Månedsarkiv: januar 2010

Hvem bestemmer dansk udenrigspolitik?

Det er blevet weekend, og man kan tillade sig at stille spørgsmål udover den almindelige nyhedsstrøm. Som vi omtalte forleden her på bloggen, har tyskeren Niklas Potrafke sidste år publiceret arbejde, der peger på at højreorienterede OECD-regeringer i efterkrigsperioden har stemt sammen med USA i højere grad end venstreorienterede regeringer i de samme lande. Potrafke har dermed vist, at regeringer opfører sig ideologisk, selv i internationale fora. Der er blot et problem, når det kommer til vores del af verden: Skandinaviens særlige tradition for mindretalsregeringer.

Problemet peger direkte på et standardspørgsmål i dansk politik: Hvem står for udenrigspolitikken? Diskussionen var specielt stærk i 1980erne, da en samlet og aggressiv opposition tvang en borgerlig regering til at føre den såkaldte ’fodnotepolitik’, som ikke mindst bød den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann dybt imod. Dagens punditokratspørgsmål er derfor, om Potrafkes fund også gælder for Danmark, eller andre end regeringen bestemmer landets udenrigspolitik. Læs resten

Hayek for rappere

Russ Roberts, professor i økonomi ved–ikke så overraskende–George Mason University (der nu på underområder som “experimental economics” er på vej ind i top 10 af amerikanske econ.depts.) har lavet den formodentlig mest nørdede rap nogensinde, og så er den iøvrigt ikke kedelig: “Fear the Boom & Bust”, en rap-out mellem Lord Keynes og F.A. Hayek.  Enjoy!

Bad Bad Banks

Obama administrationens seneste påfund er lovgivning, der skal forbyde banker at foretage ”proprietary trading” – det vil sige handle for egen bog. I praksis er det et skridt tilbage til tiden før 1994 hvor Glass-Steagall loven blev ophævet. Glass-Steagall adskilte i praksis ejerskabet af ”investment banks” fra ”commercial banks”. Ophævelsen af Glass-Steagall (som var en 1930er opfindelse uden paralleler i andre lande) førte i perioden 1994-2008 til flere fusioner på tværs og dermed ”krydsninger” mellem investeringsbanker og commercial banks. Citigroup og JP Morgan Chase er eksempler. Paradoksalt nok nærmest tvang Bush administrationen (og Tim Geithner!) Bank of Americas Ken Lewis til at overtage investeringsbanken Merril Lynch i den weekend, hvor alt kollapsede i efteråret 2008. Dermed var den nuværende amerikanske finansminister med til at skabe den slags konglomerat som han nu åbenbart mener er et problem. Det er i det hele taget mærkværdigt at administrationen nu demoniserer store banker. Sidste år var den med til at skabe en del af dem via stærk tilskyndelse til fusioner. Det er dog også tydeligt at Obamas forslag ikke er groet i Tim Geithners have. Og konsistens med hensyn til finansiel reform har hidtil ikke været en af administrationens stærke sider.

Læs resten

Verdens ulighed

Et par af de myter man møder igen og igen er, at kapitalismen gør verden mere ulige og at gabet mellem de rige og de fattige i verden er stigende. Billedet af ”os og dem” gentages f.eks. i det uendelige i MSM. Nu ofte i en ny klima relateret forklædning.

Begge dele er forkert. Xavier Sala-i-Martin gennemhuller dem igen i et nyt papir. Et ikke-teknisk sammendrag kan ses her.

I 1970 udgjorde antallet af ekstremt fattige (defineret ifl FN som indkomst på under $1 per dag i 2000-priser ved PPP sammenligning) 26,8% af verdens befolkning. I 2006 var andelen faldet til 5,4%. 350 millioner er stadigt mange ekstremt fattige mennesker. Men der var næsten 1 mia. i 1970. Så antallet af ekstremt fattige mennesker er faldet med 2/3 samtidig med at verdens befolkning er steget med ca. 80%.

