Månedsarkiv: november 2009

Hvem betaler prisen for regulering af den finansielle sektor?

Eric Falkenstein, som blandt andet har en fortid hos Moodys, hvor han lavede default modeller, har på sin glimrende blog et indlæg om, hvad den finansielle krise betyder for tænkningen i den finansielle sektor her.

Det er oplagt, at både den finansielle sektor selv og det politiske system nu vil tendere til at bureaukratisere forretningsgange og forretningsmodeller i den finansielle sektor (endnu mere). Den finansielle sektor lever nu på politikernes nåde og vil indrette sig på at “se godt ud” i deres øjne. Det betyder reelt, at man skal se godt ud i medierne. Derfor Goldman Sachs næsten pinagtige annoncering af $500 mio. til en fond for små virksomheder over de kommende år. Det er så tydeligt aflad, at det gør ondt at se på.

Læs resten

“No fim, o pais do futuro vai ficar o pais de hoje?” – Brazil takes off

Blot en kort “reklame” for en post på americas.dk i anledning af, at The Economist i sit sidste nummer har en meget positiv specialsektion på 16 sider om Brasiliens muligheder for endelig at opfylde alle de forventninger som både landets egne borgere og udlandet har haft i årtier. – Læs videre på Americas.

4609LD1

Skaber ulandsbistand terrorisme?

En del af det ’nye’ rationale for at give lande ulandsbistand er, at bistanden angiveligt kan forhindre terrorisme. Ideen bag er, at terrorisme i høj grad skyldes fattigdom, og at ulandsbistand reducerer fattigdom. Der er derfor, på trods af det åbenlyst spinkle grundlag, optimisme i dele af det ulandspolitiske miljø. Et nyt arbejdspapir af Swati Sharma, Zach Davis, and Mike Findley fra Brigham Young University i USA (kan læses her) konkluderer, at optimismen kan ligge på et meget lille sted. Abstractet lyder:

After the attacks of 9/11, many US policymakers encouraged the use of foreign aid as an instrument to decrease terrorism. However, this argument is based on at least two assumptions that are the subject of considerable debate in the scholarly literature. The first is that terrorism is directly caused by problematic social or political conditions, such as poverty, lack of education, or oppressive governments. The second is that foreign aid is effective at alleviating any of those conditions including terrorism directly. We contend that foreign aid is unlikely to have a pacifying effect on terrorism and instead it might actually offer an incentive for the continuation or increase of terrorist activity. Because terrorist groups perceive aid as a threatening form of Western influence that can erode popular support for their activities, terrorist groups have an incentive to continue or increase their behavior in response to foreign aid flows. Seeking to both prevent future aid and maintain favorable public opinion, terrorist groups respond with sustained or increased terrorism. Preliminary results support these theoretical expectations.

Helt konkret viser de tre forskere, at en forøgelse af ulandsbistanden fra et lavt niveau (en standardafvigelse under gennemsnittet) til et højt niveau (en standardafvigelse over gennemsnittet) er forbundet med en fordobling i antallet af forventede terroraktioner fra 3.5 til 7 per år. Rationalet bag denne perverse effekt er, at fundamentalistiske grupper og andre terrororganisationer afskyr vestlig kultur og indblanding, og ser bistanden som forsøg på vestligt diktat. Så jo mere bistand, man får, jo større bliver den voldelige modstand mod det, bistanden ses at repræsentere. Måske skulle man sende papiret til Ulla Tørnæs?

I murens skygge

De seneste dage har der været masser af positiv opmærksomhed omkring murens fald. Med god grund. Først med Sovjetunionens sammenbrud blev Europa befriet fra de totalitære regimer som blev skabt af menneskefjendske ideologier efter første verdenskrig.

