Mest indflydelsesrige borgerlige/liberale?

Den respekterede britiske avis The London Telegraph har endnu engang kåret de 100 mest indflydelsesrige “højreorienterede” (“conservative”) i USA og de 100 mest ditto “venstreorienterede” (“liberal”). Som alle den slags lister er der en væsenlig gang fis & varm luft i det – men også et eller flere gran af sandhed. Denne blogger fandt det lidt interessant, at der på den venstreorienterede top-25 kun fandtes tre ikke-politikere/ikke politisk udpegede – og alle kvinder (Oprah Winfrey, Michelle Obama, Arianna Huffington).  Til sammenligning var der på den højreorienterede otte styk – alle mænd, alle i medieverdenen (Rush Limbaugh, Matt Drudge, Glenn Beck, Roger Ailes, Andrew Beitbart, Sean Hannity, Charles Krauthammer, David Brooks).

Men hvad med at stille et spørgsmål til de vore kloge læsere: Hvem er egentlig de mest indflydelsesrige borgerlige/liberale/konservative i DK?  Må vi se nogle top-25 lister . . . .  Gerne seriøse og med begrundelser.

15 Comments

  1. Mathias S Kirkegaard

    15. januar 2010 at 21:13

    Kurt Westergaard skal med på listen selvom han måske er der ufrivilligt.

  2. Altmann

    15. januar 2010 at 21:58

    Så mangler du kun 24 navne mere på din liste . . . .

  3. Hvis vi glemmer politikere udover som intellektuelle meningsdannere så her:

    1. Søren Krarup
    2. Frederik Stjernfelt
    3. Claes Kastholm
    4. Lars Hedegaard
    5. Flemming Rose
    6. Lars Seier
    7. Anne Knudsen
    8. Ralf Pittelkow
    9. Asger Aamund
    10. Jørn Mikkelsen
    11. Leif Bech Fallesen
    12. Christopher Arzrouni
    13. Peter Kurrild-Klitgaard
    14. Katrine Winkel Holm
    15. Søren Pind
    16. Mikael Jalving
    17. Kasper Støvring
    18. Jesper Langballe
    19. David Gress
    20. Bent Jensen
    21. Morten Albæk
    22. Jacob Mchangama
    23. Mads Lundby Hansen
    24. Ditlev Tamm
    25. Dennis Nørmark

  4. Liberals liste har en del oplagte navne med (og nogle ikke helt så oplagte navne, men lad det nu være…). Efter min mening bør Kim Møller, Ole Birk Olesen og Martin Ågerup endvidere alle være med på listen.

  5. Christian Bjørnskov

    16. januar 2010 at 08:57

    Jeg må nok protestere mod at kalde Leif Bech Fallesen for højreorienteret. Når det gælder økonomisk politik er manden brølende vulgærkeynesianer. Kunne man foreslå Michael Christiansen i stedet for?

  6. Altmann

    16. januar 2010 at 10:58

    –> Liberal:

    Interessant indspark. Modsat Bjørnskov tror jeg nu nok, at Leif Beck Fallesen er borgerlig – man kan bare ikke se det (mere). Han skal jo også sælge aviser til de banker og vindmølleproducenter, han synes skal leve af skattekroner . . . .

    Til gengæld kan der måske nok stilles spørgsmålstegn ved fx Lars Hedegaard: Manden har gode synspunkter på enkelt-issues. Det samme kan siges om mange på venstrefløjen – fx Preben Wilhjelm, Kim Larsen, Niels Helveg Petersen mfl. Men Hedegaard – der er gammel trotskist og endnu kaldte sig det, da han var i 50’erne – er og bliver efter eget udsagn fortsat funderet i en marxistisk analyse. Det gentog han på Deadline i december. Jeg ved ikke, om han måske stemmer DF i dag, men det i hvert fald er nok særdeles tvivlsomt, om han opfatter sig selv som borgerlig/højreorienteret.

