Måned: oktober 2009 (side 1 af 2)

Et forsøg på at demontere “The Climate Scare”

Lad mig med det samme understrege, at jeg ikke har nogen som helst forudsætninger for hverken at afvise eller konfirmere nedenstående 1½ times præsentation af Christopher Monckton, hvori han mener at påvise, at forestillingerne om menneskeskabt global opvarmning er noget sludder. Men med disse advarende ord vil jeg opfordre læserne til at afsætte tid til at se den. Nogen vil elske hans præsentationsform og “mobning” af Al Gore & Co., mens andre vil hade det.  Jeg håber først og fremmest, at der vil være en eller flere af bloggens læsere, der vil førsøge at pille Lord Moncktons argumenter fra hinanden. Jeg må erkende, – på baggrund af min manglende viden og indsigt i klimaforskning, at jeg er til fals for logiske argumenter og ikke stoler på mine evner til at gennemskue hvad der er fakta og hvad der muligvis er fup i præsentationen.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=4zOXmJ4jd-8[/youtube]

God fornøjelse, og jeg ser frem til læsernes kommentarer, ikke mindst de kritiske.

James Buchanan fylder 90

Forleden, helt præcist den 3. oktober, fyldte økonomen og Nobelpristageren James Buchanan 90. Buchanan, der har brugt sin karrieres lange efterår på George Mason University, grundlagde sammen med bl.a. Gordon Tullock den skole i nationaløkonomi, der kaldes the Virginia School of Political Economy. Hvis man lægger nogle få elementer til, er skolen endnu bedre kendt som Public Choice.

I den forbindelse afholdt GMU en fødselsdagsfest med inviterede fra hele verden. Jeg talte forleden med den fremragende økonom/filosof Geoffrey Brennan fra ANU i Canberra, der glad kunne fortælle, at han også skulle med. Efter omtalen har deltagerlisten været en perlerække af førende public choice-forskere, der alle på en eller anden måde er knyttet til Buchanan og GMU.

Til festlighederne holdt bl.a. Don Boudreaux (bl.a. kendt som blogger på Cafe Hayek) en kort tale, hvor han ud af de 64 Nobelpristagere kun kunne identificere seks (6), der fundamentalt har ændret den måde, vi tænker økonomi på. Ud af de seks så Boudreaux kun tre, der havde udvirket positive ændringer: Ronald Coase, Friedrich Hayek og James Buchanan. Boudreaux sagde blandt andet:

“The only other Nobel economist in this camp is the man whose career we celebrate today: Jim Buchanan.
Jim, of course, helped us to better understand externalities, the burden of the public debt, the logic of clubs, the importance of increasing returns, and many other specific points that we would all do well to absorb.
But Jim’s single greatest contribution is to make crystal clear the fact that political activity does not fundamentally differ from market activity.
Jim’s work warns us not to be distracted by labels and by superficial appearances. Politicians might be called “public servants” – but, being steeped in Buchananism, we understand that the root motivation of “public servants” is no different than the root motivation of corporate CEOs, lumberjacks, taxi drivers, or college professors.
A bureaucracy might be called the “consumer product safety commission,” but being steeped in Buchananism, we look not at its name but at the incentives faced by its operatives to judge how likely this agency really is to promote consumer safety as opposed to other goals.
By challenging us to understand that exchanges take place not only within conventional markets – not only when the exchanges are mediated by money – but instead are a ubiquitous and many-faced phenomenon of human action, Jim Buchanan has expanded the scope and subject matter of economics intelligently and more productively than has any other living scholar.
Happy 90th, Jim!”

Store, velfortjente ord. Nu mangler vi bare at indsigterne siver ud til almindelige danskere.

“Danske tilstande” som skrækeksempel – om bandekrig og kriminalitet

Da et Københavns mere velstående forstæder i sidste uge var rammen om endnu et opgør i den verserende bandekrig, fik det formanden for poltiforbundet, Peter Ibsen, til at kræve 2000 mand ekstra. Begrundelsen var, at

“Vi er på vej mod en amerikanisering. Det er ikke alle kriminalitetsformer, der er steget, men kriminaliteten er blevet mere rå. For år tilbage fik folk et par på hovedet, når der var slagsmål, i dag stikker de hinanden med knive eller truer med pistoler”, og fortsætter med, at “Især når det gælder bandekrigen. Her er der tale om drabsforsøg, hvor ikke engang offeret vil medvirke til opklaringen. Det er klart, at det kræver mange flere timer, at efterforske de her sager”.

