Månedsarkiv: oktober 2009

Et forsøg på at demontere “The Climate Scare”

Lad mig med det samme understrege, at jeg ikke har nogen som helst forudsætninger for hverken at afvise eller konfirmere nedenstående 1½ times præsentation af Christopher Monckton, hvori han mener at påvise, at forestillingerne om menneskeskabt global opvarmning er noget sludder. Men med disse advarende ord vil jeg opfordre læserne til at afsætte tid til at se den. Nogen vil elske hans præsentationsform og “mobning” af Al Gore & Co., mens andre vil hade det.  Jeg håber først og fremmest, at der vil være en eller flere af bloggens læsere, der vil førsøge at pille Lord Moncktons argumenter fra hinanden. Jeg må erkende, – på baggrund af min manglende viden og indsigt i klimaforskning, at jeg er til fals for logiske argumenter og ikke stoler på mine evner til at gennemskue hvad der er fakta og hvad der muligvis er fup i præsentationen.

God fornøjelse, og jeg ser frem til læsernes kommentarer, ikke mindst de kritiske.

James Buchanan fylder 90

Forleden, helt præcist den 3. oktober, fyldte økonomen og Nobelpristageren James Buchanan 90. Buchanan, der har brugt sin karrieres lange efterår på George Mason University, grundlagde sammen med bl.a. Gordon Tullock den skole i nationaløkonomi, der kaldes the Virginia School of Political Economy. Hvis man lægger nogle få elementer til, er skolen endnu bedre kendt som Public Choice.

I den forbindelse afholdt GMU en fødselsdagsfest med inviterede fra hele verden. Jeg talte forleden med den fremragende økonom/filosof Geoffrey Brennan fra ANU i Canberra, der glad kunne fortælle, at han også skulle med. Efter omtalen har deltagerlisten været en perlerække af førende public choice-forskere, der alle på en eller anden måde er knyttet til Buchanan og GMU.

Til festlighederne holdt bl.a. Don Boudreaux (bl.a. kendt som blogger på Cafe Hayek) en kort tale, hvor han ud af de 64 Nobelpristagere kun kunne identificere seks (6), der fundamentalt har ændret den måde, vi tænker økonomi på. Ud af de seks så Boudreaux kun tre, der havde udvirket positive ændringer: Ronald Coase, Friedrich Hayek og James Buchanan. Boudreaux sagde blandt andet:

“The only other Nobel economist in this camp is the man whose career we celebrate today: Jim Buchanan.
Jim, of course, helped us to better understand externalities, the burden of the public debt, the logic of clubs, the importance of increasing returns, and many other specific points that we would all do well to absorb.
But Jim’s single greatest contribution is to make crystal clear the fact that political activity does not fundamentally differ from market activity.
Jim’s work warns us not to be distracted by labels and by superficial appearances. Politicians might be called “public servants” – but, being steeped in Buchananism, we understand that the root motivation of “public servants” is no different than the root motivation of corporate CEOs, lumberjacks, taxi drivers, or college professors.
A bureaucracy might be called the “consumer product safety commission,” but being steeped in Buchananism, we look not at its name but at the incentives faced by its operatives to judge how likely this agency really is to promote consumer safety as opposed to other goals.
By challenging us to understand that exchanges take place not only within conventional markets – not only when the exchanges are mediated by money – but instead are a ubiquitous and many-faced phenomenon of human action, Jim Buchanan has expanded the scope and subject matter of economics intelligently and more productively than has any other living scholar.
Happy 90th, Jim!”

Store, velfortjente ord. Nu mangler vi bare at indsigterne siver ud til almindelige danskere.

“Danske tilstande” som skrækeksempel – om bandekrig og kriminalitet

Da et Københavns mere velstående forstæder i sidste uge var rammen om endnu et opgør i den verserende bandekrig, fik det formanden for poltiforbundet, Peter Ibsen, til at kræve 2000 mand ekstra. Begrundelsen var, at

“Vi er på vej mod en amerikanisering. Det er ikke alle kriminalitetsformer, der er steget, men kriminaliteten er blevet mere rå. For år tilbage fik folk et par på hovedet, når der var slagsmål, i dag stikker de hinanden med knive eller truer med pistoler”, og fortsætter med, at “Især når det gælder bandekrigen. Her er der tale om drabsforsøg, hvor ikke engang offeret vil medvirke til opklaringen. Det er klart, at det kræver mange flere timer, at efterforske de her sager”.

