Der er ganske enkelt en række nær-urealistiske og gennemført tårnhøje krav til overhovedet at komme på denne eksklusive liste af mennesker, der får udskrevet lægeordineret heroin. Altså, der er en lægefaglig vurdering inde over, som altså vælger at behandle nogle af de værst ramte narkomaner, som ikke bar har et ben i graven, men første skovlfuld jord er allerede kastet på dem. Lægevidenskaben har vurderet at årtiers skønsang om “at blive clean” tydeligvis ikke har indfundet sig, så al moral og fine fornemmelser til side, så er dette en BEDRE løsning end at fortsætte med at politiet fortsat behandler dem med bøder, arrestationer og fængsel.

Når folk forfalder på denne måde til opioder, er det ikke narkoens skyld eller et eller andet trivielt med at de bare vil “have lykke på en sprøjte”. Her igen tager Jalving fejl, for opioder gør ingen lykkelige i ordets mest almindelige betydning. Det er en “lykke”, der kan sammenlignes med ENDELIG at få en medicin, der gør dit liv som forulykket bilist til at leve med, da ryg og fantomsmerter nu bliver til at kontrollere og livet ikke længere er et smertehelvede.

Dette gælder også psykisk, for opioder virker også smertestillende mod psykisk smerte. Det er netop det en udvalgt skare opdager, første gang de prøver opioder.

Hvis vi ikke var sådan en flok kællinger i dette samfund, så ville historien være endt der. Lille Børge finder ud af, at han får et pusterum ulig noget andet han nogensinde har prøvet, så hvorfor kunne han og lægen ikke i fællesskab lægge en holdbar strategi med lægemidler til en overskuelig pris?

Nåja, det kan ingen jo, at retorikken kører oppe på den høje klinge, som Jalving nu også bevæger sig på. For den type lindring, og på sigt en mere permanent vej ud af opioderne, er ingen interesseret i så længe vi fører “Kampen mod narko”.

Disse få, umulige mennesker ryger i mangel af offentlige tilbud ud i selvmedicinering, og almindlige økonomiske love viser nemt, hvorledes det må gå galt.

Det er stort set næsten kropumuligt at skaffe sig farmaceutisk fremstillede opioder (kodein, morfin, oxycontin, ketogan, etc.) på en daglig basis i store nok mængder. Skidtet optages ganske enkelt ikke så pokkers effektivt gennem tarmen, og der er hele sagen med “first pass metabolism”, hvor leveren får en mulighed for at omdanne stofferne og mindske deres effekt.

Det eneste, der i sandhed er nemt at skaffe og i en hvilken som helst mængde, er heroin. Dette smuglervenlige, effektive opiod, som også kaldes diamorfin eller diacetylmorfin, hvilket stadig bruges medicinsk i f.eks. Storbrittanien. Spiser man det nedbrydes det øjeblikkeligt til almindeligt morfin i kroppens egen syntesefabrik, leveren. Rygning er ineffektivt, omend en bedre løsning. Flertallet med et fortsat behov ender dog næsten altid med at blive tvunget til at injicere, da det er den eneste næsten 100% effektive måde at indtage stoffet på. Det er ikke i sig selv så skidt, for alle ved jo hvor rutinemæssigt insulinpatienter og patienter på hospitalet får en injektion.

Det dybt ødelæggende, og det der koster os de virkelige skejser, er de forhold, hvorunder denne undermedicinerede gruppe af danske statsborgere må skaffe deres medicin og indtage den. Det burde vække en vis undren, at udlevering af rent injektionsudstyr i København er blevet placeret direkte hvor tre af forbudszonerne overlapper. Følgerne heraf burde være indlysende.

Omkostningerne til hele konceptet lægeordineret heroin – som burde hedder lægeordinerede opioder – er fuldstændig urealistisk skruet op, fordi man sideløbende vil køre en fejende forbudspolitik samtidig med at man vil lave små undtagelser for den elles herskende nultolerance.

Så mærk jer vel, at når der snakkes om hvor “dyrt” alt det her er, så skyldes hovedparten af disse økonomiske udgifter den tidligere statsintervention i det, der kunne have været lovlige, regulerede markeder.

http://www.scribd.com/doc/26396/Mises-Liberalismus

Eller som Von Mises skrev i sin Liberalismus fra 1927 (her i en engelsk oversættelse)

Undskyld dette ikke så væsentlige pip – jeg kunne blot ikke nære mig, dels fordi der nu var et emne, hvor vi faktisk er helt enige, og dels, når du nu tilsyneladende savnede en kilde til von Mises på originalsproget:

