Værdiintegration i EU? Se på regionalforskelle

Politikerne har mange visioner for Europa, også flere end størstedelen af de europæiske befolkninger. En af de mere omdiskuterede er at skabe en europæisk ’identitet’, med fælles værdier, normer og forestillinger om andre mennesker og samfundet. Hvis man taler med EU-tilhængere, ender diskussionen ganske ofte på netop denne idé – at vi skal have skabt en europæisk ’offentlighed’, og at EU kan gøre os mere værdi- og begrebsmæssigt ’europæiske’. Om det sker, og om det overhovedet kan ske, er usandsynligt svært at teste på traditionel vis, og svaret synes derfor at blæse i vinden. For mit vedkommende har jeg dog altid ment, at det var en noget ’hare brained’ idé.

Prospekterne for denne type integration kan man dog også vurdere ved at se på, hvor store forskellene er på sammenbragte lande i Europa. Hvis værdiintegration skal kunne ske ved en målrettet indsats, må det alt andet lige være lettere at opnå indenfor en nations grænser end på tværs af et kontinent som det europæiske. Heldigvis eksisterer der en række meget velegnede testeksempler. De pågældende lande er Belgien, Italien, Storbritannien og Tyskland. Belgien har været ét, uafhængigt land siden 1830, Italien og Tyskland siden 1870erne, mens Storbritannien blev endeligt, formelt forenet med Skotland med valget af Charles I til britisk konge i 1603. Canada er en anden nation med klare forskelle på trods af forsøg på at skabe en canadisk værdisammenhæng siden 1867. Hvis ideen om værdiintegration på tværs af EU skal have noget som helst praktisk indhold, må man finde at basale værdier og forestillinger er konvergeret til et fællesnationalt niveau i disse samfund.

Vi skal se på tre basale forhold: 1) Social tillid, dvs. til ens medmennesker – manden på gaden – som nyere forskning finder, er grundlæggende for hvor godt en række institutioner virker; 2) tilfredshed med livet, dvs. fungerer landet lige godt i alle ender; og 3) accept af homoseksualitet, der her fungerer som et mål for et liberalt værdisammenhold. Tillid er målt som standard som andelen af befolkningen, der erklærer at man kan stole på de fleste mennesker, tilfredshed og accept af homoseksualitet er målt på 1-10-skalaer fra stærkt utilfreds/aldrig acceptabelt til stærkt tilfreds/altid acceptabelt.

Belgien og Italien er karakteriseret ved nord/syd-forskelle – Belgien mellem det fransktalende Wallonien og det hollandsktalende Flandern, Italien bredt set mellem det historiske Kongeriget de to Sicilier (syd for Rom), og det store bystatsområde og den nordøstlige del, der hørte til det østrig-ungarske rige. Tyskere taler ofte om de tre Tysklande – det postkommunistiske øst, det ’almindelige’ vest, og Bayern. Storbritannien består af de historiske dele England, Skotland og Wales. Canada har, ligesom Belgien, en fransk/ikke-fransk forskel mellem det fransktalende Quebec og resten. Tabellen nedenfor tager, mest for skægs skyld, også to dele af et opbrudt land med, nemlig Serbien og lilleputstaten Montenegro.

Tillid

Tilfredshed

Accept

Belgien

Flandern

38,2 %

7,9

4,8

Wallonien

24,0 %

7,2

4,0

Canada

Engelsk-talende

50,1 %

7,8

4,6

Québec

30,4 %

7,9

5,4

Italien

Nord

37,0 %

7,3

4,3

Syd

25,5 %

7,0

3,5

Storbritannien

England

34,5 %

7,5

4,7

Skotland

38,4 %

7,7

4,6

Wales

32,2 %

7,6

4,4

Tyskland

Vest

38,5 %

7,4

5,6

Øst

29,7 %

6,8

6,1

Bayern

35,1 %

7,2

4,7

Ex-Yugoslavien

Serbien

15,3 %

6,0

4,7

Montenegro

33,7 %

7,1

1,9

Konklusionen, man må drage af tallene i tabellen er, at på trods af mange års ’state building’ – mere end et århundrede i tre af landene – eksisterer der endda meget store forskelle i basale forestillinger og værdier i disse sammenbragte lande. Belgien og Italien er dramatiske eksempler. På trods af halvandet århundredes fælles eksistens, har Wallonien stadig et perfekt fransk tillidsniveau, mens Flanderns ligger meget højere, på niveau med Vesttyskland. De flamske indbyggere er også meget mere tilfredse og mere tolerante. Man finder lignende forskelle indenfor Italien, mens de canadiske forskelle begrænser sig til voldsomme tillidsforskelle (igen finder man et meget lavere niveau i historisk franske områder) og tolerance. Forskelle findes også i Tyskland, mens de britiske forskelle er ret marginale. Sidst, men ikke mindst, må man konkludere, at Serbien og Montenegro værdi- og forestillingsmæssigt befinder sig i forskellige verdener.

Bolden ligger derfor på EU-elskernes banehalvdel. Det må være op til dem at forklare, hvordan de forestiller sig at EU kan skabe et europæisk værdifællesskab, når mere end et århundredes forsøg i en række nationer er fejlet. Indtil andet kan vises er min overbevisning klar: Det kan ikke lade sig gøre, og man ville være bedre stillet med at EU ikke smed penge ud af vinduet i forsøg på det.

5 Kommentarer

  1. Interessant, men kan man ikke let finde tilsvarende forskelle inden for de resten af landene? Jeg kunne godt forestille mig, at accepten af homoseksuelle er større i København end i Vestjylland, og at tilliden og tilfredsheden med livet er større i Nordsjælland end på Lolland. Men det betyder jo ikke, at nogen af de danske regioner ønsker løsrivelse.

    Har du tilsvarende tal for de øvrige landes regioner?

  2. Hej Christian,

    Det undrer mig, at vallonerne skulle være mere tolerante end flamlænderne. Min helt uvidenskabelige vurdering er, at det forholder sig lige omvendt!

    Er det udelukkende “målt” ud fra holdningen til homoseksualitet? I så fald bunder det måske snarere i det katolske verdensbillede? Skulle man måle det på dres holdning til udlændinge, fremmede, ville det være omvendt, så jeg ved ikke, hvor meget holdningen til homoseksuelle egentlig siger om accept i et samfund.

    Kan du følge mig?

    VH

    Maria

  3. Der skulle selvfølgelig stå ‘mindre tolerante’!

  4. Christian Bjørnskov

    2. november 2009 at 10:45

    @JC: Der finds praktisk taget ingen klare tillidsforskelle på tværs af Danmark, ligesom de er meget små i det fleste lande; det samme gælder tilfredshed der er praktisk taget den samme på tværs af de danske regioner. Men i en række ‘sammenbragte’ lande som eksemplerne ovenfor, overlever forskellene meget tydeligt.
    @Maria: Både vallonerne og flamlændingene er katolikker, så der kan man ikke finde en forskel. Men det ser faktisk sådan ud på flere indikatorer, at det er Flandern, der er det tolerante område. Flamlændingene er også_meget_bedre til fremmedsprog end vallonerne, der ofte kun taler fransk.

  5. I Danmark forventes tillid til systemets mistillid – også selvom en sådan tillid klart er ubegrundet.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