Hvem får Nobelprisen i år?

Mandag den 12. oktober efter klokken et annoncerer Sveriges Riksbank, hvem der får årets Nobelpris i økonomi. At forudse, hvem der får prisen er cirka lige så svært som at forudse, hvad Mette Frederiksen er indigneret over næste uge, men man ved det kommer til at ske. Under alle omstændigheder kan man de fleste år indsnævre feltet til et sæt ’værdige’ kandidater, som man ved kan komme på tale. I år, der ikke er helt almindelig, kan man groft set dele de umiddelbart værdige kandidater ind i tre grupper:

1. Gruppen af værdige, der på grund af politiske vinde alligevel ikke gives de store chancer. Som David Stern understreger, består denne gruppe primært af superøkonomerne Eugene Fama og Robert Barro, der begge har været at regne blandt topkandidaterne de seneste år. Alene Barros 1991-artikel ”Economic Growth in a Cross-Section of Countries” i Quarterly Journal of Economics, der sammen med Greg Mankiws arbejde revolutionerede økonomisk vækstforskning, er ved sidste tælling blevet refereret i over 1500 videnskabelige artikler! Hans fælles artikel med Xavier Sala-I-Martin om indkomstkonvergens (fra året efter i Journal of Political Economy) har over 800 referencer. Lignende imponerende tal gælder for Eugene Famas arbejde om risikofaktorer i aktie- og obligationsmarkeder med Kenneth French. Problemet for denne gruppe er for det første, at Famas arbejde har handlet om, hvordan markeder generelt er effektive. Denne hypotese (kort kaldet EMCH) er ikke i videre høj kurs i offentligheden for tiden. For det andet er Barro kendt som liberalist (i ordets europæiske forstand) og har beskæftiget sig indgående med, hvorfor finanspolitisk stimulans ikke er effektiv. Han har endda skrevet om det i år i en ødelæggende kritik af Obamas stimulanspakke og sidste års vinder Paul Krugmans kriseideer. Kort fortalt er hverken Fama eller Barro i takt med den politisk zeitgeist, og da Nobelkomiteen næppe helt kan overse den, bliver 2009 nok heller ikke året hvor de senere års mest citerede nationaløkonomer får prisen.

2. Gruppen af værdige, hvis tid er gået. De mest oplagte i denne gruppe er sandsynligvis Gordon Tullock, Anne Krueger og William Baumol. Alle tre har beskæftiget sig med ’rent-seeking’, der omfatter en række forskellige typer adfærd som lobbyvirksomhed, korruption og politisk nepotisme. Tullock introducerede ideen i 1967 som har revolutioneret den måde, vi forstår politisk og økonomisk adfærd, Krueger fandt på begrebet ’rent-seeking’ i 1974, og Baumol knyttede senere begrebet mere overordnet til entrepreneurship, som ellers stadig er et lidt overset område. Men Tullock har sidste år haft en hjerneblødning og kan næppe tage turen til Stockholm, Krueger er upopulær i visse kredse for sit arbejde hos IMF, og Baumol har beskæftiget sig med emner, som f.eks. entrepreneurship, der er udenfor mainstream. Ydermere blev Tullock, som medgrundlægger af Public Choice-skolen, groft overset i 1986, da James Buchanan fik prisen, og komiteen er næppe indstillet på at give ham noget, der kunne ligne en trøstpris.

3. Gruppen af værdige, som er umiddelbart uproblematiske. Tyler Cowen hos Marginal Revolution ser for eksempel stadig (ligesom sidste år) ud til stadig at sætte sine penge på transaktionsomkostningsteori, og dermed på Oliver Williamson og Jean Tirole, muligvis inklusive Oliver Hart. Amol Agrawal har samme bud. Et andet bud i denne gruppe er William Nordhaus, da miljøøkonomi og særligt den del, der har med klima at gøre, indlysende er meget populært for tiden. Og hvis man ikke synes om hans nuværende klimafokus, er der andre ting at fokusere på hos Nordhaus, for eksempel hans formulering af teorien om en finanspolitisk valgcyklus. En alternativ strategi for at begrænse sig til kandidater i denne gruppe, er at give årets Nobelpris til økonometri – den statistiske redskabsdel af nationaløkonomi – hvilket vil overflødiggøre de politiske overvejelser. Det er endda nogen tid siden, at prisen gik til økonometri. Et af mange bud i den boldgade er folk som Arrelano, Bond og Blundell, der som ophavsmænd til de såkaldte GMM-estimatorer har haft stor indflydelse på empirisk forskning de senere år.

Som sådan er 2009-Nobelprisen i økonomi endnu mindre forudsigelig i år end den plejer at være. Mange kommentatorer diskuterer emnet, ikke mindst David Stern, Tyler Cowen, og i de næste par uger utvivlsomt mange andre. Således også her på stedet, hvor vi hellere end gerne vil høre vores begavede læseres egne bud!