Men udviklingen er endnu mere interessant for fordelingen af indkomster. Tag et kig på figurerne herunder, der viser de globale indkomstfordelinger papiret når frem til for henholdsvis 1970 og 2006. Der er også fordelinger for de enkelte geografiske regioner (South Asia, East Asia, Subsaharan Africa, Middle East & North Africa, OECD osv.).

fig1

fig2

De to lodrette streger viser “$1/dag ved 2000 priser” grænsen. Da figurerne viser løbende pris dollar på førsteaksen er den højere i 2006 end i 1970.  Det ændrer ikke ved at mange mennesker i 1970 lå lige omkring grænsen. I 2006 var gennemsnittet langt over fattigdomsgrænsen. Faktisk er det kun i Afrika, at der i dag er en større del af befolkningen der ligger på eller under FNs fattigdomsgrænse. I 1970 var det tilfældet for store dele af befolkningen i Østasien, Sydasien og Latin amerika også. Især udviklingen i Østasien (Kina m.v.) har været forrygende, men også Sydasien (Indien) er rykket pænt.

Læs resten

Økonomisk politik, Chavez-style

Denne post kunne lige så godt have heddet ’Vejen til trældom’ eller ’Hvordan man ødelægger et samfund’.  Posten handler nemlig om de seneste udviklinger i Venezuelas økonomiske politik under det venstrepopulistiske Chavez-styre. I den historie er der to nye udviklinger, der nøje følger det overordnede plot i det, der efterhånden mest ligner en af Sofokles græske tragedier.

Den første nyhed, som Niels Westy skrev om forleden på Americas og Berlingske fulgte op i lørdags, er at Chavez nu også har hævet mindstelønnen med ti procent. Mange ikke-økonomer, inklusive en lang række politikere, synes at tro, at det er gode nyheder for de fattigste. Det kunne næsten ikke være længere fra sandheden, og illustrerer ganske godt, hvordan Chavez’s politik retorisk påstår at hjælpe Venezuelas mange fattige (cirka ti procent af befolkningen lever for under to dollars om dagen), mens virkeligheden er en meget anden. Læs resten

George W. Obama

Berlingske bad mig i går om at kommentere årsdagen for Barack Obamas tiltræden som præsident.  Det gjorde jeg dd. i denne kommentar, hvori jeg bl.a. skrev:

“En upopulær præsident med det overordnede ansvar for driften af to krige. Stigende arbejdsløshed. Voksende budgetunderskud. Eksploderende gældsætning. Frygt for nye terrorangreb. Undergravning af de borgerlige frihedsrettigheder. For lidt åbenhed og for megen korruption i det regerende parti.
Sådan endte George W. Bushs præsidentperiode for nøjagtigt ét år siden – og sådan er billedet af Barack Obamas første år. Altså lige bortset fra at underskud og gæld er steget yderligere, at nye skatter truer, og at Obama er løbet fra flere af sine valgløfter – og at hans relativt få resultater mestendels har vælgerne markant imod sig. … [De] fleste amerikanske vælgere ønskede ikke en nationalisering af sundhedssektoren, en altomfattende miljøregulering, en eksplosion i den korrumperende statsstøtte til alskens særinteressegrupper, og en omsiggribende politisk korrekthed. Det lod Obamas ideologi og manglende erfaring ham bare ikke se i tide.”

Updates:

Your tax dollars at work …

Præsident Obamas “stimulus-pakke” på 800 mia. USD plus renter & det løse har, som bekendt, skullet “skabe eller redde” jobs.  Som Wall Street Journal kan fortælle dd., så er der ihvertfald en forskers job, der–pudsigt nok–er blevet reddet (eller ihvertfald finansieret) via “stimulus-pakken”.  Det drejer sig om den diskrediterede amerikanske klimaforsker Michael Mann, der har opnået ikke mindre end 2,4 mio. USD i statsstøtte til at bedrive yderligere “forskning”:

“The NSF made these awards prior to last year’s climate email scandal, but a member of its Office of Legislative and Public Affairs told us she was “unaware of any discussion regarding suspending or changing the awards made to Michael Mann.” So your tax dollars will continue to fund a climate scientist whose main contribution to the field has been to discredit climate science.”

