Hvorfor Stern rapporten er fantasiforladt

Niels Westy har taget lidt hul på den økonomiske side af klimadebatten – noget der ligger tættere på mit fagområde end forhistorisk temperaturmåling vha årringe i gamle træer. Dermed er der et par ting, det er værd at minde om, med hensyn til klimadebattens økonomiske side.

Den britiske ”Stern-rapport” er blevet omdrejningspunktet for debatten om de økonomiske omkostninger ved global opvarmning. Det er oplagt, at både resultater og analyse i Stern rapporten i sig selv er vanvittigt usikre. Stern rapporten laver en model baseret fremskrivning af verdensøkonomien i 200 år, baseret på antagelser om klimaforandringer fra IPCCs scenarier. Det er den type øvelse som enhver økonom, der har arbejdet i en centraladministration (sådan en som mig) ved kan drejes præcis derhen man vil. Det er en øvelse som bruger ”eksperter og modeller” som figenblad for konklusioner, der dybest set er politiske (og typisk er politisk bestemt på forhånd).

Det er i sig selv lidt mærkværdigt at tro, at vi på nogen måde kan forudsige den økonomiske udvikling 200 år frem. Hvad ville en prognose fra 1809 f.eks. sige om verden i dag? Hvilke brugbare ideer kunne man i 1809 have om den teknologi, der i dag muliggør vores liv og levestandard? Hvilke ideer kan vi have i dag om hvilken teknologi, ideer og ressourcer der er til rådighed i 2100? Eller 2200? Det er grænsende til det fantasiforladte overhovedet at bilde sig ind at øvelsen giver mening. Men økonomer er nogle gange lidt fantasiforladte – især når vi bliver betalt for det.

Hvad er så Stern rapportens budskab om omkostningerne ved global opvarmning? Mange steder skriver journalisterne om 20% af verdens BNP eller mere. Det er en lidt løs omgang med sandheden. Stern rapporten præsenterer flere scenarier. Et basis scenario med en omkostning på 5,7% af BNP. Et scenario baseret på ekstrem opvarming, hvor det bliver til 7.3% af BNP. Men det var ikke nok så de inddrog også hvad de kalder ”non-market” impact – omkostninger i form af ikke prissatte miljøforringelser og lignende (som ikke er en del af BNP). Så nåede de næsten 14% af BNP. På besynderligste vis bliver det i rapportens konklusion så rundet op til 20%, med et uldent argument om at omkostningerne er større for udviklingslandene (hvilket jo handler om fordeling og ikke om summen).

MEN, det er ikke omkostninger i år 2100. Det er omkostningerne i år 2200! Den måde deres model er skruet sammen på gør, at der er beherskede omkostninger i de første 100 år. Selv i det ekstreme scenario (inklusiv ekstrem opvarmning og umålelige non-BNP omkostninger) kan de ikke hive omkostninger over 3% af BNP i 2100. I baseline scenariet er omkostningen et permanent tab i globalt BNP på 0.9% …. om 100 år. Det er reelt ingenting – og ingen kan med rimelighed sige, at det er et statistisk signifikant tal. Og det i en rapport, der vist mest har den agenda at underbygge en politisk beslutning som nok allerede var taget.

Det er ret svært at få et indgreb, der ifølge rapporten koster 1% af globalt BNP (med et kæmpe konfidens interval) nu til at retfærdiggøre en gevinst på 1-3% af BNP i 2100 .

Den eneste måde Stern rapporten kan komme frem til sin konklusion om, at indgreb med nettoomkostninger på 1% af BNP nu kan betale sig er ved at operere med en lav diskonteringsfaktor, som diskuteret i den forrige tråd. Det vil sige, at rapporten antager at man kan tillade at forrente ”investeringen” på 1% af BNP nu til en rente, som ligger under den rente en stat kan låne til. Argumentet er så, at omkostningerne for fremtidige generationer er ”umålelige” i form af permanente klimaforandringer og at man skal bruge specielle diskonteringsfaktorer når det gælder klimainvesteringer fordi alle generationer skal opfattes som ”lige”. Argumentet er ikke ”forkert” på nogen måde. Der er ikke rigtigt og forkert her. Men det er selvfølgelig et politisk valg, som betyder at politikerne sætter langt større pris på fremtidige generationers velfærd end nuværende generationer sætter på deres egen velfærd næste år. For det sidste er, hvad renterne i markedet repræsenterer.

Hvis man accepterer argumentet om, at omkostningerne for fremtidige generationer i forbindelse med irreversible forandringer er umålelige og at det retfærddiggør en (lidt arbitrær) lav diskonteringsfaktor så er hele Stern rapporten i sig selv lidt i problemer. For så er cost/benefit analyser i det hele taget ikke mulige. Det er det argument som mange AGW tilhængere bruger (irreversibel skade, usikkerhed, katastrofer, risiko for ukontrolabel klimaændringer etc.).