Forøgelsen, der skulle ske som 200 mand ekstra om året de næste 10 år, affødte en kommentar et par dage senere fra advokat Henrik Hasseris Olesen, der plæderer for at 2000 mand over 10 år er alt for lidt. I stedet skal man 3-doble bevillingerne til politiet fra de nuværende 10 mia. kroner om året for 2010 til 30. mia kroner om året, fordi;

“Såfremt vi i fællesskab besluttede at tredoble denne bevilling, ville det indebære en merudgift pr. borger, ung som gammel, på lidt mindre end 4.000 kr. om året. Det er voldsomt, men vi har råd til det, hvis vi i fællesskab beslutter os for det. Det ville givet kræve besparelser andre steder i samfundet. For eksempel kunne store anlægsarbejder som Femernbro og Metro indstilles. Jeg er imidlertid ikke i tvivl om, at de fleste borgere gerne ofrer disse transporttilbud og andre goder, hvis gevinsten er, at vi atter kan glæde os over et trygt samfund, som hviler på de retsprincipper, som vi jo deler. En forudsætning for succes er naturligvis en politiledelse, som løfter opgaven med styrke, konsekvens og engagement.”

Dimensioner II: Alle vil gerne være midten

Og her er så, i forlængelse af denne–fra dagens Berlingske Tidendeklumme nr. 2 om dimensioner og politik.

Datamine the Gap

I forlængelse af vores diskussion her på stedet om udviklingsøkonomi og befolkningstilvækst kan jeg ikke stå for fristelsen til at gøre reklame for Professor Hans Rosling og Gapminder.

Nogle er måske allerede bekendt med Rosling og Gapminder (og behøver ikke at læse længere). Men nogle af vores læsere er måske ikke:

Læs resten

Befolkningseksplosion III: Udfordringen

Som reaktion på min forrige post om Befolkningseksplosionen, skrev “Scipio”:

“Afrika (Etiopien) har ikke et overbefolkningsproblem, de har et fattigdoms problem”.

Jeg vil endda stramme den en tand yderligere.

Befolkningseksplosioner er i sig selv et symptom på, at produktivitetsvæksten er ved at gå i gang, fordi de afspejler et skarpt fald i børnedødelighed, der igen især skyldes fremgang i sundheden (viden, pleje, ernæring osv). Denne fremgang hænger altid sammen med det, man kunne kalde “institutionelle teknologiske fremskridt” – dvs. en bedre organisering af samfundet, herunder bedre uddannelse osv. Befolkningseksplosioner er ikke årsagen til produktivitetsvæksten, men de mekanismer, der driver økonomisk udvikling er altid medvirkende årsager til en befolkningseksplosion.

Faktisk kan jeg

1) Ikke komme i tanke om et eksempel på et land, der har udviklet sig fra fattigt lav produktivt agrar samfund til rigt effektivt industrisamfund uden at have oplevet en “befolkningseksplosion”, hvor børnedødeligheden er faldet før/hurtigere end fertiliteten.

2) Ikke komme i tanke om et land, der har været igennem en befolkningseksplosion, som ikke i samme proces og efterfølgende har oplevet fremgang i levestandard, forventet levetid og generelle levevilkår (med undtagelse af perioder med krig og lande som har oplevet kommunistiske/socialistiske revolutioner og derfor er gået bort fra markedsøkonomi).

Men måske er det fordi jeg er indskrænket og forudindtaget. Så her er en udfordring til vores begavede læsere:

Læs resten

Dimensioner I: Er højre rykket mod venstre?

Jeg har dd. min faste “Perspektiv”-klumme i Berlingske, denne gang med lidt om hvorvidt “højre” og “venstre” fortsat er meningsfulde, og hvorvidt de, der ligger til “højre”, rykker så langt til “venstre”, at de overhaler nogle af dem til “venstre” …

Befolkningseksplosion II: Etiopien

Min post om “Befolkningseksplosionen” fra forleden fremprovokerede en herlig mængde reaktioner. En del var om beslægtede emner såsom klima og forurening. De hænger selvfølgelig sammen med overbefolkningsdiskussionen, men fortjener separate poster. Min post handlede primært om, hvorvidt verden har eller vil få et “overbefolkningsproblem” dvs. om der er mad og andre ressourcer nok, ikke om brugen af dem vil øge den globale opvarmning m.v.