Forøgelsen, der skulle ske som 200 mand ekstra om året de næste 10 år, affødte en kommentar et par dage senere fra advokat Henrik Hasseris Olesen, der plæderer for at 2000 mand over 10 år er alt for lidt. I stedet skal man 3-doble bevillingerne til politiet fra de nuværende 10 mia. kroner om året for 2010 til 30. mia kroner om året, fordi;

“Såfremt vi i fællesskab besluttede at tredoble denne bevilling, ville det indebære en merudgift pr. borger, ung som gammel, på lidt mindre end 4.000 kr. om året. Det er voldsomt, men vi har råd til det, hvis vi i fællesskab beslutter os for det. Det ville givet kræve besparelser andre steder i samfundet. For eksempel kunne store anlægsarbejder som Femernbro og Metro indstilles. Jeg er imidlertid ikke i tvivl om, at de fleste borgere gerne ofrer disse transporttilbud og andre goder, hvis gevinsten er, at vi atter kan glæde os over et trygt samfund, som hviler på de retsprincipper, som vi jo deler. En forudsætning for succes er naturligvis en politiledelse, som løfter opgaven med styrke, konsekvens og engagement.”

Dimensioner II: Alle vil gerne være midten

Og her er så, i forlængelse af denne–fra dagens Berlingske Tidendeklumme nr. 2 om dimensioner og politik.

Datamine the Gap

I forlængelse af vores diskussion her på stedet om udviklingsøkonomi og befolkningstilvækst kan jeg ikke stå for fristelsen til at gøre reklame for Professor Hans Rosling og Gapminder.

Nogle er måske allerede bekendt med Rosling og Gapminder (og behøver ikke at læse længere). Men nogle af vores læsere er måske ikke:

Læs resten

Befolkningseksplosion III: Udfordringen

Som reaktion på min forrige post om Befolkningseksplosionen, skrev “Scipio”:

“Afrika (Etiopien) har ikke et overbefolkningsproblem, de har et fattigdoms problem”.

Jeg vil endda stramme den en tand yderligere.

Befolkningseksplosioner er i sig selv et symptom på, at produktivitetsvæksten er ved at gå i gang, fordi de afspejler et skarpt fald i børnedødelighed, der igen især skyldes fremgang i sundheden (viden, pleje, ernæring osv). Denne fremgang hænger altid sammen med det, man kunne kalde “institutionelle teknologiske fremskridt” – dvs. en bedre organisering af samfundet, herunder bedre uddannelse osv. Befolkningseksplosioner er ikke årsagen til produktivitetsvæksten, men de mekanismer, der driver økonomisk udvikling er altid medvirkende årsager til en befolkningseksplosion.

Faktisk kan jeg

1) Ikke komme i tanke om et eksempel på et land, der har udviklet sig fra fattigt lav produktivt agrar samfund til rigt effektivt industrisamfund uden at have oplevet en “befolkningseksplosion”, hvor børnedødeligheden er faldet før/hurtigere end fertiliteten.

2) Ikke komme i tanke om et land, der har været igennem en befolkningseksplosion, som ikke i samme proces og efterfølgende har oplevet fremgang i levestandard, forventet levetid og generelle levevilkår (med undtagelse af perioder med krig og lande som har oplevet kommunistiske/socialistiske revolutioner og derfor er gået bort fra markedsøkonomi).

Men måske er det fordi jeg er indskrænket og forudindtaget. Så her er en udfordring til vores begavede læsere:

Læs resten

Dimensioner I: Er højre rykket mod venstre?

Jeg har dd. min faste “Perspektiv”-klumme i Berlingske, denne gang med lidt om hvorvidt “højre” og “venstre” fortsat er meningsfulde, og hvorvidt de, der ligger til “højre”, rykker så langt til “venstre”, at de overhaler nogle af dem til “venstre” …

Befolkningseksplosion II: Etiopien

Min post om “Befolkningseksplosionen” fra forleden fremprovokerede en herlig mængde reaktioner. En del var om beslægtede emner såsom klima og forurening. De hænger selvfølgelig sammen med overbefolkningsdiskussionen, men fortjener separate poster. Min post handlede primært om, hvorvidt verden har eller vil få et “overbefolkningsproblem” dvs. om der er mad og andre ressourcer nok, ikke om brugen af dem vil øge den globale opvarmning m.v.

Christoffer Bugge Harder greb mig i min lidt for hurtige affærdigelse af “Grænser for Vækst” fra 1972. Den bog, dens problemer og om hvorfor økonomer er større optimister end ingeniører (i alle livets forhold?) er så godt et emne, at den skal få sin egen post snart.

Men kernen i min post var spørgsmålet om overbefolkning. I den oprindelige artikel fra JP blev Etiopien brugt som eksempel, og i et af de “push backs”, der var i kommentarerne til min post skrev “Ravnerok”:

“…. Det er jo ganske naturligt for naturligvis er overbefolkning et problem, og for Etiopien er der mindre jord til hver hvis der er 150 millioner indbyggere end hvis der kun er 80 millioner, og mindre plads til dyr/skov/natur. Og uanset hvad I mener der sker om 70 år, så er det et problem for de mennesker der sulter i dag og om 17 år. Det er i øvrigt ikke blot noget JP påstår. Det påstår Eitopiens regering, det påstår FN og det påstår bønderne ude i bjergene tilsyneladende også. Har man fem geder og 8 børn er man alt andet lige dårligere stillet end hvis man kun havde 5 børn at forsørge. Og Etipion udvikler sig ikke til et servicesamfund/oplevelesøkonomi eller andre modeord indenfor de kommende årtier.”

