Løkke land II

Jeg gav fredag mit besyv med vedrørende Lars Løkke Rasmussens ti mål for Danmark–eller rettere ét af dem, og det var i en kronik i Berlingske, “Målet er rigtigt – vejen usikker”.  (Denne var iøvrigt den første i en kronikserie om statsministerens ti mål.)  Her er et brudstykke:

“Hvad gør man, når der et sted ligger en bugnende skattekiste og venter på én, fyldt med rigdomme, man har brug for, men man hverken ved, hvor den eller man selv er henne? Dét er – metaforisk – lidt det dilemma, som statsminister Lars Løkke Rasmussen måske står overfor med det første, vigtigste og mest overordnede af de ti mål, han satte sig for Danmark på Venstres landsmøde: »Danmark skal i 2020 være blandt de 10 rigeste lande i verden målt ved BNP pr. indbygger«. Det er et klart mål, det er et godt mål, og det burde være muligt at realisere – men det bliver det ikke uden nogle fundamentale reformer, som VK-regeringen hidtil tilnærmelsesvis har skyet som pesten. Målsætningen er helt rigtig – af flere årsager.

For det første er borgernes velstand og den vedvarende vækst heri dét, som næsten alt andet afhænger af. Uden en stigende velstand er det i længden ikke muligt at gøre vore liv bedre, længere, lykkeligere. Lidt simple eksempler kan anskueliggøre pointen. Lad os forestille os, at to lande i et vilkårligt ’år 1’ er lige velhavende, men at deres økonomier vokser med forskellig fart. Det hurtigtvoksende land, A, har en årlig vækst på 2 procent., mens den lidt mere langsomt voksende økonomi, B, vokser med 1 procent. Altså en forskel på sølle et procentpoint om året. Men efter 43 år, er A 50 procent rigere end B, og efter 72 år hele 100 procent rigere. Når der er gået 130 år, vil B være det rene uland i forhold til A, hvor borgerne i gennemsnit vil være mere end tre en halv gang rigere.

Lyder det hypotetisk? Det er det ikke. I 1870 var Argentinas bruttonationalprodukt per indbygger (justeret for købekraftsforskelle) på ca. 1.300 dollar, mens amerikanernes var på knap det dobbelte, ca. 2.300 dollar. Men på grund af bl.a. forskellige politikker voksede landene efterfølgende med forskellig hast: I 2003 var de tilsvarende tal 7.666 dollar for argentinerne og 29.037 dollar for amerikanerne, altså svarende til en cirka fire gange højere gennemsnitlig levestandard. Hvem vil i dag ikke hellere være fattig i USA end middelklasse i Argentina?”

6 Comments

  1. Off topic: Hvad siger Punditokraterne til den 4-dobbelte eksekvering af politifolk i Seattle. Det ser ud som om Mike Huckabee nedsatte straffen for morderen (der ellers havde en dom på 95 år). Betyder det, at Huckabee er ude af spillet om at blive USA’s næste præsident?

  2. Peter Kurrild-Klitgaard

    30. november 2009 at 12:59

    Ja, det er vist så langt off-topic som muligt … 😉

    Jeg har ikke læst op på det, men hvis det er rigtigt, vil det da uden tvivl gøre ham (endnu mere) uvælgelig ved et præsidentvalg. Men hvor meget det vil skade ham i de Republikanske primærvalg, ved jeg ikke; han har jo (med en vis succes) positioneret sig som dén, der tager de socialkonservative og evt. “Big Government”/populistiske konservative vælgere, og om det vælgersegment vil lade sig skræmme væk af den historie, er nok svært at sige. (Der er f.eks. ret delte meninger om, hvorvidt afsløringen af Bushs spritdom få dage inden valget i 2000 betøde noget negativt m.h.t. de evangelikalske vælgere.)
    Men hvis historien er sand, vil den da givetvis blive brugt imod ham a la Willie Horton mod Dukakis i 1988.

  3. God kronik – på mange måder passer den argentinske syge jo godt på flere lande i Europa. Argentinas relative nedgang startede omkring 1. verdenskrig og tog for alvor fart i 1950erne. Problemet er let identificerbart; en manglende betydning af markedet, og stor betydning af politiske forbindelser og organisationsindflydelse – det burde lyde bekendt.

    Desværre viser Argentinas historie også, at det langt fra er sikkert, at vælgerne erkender at der må fundamentale ændringer til. for Argentinas vedkommende har man i årtier lagt skylden på eksterne faktorer – mens man gik fra at være en velstående nation til at være et middelindkomstland. Det ser også ud til at kunne ske i Danmark, og det er i lige så høje grad (højere grad) borgernes ansvar som politikernes.

  4. Carsten Valgreen

    1. december 2009 at 19:24

    Angående Argentina.