Endnu engang kan vi trøste os med de vise ord om, at vi vist heldigvis ikke får “all the government we pay for” …

Dansk Public Choice Workshop 2010

I morgen, torsdag den 21. januar, afholder vi den årlige danske Public Choice Workshop. Workshoppen, som i år arrangeres af københavnerne – David Dreyer Lassen og Henrik Christoffersen – afholdes rent fysisk hos Cepos. Det er således en anerkendelse af, at tænketanken er ved at blive en integreret del af det danske forskningsmiljø på området.

Programmet, der kan læses her, kommer vidt omkring. Der er papirer om demokratiets udvikling i Europa, om den religiøse transition (rige lande bliver mindre religiøse), budgetdisciplin og mangel på samme i kommunerne, og andre gode ting. En række af papirerne kan downloades, og andre kan givetvis fås fra forfatterne når de er klar.

Ex-Punditokrat blandt verdens bedste bloggers

Et nyt studie af Franklin G. Mixon Jr. og Kamal P. Upadhyaya i Eastern Economic Journal forsøger at måle, hvem verdens bedste bloggers er. Nummer et, baseret på deres akademiske impact, er naturligvis Nobelprisvinderen Gary Becker (U Chicago), der blogger på the Becker-Posner blog sammen med listens nummer tre, Richard Posner. Nummer to er Harvards Greg Mankiw, nummer fire er Nouriel Roubini (NYU) fra the Roubini Global Economics Monitor, og nummer fem er just afdøde Paul Samuelson (MIT), der bloggede på Inside the Economist’s Mind.

Det fantastiske er, at på plads nummer seks kommer ex-punditokraten Nicolai Foss (CBS), som sammen med andre kører bloggen Organizations and Markets. Nicolai, som jeg har fornøjelsen af at arbejde sammen med for tiden, er også en af de mest læste danske økonomer i de senere år (ifølge RePecs statistik). Samtidig er han en skarp og ofte ret morsom polemisk hjerne, som er værd at læse – både på bloggen og i mere tydeligt videnskabeligt arbejde. Læs resten

Mest indflydelsesrige borgerlige/liberale?

Den respekterede britiske avis The London Telegraph har endnu engang kåret de 100 mest indflydelsesrige “højreorienterede” (“conservative”) i USA og de 100 mest ditto “venstreorienterede” (“liberal”). Som alle den slags lister er der en væsenlig gang fis & varm luft i det – men også et eller flere gran af sandhed. Denne blogger fandt det lidt interessant, at der på den venstreorienterede top-25 kun fandtes tre ikke-politikere/ikke politisk udpegede – og alle kvinder (Oprah Winfrey, Michelle Obama, Arianna Huffington).  Til sammenligning var der på den højreorienterede otte styk – alle mænd, alle i medieverdenen (Rush Limbaugh, Matt Drudge, Glenn Beck, Roger Ailes, Andrew Beitbart, Sean Hannity, Charles Krauthammer, David Brooks).

Men hvad med at stille et spørgsmål til de vore kloge læsere: Hvem er egentlig de mest indflydelsesrige borgerlige/liberale/konservative i DK?  Må vi se nogle top-25 lister . . . .  Gerne seriøse og med begrundelser.

Chile bliver medlem af OECD

Mandag optog OECD sit 31. medlem, Chile. Organisationen, der ofte kaldes ’de rige landes klub’, har dermed sat sit officielle stempel på den chilenske økonomi. Efter at være blevet lagt for had i verdensopinionen i årevis og have været udsat for almindelig foragt i resten af Latinamerika – man hører tit folk sige, at Chile ikke er et ’rigtigt’ latinamerikansk land – er der nu kommet en egentlig anerkendelse af landets imponerende bedrifter. Den officielle besked er her. Læs resten

(endnu en gang) økonomisk og institutionel krise i Argentina

I sidste måned forsøgte den argentinske regering at få fat i en del af nationalbankens valutareserver til finansiering af det offentlige forbrug. På trods af brandbeskatning af landbruget (der sammen med tørke indebærer, at Argentina muligvis for første gang nogen sinde vil importere oksekød i 2010), nationalisering af opsparede pensionsmidler mv. bliver det sværere og sværere at skaffe midler til det fortsatte offentlige forbrug.

