Giv mig nu en sag at kæmpe for!

Ellers må jeg jo selv opfinde en!

Er det bare mig, eller er det som om den vestlige verden er desperat efter en eller anden sag at kæmpe for? Så desperat at man er villig til at gribe ind i små pigers smag for lyserød i angst for at de ikke bliver aggressive nok i arbejdslivet og passer ind i en feministisk rollemodel. Og hvad ville de samme mennesker sige til at man påduttede drenge kun at gå i blåt i angst for at de skulle blive homoseksuelle?

Spøg til side. Er det ikke slående, at 500 unge kan mobiliseres til kamp i gaderne for enhver sag der lyder godt og er anti-establishment (anti-G20, anti-Københavns kommune, anti-globalisering). Og det uden en særlig klar ideologi, men snarere på en platform, der helt tydelig er konservativ i den forstand at den er imod en forandring. Bevar ungdomshuset, Mindre global handel (som jo klart skader u-landene), Uændret klima osv. Generelt uden en vision om andet end status quo, når det kommer til stykket. Og på baggrund af en økonomisk analyse, der typisk er hullet som en si. Og er det ikke den borgerlige fløjs problem, at den heller ikke er i stand til at formulere en vision, som kan skabe den politiske begejstring som åbenbart er en nødvendig adspredelse for os rige forkælede vesterlændinge?

1 thought on “Giv mig nu en sag at kæmpe for!

  1. René Torp-Nielsen

    Helt enig. Venstrefløjen har siden 1970’erne udviklet sig i meget reaktionær retning; men kan underligt nok ikke selv se det. Alle de “unge” som er med i den ene eller anden “anti-kampagne” er faktisk mere konservative og samfundsbevarende end deres bedsteforældre!

    Det er paradoksalt, men minder mig om en situation i 1998 valgkampen (var det ikke det år, hvor Nyrup og Uffe kæmpede mod hinanden), hvor en ung mand til det største af valgmøderne i fuld alvor stiller sig op og spørger Nyrup og Uffe om de kan garantere at der efterløn til ham, når han bliver gammel. Det var det ultimative billede af, at “unge” (her helt uretfærdigt betragtet under et) slet ikke kan se sig selv som selvstændige, frie individer, men hele tiden orienterer sig ift. Staten. De gør de “unge” reelt også i anti-marcherne, bl.a. ifm. COP15.
    De ønsker MERE regulering og stat – og mindre frihed. Der er ikke meget oprør over det, faktisk er det lidt ynkeligt!

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.