    Glaser & Campante har en interessant sammenligning mellem Buenos Aires og Chicago.

    http://www.economics.harvard.edu/faculty/glaeser/files/Glaeser_Campante_argentina_revised.doc

    Her er en afgørende bid fra konklusionen:

    “However, even a hundred years ago there were substantial differences between the two cities. Chicago was wealthier and better educated. Its industries were more advanced and more capital intensive. Its political system was more stable, and its instability was less consequential. All told, Buenos Aires looks more like a place that became rich because of a boom in natural resources. Chicago used those natural resources and then transitioned into becoming a more modern industrial place, with substantially greater levels of physical and human capital.

    The gap in industrial development and human capital then set the stage for the 20th century. Across countries, schooling in 1900 strongly predicts success today, partially because less schooled places have had far worse political outcomes. America’s greater level of human capital in 1900 surely deserves much credit for its track record of 20th century political stability. In this regard, the effects of the lower levels of human capital in Buenos Aires were in turn magnified by its overwhelming political importance within Argentina. All in all, the divergence between Chicago and Buenos Aires reflects the fact that Buenos Aires in 1900 had wealth levels that were far higher than its actual level of human and physical capital accumulation.”

    Var der nogen der sagde den arabiske golf?

    James Belich har i “Replenishing the Earth: The Settler Revolution and the Rise of the Angloworld, 1783-1939” (som jeg desværre ikke har læst endnu!) denne interessante ting om Argentina:

    “Yet, unlike the Italian, the Spanish settler transition was incomplete. Indeed, counterintuitively, the Spanish “actually assimilated to the new land more slowly and more reluctantly than did the “alien” Italians”, who were not quick. The Spanish rate of return was lower than the Italian, but still high at 46 percent by 1930, and in-marriage and voluntary segregation was high in both groups. Above all, both Spanish and Italian immigrants avoided Argentine citizenship like the plague. Fewer than 4 per cent of Spanish took citizenship, and the Italian rate was below 2 per cent. Immigrants received most legal rights without citizenship, with the important exception of voting in national elections. Aliens were also not liable for military service. There was therefore “no incentive to become a citizen”, and a considerable disincentive. Nativist fears among the lower classes, and the fear of political competition among the elite, led Argentines to accept this situation. Immigrants dominated the Argentine lower middle classes…The incomplete settler transition therefore meant that booming Argentina’s middle class was much less committed to it, much less politically powerful, and much more prone to send or take its money home, than in the Anglo newlands. The power and novelty of Spanish settler transitions helps explain Argentina’s relative success to the 1920s. But the incomplete nature of the settler transition also helps explain Argentina’s relative failure from the 1920s.”

    Ingen af disse tager ansvaret fre Peronismens totale fallit, men billedet bliver lidt mere nuanceret: Argentina havde måske noget “hollandsk syge” i starten af århundrede (rig målt på indkomst, men den sociale infrastruktur og institutioner var ikke forklaringen på indkomsten fordi der var “nemme ressourcer”). Samt et problem med at skabe en national fungerende statslig enhed? (Tænk Belgien eller tildels Italien som begge gør sig bemærket ved svage nationalstater og tendens til højere offentlig gæld/BNP).

  5. Carsten Valgreen

    1. december 2009 at 19:29

    … og min pointe ift til “Løkke land” var at ingen af delene passer på Danmark i dag.

    Hvilket ikke underkender PKK, men nok gør at sammenligningen skal tages med et gran salt.

    At meget dansk politik så er ved at udvikle “peronistiske træk” (populisme, åbenbar bestikkelse af udvalgte vælgergrupper med offentlige midler osv.) er så en anden sag.

  6. @Carsten

    Argentinas problem ligger formentlig et helt andet sted, nemlig i at man på et tidligt tidspunkt (slutningen af det 19. århundrede) var kendetegnet ved, at politiske forbindelser var vigtigere end markedet. Og mens det primært var på producentside (kapitalisterne) der drog fordel af dette i begyndelsen, bla.a. til at holde udenlandske konkurrenter ude, var grunden lagt til fagforeningernes senere indflydelse og betydning i det politiske spil.

    Jeg kan godt finde en meget klar analog til det samfund der er udviklet herhjemme, hvor man godt nok (fornuftigt nok) indtil videre har et fungerende marked – men hvor man til gengæld har en historisk set ekstremt stor del af økonomien hvis udbud og efterspørgsel alene er bestemt via det politiske system.

    Derudover er det væsentligste i hvor høj grad man er mulig at ændre på et defekt system. for at sige det ligeud, det går vist ikke særligt godt hverken herhjemme eller andre steder i Europa (f.eks. frankrig). Og der eksisterer ingen automatik der tilsiger, at samfund (og vælgere) ændrer mening blot fordi det ser ud til at gå skidt – nok vil man gerne have det bedre, der må bare ikke ske reformer – her er Argentina interessant.

    Jeg har ikke læst den kilde du referer til, det vil jeg gøre – og så vil jeg vende tilbage med et egentlig indlæg – så må vi se om hvem det “støtter” mest..

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