“International Drug Policy Conference” og narkotikasituationen i Danmark

I den kommende uge afholdes der igen “International Drug Policy Reform Conference” i Albuquerque, New Mexico. Konferencen afholdes hvert andet år og har deltagere fra hele verden. I år er undertegnede inviteret til at deltage i et panel af økonomer. Under overskriften “Economic Analysis of the Global Drug Prohibition Regimes” skal vi bl.a. tale om “Why the U.S. and other countries continue to implement drug policies that do not reflect their long-term economic interests? What are the challenges of conducting economic analysis of such a politicized topic?  And what implications does the current economic crisis have for the future of global drug policy?”.

Personligt ser jeg frem til at se og høre en af de store kanoner i debatten i USA,  Jeffrey Miron fra Harvard University, der bl.a. har skrevet “The Budgetary Implications of Marijuana Prohibition“. Konferencen vil formentlig være (positivt) præget af det opbrud der har fundet sted i flere år omkring marihuana på delstatniveau. Som en sidebemærkning kan nævnes, at hvis resten af den amerikanske højesterets dommere fulgte Clarence Thomas holdning til den federale narkotikapolitik, ville den førte narkotikapolitik formentlig se meget anderledes ud i dag i USA. Clarence Thomas mener ikke, at det er i overenstemmelse med konstitutionen at man har en federal narkotikapolitik .

Jeg skal ikke skjule at det altid har undret mig,  at det har været muligt at have en federal politik på narkotikaområdet, når ophævelsen af alkoholforbuddet skete efter en ophævelse af det tillæg til konstitutionen der tillod de federale myndigheder at forbyde alkohol i hele USA, og (igen) overlod det til delstaterne. Flere af disse opretholdt i årtier efter ophævelsen af det federale alkoholforbud fortsat deres eget forbud. Måske kan en af bloggens læsere løse dette mysterium for mig?

“Forebyggelse” i 30ernes USA

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=Yg5QER6vYMY[/youtube]

For ligesom at komme i stemning til konferencen, læste jeg forleden Sundhedsstyrelsens rapport  “Narkotikasituationen 2008“. Den er først og fremmest en gennemgang af endnu 100 måder at smide skatteydernes penge ud af vinduet til ingen verdens nytte. Side op og side ned fortælles der om alle de forbyggende og behandlende tiltag vores handlekraftige politikere har sat i værk for at få forbruget ned. Det med at virke handlekraftig er formentlig det væsentligste formål med pengeforbruget. Årtiers sammenligninger af udviklingen i forbruget af rusmidler – legale såvel som illegale, har for længst vist, at både forebyggende og behandlende indsatser i bedste fald har en yderst marginal indflydelse. I værste fald kan meget af den forebyggende indsats i skolerne muligvis have den stik modsatte effekt.

Til gengæld vil jeg opfordre alle der mener at Danmark har et narkotikaproblem til at læse rapporten – og så tænke over proportionerne. Når man kan læse at antallet af dødsfald på grund af brug af kokain og ecstasy er 1-2 om året, så udstiller det i den grad det lejlighedsvise hysteri blandt medier, politikere og behandler-Danmark. Vi har ikke et narkotikaproblem, vi har et forbudsproblem og så muligvis et rusmiddel-problem, men hvad det sidste angår handler det om alkohol, se også sundhedsstyrelsens rapport “Unges livstil og dagligdag 2008“.

På et punkt synes det dog at være gået en smule fremad. I begyndelsen af 199erne påstod man at en kampagne mod brug af illegale rusmidler havde været en vældig succes, hvorefter samme generations forbrug steg betydelig (“blame it – not on the boogie but – on the Rap, Hip-hop and Rave”). Denne gang har man ladet Statens Institut for folkesundhed” stå for evalueringen af materialet til skolernes ældste klasser.

Det fremgår af rapporten, at;

“Effektevalueringen viser en generel tendens til, at flere elever i interventionsgruppen end i kontrolgruppen har en sundere adfærd i retning af et mindre forbrug af alkohol, tobak, hash og færre mobbere. Forskellene er imidlertid ikke så store, at de er statistisk signifikante.”