    Hvad med (udover dem på Liberal’s liste) disse andre navne (ex. aktive politikere):

    – Uffe Ellemann-Jensen
    – Connie Hedegaard
    – Henrik Qvortrup
    – Hans Skov Christensen
    – Martin Ågerup
    – Bernt Johan Collet
    – Kim Møller
    – Ole Birk Olesen
    – Morten Hesseldahl
    – Johannes Riis
    – Jørgen Grønnegaard Christensen
    – Bent Blüdnikow
    – Henrik Bach Mortensen
    – Otto Brøns-Petersen

    Andre bud på en liste?

  7. Altmann

    16. januar 2010 at 11:29

    PS. Connie Hedegaard skulle nok af min liste med yderligere forslag, for så vidt at hun vel må anses for endnu (desværre) at være aktiv politiker . . . .

  8. Søren Krarup
    Lars Hedegaard
    Ralf Pittelkow
    Katrine Winkel Holm
    Kasper Støvring
    Jesper Langballe

    – er ikke borgerligt-liberale

    (en undtagelse herfor kunne være Krarup Forsvar for familien)

  9. Christian Bjørnskov

    16. januar 2010 at 12:00

    En krølle på den hale er vel også, at de eneste danske politikere med en brogerlige-liberal holdning i forskningspolitik synes at være Krarup og Langballe. Det er ikke nogen let opgave, Altmann har sat os på!

  10. “Denne blogger fandt det lidt interessant, at der på den venstreorienterede top-25 kun fandtes tre ikke-politikere/ikke politisk udpegede – og alle kvinder (Oprah Winfrey, Michelle Obama, Arianna Huffington). Til sammenligning var der på den højreorienterede otte styk ”

    Øhh. Det er da ikke særligt interessant. Det er vel blot en banal effekt af at demokraterne sidder på magten i usa, og følgeligt besætter en masse magtfulde stillinger med “politikere”.
    Det samme vil jo gøre sig gældende herhjemme. En borgerlig top-25 vil have en masse ministre (plus menige MF’ere fra V, K og DF), mens en socialist top-25 ville have langt færre politikere – hvor mange SF’ere vil reelt kunne indfinde sig på en top 50. (mit bud; Søvndal og Sohn).

    Som Altman skriver er det jo meget varm luft, men sjovt, for hvordan opgør man det. Liberals liste indeholder sådan set kun CEPOS samt kommentatorer fra JP og Berlingske. De fylder naturligvis en del blandt borgerlige der læser disse aviser. Men mit bud er at voldsomt mange folk i Skjern, Ribe og Korsør ikke aner hvem hovedparten af disse er. Deadline på DR2 har altså ikke 750000 seere. For at kalde f.eks. Morten Albæk inflydelsesrig må man antage at han primært påvirker andre mediefolk/indflydelsesrige folk. Men tæller den slags med er der mange andre man bør inddrage som i ligeså høj grad er med til at sætte en borgerlig dagsorden herhjemme;

    Henrik Thomsen fra JP eller DF’s pressechef er eksempler på folk bag linierne med stor indflydelse men som få kender.
    Ligeledes er der vel en masse akademikere der fylder godt andre steder end i medierne, f.eks. Martin Paldam, Nicolai Foss eller Henrik Gade Jensen. Ole Hasselbalch har (ihvertfald tidligere men næppe så meget mere) været en drivkraft i at få indvandrertemaet på dagsordenen.

    Hvis man vil holde sig til folk der fylder godt i medierne kunne andre bud være;
    Sørine Godtfredsen, Jørgen Mads Clausen, Krausse-Kjær, Mads Kastrup, Lisbeth Knudsen (ooh, nu skrev jeg det), Henrik Jensen, Hans Hauge.

