Intern kritik af Brasiliens rolle i Honduras krise

Samtidig med at de internationale medier i dag kan rapportere, bl.a. O Estado de Sao Paulo , at de honduranske myndigheder har lukket for de sidste Zelaya-tro medier, herunder Rádio Globo de Tegucigalpa, i sit forsøg på at dæmpe den uro, som Zelayas tilbagekomst og ophold på den Brasilianske ambassade har udløst, har der været betydelig kritik i Brasilien af landets rolle i den seneste udvikling.

Under overskriften “O pesadelo é nosso” (det er vores mareridt) har det velestimerede brasilianske ugeblad Veja en stor og meget kritisk artikel om Brasiliens nye rolle i konflikten i Honduras (det kræver desværre abb. at læse hele artiklen – derfor ingen link), efter den afsatte præsident Zealya, har “opslået” lejr på den Brasilianske ambassade i Tegucigalpa.

til venstre: anti Zelaya demontration, til højre: Zelaya tilhængere
til venstre: anti Zelaya demontration, til højre: Zelaya tilhængere

Det velrespekterede ugeblad, der for nylig havde 40 års jubileum,  har gang på gang vist at bladet, der bedst kan beskrives som borgerlig-liberal´, holder en høj standard indenfor kritisk journalistik. Veja har i flere tilfælde været i fremmeste række ved afsløring af de store problemer med korruption og magtmisbrug, der har været en fast føljesvend for det brasilianske samfund, både i perioder med diktatur og demokrati – og det har mere end en gang påkaldt sig ledende politikeres vrede. Således udtalte præsident Lula sig direkte truende mod bladet, da det for et par år siden efter Veja først havde været blandt de første til at afsløre den såkaldte “mensalao”-skandale, hvori ledende regeringsmedlemmer købte stemmer i kongressen, og derefter afslørede at Lulas nærmeste familie (hans sønner) opnåede forbavsende lukretive offentlige kontrakter . På det sidste har Veja sammen med avisen “O Estado do Sao Paulo” skrevet om den tidligere præsident og nuværende leder af senatet, Jose Sarneys, misbrug af sin politiske position til at berige sig selv og sin familie. Sarney, der har præsident Lula’s opbakning, har endda helt absurd forsøgt at stoppe O Estado’s artikler gennem det juridiske system. Med andre ord bakker den socialistiske regering op bag forsøg på at censurere pressen, når det er politisk oppotunt.

Veja spillede også en stor rolle i afdækning af den korruptionsskandale der i begyndelsen af 1990erne endte med præsident Fernando Collor de Mellos afsættelse.

Hvis man kun får sin information gennem de almindelige danske medier (MSM) kunne man måske forledes til at tro at der er almindelig konsensus i Latinaemerika (dette underlige begreb som mange både Syd- og mellemamerika, for slet ikke at tale om de protugisisk talende brailianere slet ikke anerkender, men som alligevel bruges for at dække de geografiske område fra Mexiko i nord til Chile i syd) om at fordømme afsættelsen af Zelaya i Honduras, ligesom man ofte kunne få det indtryk, at Hugo Chavez er omgøret med stor sympati. Dette er ingenlunde tilfældet. Sympatien for Hugo Chavez er i ligned med forgangne tiders sympati for Castros Cuba defineret ud fra graden af antiamerikanisme i de enkelte lande og dets befolkninger. En antiamerikanisme der nok generelt set overvurderes i MSM, ligesom Hugo Chavez popularitet. Han er bestemt ikke vellidt i store dele af Sydamerika, ligesom sympatien for Evo Morales i Bolivia kan være på et meget lille sted i Brasilien, efter Bolivias nationalisering af Petrobras sidste år. Selv Om Lula er en meget populær præsident (approval ratings er over 70%) er det ikke hans udenrigspolitik der har gjort det. Traditionelt set interesserer de færreste brasilianere sig for hvad der foregår uden for deres egen stat, og da slet ikke uden for landets grænser, men blandt de der gør anser mange Lulas udenrigspolitik for at være direkte svag og skadelig for landet (efter Bolivia slap afsted med en ganske ringe kompensation til det delvist statsejede Petrabras, gik Lulas regering for nylig med til at genforhandle kontrakten med Paraguay i forbindelse produktionen af strøm fra Itaipu på grænsen mellem Paraguay og Brasilien, en genforhandling der alene var til fordel for Paraguay.

Brasilien har traditionelt set sig selv som den naturlige leder af Sydamerika, og meget skal da også forstås i sammenhæng med den rivalisering der eksisterer mellem Brasilien g Venezuela under den efterhånden meget lidt demokratiske Hugo chavez, der bestemt ikke er vellidt i Brasilien.

