Capitalism: A Love Story

Er titlen på Michael Moores seneste værk, der havde premiere i USA 23. september. Jeg har heldigvis ikke set den endnu, men jeg frygter allerede for mine tæer. Ud over at være uenig med manden, har jeg aldrig været en stor fan af Moores stil. Alle dokumentarister manipulerer, men Moore gør det så bastant og uelegant, at det gør lidt ondt at se på. Det er Jens-Olaf Jersild på speed (eller også er det omvendt).

Men filmens premiere har været interessant for, hvad der ikke er sket: Den tegner ikke til at blive en stor succes. I premiere weekenden indspillede den $4.4mio (se her ). Det er nogenlunde på niveau med hans forrige film om sundhedssektoren ”Sicko” ($3.6mio) og væsentligt ringere end hans største succes ”Fahrenheit 9/11” ($23.3mio.). På boxofficemojo.com er brugerne heller ikke særligt venlige ved filmen. Den får en gennemsnitlig “C”-rating med et helt usædvanlig split: 40% rater den ”A” og 47% ”F”. Hans to forrige film får begge et lidt bedre ”B-” i snit.

Givet emnets potentiale er det interessant, at Michael Moore ikke gør det bedre. USA har fået økonomiske og finansielle tærsk i en grad som ikke er oplevet i en generation eller mere, og det på en måde, der gør ondt langt ind i selvforståelsen. Wall Street – som aldrig har været populær i USA – er den oplagte syndebuk. Alligevel er Moore åbenbart ikke i stand til at udnytte folkestemningen. Det kan selvfølgelig være fordi Moore har lavet en (endnu) dårligere film end han plejer. Men Moores (potentielle) halv-flop ligger i forlængelse af en anden ting, der heller ikke er sket: Der har ikke været et politisk skred til venstre. Hverken i USA eller Europa. Ja, Obama blev valgt, men Bush var så stor en belastning og McCains valg af Palin var så stort et problem, at det nok var sket under hvilke som helst økonomiske omstændigheder. Og i Europa er der nok udbredt utilfredshed med siddende regeringer, men det virker ret farveblindt og normalt. Labour taber nok i UK, franskmændene er allerede trætte af Sarkozy, tyskerne stemte Merkel (og FDP!) ind og et uinspireret SPD ud af den store alliance. Det virker ikke som om, vælgerne generelt har appetit på en mere politisk reguleret økonomi som følge af krisen.

Det er noget af det mest opmuntrende, der ikke er sket. Det her er en krise, hvor de vestlige landes politikere kunne have fundet på at ofre vores langfristede (eller endog kortsigtede) vækstpotentiale for at tilfredsstille vælgernes ønske om ”handling” og ”beskyttelse” mod markedet. Men den katastrofale interventionsdynamik fra 1930erne er ikke gået i gang (ret meget, der har været et par usmarte protektionistiske skridt). Den vestlige verdens politikere tror måske, at vælgerne vil have protektionistisk beskyttelse og en afstraffelse af den finansielle sektor (som jo aldrig skulle have lånt os alle de penge!). Og de skal nok finde på mere regulering af en af de i forvejen allerede mest regulerede private sektor i økonomien. Hvilket selvfølgelig vil gøre den sektor mere effektiv og billig for brugerne. Men vælgerne ser ud til at være klogere end som så. De gider i hvert fald ikke se Michael Moores populistiske version af den finansielle krise med Wall Street i skurkerollen.

Og nu vi er ved film om højfinansen så er Oliver Stone ved at lave en gevaldigt godt timet to’er til ”Wall Street” fra 1987 (den med Michael Douglas i rollen som Gordon Gekko) med Douglas på rollelisten igen. Gekkos tale til Teldar Papers Annual Meeting i ”Wall Street” er som bekendt en (ufrivillig) liberal klassiker . Jeg kan egentlig bedre lide Gordon Gekko end John Galt. Det kunne være interessant at høre bud på de bedste liberale film (inklusiv de ufrivilligt liberale!).