    Men iøvrigt er der en del folk som næppe nogensinde er blevet betragtet som borgerlige eller vil vedstå sig det, men som på udvalgte områder har klare holdninger og stor gennemslagskraft med synspunkter som primært må formodes at tiltale borgerlige vælgere, f.eks. Henrik Dahl, Bjørn Lomborg, Martin Krasnik, Bent Falbert, Anders Matthesen eller juraprofessor Mads Bryde Andersen.

    Masser af økonomi-professorer (selvom de næppe begejstrer 180grader-segmentet) må også siges at agitere for en dagsorden der må tiltale borgerlige vælgere mest, f.eks. behovet for skattereform, arbejdsmarkedsreformer, frihandel og lignende

  11. Tak for svar. Lad mig indledningsvist sige, at den hurtigt udarbejdede liste havde det sigte, at rangliste de personer, der har meningsdannende magt. Alt for firkantet kan man dele denne magt i idémagten, altså graden af personens (mere eller mindre) selvstændige ideers udbredelse og i anden omgang personens meningers udbredelse, altså taletid og gennemslagskraft. Derudover vil jeg sige, at jeg især var usikker på de nederste fem, og at mange andre godt kunne have taget deres plads.

    Altmann:

    Det er en god liste, og de fleste af dem kunne godt tage én af de nederste fem pladser, synes jeg. Forlagsredaktørerne synes jeg ikke har meningsdannende magt, og ved da heller ikke, hvor borgerlig Johannes Riis er, selvom han har støttet regeringen. Hans Skov ville vel kunne placeres ved siden af ministrene i den øverste halvdel, han har også pæn meningsdannede magt, men jeg synes ikke helt den berettiger til en top 25. Martin Ågerup, Kim Møller og Ole Birk som også US nævner synes jeg ikke skal med. Der kan siges rigtig meget godt om dem alle tre, men jeg opfatter dem ikke som intellektuelle. De har alle stor gennemslagskraft, men synes mest deres debataktivitet har genstand af holdningstilkendegivelse – de ville nok alle tre befinde sig i min top 50.

    De politiske kommentatorer har da en vis meningsdannede magt (Bjørnskov du tænker vel på kommentatoren med K og ikke DRs bestyrelsesformand?), men de har meget få selvstændige meninger, og ingen væsentlig troværdighed. Hverken Qvortrup eller Kristiansen ville nå min top 50.

    Uffe burde nok være med blandt de sidste i top 25. Mens hans status faldet til snart ingenting. Blüdnikow er lige på grænsen. For nogle år siden ville han have været med.

    Angående Hedegaard er jeg temmelig overbevist, om at han både opfatter sig som og er borgerlig. Hvis man fulgte ham i Groft sagt havde han holdninger til det meste, og var allround fornuftig, hvis du spørger mig. Det med den marxistiske metodologi er jo ikke kriminelt. Mange liberale benytter marxistisk metodologi, eksempelvis public choice teoretikerne. De benytter faktisk marxistisk metodologi i en mere ren form, idet de bevarer relationen mellem basis og overbygning, mens Hedegaard vender dem på hovedet. Jeg ved godt, at mange liberale ikke vedkender sig deres marxistiske inspiration. Mit flabede svar er:

    “Practical men, who believe themselves to be quite exempt from any intellectual influence, are usually the slaves of some defunct economist”.

    Ole Andersen:

    Der kun to fra min liste, der har deres virke qua CEPOS. Flere andre er tilknyttet, men tror ikke de først og fremmest bliver opfattet som CEPOS-folk.

    Meningsdannende magt sker først og fremmest indirekte. Dine jævne folk fra Skjern og Ribe behøver ikke kende nogen de meningsdannede personer for at være influeret af deres ideer.

    Jeg synes mange af dine bud er gode. Overvejede Paldam, Foss, Henrik Gade og Hans Hauge. De ville alle nå min top50. Dahl og Krasnik er ikke borgerlige, men Lomborg (såfremt vi kalder ham borgerlig) burde nok være med. Er nok for påvirket af mine idiosynkrasier – jeg synes både ham og miljødebatten er kedelig. Dine resterende bud vil ikke kunne nå min top 50.