Den reale diskonteringsrente i Stern er væksten i Real forbrug/capita + 0.1% – hvilket reelt vil sige 1½-2½% om året. Det betyder, at 1% BNP tabt nu har en ”værdi” på kun 1.1% af BNP i år 2100. Regnestykket går kun op med en lav diskonteringsfaktor og de høje omkostningsprojektioner, og det er især svært at retfærddiggøre de første 100 år under rapportens antagelser . En diskontering på 1% over vækst i GDP/cap (som betyder renter tæt på det en stat kan låne til på lange løbetider) betyder, at 1% af BNP nu har en værdi på 3% af BNP i 2100 og over 7% i 2200 – og så ville det selv i det ekstreme klima scenario ikke kunne betale sig uden de lidt uklart opgjorte non-BNP udgifter. I baseline scenariet er det faktisk en dårlig forretning selv med lav diskontering. Det er med andre ord en beregning, der er meget følsom over for 1) Omkostninger ved indgreb i dag, som i sig selv er meget usikre 2) Diskonteringsfaktoren. 3) Omkostningerne i år 2200, som kan ligge hvor som helst mellem 0 og 20% af BNP ifølge rapportens konfidensintervaller og scenarier.

Det er helt centralt at forstå, at med de to geværgreb – lav diskontering og non-BNP udgifter – har Stern-rapporten skabt problemer for sin egen mission. De to antagelser skaber resultatet, og det har ikke meget med en reel cost/benefit analyse at gøre. De er kalibreret til at skabe det politisk ønskede resultat. Det er én stor baglæns beregning. Dermed er rapporten reelt blot et selvbekræftende politisk udsagn. Vi kan diskutere her på bloggen om diskonteringsfaktoren er rimelig eller ej – og hvad ”non-BNP udgifter” nu kan være og om de er store eller små (prisen på arts-udryddelse og atoller f.eks). Men det er og bliver en politisk diskussion på baggrund af forudindtagede holdninger. Det har ikke meget med videnskab at gøre. Diskonteringsfaktoren er et politisk-filosofisk spørgsmål (som rapporten også selv bemærker). Non-BNP udgifter kan pr definition ikke måles.

Hvis nogen i 1809 havde skrevet en rapport om, hvordan man skulle betale 1% mere i skat fra 1809 og i al fremtid af hensyn til velfærden i år 2009, ville vi nok ikke alene finde rapportens konklusioner om hvordan fremtiden så ud bizarre. Vi ville også undre os over at nogen i 1809 – med det velstandsniveau de havde – kunne overveje at spare op til os til en rente, der ikke var højere end den økonomiske vækst. For den økonomiske vækst spejler jo netop de teknologiske fremskridt som gør at vi kan se tilbage og have ondt af de mennesker, der levede et 30-40% kortere liv i 1809 end vi gør i dag. Vi ville formentlig også synes, at de var nogle lidt mærkelige og fantasiforladte flagellanter (om end ædle idealister).

Der har været meget snak om diskonteringsfaktoren. Det er som sagt en rimeligt åben diskussion, og enhver kan jo dreje på den og se hvilket resultat der så kommer ud. Så jeg har ikke et stort problem med den antagelse. Den er lagt åbent frem. Det der til gengæld undrer mig er profilen på de økonomiske tab i rapportens model. Der er meget få menneskeskabte fysiske ting, der holder 200 år (enkelte bygninger og den slags). Vi har med andre ord ikke meget kapitalapparat i dag som vi ikke har fornyet om 200 år og potentielt placeret et andet sted. I hvilken forstand skal jeg så forestille mig, at der er en økonomisk omkostning ved global opvarmning på så lang en horisont. Det langt mest afgørende for vores output om 200 år er den teknologiske udvikling og vores stigende uddannelses- og videns niveau de kommende 200 år. De fysiske ting vi har opbygget i verden i dag vil betyde stadigt mindre for velstandsniveauet jo længere horisonten bliver. Det gør også modellens ”accelererende” output tab mærkeligt, og i mine øjne utroværdigt. Er det virkeligt sandsynligt at vi i et ekstremt klima scenario ikke tilpasser os og opfinder tilpasningsteknologier i løbet af de første 100 år og er det sandsynligt at BNP-tabet 2100 til 2200 er langt større end 2000-2100? Og betyder det at tabet i procent af BNP accelererer fra 2200 fremover? Det er simpelthen ikke logisk, medmindre man forventer at kloden bliver ubeboelig.

Det er jo ikke sådan, at kloden bliver mere ufrugtbar ved opvarmning – snarere tværtimod. Der er en grund til at jeg kan dyrke tomater om sommeren men ikke om vinteren. Og vores produktivitet i landbruget pr arealenhed er mindst steget 200-300% om 200 år (hvilket er mindre end i de sidste 200 år). Så helt grundlæggende, hvordan er det, at omkostningen fremkommer på så lang en horisont? Vil global opvarmning gøre os dummere eller dovnere? Og betyder det omvendt, at vi ville blive rigere hvis kloden blev koldere?

Det burde være klart, at Stern rapporten ikke er et videnskabeligt dokument. Det er både et højst spekulativt og politisk dokument, og en rapport hvor semantikken viser, hvilken konklusion, der var givet på forhånd.

