Kronik om den afsporede eurodebat

Her under krisen og den recession, vi befinder os i, har flere politiker og kommentatorer været ude med påstanden om, at det hele ville have været bedre hvis vi bare havde været med i euroen. Sådanne påstande kan øjensynligt smides ind i debatten uden nogen form for dokumentation eller argumentation. Men i torsdags bragte Information en kronik, skrevet af tre af mine dygtigste studerende fra foråret, hvor eurodebatten bredes ud. Katrine Rosbjerg Hansen, Hasse Fensman og Lise Falk Davidsen konkluderer:

Tages de faktiske forhold i betragtning, står Danmark over for tre muligheder: Vi kan deltage i eurosamarbejdet, vi kan omlægge valutakurssystemet til et mere fleksibelt system, hvor kronen er uafhængig af øvrige valutaer, eller vi kan fortsætte med fastkurspolitikken, som den er i dag. Sidstnævnte mulighed er på nuværende tidspunkt den mest fornuftige og den mest fordelagtige.

Ikke mindst pga. det iøjnefaldende, at de tre stud.merc.’er ikke blot diskuterer euro eller ej, men også tager den svenske / britiske løsning i betragtning – en flydende krone – er kronikken værd at læse og anbefales hermed varmt. Hele teksten kan findes her.

4 thoughts on “Kronik om den afsporede eurodebat

  1. Carsten Valgreen

    Danmark er endt med det nuværende monetære regime som følge en række historiske tilfældigheder. Vi har i princippet kørt fastkurspolitik siden anden verdenskrig, om end den økonomiske politik i 1970erne og starten af 1980erne var så inkonsistent med fastkurspolitikken, at kronen konstant måtte devalueres. Med den næsten “currency board” agtige løsning som Nationalbanken har forfulgt siden 2000, er det nærmest en vittighed at tale om forskel mellem det nuværende koncept og Euro medlemskab. Der er ikke meget real økonomisk forskel. Det giver ikke kun tilhængere, men også modstandere af decideret ØMU medlemskab et argumentations problem. Krønikørerne har ret i at der ikke er nogen reelle forskelle mellem den nuværende løsning og medlemskab (hvilket de lidt demagogisk bruger mod tilhængere). Men omvendt er det vel også svært at finde argumenter mod medlemskab. Det eneste jeg er stødt på, og som også kommer i kronikken er “Hvis vi indgår i samarbejdet, er det nærmest umuligt at udtræde senere. Omfanget af konsekvenserne ved en indtrædelse rækker ud over, hvad der indbefattes ved indgåelse i samarbejdet. Samtidig kan det bemærkes, at hvis Danmark går ind i samarbejdet, fraskriver vi os helt muligheden for engang, om nødvendigt, at gøre den danske krone fleksibel. Der ligger altså en optionsværdi i at fortsætte med fastkurspolitikken, da muligheden for en devaluering er til stede.”Det er stadig uklart for mig, hvorfor en udtræden af ØMU er så meget forskellig fra en udtræden af en fastkurspolitik som har eksisteret i over 20 år og dermed er indbygget i virksomheders hedging politik og finansielle markeders forventninger, og som derfor under alle omstændigheder vil have store økonomiske (og politiske) omkostninger for ganske uklare gevinster.Deres kritik af den nuværende ØMU-konstruktion er i virkeligheden irrelevant, for alle heldige og uheldige konsekvenser af den nuværende konstruktion rammer jo dansk økonomi såvel med det nuværende system som med dansk ØMU medlemsskab under alle omstændigheder (og jeg vil hævde i høj grad også i en flydende kursløsning). Derfor er bemærkningen:”Der er stærke argumenter for at vedholde valutakurssystemet, som det er i øjeblikket. “Mærkværdig. Hvad er de stærke argumenter? Ud over optionen som man selvfølgelig betaler en lille pris for? Det er som om kronikørerne lider af den samme “status quo” bias som har efterladt Danmark som et mærkværdigt “ØMU-medlem der reelt ikke må hedde ØMU medlem” igennem to folkeafstemninger. Så længe det går godt er der ingen grund til at ændre status quo.Men da status quo netop svarer 99% til medlemsskab, bør man vel vende argumentet om og spørge, hvad er det reelle økonomiske argument mod medlemsskab?Med hensyn til en flydende kurs har Nationalbankens Anders Møller Christensen ofte vist en fin figur med inflationen og inflationsvariansen i Danmark, Sverige og Norge over de seneste 20 år. Danmark har haft lavere inflation og inflationsvarians end Sverige og Norge med de flydende kurser og de uafhængige centralbanker. Variansen i BNP væksten er også mindre i Danmark. Det kan der være andre grunde til. Men hvis ikke Danmark har haft større udsving i vækst, beskæftigelse og inflation, hvor er så argumentet for at der er store tab ved ØMU-medlemsskab (eller fastkurspolitikken, der reelt er et medlemsskab)? Hvis ikke Sverige og Norge har været i stand til at skabe lavere og mere stabil inflation, hvad er så argumentet for at der reelt vil være fordele ved en selvstændig pengepolitik i Danmark? Hvordan kan man hævde at Danmark er et optimalt valutaområde og den nuværende ØMU ikke er det, når Sverige tydeligvis ikke har formået at opnå mere monetær og realøkonomisk stabilitet udenfor ØMU end Danmark har som (reelt) medlem over de seneste 20 år? Sveriges stadigt mere svækkede valuta synes ikke at have hjulpet landet meget. Det er langsomt men sikkert sunket ned gennem BNP/capita tabellerne i de seneste 20 år. Måske bl.a. fordi pengepolitikken via valutakursen reelt er blevet brugt til at beskytte “sun set” industrier, og dermed har forhalet Sveriges uafvendelige deindustrialisering.Der er selvfølgelig mange andre økonomiske politikker og forhold der har skabt en anderledes udvikling i Sverige end i Danmark i de seneste årtier. Men Sveriges eksempel er ikke et overbevisende argument i ØMU-modstanderes arsenal. Tværtimod.Af en eller anden grund er det blevet populært i danske liberale kredse at være ØMU modstander. Jeg forstår ikke rigtigt hvorfor. Forestille dig et devalueringsvåben i Willy Søvndahls hånd…Kronikkens konklusion”Alt i alt peger de fleste sikre argumenter dog i retning af, at Danmark vil have størst fordel i at beholde den nuværende fastkurspolitik. Der er ikke belæg for en ændring på det grundlag, der foreligger lige nu. Det er utopi at tro, at en nation som Danmark kan overgå til en flydende valutakurspolitik uden betydelig grund. På samme måde er det lige så utopisk, at politikerne ønsker at ændre et fungerende valutakurssystem uden et overbevisende grundlag.”er vel egentlig ikke særligt velunderbygget (og hvad betyder den sidste sætning egentlig?)

