Chile bliver medlem af OECD

Mandag optog OECD sit 31. medlem, Chile. Organisationen, der ofte kaldes ’de rige landes klub’, har dermed sat sit officielle stempel på den chilenske økonomi. Efter at være blevet lagt for had i verdensopinionen i årevis og have været udsat for almindelig foragt i resten af Latinamerika – man hører tit folk sige, at Chile ikke er et ’rigtigt’ latinamerikansk land – er der nu kommet en egentlig anerkendelse af landets imponerende bedrifter. Den officielle besked er her.

Chile fortjener nemlig på alle måder et medlemskab. Landet var i 1973-74 så plaget af inflation og kommunistisk politik, der ødelagde almindelige menneskers økonomi, at Santiago genlød af husmødres protestmarcher, hvor de slog på de potter og pander, de ikke længere kunne fylde. Militæret stoppede den siddende præsident Allendes forfatningsstridige politik, og indsatte en general, Augusto Pinochet, der opførte sig nøjagtigt som andre latinamerikanske diktatorer. Eller for at være præcis, opførte Pinochet sig som alle andre, med undtagelse af den økonomiske politik: Dén opgav han og militæret efter ni måneders famlen i blinde, og overgav den til en række unge eksperter fra University of Chicago.

Nu skal man øjensynligt være påpasselig med at påpege netop det uomtvistelige faktum. Da Pinochet døde for et par år siden og jeg understregede den økonomiske politik i vores nekrolog, resulterede det i punditokraternes rekord for rasende kommentarer. Det er på den baggrund, OECD har optaget Chile: I mange år har det været sådan, at man ikke måtte rose Chile! Men hvad skal man ellers mene om et land, der så tydeligt er løbet fra sine naboer i økonomisk henseende? Hvordan skal man vurdere et land, der selvom det hører hjemme på et kontinent, der er kendt for massive korruptionsproblemer, har mindre bestikkelse end Grækenland, Italien, Portugal eller den sydlige del af Frankrig? Hvad skal man ellers sige om et land, der på 20 år har udryddet den dybe fattigdom, mens nabolande ser stigninger i den? Og hvad skal man ellers sige om et samfund, der siden slutningen af 80erne har haft fuldt demokrati og en politisk tradition for moderate synspunkter og samarbejde, der på ingen måde står tilbage for vores?

Chile har fortjent anerkendelsen i mange år, og er på nogle områder et mere værdigt medlem af OECD end f.eks. Grækenland, Mexico eller Tyrkiet. Med andre ord var det $£#@ på tide. Så mangler vi bare tre lande, der fortjener det på samme måde som Chile: Estland, Israel og Taiwan. Et er løbet fra resten af Østblokken ved at føre gennemliberal økonomisk politik, et er meget rigere end sine naboer, og sin regions eneste rigtige demokrati, og det sidste er fuldt så rigt og demokratisk som os og demonstrerer på sin vis Kinas muligheder, hvis de ikke havde valgt den kommunistiske vej. Men der er kun forhandlinger med de to første.

3 Kommentarer

  1. OECD anerkender heldigvis i sin officielle meddelelse betydningen af reformerne fra slutningen af 1970erne, se også mit indlæg på americas.dk:

    http://americas.dk/2010/01/12/chile-oecd/

  2. Hmm, hvis det er konsekvenserne af at gennemløbe det Naomi Klein kalder chok-doktrinen, så må vi håbe det breder sig til mange andre lande.

    Monstro vi kan forvente lange hyldest erklæringer til Chile og den økonomisk-politiske strategi i dansk presse ???

  3. Henrik R Clausen

    14. januar 2010 at 13:10

    På høje tid, slet og ret.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