Christoffer Bugge Harder greb mig i min lidt for hurtige affærdigelse af “Grænser for Vækst” fra 1972. Den bog, dens problemer og om hvorfor økonomer er større optimister end ingeniører (i alle livets forhold?) er så godt et emne, at den skal få sin egen post snart.

Men kernen i min post var spørgsmålet om overbefolkning. I den oprindelige artikel fra JP blev Etiopien brugt som eksempel, og i et af de “push backs”, der var i kommentarerne til min post skrev “Ravnerok”:

“…. Det er jo ganske naturligt for naturligvis er overbefolkning et problem, og for Etiopien er der mindre jord til hver hvis der er 150 millioner indbyggere end hvis der kun er 80 millioner, og mindre plads til dyr/skov/natur. Og uanset hvad I mener der sker om 70 år, så er det et problem for de mennesker der sulter i dag og om 17 år. Det er i øvrigt ikke blot noget JP påstår. Det påstår Eitopiens regering, det påstår FN og det påstår bønderne ude i bjergene tilsyneladende også. Har man fem geder og 8 børn er man alt andet lige dårligere stillet end hvis man kun havde 5 børn at forsørge. Og Etipion udvikler sig ikke til et servicesamfund/oplevelesøkonomi eller andre modeord indenfor de kommende årtier.”

Så jeg har besluttet at vi skal spille lidt på udebane. Hvordan går det egentlig i Etiopien? Landet er i de fleste danskeres bevidsthed (og min) forbundet med tørke/sult katastrofen i 1985, og med krigen mod Eritrea (som tidligere løsrev sig efter en længere borgerkrig). Et land som vi (og JP tydeligvis) opfatter som et klasseeksempel på overbefolkning, udpinte ressourcer osv. Kan der virkelig være plads til 150 millioner mennesker der i 2050? Læs resten

Americas.dk – ny dansk blog om Latinamerika

Som læserne af denne blog nok har opdaget har jeg en særlig kærlighed for Latinamerika i almindelighed og Brasilien i særdeleshed. Ofte har mine indlæg vist været båret af en irritation og frustration over hvor langt fra den virkelighed jeg kender, fremstillingen i MSM er. Det er desværre ikke kun her, at myter, usandheder og afgrundsdyb naive (venstreorienterede) forestillinger trives om den del af verden. Det gør sig i vid udstrækning også gældende i vores uddannelsessystem. Det er en frustration og irritation jeg ikke er ene om. derfor har jeg startet Americas.dk sammen med Pelle Braendgaard der, efter bl.a. at have boet i Panama i flere år, nu bor i Miami og Lau Taarnskov, Ha. Dat., softwareudvikler og iværksætter, bosiddende i Montevideo.

Formålet med Americas er primært at skrive “historier og kommentarer fra, til og om det virkelige Latinamerika”, ofte formentlig som et direkte modsvar til fremstillingen i medier, hos bistandsorganisationer og i undervisningssektoren,  – ikke mindst som den præsenteres hos Venezuelas “uofficielle” talsmand i Danmark, Niels Lindvig, hvis reportager fra regionen ikke kun grænser, men ofte ér ren propaganda og historieforfalskning.

Læs resten

Er Jon Stewart “det godes” fjende?

Jeg faldt lige over en et par år gammel artikel fra Washington Post, der omtaler et studie af to amerikanske politologer, som tilsyneladende har data, der viser, at dét at se Jon Stewarts The Daily Show leder til politisk kynisme og måske til mindre valgdeltagelse:

“Two political scientists found that young people who watch Stewart’s faux news program, “The Daily Show,” develop cynical views about politics and politicians that could lead them to just say no to voting.

That’s particularly dismaying news because the show is hugely popular among college students, many of whom already don’t bother to cast ballots.

Jody Baumgartner and Jonathan S. Morris of East Carolina University said previous research found that nearly half — 48 percent — of this age group watched “The Daily Show” and only 23 percent of show viewers followed “hard news” programs closely.

To test for a “Daily Effect,” Baumgartner and Morris showed video clips of coverage of the 2004 presidential candidates to one group of college students and campaign coverage from “The CBS Evening News” to another group. Then they measured the students’ attitudes toward politics, President Bush and the Democratic presidential nominee, Sen. John F. Kerry (Mass.).

The results showed that the participants rated both candidates more negatively after watching Stewart’s program. Participants also expressed less trust in the electoral system and more cynical views of the news media, according to the researchers’ article, in the latest issue of American Politics Research.

“Ultimately, negative perceptions of candidates could have participation implications by keeping more youth from the polls,” they wrote.”