Forsøget på at få fingre i valutareserverne har udløst en institutionel krise, der i stigende grad gør det sandsynligt, at Argentina skal igennem endnu økonomisk nedtur (og måske en præsidentafgang i utide?). Om man så har lært lektien denne gang kan man stille sig tvivlende overfor. Indtil videre er det ikke lykkedes Argentina, der i løbet af 100 år er gået fra at være et af verdens 5 rigeste lande til den bløde mellemvare, at gennemføre varige reformer. Tværtimod har man især de seneste 50-60 år igen og igen oplevet dybe økonomiske kriser.

Den seneste udvikling har jeg skrevet lidt om på Americas.dk, hvis det skulle have interesse.

Her vil jeg blot opfordre de der måske har en forestilling om, at vi i Danmark (Europa), der har foretaget samme bevægelse (omend mindre dramatisk) siden vi “toppede” som en af verdens 5 rigeste nationer i 1970, nok skal gennemføre de nødvendige reformer på et eller andet tidspunkt, til måske at interessere sig lidt mere for Argentinas historie – det er ikke opløftende læsning.

Camerons ikke-ideologi

Med Labours beslutning om at holde fast i juggernauten Gordon Brown, tyder det meste på en sejr for de britiske konservative ved dette års parlamentsvalg.  I så fald bliver Tory-partilederen David Cameron den næste premierminister.  Men hvad er hans ideologiske observans egentlig?  Er han en Thatcherite i fåreklæder?  En “compassionate conservative”?  Noget helt tredje?  Det altid læsværdige britiske Tory-ugemagasin The Spectator siger i denne uge i en artikel: “None of the above”.  Inderst inde består Camerons politiske filosofi af … ingenting (stort set):

“Once more, search parties are being sent out to look for David Cameron’s big idea. They will return empty-handed. For the truth is that there is no big idea. However much social responsibility, the post-bureaucratic age or progressive conservatism might be talked up as the ‘big idea’, they are not it. Rather, they are a set of classic conservative insights updated for the 21st century. Cameron is not an ideologue but rather that very English, very Tory thing: a principled pragmatist. …

Baroness Thatcher was never as ideologically rigid a politician as legend has it. But she could still, as leader of the opposition, turn up to a meeting and slam a volume of Hayek down on the table and declare: ‘This is what we believe.’ Her convictions were strong enough for her to push through a radical budget in 1981 that outraged conventional opinion — so much so that 364 economists wrote to the Times to denounce it. She was at war with conventional wisdom. Cameron will have no equivalent intellectual driving force when he contemplates the emergency budget the Tories will have to deliver if they win power.

A Cameron premiership will be a test of the utility of traditional English conservatism. If its insights are not sufficient, Prime Minister Cameron, pragmatist that he is, will become more ideological. That is the paradox of his pragmatism. But if Cameron succeeds on his own terms, if he is the prime minister who guides Britain out of this new spiral of decline, there will not be a creed called ‘Cameronism’. To create an ‘ism’, you have to believe in ‘isms’.”

Og hvad skal man så synes om dét?

Blandt de ti rigeste i 2020 – men hvor er vi nu?

Statsminister Lars Løkke Rasmussen skitserede i november sine mål for dansk økonomi. Det klareste og lettest målelige af dem er, at Danmark skal være blandt verdens ti rigeste lande i 2020. Det lyder som et fint mål, men før man klapper hænderne sammen i begejstring, er det vel værd at se på, hvor vi ligger i dag. Til det formål bruger vi den amerikansk-udviklede Penn World Tables database, der bl.a. indeholder BNP-tal tilbage til 1950. Det geniale ved databasen er, at den leverer PPP-tal, dvs. tal der er korrigeret for de store prisforskelle mellem verdens lande. Alle indkomsttal bliver således omregnet til amerikanske 2005-priser, og kan derfor sammenlignes direkte. Læs resten