Så jeg har besluttet at vi skal spille lidt på udebane. Hvordan går det egentlig i Etiopien? Landet er i de fleste danskeres bevidsthed (og min) forbundet med tørke/sult katastrofen i 1985, og med krigen mod Eritrea (som tidligere løsrev sig efter en længere borgerkrig). Et land som vi (og JP tydeligvis) opfatter som et klasseeksempel på overbefolkning, udpinte ressourcer osv. Kan der virkelig være plads til 150 millioner mennesker der i 2050? Læs resten

Americas.dk – ny dansk blog om Latinamerika

Som læserne af denne blog nok har opdaget har jeg en særlig kærlighed for Latinamerika i almindelighed og Brasilien i særdeleshed. Ofte har mine indlæg vist været båret af en irritation og frustration over hvor langt fra den virkelighed jeg kender, fremstillingen i MSM er. Det er desværre ikke kun her, at myter, usandheder og afgrundsdyb naive (venstreorienterede) forestillinger trives om den del af verden. Det gør sig i vid udstrækning også gældende i vores uddannelsessystem. Det er en frustration og irritation jeg ikke er ene om. derfor har jeg startet Americas.dk sammen med Pelle Braendgaard der, efter bl.a. at have boet i Panama i flere år, nu bor i Miami og Lau Taarnskov, Ha. Dat., softwareudvikler og iværksætter, bosiddende i Montevideo.

Formålet med Americas er primært at skrive “historier og kommentarer fra, til og om det virkelige Latinamerika”, ofte formentlig som et direkte modsvar til fremstillingen i medier, hos bistandsorganisationer og i undervisningssektoren,  – ikke mindst som den præsenteres hos Venezuelas “uofficielle” talsmand i Danmark, Niels Lindvig, hvis reportager fra regionen ikke kun grænser, men ofte ér ren propaganda og historieforfalskning.

Læs resten

Er Jon Stewart “det godes” fjende?

Jeg faldt lige over en et par år gammel artikel fra Washington Post, der omtaler et studie af to amerikanske politologer, som tilsyneladende har data, der viser, at dét at se Jon Stewarts The Daily Show leder til politisk kynisme og måske til mindre valgdeltagelse:

“Two political scientists found that young people who watch Stewart’s faux news program, “The Daily Show,” develop cynical views about politics and politicians that could lead them to just say no to voting.

That’s particularly dismaying news because the show is hugely popular among college students, many of whom already don’t bother to cast ballots.

Jody Baumgartner and Jonathan S. Morris of East Carolina University said previous research found that nearly half — 48 percent — of this age group watched “The Daily Show” and only 23 percent of show viewers followed “hard news” programs closely.

To test for a “Daily Effect,” Baumgartner and Morris showed video clips of coverage of the 2004 presidential candidates to one group of college students and campaign coverage from “The CBS Evening News” to another group. Then they measured the students’ attitudes toward politics, President Bush and the Democratic presidential nominee, Sen. John F. Kerry (Mass.).

The results showed that the participants rated both candidates more negatively after watching Stewart’s program. Participants also expressed less trust in the electoral system and more cynical views of the news media, according to the researchers’ article, in the latest issue of American Politics Research.

“Ultimately, negative perceptions of candidates could have participation implications by keeping more youth from the polls,” they wrote.”

Er det så godt eller skidt?  Det kommer naturligvis an på målestokken.  Hvis man nu mener–hvad denne forsker, debattør og Groft Sagt-skribent godt kan forfalde til–at der er god grund til at være skeptisk overfor politikerne, og at det at stemme (i fraværet på store proces-relaterede fornøjelser) nærmest er fjolleri for folk, der ikke kan forstå sandsynlighedsregning, så er kynisme i vurderingen af selvsamme vel ikke så skidt?  Vel nærmest det modsatte.  Blåøjet idealisme om, at politik ligner et afsnit af West Wing, hvor de gode er en gruppe hyperaktive idealister, der vil bruge statsmagten til at gøre gode ting, og at de gør det ved at være de bedste og mest smarte, er i så henseende nok mere usundt.

Men hvad nu hvis kynismen leder til ligegyldighed?  Ligegyldighed overfor også de dårlige ting?  Hvad hvis f.eks. slaverimodstanderne og frihandelsforkæmperne i 1800-tallet havde sagt “Det nytter sgu’ alligevel ikke noget det hele …”?  Hvad hvis den politiske kynisme snarere stimulerer, “Hvad får jeg selv ud af det politiske system”-attituden?

You tell me.