5 Kommentarer

  1. Hej Carsten, først må der lyde et velkommen herfra, glæder mig til at læse med.

    Jeg vil i kommentaren fokusere på USA og amerikanerne, fordi det er deres situation, jeg kender bedst. Jeg synes, du begår en fejl, ved at sidestille befolkningernes præferencer, i det omfang din skitsering af dem så i øvrigt er korrekt (det er lidt vanskeligt at tage befolkningens modtagelse af en specifik film som et pålideligt estimat for ‘folkestemningen’, eller for den sags skyld noget som helst andet), med politikernes samme. Den amerikanske kongress’ approval ratings burde i dag kaldes disapproval ratings, for disse tal har ikke i en eneste måned mens Obama har været præsident, været i kongressens favør (i september måned var der 72% af amerikanerne, næsten tre ud af fire, der ikke kunne stå inde for kongressens arbejde). Se her:

    http://econstudentlog.wordpress.com/2009/09/27/a-few-numbers/

    og her:

    http://econstudentlog.wordpress.com/2009/10/07/an-update-on-those-approval-ratings/

    for lidt mere data i den retning. Alternativet til Big-spending Democrats er Big-spending Republicans, så hvis befolkningen ønsker en anden slags ‘hope and change’ efter Obama end bare mere af det samme, så er det bare ‘tough’.

    Dette er væsentligt, for mens befolkningen måske ikke er alt for vild med interventionistisk politik, stopper det altså ikke politikerne i denne tid, i hvert fald ikke i USA. Du er selv inde på dæk-tariffen, der kan blive starten på en handelskrig mellem Kina og USA, men det er jo blot et eksempel. Jeg kan slet ikke forstå denne passage i din post:

    “Det er noget af det mest opmuntrende, der ikke er sket. Det her er en krise, hvor de vestlige landes politikere kunne have fundet på at ofre vores langfristede (eller endog kortsigtede) vækstpotentiale for at tilfredsstille vælgernes ønske om ”handling” og ”beskyttelse” mod markedet. Men den katastrofale interventionsdynamik fra 1930erne er ikke gået i gang (ret meget, der har været et par usmarte protektionistiske skridt).”

    Obamas og kongressens politik står lige nu ifølge CBO til at øge den amerikanske statsgæld med 3 trillioner over de næste to år, hvilket er adskillige hundrede milliarder mere end Bush, som ikke på noget tidspunkt i sin præsidentperiode havde overskud på statsfinanserne, formåede at øge gælden med over hele sin præsidentperiode. Hvis man snakker vækstpotentiale, så bør man også huske, at den gæld altså skal forrentes (ligesom vores egen fordobling af statsgælden over de næste par år skal). Obama har med kongressens hjælp nationaliseret de største bilfabrikker i USA, planlægger at gøre det samme med sundhedssektoren, og han vil øge det offentlige forbrug over de næste år med sin såkaldte ’stimulus pakke’ i et omfang, som ville gøre en mand som Roosevelt misundelig – og han har kun været præsident i ca. ni måneder! Lige for tiden kan man jo nærmest gå og bilde sig selv ind, at den eneste grund til at manden ikke har forsøgt at nationalisere Walmart endnu, er at han slet ikke har haft tid til at se i den retning. Jeg har svært ved at se meget andet end ‘katastrofal interventionsdynamik’, når jeg i disse dage tager et kig over på den anden side af Atlanten.

  2. Carsten Valgreen

    18. oktober 2009 at 18:33

    Hej US

    Takker. Mon ikke der kommer en del mere om USA generelt her på stedet, ikke alene er det et af mine profesionelle arbejdsområder (jeg arbejder i et amerikansk firma der analyserer amerikansk økonomi for blandt andet amerikanske investorer), men Henrik Fogh Rasmussen har som bekendt også meldt sig under fanerne.

    Enig mht Kongressens popularitet. Det er slående, at Kongressen er så upopulær en institution (men forståeligt efter min mening) i USA. Diskussionen af hvorfor kræver nok (mere end) et blog indlæg. Men gerrymandering har en del af skylden tror jeg.

    Med hensyn til indgreb og intervention synes jeg at man skal skelne mellem to ting.