  12. Martin Rannje

    16. januar 2010 at 19:06

    Der er da ingen liberale der anvender marxistisk metodologi. Blot fordi mange liberale anvender økonomisk metodologi til at analysere samfundet, betyder det da ikke at det er marxistisk. Det er det samme som at sige at alle økonomer i dag anvender marxistisk metodologi. Men marxistisk analyse er jo fundamentalt forskelligt fra økonomisk analyse, fordi det er dialektik.

    Public Choice anvender en økonomisk rationel tilgang til at analysere samfundet, og næsten altid enten positivister eller kritiske rationalister – nærmest den diametrale modsætning til marxisme, der næsten ingen falsifikationskriterier har (hvilket formentlig er årsagen til at den er lige så sejlivet som en religion). Og hele ideen med overbygning eksisterer jo slet ikke hos Public Choice folkene. Det eneste marxister har tilfælles med liberale økonomer, er at de kalder deres analyser økonomiske (James Buchanan og Gordon Tullock havde faktisk et problem, da de skrev deres hovedværk “The Calculus of Consent”, fordi den oprindeligt skulle have heddet noget i retning af “An economic theory of constitutions” el. lign. – men på det tidspunkt betød det at alle ville tro at det var endnu en kvasi-marxistisk afhandling, a’la Charles Beard), og deraf har et fokus på hvilken rolle interesser spiller for politiske beslutninger. Men igen, den optik vil økonomer af alle politiske observanser jo se problemet igennem.

    Mvh

  13. Martin Rannje:
    Det gør liberale nu i stort omfang. Men nej, ingen dialektik eller geist-inspirerede bevægelser – om end en del liberale nærmest bærer en hegeliansk inspireret tro på progression, det liberale demokratis udbredelse og så videre. Fukuyamas tese om historiens afslutning er jo faktisk fuldstændig hegeliansk inspireret. Det er dog naturligvis ikke alle liberale, der abonnerer på den tese.

    Jeg tænker på ideen om, at den økonomiske basis determinerer den kulturelle overbygning. Den deler økonomer generelt ikke, idet de blot beskæftiger sig med den økonomiske sfære. Hvorimod en klart marxistisk inspireret teori er ideen om, at stemmeafgivning og politiske holdninger er bestemt af økonomiske forhold. Tullock forsøgte mig bekendt også at modellere ægteskaber og venskaber (kan dog ikke huske præcist, hvilke emner han tog op).

    Mange liberale abonnerer også på tesen om at sociale problemer skyldes velfærdsstaten, idet økonomiske overførsler fremmer dårligere værdier. Det er klart marxistisk. Mange liberale synes også at mene at dårlige værdier, manglende demokrati, vold etc. i fattige lande skyldes, at landene er fattige. Her påpeger eksempelvis Hedegaard (og krediterer marxistisk metodologi), at det snarere forholder sig omvendt.

    Lad mig lige for en god ordens skyld igen slå fast, at der ikke nødvendigvis er noget i vejen med denne form for marxistisk metodologi. Mit ærinde var blot, at Hedegaard ikke begår nogen synd ved at anvende marxistisk metodologi – især ikke fordi hans form er så svag, at jeg personligt ikke ville kalde den marxistisk.

    Liberale begår heller ikke nogen fejl, men de bør være det marxistiske ophav bevidst. Ikke mindst fordi det ofte skygger for ideernes og kulturens betydning, der efter min mening forklarer mere end økonomiske forhold.

  14. I den ovenstående diskussion om indflydelsesrige borgerlige/konservative/liberale mener jeg, at der er forkert at dele diskussionen op i hvilken analysemetode de forskellige kommentatorer har/udøver. Det er meget mere relevant at se på hvilken rolle de forskellige aktører spiller i/for det konservative/borgerlige/liberale menings diskurs.