9 Kommentarer

  1. Kanske William Nordhaus för miljöekonomiska bidrag?

  2. Peter Kurrild-Klitgaard, hvorfor hører man næsten ikke til dig herinde længere? Ingen blog-posts i meeegen lang tid.. Det er en skam.

  3. Er helt enig med Jakob. Savner især nogle blogindlæg om amerikansk politik!

  4. David Dreyer Lassen

    23. september 2009 at 04:00

    @2Peter, Barro har lavet masser af teori og hvis han faar den – og jeg tror ikke saa meget paa de politiske hensyn som Christian laegger op til – vil det nok primaert vaere for hans teoretiske 1974-artikel om Ricardian Equivalence. Herudover har han begaaet den klassiske (teoretiske) model for bestemmelse af den optimale offentlige gaeld, 1979, samt bidrag med Gordon om omdoemmeeffekter i pengepolitik. Sidstnaevnte var meget populaere i en periode, men er det ikke saa meget mere.Bemaerk i oevrigt at Barro (1973) i Public Choice er den foerste formalisering af political agency modellen, senere gjort beroemt af Ferejohn m.fl.

  5. “Han har endda skrevet om det i år i en ødelæggende kritik af Obamas stimulanspakke og sidste års vinder Paul Krugmans kriseideer.”At kalde Barros WW2-studie for en “ødelæggende kritik af Obamas stimuluspakke” er måske lige at tage munden lidt for fuld. At bruge WW2-data er bestemt ikke uproblematisk, og resultaterne er svære direkte at overføre.Barros argument står stærkt fordi flere neokeynesianere(bl.a. Krugman) har fremhævet krigsforbrug i WW2, som værende en vigtig faktor for at USA kom over krisen i 30’erne.

  6. Udover ideologisk og politisk ukorrekthed, samt timing, er Barros problem så ikke lidt, at han er så ateoretisk? Altså ikke at han ikke kun laver teori, men snarere at han stort set kun har beskæftiget sig med empiri? Mit ikke helt veldokumenterede indtryk er, at de fleste priser er gået til teoretikere eller teori-testende empirikere.

  7. Helt klart spændende læsning på Nonicoclolasos.Grunden til at Barro vælger at bruge WW2-data er, at det er svært at adskille BNP-effekterne, der fremkommer som konsekvens af højere offentligt forbrug, fra naturlige konjunkturudsving. Derfor er det interessant at kigge på historiske begivenheder, hvor forøgelsen af det offentlige forbrug ikke har været marginal.Er der derfor ikke en usikkerhed af en vis størrelsesorden, forbundet med de omtalte estimater af multiplikatoreffekter i Eurozonen?

  8. Christian Bjørnskov

    24. september 2009 at 10:39

    Tak til David for at pointere Barros teoretiske bidrag. Hans arbejde med Gordon bliver nok ikke belønnet, da det ligger relativt tæt op ad Kydland og Prescotts, som de som bekendt fik Nobelprisen for. Mht. Kaspers pointe om min brug af ordet ‘ødelæggende’ var det nok mere ment i en politisk kontekst end videnskabeligt. Men prøv f.eks. at se Cwik og Wielands nye arbejde omkring multiplikatoreffekter i eurozonen. Deres bedste bud ser også ud til at være et nul! Niclas Berggren (vores svenske læser med bloggen Nonicoclolasos) har skrevet om det på sin blog forleden.

  9. @David Dreyer Lassen: Tak. I (happily) stand corrected … 😉 Eller hvad man nu skal kalde det. For jeg var sådan set godt klar over, at Barro har lavet enkelte teoretiske bidrag, men illustrerer Dine henvisninger ikke meget godt, at det *meget* lang tid siden. (Ok, det kan Hayek og Coase nok tale med om …)Barros 1973-artikel i et vist obskurt tidsskrift kender jeg faktisk godt. Barro fortalte mig for et par år siden, hvordan det nærmest var et tilfælde, at den kom i der og primært skyldtes Tullock, men at den endnu giver ham et væld af “citations” hvert år.@Jakob/Jesper: Tak–det er da rart at høre. Faktum er bare, at jeg for et par år siden indså, at jeg slet, slet ikke havde tid til denne blog, hvorefter jeg overlod tøjlerne til Christian B. I et år eller to derefter postede jeg lidt engang imellem, men det blev ved med at tage overhånd–og derfor meldte jeg mig så sidste år helt og aldeles kategorisk ud af denne blog. Ikke af ulyst men af det modsatte …Den eneste “blogging”, jeg har tid til nu, er faktisk ikke rigtig blogging, men blot at jeg har omlagt min hjemmeside til blog-format og dér poster links til mine forskellige klummer samt nogle gange lidt akademiske ting. Det sidste vil der snart blive lidt mere af. Det kan følges her:http://www.kurrild-klitgaard.netDet er den eneste blogging, I får fra mig, indtil jeg får bedre tid …

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