Er det så godt eller skidt?  Det kommer naturligvis an på målestokken.  Hvis man nu mener–hvad denne forsker, debattør og Groft Sagt-skribent godt kan forfalde til–at der er god grund til at være skeptisk overfor politikerne, og at det at stemme (i fraværet på store proces-relaterede fornøjelser) nærmest er fjolleri for folk, der ikke kan forstå sandsynlighedsregning, så er kynisme i vurderingen af selvsamme vel ikke så skidt?  Vel nærmest det modsatte.  Blåøjet idealisme om, at politik ligner et afsnit af West Wing, hvor de gode er en gruppe hyperaktive idealister, der vil bruge statsmagten til at gøre gode ting, og at de gør det ved at være de bedste og mest smarte, er i så henseende nok mere usundt.

Men hvad nu hvis kynismen leder til ligegyldighed?  Ligegyldighed overfor også de dårlige ting?  Hvad hvis f.eks. slaverimodstanderne og frihandelsforkæmperne i 1800-tallet havde sagt “Det nytter sgu’ alligevel ikke noget det hele …”?  Hvad hvis den politiske kynisme snarere stimulerer, “Hvad får jeg selv ud af det politiske system”-attituden?

You tell me.

Befolkningseksplosionen

I går kunne JP (Lars From) berette at befolkningseksplosionen er en endnu værre trussel mod menneskeheden end klimaet. Det skete med Worldwatch institute som kilde og med citater som:

»Men vi kan simpelthen ikke løse verdens miljø- og klimaproblemer, hvis verdens befolkning hvert år vokser med 79 millioner,« lyder det fra vicepræsident Robert Engelman fra det anerkendte amerikanske miljøinstitut Worldwatch Institute.

Er det rigtigt, at verden har et befolkningsproblem?

Denne tabel viser 20-års vækstrater i verdens befolkning 1950-2050 baseret på FN’s befolkningsprognose (middelscenariet), en prognose som også citeres i artiklen i JP.

befolk

Hvad er det mest slående ved den?

Læs resten

Farvel til den sorte affaldssæk, kabeltromlen, grønthøsteren, benzin-dunken, koen og transformertårnet

Den 7. oktober døde maleren Poul Anker Bech, 67 år gammel. Efter min ringe mening var han den bedste danske maler i de seneste årtier. Han var en af de malere, der bare blev bedre og bedre med årene. Mere sikker i sin stil, mere klar i sit udtryk. Mere sig selv.

Himmelsæk

Dette er et par af de forrygende bemærkninger han kom med i et interview sidste år i Politiken:

Læs resten

Other People’s Money – Larry the Liquidator

I sit indlæg om Michael Moores nye (dokumentar)film forleden nævnte Carsten Valgreen Oliver Stone og hans “Wall Street” , med dens nu berømte “Greed (for lack of a better word) is good” – hvor det der står i parantes desværre ofte glemmes.

Greed (for lack of a better word) is good:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=7upG01-XWbY[/youtube]

Det fik mig til at tænke på en scene fra “Other Peoples Money” fra 1991, som en fast klummeskribent på en af de store morgenaviser (og spindoktor) gjorde mig opmærksom på sidste år. Om filmen ellers er god eller dårlig skal jeg ikke kunne sige, da jeg kun kender denne scene. Den er til gengæld noget af det bedste forsvar for det “rå” marked, som jeg har set i nogen spillefilm.

Læs resten

Capitalism: A Love Story

Er titlen på Michael Moores seneste værk, der havde premiere i USA 23. september. Jeg har heldigvis ikke set den endnu, men jeg frygter allerede for mine tæer. Ud over at være uenig med manden, har jeg aldrig været en stor fan af Moores stil. Alle dokumentarister manipulerer, men Moore gør det så bastant og uelegant, at det gør lidt ondt at se på. Det er Jens-Olaf Jersild på speed (eller også er det omvendt).

Men filmens premiere har været interessant for, hvad der ikke er sket: Den tegner ikke til at blive en stor succes. I premiere weekenden indspillede den $4.4mio (se her ). Det er nogenlunde på niveau med hans forrige film om sundhedssektoren ”Sicko” ($3.6mio) og væsentligt ringere end hans største succes ”Fahrenheit 9/11” ($23.3mio.). På boxofficemojo.com er brugerne heller ikke særligt venlige ved filmen. Den får en gennemsnitlig “C”-rating med et helt usædvanlig split: 40% rater den ”A” og 47% ”F”. Hans to forrige film får begge et lidt bedre ”B-” i snit.