Der skete imidlertid noget andet interessant efter murens fald. Økonomer må leve med, at der er meget få muligheder for at lave kontrollerede eksperimenter. Men af og til giver historien os noget, der ligger tæt på. Og murens fald gjorde lige præcis det. De østeuropæiske planøkonomier startede alle fra nogenlunde det samme udgangspunkt (et ringe et). Men selv om de alle gik over til en markedsøkonomi, var det med temmeligt forskellige strategier. Her efter 20 år kan man lære meget af deres erfaringer. Lad os prøve at sammenligne tre af landene, og tillad mig at give min fortolkning af forløbet. Figurerne herunder, sammenligner BNP og arbejdsløshed i de østlige länder, Polen og Ungarn.

GDP

Læs resten

Tobin-skatten – én gang til for Arveprins Knud

Lørdag aften var der debat på DR2 Deadline om den såkaldte Tobinskat – en global skat på valutatransaktioner. Baggrunden var, at den britiske premierminister Gordon Brown på et G20-topmøde forleden trak denne trætte krikke af stalden endnu en gang. Manden, der som bekendt er presset på alle fronter og tegner til at ende sin politiske karriere som en af efterkrigsperiodens mest ubehændige premierministre, er i det hele taget slået ind på en meget velkendt, protektionistisk-populistisk kurs. Denne kurs har også forleden taget udtryk i hans politik om ”British jobs for British workers”, der klinger ubehageligt af 30ernes slogans. Hans støtte til Tobinskatten er ikke andet end netop dét, men da debatten er startet igen, tager vi den også igen her på stedet. Læs resten

“International Drug Policy Conference” og narkotikasituationen i Danmark

I den kommende uge afholdes der igen “International Drug Policy Reform Conference” i Albuquerque, New Mexico. Konferencen afholdes hvert andet år og har deltagere fra hele verden. I år er undertegnede inviteret til at deltage i et panel af økonomer. Under overskriften “Economic Analysis of the Global Drug Prohibition Regimes” skal vi bl.a. tale om “Why the U.S. and other countries continue to implement drug policies that do not reflect their long-term economic interests? What are the challenges of conducting economic analysis of such a politicized topic?  And what implications does the current economic crisis have for the future of global drug policy?”.

Personligt ser jeg frem til at se og høre en af de store kanoner i debatten i USA,  Jeffrey Miron fra Harvard University, der bl.a. har skrevet “The Budgetary Implications of Marijuana Prohibition“. Konferencen vil formentlig være (positivt) præget af det opbrud der har fundet sted i flere år omkring marihuana på delstatniveau. Som en sidebemærkning kan nævnes, at hvis resten af den amerikanske højesterets dommere fulgte Clarence Thomas holdning til den federale narkotikapolitik, ville den førte narkotikapolitik formentlig se meget anderledes ud i dag i USA. Clarence Thomas mener ikke, at det er i overenstemmelse med konstitutionen at man har en federal narkotikapolitik .

Jeg skal ikke skjule at det altid har undret mig,  at det har været muligt at have en federal politik på narkotikaområdet, når ophævelsen af alkoholforbuddet skete efter en ophævelse af det tillæg til konstitutionen der tillod de federale myndigheder at forbyde alkohol i hele USA, og (igen) overlod det til delstaterne. Flere af disse opretholdt i årtier efter ophævelsen af det federale alkoholforbud fortsat deres eget forbud. Måske kan en af bloggens læsere løse dette mysterium for mig?

“Forebyggelse” i 30ernes USA

Læs resten

Cubansk sangerinde vinder Cubas første “Latin Grammy” mens regimet slår til mod unge musikere.