For god ordens skyld skal medtages, at man (desværre) fortsætter med at skrive, at

Men det, at alle målte forskelle går i retning af en sundere adfærd i interventionsgruppen, taler for, at den positive effekt af Tackling [navnet på kampagnen] er reel nok, trods den statistiske usikkerhed.

Og det kan de der lever af det så trøste sig ved, selv om der nok er mest grund til at lægge vægt på de to første linier, altså at der ikke er statistisk signifikante resultater af (endnu) en kampagne. Måske var der grund til at at man efter 4 årtiers smiden penge ud af vindet til forebyggelseskampagner spurgte sig selv det simple spørgsål; er det pengene værd?

Ovenstående er selvfølgelig blot en naiv punditokrat der vrøvler, for selvfølgelig er det pengene værd….. for politikerne (og de der lever af at lave kampagnerne). For hvis man IKKE lavede den slags kampagner, så skulle der sikkert straks være en eller anden nævenyttig journalist fra DR eller TV2 der smaskede en mikrofon op i ansigtet på den ansvarlige minister og med slet skjult forargelse spurgte til “hvorfor man ikke gjorde noget mere”. Når jeg tænker over det, så kan de selvfølgelig allerede gøre det i dag, og hvem af de folkevalgte tør mon sige sandheden, nemlig at det ikke hjælper en pind – når vi kommer ud over den mest fundamentale information, som de fleste unge formentlig kender til i forvejen – Det er jo også de færreste der kunne finde på at tømme en flaske snaps ud i en køre, eller hvad?

4 thoughts on ““International Drug Policy Conference” og narkotikasituationen i Danmark

  1. Carsten Valgreen

    Lad mig i forlængelse af Niels’ indlæg opfordre interesserede læser til a checke data og figurer på European Monitor Center for Drugs and Drugs addiction.

    http://www.emcdda.europa.eu/stats09

    Her er mine hurtige observationer:

    1) Priserne i EU på narkotika er faldende i reale termer for stort set alle typer narkotika siden 2003.

    2) Antallet af narkotikarlaterede dødsfald ift befolkningen i EU var generelt stigende frem til 1990 og har ligget stabilt siden da.

    3) Danmark er blandt de EU lande, der har flest narko relaterede dødsfalde/capita (2006).

    4) Lande som har lempeligere narko lovgiving/delvis legalisering (Holland, Portugal) har ikke flere narkodødsfald.

    Hvor længe skal danske politikere slippe afsted med kynisk og på automatpilot at kræve/love mere politi/strengere straffe/mere forebyggelse, hver gang narkoproblemer dukker op i medierne. Er der nogle af disse politikker, der ikke er søgt gennemført i de seneste 20 år?

    Svar
  2. Niels Westy Munch-Holbek Forfatter

    @Carsten

    Med hensyn til priser, er realpriserne over de seneste 20-30 år vist faldet til omkring 1/5. Forøvrigt viser udviklingen i priserne på opiater og en “manglende” stigning i antallet af brugere med al tydelighed, at der er tale om produkter med en meget lav priselasticitet (hvilket til gengæld gør det ekstra interessant at få monopol).

    Med hensyn til et lands givne forbrug (og det er ganske højt, især for hash i Danmark) er den væsentligste forklarende faktor kultur – og her spiller dansk (be)russelseskultur en afgørende rolle. Til gengæld er det yderst vanskeligt at ændre.

    “The War on Drugs” er en en tabt sag. 24 mio. (flere er der ikke globalt) problem generer et 320 mia. USD. stort marked, hvor al profit tilfalder verdens værste terror- og mafiagrupper. Over tid vil der ske ændringer, spørgsmålet er hvor hurtigt. afkriminalisering er ikke nok (det ændrer ikke fundamentalt på de “sorte” indtægter) – ej heller kun at legalisere hash. vi er nød ti lat gå hele vejen, hvis vi vil det uvæsen til livs (og hvis vi overhovedet skal have bare den mindste chance for at komme u af Afghanistan med pæren i behold forøvrigt) Man sige ,at med “the War omn Drugs øger vi sandsynligheden for at vi heller ikke vinder “The War on Terrorism”

    Svar
  3. Pingback: Den førte narkotikapolitik er et brud på de fundamentale menneskerettigheder - Punditokraterne

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.