Faldende kriminalitet i USA II

Jeg skrev for nylig om de seneste opgørelser fra FBI, som viser faldende kriminalitet i USA på trods af den økonomiske krise. Heather Mac Donald fra tænketanken Manhattan Institute har i dag et glimrende indlæg i Wall Street Journal, hvor hun angriber 1960’ernes teorier om, at kriminalitet først og fremmest skyldes fattigdom og ulighed. Her er et par udpluk:

The recession of 2008-09 has undercut one of the most destructive social theories that came out of the 1960s: the idea that the root cause of crime lies in income inequality and social injustice. As the economy started shedding jobs in 2008, criminologists and pundits predicted that crime would shoot up, since poverty, as the “root causes” theory holds, begets criminals. Instead, the opposite happened. Over seven million lost jobs later, crime has plummeted to its lowest level since the early 1960s. The consequences of this drop for how we think about social order are significant.

If crime was a rational response to income inequality, the thinking went, government can best fight it through social services and wealth redistribution, not through arrests and incarceration. Even law enforcement officials came to embrace the root causes theory, which let them off the hook for rising lawlessness. Through the late 1980s, the FBI’s annual national crime report included the disclaimer that “criminal homicide is largely a societal problem which is beyond the control of the police.” Policing, it was understood, can only respond to crime after the fact; preventing it is the domain of government welfare programs.

The recession could still affect crime rates if cities cut their police forces and states start releasing prisoners early. Both forms of cost-saving would be self-defeating. Public safety is the precondition for thriving urban life. In 1990s New York, crime did not drop because the economy improved; rather, the city’s economy revived because crime was cut in half. Keeping crime rates low now is the best guarantee that cities across the country will be able to exploit the inevitable economic recovery when it comes.

Spændende læsning i 2009, nummer 2

I vores korte januarserie om ’spændende læsning i 2009’ var første bud Niclas Berggren og Mikael Elinders studie af sammenhængen mellem økonomisk vækst og tolerance. Andet bud er også fra en kollega, der samtidig er en personlig ven.

Niklas Potrafke, der pt. er ved universitetet i Konstanz, har specialiseret sig i spørgsmålet om, hvornår og på hvilke områder, politisk-ideologiske forskelle stadig betyder noget. Hans PhD-afhandling fra 2008 viste bl.a., at dag-til-dag politik ikke længere udviser de store ideologiske forskelle, men er det også sandt for staters holdninger i international politik? Svaret på dét spørgsmål gav Potrafke i en artikel i tidsskriftet Review of International Organizations. Læs resten

Fri mig for Pantheismen

I en tidligere post linkede vi til en video, der viste historiske temperatur-udsving ifølge isboringer fra Grønland. Pointen var at understrege, hvor vilde udsving der historisk har været og hvor ustabilt jordens klima i sig selv er. I en post om Stern-rapporten stillede jeg det simple spørgsmål:

”Hvorfor skal vi tro på, at vi som art er mindre produktive, innovative og dermed i stand til at løse vores udfordringer og opfylde vores behov, hvis kloden har en anden temperatur end, den har i dag?”

Læs resten

Spændende læsning i 2009, nummer et

Som sædvanlig når tømmermændene fra endnu en nytårsaften med tennistosserne er lettet, er det tid til at reflektere lidt over det år, der er løbet ud. Og en af de ting, jeg tænkte over, var hvilke af de mange artikler, jeg læste i 2009, som jeg syntes var ekstra spændende. Planen er derfor, at skrive en kort serie om ’spændende læsning i 2009’ om netop de artikler, selvfølgelig med håbet at nogle af vores læsere også vil synes om dem.

Første bud er min ven og kollega Niclas Berggrens fælles studie med Mikael Elinder om økonomisk vækst og tolerance. Studiet, der stadig ligger som konferencepapir – publikationsprocessen i nationaløkonomi kan være frustrerende langsom – tager Richard Floridas ideer om tolerance og ’den kreative klasse’, og tester dem grundigt på tværs af 63 lande. Tolerance måles på to måder: 1) andelen af befolkningen, der ikke vil bryde sig om at have homoseksuelle som naboer, og 2) andelen af befolkningen, der ikke vil bryde sig om at have mennesker af en anden race som naboer. Læs resten