HA, Bandidos, Black Ghost og hvad idioterne ellers kalder sig, i mange år fremover.Samtidig kan det dog konstateres, at kriminaliteten FALDT i USA efter ophæbelsen af alkoholforbuddet.Ideen om at de kriminelle “bare” finder andre indtægtskilder lider da også under et par alvorlige problemer:1. Det indebærer at der ikke skulle være en sammenhæng mellem genvinst og risiko – narkotikamarkedet er langt mere profitalbelt end andre former for kriminalitet, hvilket indebærer, at et bortfald af denne profit, alt andet lige, må antages at indebære at det er mindre attraktivt at være kriminel.2. Det er væsentligt at skelne mellem offerløs kriminalitet og kriminalitet der har et klart indentifiserbart offer – eller ofre. Det er væsentligt nemmere for politiet at opklare kriminalitet der indvolverer ofre.3. Hvor legalisering af hash nok vil have en marginal betydning for omfanget af berigelseskriminalitet (indbrud, røveri osv.), vil en legalisering af hårdere stoffer, især heroin formentlig have en meget stor betydning. Ifølge engelske undersøgelser har narkomaner i gennemsnit begået 10 gange så mange forseelser som kriminelle der ikke er narkomaner.4. Og så – hvilket kan være af stor betydning – har det en helt anden status at være tyv i forhold til at være hashhandler. I lighed med mafiaen under alkoholforbuddet, er denne aktivitet accepteret i (ikke helt små) dele af befolkningen, det gælder næppe tyveri osv.Men selvføgelig vil der fortsat være kriminalitet i betydeligt omfang herhjemme også efter en legalisering. At gøre noget ved dette vil kræve store ændringer – både indenfor retsvæsen og den sociale sektor. Personligt tror jeg ikke på at resultaterne af SSP, social indsats osv. på nogen måde er pengene værd. Det udsætter højst den kriminelle debut. At holde op med at opfatte den kriminelle som offer og sætte strafferammerne markant op for småforbrydelser vil formentlig have væsentlgt større virkning i forhold til “traditonelle” forbrydelser.Og så kunne det være interessant at få en statistik over hvor stor en andel af de der begår “alvorlige” forbrydelser; væbnet røveri, vold osv. der IKKE har begået anden kriminalitet før – jeg tvivler på at det er ret mange.En effektiv metode til at mindske kriminaliteten er formentlig at øge antallet af indsatte – hvilket jo vil være resultat af højere straffe for for eksempel biltyveri, indbrud osv.Personlig mener jeg også, at man stort set bør afskaffe begrebet betingede domme, bruge militære (disiplinære) metoder i fænglselssystemet, og kræve konsekvent sammenhæng mellem opholdets “behagelighed” og den enkelte fanges opførsel og indsats. Udgangspunktet er en bar celle uden ret til noget som helst – alt der kommer derefter skal man gøre sig fortjent til.

    Svar
  6. Thomas

    Tankeeksperiment: Hvis man nu opfandt en ny type kriminalitet som var mere profitabel end hash-salg, ville de kriminelle så holde op med at sælge hash?

    Svar
  7. Niels Christensen

    En af problemerne ved at diskutere den specifik danske udformning af bandekriminalitet (HA, Bandidos, og diverse indvandre bander) er jo at vi ved utrolig lidt om dem. Der findes faktisk ikke noget forskning (måske af gode grunde) på området. Men man kan jo få ideer udefra, jeg vil godt lige henvise til en spændende snak i SlateBook Club i sidste måned mellem Sudkir Ventakesh ( bl.a. Gang Leader for a Day: A Rogue Sociologist Takes to the Streets ) og Patrick Keefe ( Snakehead), virkelig spændende læsning. http://www.slate.com/id/2223110/entry/2223111/Ellers kan man jo kikke lidt til Norge, lige nu er en ankesag mod nogle af B-gjengen (en af de store Oslo indvandrebander) medlemmerne er i gang.

    Svar

Leave a Reply to Thomas Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.