Denn wenn grundsätzlich der Mehrheit der Staatsangehörigen das Recht zugestanden wird, einer Minderheit die Art und Weise, wie sie leben soll, vorzuschreiben, dann ist es nicht möglich, bei dem Genusse von Alkohol, Morphium, Opium, Kokain und ähnlichen Giften Halt zu machen. Warum soll das, was für diese Gifte gilt, nicht auch von Nikotin, Coffein und ähnlichen Giften gelten? Warum soll nicht überhaupt der Staat vorschreiben, welche Speisen genossen werden dürfen, und welche, weil schädlich, gemieden werden müssen? Auch beim Sport pflegen viele mehr zu tun als ihre Kraft ihnen erlaubt. Warum soll nicht auch hier der Staat eingreifen? Die wenigsten Menschen wissen in ihrem Liebesleben Maß zu halten, und besonders schwer scheint es Alternden zu fallen, einzusehen, daß sie einmal hier Schluß machen oder zumindest mäßig werden sollten. Soll nicht auch hier der Staat eingreifen? Noch schädlicher als alle diese Genüsse aber, werden viele sagen, ist die Lektüre von schlechten Schriften. Soll man einer auf die niedrigsten Instinkte des Menschen spekulierenden Presse gestatten, die Seele zu verderben? Soll man die Schaustellung unzüchtiger Bilder, die Aufführung schmutziger Theaterstücke, kurz alle die Verlockungen zur Unsittlichkeit nicht hindern?

Ærbødigst.

2) En narkoman på Vesterbro koster mindst det dobbelte af hvad statsfinansieret heroin koster om året

- Jeg er helt enig med Niels i det problematiske i et destruktivt moraliserende forbud, og derudover er der et socialt aspekt jeg personligt ikke kan overse.

De folk der ligger i rendestenen på Vesterbro hører til blandt de allermest udsatte mennesker i Danmark. De har behov for hjælp til at komme ud af deres problemer (hvoraf narkotikamisbruget ofte kun er et af flere, ikke altid det største).

Hvis lægeordineret heroin hjælper disse mennesker, så har det min fulde støtte.

Som jeg skriver havde Jalving ikke hørt et ondt ord fra mig, hvis han havde skrevet om hvorledes velfærdssamfundet reducerer sine borgere til objekter der skal behandles for alt, også dårlige vaner, ligsom et indlæg om det absurde i at man nu vil betale til folks dårlige vaner i stedet for at lade dem finansiere dem selv også havde været helt ok – nej mere end ok, fordi det efter min mening ikke giver mening at kalde sig selv borgerlig-liberal hvis man vil blande sig hvad folk gør, så længe de ikke gør skade på andre (og her tæller det ikke at man gør andre kede af det).

Men det gør han ikke. I stedet skriver han et indlæg der emmer af, at han på intet tidspunkt stiller sig det simple spørgsmål om hvorfor man er havnet i en situation at en lille gruppe borgere er blevet så stort et problem at det samfundsøkonomisk kan betale sig at betale deres heroinforbrug (Jalving har helt åbenlyst ikke læst en linie af det materiale der ligger til grund for forsøget), og ender med en massiv opvisning i uvidenhed om narkomaner.

Som jeg også skriver er jeg for det meste enig i hvad Jalving skriver – alt andet ville nok også undre dig – men som Lasse skriver er netop narkotikaområdet et område hvor alt for mange borgerligt-liberale skriver det værste sludder (både faktuelt og mere filosofisk – hvis man altså vil betragtes som borgerlig-liberal). Og lad mig lige slå det fast, man kan ikke afvende en narkoman. Det er langt mere komplekst – fordi afhængigheden først og fremmest er mellem ørerne. Derfor er metadon og heroin ganske glimrende medikamenter. Reelt er metadon alene blevet anvendt fordi det er lettere at kontrollere.

Ingen tvivl om, at er langt ude, ja perverst at man ender med at finansiere folks heroinforbrug – det bør de selv gøre – og ville de kunne gøre, hvis man ikke havde den absurde narkotikapolitik – den er den virkelig perverse komponent i denne fortælling.

Alligevel vil jeg sige, at det er lidt tricky uden videre at drage en slutning, der siger, at så er løsningen–i fravær på en fuld legalisering–at støtte en statslig uddeling af narko, hvorved man ikke blot bruger skattekroner og (yderligere) velfærdsklient-liggør (eller hvad man nu skal kalde det) mennesker, ligesom man er med til at opbygge en ny gruppe af personer med en kontant, personlig interesse i højere offentlige udgifter (og, pudsigt nok, imod en legalisering). Her mener jeg faktisk, at Jalving har en ikke uvæsentlig pointe–omend jeg snarere ville formulere det lidt mere “agnostisk” som, at det er endnu et eksempel på, at man i den beskidte realpolitiske virkelighed undertiden må balancere det mulige imperfekte i.f.t. det måske umulige perfekte.

Helt enig.

Efter at have været involveret i narkodebatten på Vesterbro i en årrække, finder jeg det deprimerende at så mange borgerlige kører på automatreaktion når talen falder på narko.