Dagsarkiv: 30. november 2009

MSM før og efter Honduras præsidentvalg ved gårsdagens demokratiske manifestation

For en kort gennemgang af gårsdagens præsidentvalg i Honduras, henviser jeg til mit indlæg på “Americas“.

Porfirio "Pepe'' Lobo

Porfirio "Pepe'' Lobo

Hovedkonklusionen er, at valget er blevet gennemført i overensstemmelse med Honduras forfatning og som forventet indebar at den konservative kandidat; Porfirio Lobo ikke kun blev valgt med over halvdelen af de afgivne stemmer, men også med en valgdeltagelse væsentlig højere end ved det sidste præsidentvalg. Dette på trods af, at alle de “progressive” kræfter bag den afsatte præsident Zelaya, opfordrede til boykot af valget og venstrefløjens kandidat trak sig og opfordrede til boykot.

Men dermed er der ikke kun tale om en begmand til alle den “progressive” og “fredselskende” bevægelse i Honduras, til Zelayas “sugardaddy”, den “vestlige halvkugles imperialist number one”, kammerat Chavez og hans lydstater, til præsident Lula der for få dage siden gav Irans præsident en rigtig “krammer” ved dennes officielle besøg i Brasilia, men ikke vil anerkende Honduras valg i går.

Læs resten

Løkke land II

Jeg gav fredag mit besyv med vedrørende Lars Løkke Rasmussens ti mål for Danmark–eller rettere ét af dem, og det var i en kronik i Berlingske, “Målet er rigtigt – vejen usikker”.  (Denne var iøvrigt den første i en kronikserie om statsministerens ti mål.)  Her er et brudstykke:

“Hvad gør man, når der et sted ligger en bugnende skattekiste og venter på én, fyldt med rigdomme, man har brug for, men man hverken ved, hvor den eller man selv er henne? Dét er – metaforisk – lidt det dilemma, som statsminister Lars Løkke Rasmussen måske står overfor med det første, vigtigste og mest overordnede af de ti mål, han satte sig for Danmark på Venstres landsmøde: »Danmark skal i 2020 være blandt de 10 rigeste lande i verden målt ved BNP pr. indbygger«. Det er et klart mål, det er et godt mål, og det burde være muligt at realisere – men det bliver det ikke uden nogle fundamentale reformer, som VK-regeringen hidtil tilnærmelsesvis har skyet som pesten. Målsætningen er helt rigtig – af flere årsager.

For det første er borgernes velstand og den vedvarende vækst heri dét, som næsten alt andet afhænger af. Uden en stigende velstand er det i længden ikke muligt at gøre vore liv bedre, længere, lykkeligere. Lidt simple eksempler kan anskueliggøre pointen. Lad os forestille os, at to lande i et vilkårligt ’år 1’ er lige velhavende, men at deres økonomier vokser med forskellig fart. Det hurtigtvoksende land, A, har en årlig vækst på 2 procent., mens den lidt mere langsomt voksende økonomi, B, vokser med 1 procent. Altså en forskel på sølle et procentpoint om året. Men efter 43 år, er A 50 procent rigere end B, og efter 72 år hele 100 procent rigere. Når der er gået 130 år, vil B være det rene uland i forhold til A, hvor borgerne i gennemsnit vil være mere end tre en halv gang rigere.

Lyder det hypotetisk? Det er det ikke. I 1870 var Argentinas bruttonationalprodukt per indbygger (justeret for købekraftsforskelle) på ca. 1.300 dollar, mens amerikanernes var på knap det dobbelte, ca. 2.300 dollar. Men på grund af bl.a. forskellige politikker voksede landene efterfølgende med forskellig hast: I 2003 var de tilsvarende tal 7.666 dollar for argentinerne og 29.037 dollar for amerikanerne, altså svarende til en cirka fire gange højere gennemsnitlig levestandard. Hvem vil i dag ikke hellere være fattig i USA end middelklasse i Argentina?”