    1. Offentlige underskud. På grund af de automatiske stabilisatorer der er indbygget på især skattesiden forværres den offentlige sektors stilling altid markant i recessioner, og forværringen er størst i lande hvor skatterne og udgifterne er mest konjunkturfølsomme. Kun en del af forværringen er diskretionære beslutninger. At USA (i modsætning til mange nordeuropæiske lande som DK) så ikke formåede at forbedre den offentlige stilling markant under højkonjunkturen spejler så blandt andet Kongressen og især Bush administrationens prioriteter. Men når først skaden er sket er det svært at rette op. Bemærk i øvrigt at en af politikfejlene i 1930erne var at Hoovers Treasury Secr. Andrew Mellon, mente at hans job var at balancere budgettet igennem Depressionen. Friedmans kritik gik (berettiget efter min mening) mest på Federal Reserve, men Hoover administrationen hjalp bestemt ikke til. Bemærk også at det er så smart indrettet at amerikanerne selv kan bestemme hvilken rente statsgælden skal finansieres til (0% pt), så rentedøden lider de næppe. Men der forestår en del fiskalt oprydningsarbejde på sigt.

    http://en.wikipedia.org/wiki/Andrew_W._Mellon

    2. Indgrebene for at “redde arbejdspladser”. Indgreb i bilsektoren mv. er jeg helt enig i er en katastrofe, som garanterer en mere ineffektiv sektor og dermed indkomsttab.

    Så i den forstand har du ret i at der er en “interventionsdynamik” i gang. Men for at være lidt rimelig, så tror jeg ikke Obama administrationen havde det eksplicitte politiske mål a priori at eje bilfabrikker og banker. Min pointe var dog at sammenlignet med 1930erne (tænk på Smoot-Hawley) er det gået noget bedre på protektionisme fronten. Og bedre end jeg havde frygtet. En påfaldende ting har været fraværet af brede krav om beskyttelse mod ekstern konkurrence fra virksomhedssiden. Presset kommer primært fra fagforeninger. En væsentlig årsag er globaliseringen af ejerskabet.

  3. Velkommen til Punditokraterne Carsten

    Udemærket kommentar, men du sparker nok åbne døre ind mht. Michael Moore, ham er der ikke så mange der kan lide herinde …

    Lige en kommentar om reguleringen af finanssektoren: Når en sektor som har belønnet direktører og ansatte for at tage GROTESKE risikoer bagefter kommer løbende for at få støtte fra staten, så kan den da ikke forvente at der ikke vil følge betingelser med … Jeg er liberalist og går ind for fri løndannelse, men en række steder i den financielle sektor har man da haft en løn struktur (bonusser osv.) som har gjort det attraktivt at tage en stor risiko på ANDRES (selskabets) vegne … men når selskaberne selv har lavet denne lønstruktur, så er de vel i en vis forstand medskyldige. At staten ikke vil have at de gentager dumhederne kan da ikke undre …

    Iøvrigt er jeg enig: Getty er mere inspirerende end Galt, men “Atlas Shrugged” var altså også lidt af en skuffelse ….

  4. Peter Kurrild-Klitgaard

    21. oktober 2009 at 11:07

    Valgren: “Det kunne være interessant at høre bud på de bedste liberale film (inklusiv de ufrivilligt liberale!).”

    Jeg foreslår, at Du laver en selvstændig post om dette emne, ligesom vi tidligere har gjort med “bedste klassikere”, sommerferielæsning, o.s.v.

    Jeg har ihvertfald selv en del kandidater …

  5. Et par bud på gode liberale film:

    “The Pursuit of Happyness” (stavefejl er med vilje) med Will Smith i hovedrollen. Her spiller selve skattevæsenet skurkerollen, og hovedpersonen klarer sig til tops ved hjælp af hårdt arbejde.

    “Rocky”-filmene. Især den første, men også den sidste, Rocky Balboa tror jeg den hedder. Søg på youtube efter den scene, hvor Rocky giver sin søn en opsang/tale om livet (skrive Rocky speech to his son eller noget lignende).. Fantastisk scene!

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