Det er heller ikke gået hen over hovedet på de Chavez kritiske dele i Brasilien, at Barrack Obama og den amrikanske regerings reaktion på afsættelsen af Zelaya, primært synes drevet af ønsket om at få et andet forhold til de øvrige lande i “americas” – og at det åbenbart skal ske ved i en hvis grad at føjes Hugo Chavez. Med andre ord ved at føre en blød, andre vil kalde det en svag udenrigspolitik.

For Brasilien er den seneste udvikling med Zelaya installeret på den brasilianske ambassade, og en Lula der opfordrer til fordømmelse af den midlertidige regering i Honduras i den grad et brud på tidligere tiders udenrigspolitiske tradition, hvor ikke indblandingspolitikken går mere end 100 år tilbage, hvis vi ser bort fra Brasiliens deltagelse i 2. verdenskrig på de allieredes side (og aktioner i FN regi). Efter en række grænsestridigheder i det 19. århundredede, der resulterede i at den oprindelige portugiske kolonier ekspanderede på bekostning af bl.a. Bolivia, har Brasiliansk udenrigspolitik sindenhed alene været defineret ud fra strengt nationalt sikkerhedsmæssige hensyn. At Brasilien nu spiller en aktiv rolle i en konflikt i et land, som der for de fleste brasilianere lige så godt kunne ligge på den anden side af jorden, er derfor ikke oplagt.

Man kan så med tanke på Brasiliens størrelse, både økonomisk, geografisk og befolkningsmæssigt (ca. halvdelen af Sydamerikas befolkning bor i Brasilien og op mod en trediedel af al industriproduktion i Sydamerika finder sted i staten Sao Paulo) notere sig at det bemærkelsesværdige i dette.

I forbindelse med krisen i Honduras lægger Veja ikke fingrene i mellem. Zelaya beskrives som psykisk ustabil person i Hugo Chavez sold, eller som man skriver;

“Em uma operação comandada por Chávez, Zelaya foi conduzido de volta a Honduras e se materializou com numerosa comitiva na casa onde funciona a Embaixada do Brasil em Tegucigalpa. Esse hóspede incômodo, de aparência bizarra e com sinais evidentes de distúrbios mentais – ele se diz vítima de ataques por radiação de alta frequência e gases tóxicos que ninguém mais percebe”

frit oversat til dansk;

“Chavez står bag Zelays pludselige opdukken på den brasilianske ambassade, hvor han med sin bizarre opførsel og påstande om at være blevet udsat for højffrekvent stråling og giftgasser, åbentlyst er mentalt forstyret.”

Bladet kritiserer direkte Lula for at Brasilien er blevet blandet ind i dette (deraf overskriften) og lægger i sin gennemgang vægt på, at Honduras gennem forløbet har respekteret landets grundlov (samme konklusion kom “Congressional Research Service” ifølge WSJ frem til i august måned, hvilket dog ikke har påvirket den amerikanske regerings standpunkt).

Konklusionen for Veja er klar, og deles uden tvivl af mange Brasilianere. Der er primært tale om en konflikt drevet af den “venstrefløj” der er dukket med Hugo Chavez i cent
rum. Som bladet skriver;

“Honduras vem de ejetar do posto e exilar um presidente, Manuel Zelaya, pela tentativa de desrespeitar a Constituição e, por meio da convocação de um plebiscito, perpetuar-se no poder.
Caso típico da contaminação ideológica patrocinada pelo venezuelano Hugo Chávez, Zelaya vendeu a Caracas seu pouco valorizado passado de latifundiário direitista. De repente, começou a se pautar pela cartilha populista chavista de miséria moral e material, supressão de liberdades individuais, desrespeito às leis, aos costumes civilizados, associação com o narcotráfico e, claro, eternização no poder – receita que estranhamente passou a ser chamada de esquerda na América Latina.”

(Frit oversat)

“Honduras sendte en præsident i eksil, der prøvede at omgå forfatningen og gennem en folkeafstemning at holde sig ved magtgen. Et typisk eksempel på “ideologisk forurening/pervatering” sponceret af Hugo chavez i Venezuela, som promoverer tidligere højreorienterede godsejer [Zelaya], der pludselig ændrede politik til en degenereret chavez-inspireret politik, der med undertrykkelse af individuelle rettigheder, mangel på repsekt for landets love og almindelig civiliseret opførsel, indvolvering i narkotikahandel og – naturligvis – uendelig fastholden af magten, er en opskrift, der på forunderlig vis er blevet synonym med det venstreorinterede Latinamerika.”

Kradse ord fra et af Brasiliens største og mest velrespekterede ugeblade.

Skulle der blandt læserne være nogen, der læser portugisisk, skal jeg her gerne henvise til de seneste 40 års “Veja”, der alle kan læses her. Set i sammenhæng giver det et unikt og på mange måder meget anderledes billede af landets nyere histstorie, end det herhjemme kendte.

Siden opdateres fortløbene med det næst-seneste nummer.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.