5 thoughts on “Hvorfor Stern rapporten er fantasiforladt

  1. JR

    Hvad med geo-engineering? Tager Stern det med i rapporten?

    For omkring 50 millioner kroner kan man afgøre om den mest lovende (og helt uskadelige) geoengineering-teknologi, nemlig marine cloud brightening, virker. Den har potentiale til at forhindre en drivhuseffekti svarende til en fordobling af CO2 til en pris per år som er latterligt lav. Se mere om teknikken her:

    http://rsta.royalsocietypublishing.org/content/366/1882/3989.full

    Hvis det virker vil man jo kunne udskyde de kostbare CO2-reduktioner til senere hvor prisen på alternativerne er faldet.

    Der skal kort fortalt bygges en flåde af ubemandene vinddrevne skibe som sprayer saltvand op i atmosfæren. Prisen vil formentlig være knap 6 milliarder USD for hele resten af dette århundrede.

    Svar
  2. Carsten Valgreen Forfatter

    @JR

    Din bemærkning går meget godt i tråd med mit underliggende tema. Jeg har ingen anelse om hvad de teknologiske muligheder er i dag og SLET ingen om, hvad de er om 50 år. Men jeg ved de er større. Og jeg ved at menneskehedens fantasi og markedets evne til at løse problemer altid bliver undervurderet i nuet. Det var dybest set hvad jeg mente med at Stern rapporten var lidt “fantasiløs”.

    Svar
  3. Kasper

    Jeg har prøvet at poste denne kommentar for en fem dages tid siden, men det lader som om, der er sket noget med den undervejs. Jeg poster den her igen.

    Interessant indlæg. Der var dog et par ting, der fik mig til at undre mig.

    Jeg synes, at du fokuserer for meget på at Stern rapportens model går 200 år frem i tiden. Rapporten koncentrerer sig langt mere om en nærmere fremtid, nemlig hvilke konsekvenser klimaforandringer og vores reaktioner på dem har i den anden halvdel af dette århundrede. Jeg antager, at de fleste af os vil være i live efter 2050. Jeg synes dine argumenter om, at det svarer til at man i 1800-tallet skulle spare for vores skyld falder til jorden i den sammenhæng.

    Det er en interessant debat, men jeg finder måske dit indlæg en smule ensidigt. Hele holdet bag Stern rapporten er jo klar over kritikken, og har svaret på den. Jeg er ikke økonom, så jeg kunne godt tænke mig at høre hvad din reaktion er på det? For andre interesserede så er der rigtig meget information på en.wikipedia.org/wiki/Stern_Review – fra begge sider af debatten.
    Jeg kan derudover oplyse at Stern rapporten er baseret på klimaforskning fra den tidligere IPCCs rapport (2001), og ikke den nyeste fra 2007. Den nyeste IPCC rapport konsoliderer de knap så sikre konklusioner fra 2001 og viser, at klimaforandringer forekommer hurtigere end først antaget og i større omfang end frygtet. Det betyder, at Stern rapporten har underestimeret omfanget af skaderne forårsaget af klimaforandringer samt underestimeret sandsynligheden for temperaturstigninger, hvilket betyder at rapporten har sat udgifterne ved et Business As Usual scenarie for lavt. Det skal dog også nævnes, at Nicholas Stern har udtalt, at der derfor vil være noget højere omkostninger ved at reducere CO2 end hans rapport, men at hans konklusion om, at gøre noget nu er billigere end at vente med at gøre noget, er blevet styrket.

    Jeg kan ikke få øje på din holdning til rapportens hovedkonklusion; at det kan bedre svare sig, at poste penge i at reagere nu end at reagere længere nede af vejen. Hvad mener du om det? Er du enig/uenig og hvorfor?

    Desuden så er der allerede mange tegn på at vi har et klima i forandring (smeltende gletschere, smeltende ismasser på polerne, forsuring af havene, bioregioner der flytter sig, forskudte pollensæsoner, øget vandstand etc etc – se eksempelvis de målte danske klimaforandringer her: http://www.dmu.dk/Udgivelser/DMUNyt/2009/21/klima.htm), hvilket er et separat argument for at vi er nødt til at reagere så hurtigt som muligt.

    Jeg vil også gerne lige rette på en misforståelse. Global opvarmning ikke lig med en mere frugtbar jordklode. Ifølge the Stern Review og IPCCs tredje rapport fra 2001 så vil global opvarmning give bedre udbytte fra landbruget ved opvarmning mellem 1-3.5 grader Celsius. Hvis Jordens middeltemperatur stiger mere end 3.5 grader vil denne tendens vende og blive negativ. Og denne usikre gevinst er kun gældende for lande, der ligger i de mellemste breddegrader og op til polerne. Der vil ikke være nogen positiv tendens for områder, der ligger nær ækvator. Her vil udbyttet fra landbruget være faldende med global opvarmning.

    Jeg ser frem til at høre dit svar.

    Svar

Leave a Reply to JRCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.