    Svar
  2. LuckyLibertas

    Er dette et mere validt udsagn: “Men da status quo netop svarer 99% til medlemsskab, bør man vel vende argumentet om og spørge, hvad er det reelle økonomiske argument mod medlemsskab?”Det er da blot postulater i hver sin retning:)Sverige går hurtigere nedefter end Danmark, fordi man der har inviteret 1 mio ikke produktive, vi har bare inviteret en kvart mio.

    Svar
  3. Christian Bjørnskov

    @Carsten (vores nye punditokrat): Som de fleste af vores læsere nok ved, er det svært at koge en 70-siders bacheloropgave ned til kroniklængde. De tre studerendes pointe er bl.a., at vores best-in-class strategi indtil videre i EU netop er det, der har betydet at der ikke er de store gevinster ved at indgå i samarbejdet, og omvendt også det der gør, at vores nuværende position er tæt på de 99% af samarbejdet, som du kalder det. Men den vigtige detalje, som Ed Prescott bl.a. har peget på, er at det netop er det faktum at vi står udenfor, der får os til at før den relativt konservative politik, vi gør. Hvis vi indgår i samarbejdet, er de politiske incitamenter til at føre fornuftig, markedskonform økonomisk politik uden de store udskejelser meget svagere. Så på en rent umiddelbart ganske omvendt måde er det vores særstatus – at vi_ikke_er med – der har medført vores fine status, ikke det at vi er så tæt på at være med.

    Svar
  4. scipio

    Spændende diskussion.Jeg har stemt ja ved de to foregående Euro afstemninger, men næste gang stemmer jeg nej!Carsten Valgreen sammenligner Danmark med Norge og Sverige og påpeger forskellen. Men der er et andet land som man sagtens kan sammenligne Danmark med: Irland. Over en periode vel2000 og fremefter havde Irland en så stor vækst at det lignede overophedning. I sådan en situationkunne en rente-forhøjelse virke afkølende, men det var ikke en mulighed når både Tysklandog Frankrig samtidig havde arbejdsløshedsproblemer (og var mere end 25 gange større befolkningsmæssigt). Den mulighed har Danmark faktisk idag. Dette sammen med denexit-option der også bliver talt om ser jeg som de vigtigste grunde til dette næsten medlemsskab.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.