I torsdags vandt Omara Portuando en Grammy for hendes seneste CD “Gracias” ved dette års Latin Grammy Awards i USA. Det var første gang at en cubaner vandt denne pris. Men selv om Omara Portuando, der snart fylder 80, stadig har en utrolig stemme og den sjældne evne at formidle sine følelser til lytteren på tværs af sproglige og kulturelle barrierer, er det måske sigende, at selve pladen nok er smuk, – den er meget bossa nova og jazz inspireret – men samtidig også blottet for enhver form for nyskabelse. Fundamentet er ud over cubansk musik, først og fremmest jazz og bossa nova, som det har udfoldet sig i mere end et halvt århundrede. Og det er egentlig cubansk musiks problem i en nødeskal. Siden Castros magtovertagelse har man fuldstændig mistet den betydning man havde i 1940erne og 50erne. Manglende omgang med udenlandske musikere (især amerikanske) og et totalitært regime der ud over at forbyde saxofonen, fordi det var et “imperialistisk” instrument, i alle årene har undertrykt enhver form for nyskabende musik, har sikret at Cuba i bund og grund primært er et frilandsmuseum for musik, som det lød en gang for længe siden.

I 1960erne var det Beatles, Santana, Rollings Stones, osv. der var forbudt. (at Carlos Santana ved en film præmiere for et par år siden, så kan møde op i en Che Guevara T-shirt  viser vist først og fremmest noget om Carlos Santana). Nu om dage forfølger man punk-musikere som f.eks. Gorki Aguila, som vi tidligere har skrevet om her på bloggen, se bl.a. her. Lars Hvidberg har i dag en glimrende kronik i Berlingske Tidende om “Gorki” under titlen “Sådan tager du pis på en kommunist“. for et interview “fra Reason” med samme Gorki, se forøvrigt her.

Så mens man kan glæde sig over, at at Omara Portuando hædres med en grammy, kan man samtidig ærgre sig over, at det Cuba, der i 1940erne og 1950erne var et kunstnerisk fixpunkt, i den grad er gået bag af dansen siden revolutionen. Og som det fremgår af mit indlæg på “americas.dk”  i anledning af Omara Portuandos grammy, fortsætter undertrykkelsen af musikere og kunstnere fortsat i Cuba.

The looks of a winner – i Finland

Hvem vinder valget? Hvorfor har nogen mennesker, nogle gange på trods af deres indlysende objektive mangler, alligevel opbakning i befolkningen? Hvad kan man gøre? Disse spørgsmål er urgamle i politologi, men der kommer

Tre af mine fremragende nordiske kolleger, Niclas Berggren (også kendt som bloggeren Nonicoclolasos), Henrik Jordahl og Panu Poutvaara har lige fået en artikel om emnet optaget i den prestigiøse Journal of Public Economics. Artiklen med titlen ‘The Looks of a Winner: Beauty and Electoral Success’ undersøger, om kandidaters udseende betyder noget for deres valgresultat (ungated tidligere version her). Læs resten

Klima for realister

Er titlen på undertegnedes forsøg på at kaste lidt fornuft ind i den lidt ensporede danske klima debat i Berlingske i dag.

Grænser for Vækst

I 1972 udkom bogen “Limits to Growth”.

Her er bogens abstrakt:

“Several computer simulations are used to predict the effects of increased supplies of energy, reduced pollution, and increased food yield and birth control on a world model simulation which predicts exponential growth will lead to collapse of the world’s system as we know it. Energy merely increases use of other resources and abundant cheap energy is no solution. The cost of pollution control increases geometically and as population grows pollution grows. Only reduced population growth holds promise to stave off world collapse. In the real world technological achievements have merely widened the gap between the rich and the poor. The Green Revolution has simply intensified concentration of land and the profits have gone to those with enough money to invest in the new technology. The basic question is, ” Is it preferable to limit our growth or is it preferable to keep on growing until some other natural limit arises in the hope that at that time some technological leap will allow growth to continue longer?” some technological leap will allow growth to continue longer?” The technologies of energy, recycling, and pollution control offer great hope for the future but only if population growth is kept in check.”

Bogen byggede på en dynamisk model, hvor eksponentiel vækst kombineret med begrænsede ressourcer betød at verdensøkonomien i løbet af det 21nde århundrede pludseligt ville løbe “tør” for brændstof (i den videste forstand) og bryde sammen. Et sandt dommedagsprofeti.

Læs resten