Givet emnets potentiale er det interessant, at Michael Moore ikke gør det bedre. USA har fået økonomiske og finansielle tærsk i en grad som ikke er oplevet i en generation eller mere, og det på en måde, der gør ondt langt ind i selvforståelsen. Wall Street – som aldrig har været populær i USA – er den oplagte syndebuk. Alligevel er Moore åbenbart ikke i stand til at udnytte folkestemningen. Det kan selvfølgelig være fordi Moore har lavet en (endnu) dårligere film end han plejer. Men Moores (potentielle) halv-flop ligger i forlængelse af en anden ting, der heller ikke er sket: Der har ikke været et politisk skred til venstre. Hverken i USA eller Europa. Ja, Obama blev valgt, men Bush var så stor en belastning og McCains valg af Palin var så stort et problem, at det nok var sket under hvilke som helst økonomiske omstændigheder. Og i Europa er der nok udbredt utilfredshed med siddende regeringer, men det virker ret farveblindt og normalt. Labour taber nok i UK, franskmændene er allerede trætte af Sarkozy, tyskerne stemte Merkel (og FDP!) ind og et uinspireret SPD ud af den store alliance. Det virker ikke som om, vælgerne generelt har appetit på en mere politisk reguleret økonomi som følge af krisen.

Det er noget af det mest opmuntrende, der ikke er sket. Det her er en krise, hvor de vestlige landes politikere kunne have fundet på at ofre vores langfristede (eller endog kortsigtede) vækstpotentiale for at tilfredsstille vælgernes ønske om ”handling” og ”beskyttelse” mod markedet. Men den katastrofale interventionsdynamik fra 1930erne er ikke gået i gang (ret meget, der har været et par usmarte protektionistiske skridt). Den vestlige verdens politikere tror måske, at vælgerne vil have protektionistisk beskyttelse og en afstraffelse af den finansielle sektor (som jo aldrig skulle have lånt os alle de penge!). Og de skal nok finde på mere regulering af en af de i forvejen allerede mest regulerede private sektor i økonomien. Hvilket selvfølgelig vil gøre den sektor mere effektiv og billig for brugerne. Men vælgerne ser ud til at være klogere end som så. De gider i hvert fald ikke se Michael Moores populistiske version af den finansielle krise med Wall Street i skurkerollen.

Og nu vi er ved film om højfinansen så er Oliver Stone ved at lave en gevaldigt godt timet to’er til ”Wall Street” fra 1987 (den med Michael Douglas i rollen som Gordon Gekko) med Douglas på rollelisten igen. Gekkos tale til Teldar Papers Annual Meeting i ”Wall Street” er som bekendt en (ufrivillig) liberal klassiker . Jeg kan egentlig bedre lide Gordon Gekko end John Galt. Det kunne være interessant at høre bud på de bedste liberale film (inklusiv de ufrivilligt liberale!).

Velkommen til Punditokraterne i farver

Så ser det ud til at vi har fået de fleste servere til at pege på Punditokraternes nye side. Med nyt layout og tre nye kommentatorer er vi klar til at samle tråden op, hvor vi forlod den før efterårsferien.
Selvom nogle af vores læsere måske ville foretrække det på den måde, er der stadig ingen garanti for, at vi internt på bloggen er enige om alt. Vi er hverken et politisk parti eller en ideologisk sekt a la KAP, hvor dissidenter skal bankes på plads. I stedet ser vi frem til frodige diskussioner mellem en gruppe kommentatorer, der deler et borgerligt-liberalt syn på samfundet. Derfor, som Bon Jovi sang en gang 80erne – it’s all the same / only the names have changed. Velkommen til Punditokraternes nye layout.

Flyttedag hos Punditokraterne!

Punditokraterne står foran en større hovedrengøring. Vi har flere kommentatorer, som læserne nok har opdaget har forladt os. Sidst har vi lidt under, at Jacob Mchangama har fået sin egen blog hos Berlingske Tidende, som vi flere gange har refereret til. Heldigvis har flere eks-punditokrater udtrykt vilje til at gæsteblogge hos os, når tid og lejlighed skulle byde sig.

Læs resten

Årets modtagere i økonomi er Elinor Ostrom og Oliver E. Williamson

Det er lige godt en forunderlig verden vi lever i – mens BT 13.11 lagde en meget kort nyhed om at modtagerne af årets nobelpris i økonomi var offentliggjort med deres navne og “nicht weider” var wiikipedia allerede opdateret – se

http://en.wikipedia.org/wiki/Elinor_Ostrom

for at læse mere om Elinor Ostrom.