    I denne sammenhæng mener jeg, at Kim Møllers; “Uriasposten” og Steens “Snaphanen” spiller betydelige roller. Mest fordi de tilhører debunkerne, falsikikatoerne, dvs. dem der efterprøver argumenter og påstande. De er basalt de gadekryds hvor igennem viden/information udveksles og tjekkes. Der er væsentligt større sandsynlighed for at disse blogs læses, af “almindelige mennesker i Skjern, Ribe og Korsør”, end forskellige klummeskribenter i Berlingske Tidende.
    Min påstand er at disse blogs som facilitere videns udvekslingen har samme, eller større betydning end aviserne. Kikker man på forskellige indeks over blogs i DK, ser man også at disse to ligger helt i toppen. Når det gælder andre formidlings kanaler f.eks. aviser, må jeg sige at Berlingske Tidende i min optik kun er borgerlig af navn. Det bliver sværere at, se forskel på Berlingske Tidende og Politiken. I mine øjne er Jyllandsposten den sidste borgerlige avis i DK.

    Hvad angår kommentatorens indflydelse, så er det sandsynligt at de TV baserede har den største gennemslags kraft. Michael Christiansen, H. Engel, Henrik Qvortrup, m.f. Under alle omstændigheder er det folk tilknyttet TV2 organisationen.
    DR er i min optik, én ren SF/Socialdemokratisk propaganda station. Staten kan ikke blive stor nok. Multikulturen kan ikke blive rigtig nok. Markedet udnytter altid de svageste i samfundet, og alle problemer i det offentlige rum, er samfundets skyld(og staten skal gøre noget!!!)(se også Mette Frederiksen(soc.)).

    Hvilken betydning avis kommentartørne har, er straks mere usikkert. Ligeledes er en del af de forskellige borgerlige kommentatorer som Liberal nævner oftest specialister(økonomer), der taler “specialist sprog”(økonomi) og dette har nogle gange, en effekt på at hægte “de almindelige mennesker i Skjern, Ribe og Korsør” af. Her har kontante kulturkæmpere som Søren Krarup og Lars Hedegaard, Katrine Winkel-Holm, m.f. væsentlig større indflydelse.

    Cepos har jo haft en vis indflydelse til at sætte en mediemæssig dagsorden, men der udover har selskabet ikke rigtigt kunne rykket noget. (desværre for liberalisterne)Venstre ønsker sikkert, at kunne gennemføre flere af Cepose´s forslag, men hindres af den politiske virkelighed. Sådan som jeg ser det, er det yderst vanskeligt, at formulere en helt forandret økonomisk politik i Danmark, pga. mængden af offentligt ansatte. Hvis der skal ske en reduktion i dette, skal DK´s eksport industri se helt anderledes ud og have en væsentlig større styrke. Derfor tror jeg ligeledes at økonomiske kommentatorer altid vil fremstå som lidt a´la sure skole mestre, der prædiger mådehold overfor teenagere.

    mvh.
    Historyman

  15. Lise Rasmussen

    17. januar 2010 at 14:22

    Taget i betragtning at listen handler om at være indflydelsesrig, kræver det altså ikke at de enkelte har en specielt original dagsorden, men derimod om i hvilket omfang de kan omsætte i dette tilfælde borgerligt/liberale ideer til aktiv indflydelse.

    Mange af de ovenfor anførte er voldsomt overvurderede i den henseende. F.eks. bloggere og kommentatorer.

    BT har sjovt nok en historie om magtfulde (og dermed inflydelsesrige mænd i DK) og man tager vist ikke helt fejl hvis man antager at en stor del af dem er borgerlige (og ihvertfald ikke socialister). Der kan man tale om folk med reel indflydelse på hvordan det danske samfund indrettes.

    http://www.bt.dk/danmark/de-styrer-danmark-fra-kulissen

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