Den anden modtager, Oliver Eaton Williamson kan man læse mere om på

http://en.wikipedia.org/wiki/Oliver_E._Williamson

Ostrom & Williamson fik Nobelprisen i økonomi

Politologen Elinor Ostrom og økonomen Oliver Williamson fik 2009 Nobelprisen i økonomi for deres arbejder med at forstå organisationer, herunder kollektiv handling og transaktionsomkostninger.  Udover at det vist er første gang en politolog går prisen i økonomi, er jeg også en stor fan af Ostrom.  Når nu Tullock alligevel aldrig får den, kunne det ikke være meget bedre.

Og så ikke et ord om fredsprisen …

Nobelprisen til Obama –- for hvad?

Da jeg har svært ved at udtrykke min egen forundring og foragt for den norske Nobelkommite, er her Greg Mankiws måde at svare på:

First-Year Grad Student Wins Nobel Prize in Economics!

From the Associated Press (with some light editing):

Pfuffnick’s Nobel Economics Prize triumph hailed by many

LONDON — The surprise choice of first-year graduate student Quintus Pfuffnick for the Nobel Prize in Economics drew praise from much of the world Friday even as many pointed out the youthful economist has not yet published anything in scholarly journals.

The new PhD candidate was hailed for his willingness to tackle difficult problems, his commitment to improving the economic system, and his goal of bringing efficiency and equality into harmony.

Professor Paul Krugman of Princeton, who won the prize in 2008, said Pfuffnick’s award shows great things are expected from him in the coming years.

“In a way, it’s an award coming near the beginning of the first year in grad school of a relatively young economist that anticipates an even greater contribution towards making our economy a better place for all,” he said. “It is an award that speaks to the promise of Mr Pfuffnick’s message of hope.”

He said the prize is a “wonderful recognition of Pfuffnick’s essay in his grad school application.”

USA på kompromis med ytringsfriheden

Obama-administrationen har erklæret at den vil gå langt for at sikre ’internationalt samarbejde’. Hvor langt viste sig forleden, som Anne Bayefsky dokumenterer i dagens Weekendavisen. USA har valgt at indtræde i FN’s Menneskerettighedsråd, uanset at det er domineret af en række lande, der gang på gang udviser ophøjet foragt for de mest basale menneskerettigheder. Libyen, Kina, Cuba og Saudi-Arabien er blot nogle af eksemplerne. I toppen af rådet er der også mere end almindeligt knas. Præsidenten er belgieren Alex Van Meeuwen, men allerede vicepræsidenten er Egyptens Hisham Badr. Det er svært at forlige sig med det rimelige i, at ’næstkommanderende’ i rådet er fra et land, der i 2008 var placeret nummer 146 af 173 lande (score 50,25) på Reporters Without Borders liste over pressefrihed.  Til sammenligning deler Danmark 14.pladsen med Østrig med en score på 3,5.

Der stopper samarbejdsivrigheden dog ikke. Bayefsky skriver, at USA i samarbejde med Egypten har udarbejdet en revideret resolution om ytringsfrihed (her hendes artikel fra The Weekly Standard). Resolutionen omfatter blandt andet formuleringen ”but expresses regret at the promotion by certain media of false images and negative stereotypes of vulnerable individuals or groups of individuals, and at the use of information and communications technologies such as the Internet for purposes contrary to respect for human rights, in particular the perpetration of violence against and exploitation and abuse of women and children, and disseminating racist and xenophobic discourse or content” (min fremhævelse). Lignende passager i den amerikansk-egyptiske tekst om mediers særlige ansvar tolkes tydeligt og officielt af Organisationen af Islamiske Lande som at ”ytringsfriheden er underordnet alt, hvad der krænker eller skaber negative stereotype billeder ar religionerne” (Bayefskys læsning).

Det er mildt sagt bekymrende læsning for tilhængere af menneskerettigheder, og i særlig grad for presse- og ytringsfriheden, at USA under Obama åbenbart går med til så tydelig en accept af indskrænkninger af religiøse og politiske grunde. Her er iøvrigt RSF-scorerne for USA’s andre ’partnerlande’ i dette arbejde i Menneskerettighedsrådet: Indonesian – 27 (nr. 111), Pakistan – 54,88 (nr. 152).

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