To be (Krugman) or not to be (Nobel)

Jeg har kæmpet mig igennem det altid læseværdige The New Yorker’s meget lange, empatiske portræt af fhv. Enron-rådgiver, nu venstreorienteret avis-skribent Paul Krugman, fra Princeton University, der forrige år modtog Nobelprisen i økonomi for nogle ikke så dårlige skriverier, der vist intet har at gøre med hans nuværende metier.  Artiklen er et ikke-uinteressant indblik i mandens selvforståelse og mentalitet, og blandt flere andre interessante passager, var der særligt én, jeg fæstede mig ved, nemlig Krugmans & Robin Wells’ (hans kone) beskrivelse af deres valgaften i 2008:

Once Obama won the primary, Krugman supported him. Obviously, any Democrat was better than John McCain.

“I was nervous until they finally called it on Election Night,” Krugman says. “We had an Election Night party at our house, thirty or forty people.”

“The econ department, the finance department, the Woodrow Wilson school,” Wells says. “They were all very nervous, so they were grateful we were having the party, because they didn’t want to be alone. We had two or three TVs set up and we had a little portable outside fire pit and we let people throw in an effigy or whatever they wanted to get rid of for the past eight years.”

“One of our Italian colleagues threw in an effigy of Berlusconi.”

“I put out some coloring paper and markers so that people could write stuff on it and throw it into the fire. People really felt like there was stuff they wanted to shed! I had little hats and party whistles.”

Bortset fra at jeg kunne have lyst til at vide, hvad Krugman-parret selv tegnede/skrev på det, de brændte af, så lad mig skynde mig at sige, at jeg formodentlig har begået min andel af barnagtige ting, også i mit voksenliv, og jeg kender bestemt til at blive bidt af begejstringen af at være blandt ligesindede (omend det så typisk snart efter giver mig en instinktiv lyst til at løbe skrigende bort).  Alligevel må jeg sige: Én af grundene (omend langt fra den vigtigste) til, at jeg har stor respekt for f.eks. Milton Friedman, F.A. Hayek, George Stigler, Ronald Coase, James Buchanan, Gary Becker, Douglass North, Robert Lucas, Elinor Ostrom m.fl. er, at jeg faktisk ikke kunne forestille mig nogen af disse, Krugmans forgængere som modtagere af Nobelprisen i økonomi, sammenkalde deres åndsfæller med henblik på at afbrænde billeder o.a. forestillende deres fælles, politiske modstandere.

Måske en mentalitetsforskel, måske en generationsforskel, måske en klasseforskel.  Ihvertfald et bevis på, at det at have en Nobel ikke er det samme som at være nobel.

PS.  Portrættet har iøvrigt denne fine lille passage, der nok antyder, at Krugman ikke er fri for selvironi og -kritik, men også viser, at man skal være forsigtig med at vurdere en (samfundsvidenskabelig) akademiker alene på mængden af “citations”

The most successful paper Krugman ever wrote was about target zones, and it was completely wrong. In the years before Europe adopted the euro, it was thought that establishing something between floating exchange rates and fixed ones—a “target zone” within which a currency would be allowed to float—might reap some of the advantages of each. He estimates that by the time the paper was officially published, in 1991, some hundred and fifty derivative papers had already appeared. “Empirically, it doesn’t work at all,” Krugman says. “People loved it as an academic thing, but it had some very strong predictions about interest rates inside target zones. Those predictions all turned out to be wrong. But nobody attacked me for that.”

21 Comments

  1. Paul Krugman var en blændende dygtig økonom, men i dag er han nærmest reduceret til en bralrende pundit, i ordets værste forstand (noget af det han skriver på NYT kan næsten henlede tankerne på Malkin og Coulter). Noget af det væsentligste, der for mig at se adskiller Friedman, Coase, Hayek og de andre fra Krugman, er deres generelle respekt for deres kollegaer af modsat overbevisning. Friedman og de andre “Chicago boys” havde godt nok et ry for et være en meget “aggressiv”, ideologisk klike på Uni. of Chicago, men Friedman var stadig stor nok til at kalde Keynes for en genial økonom, der bare tog fejl (det interview blev vidst citeret her).

    Det er ikke tilfældet med Krugman – for ham er hans modstandere af anden overbevisning alle sammen “hacks” og “cronies”, eller noget andet der insinuerer deres åndelige og moralske korruption og intelektuelle underlegenhed. Det var eksempelvis noget Mankiw pointerede for et års tid siden, i forbindelse med at Obama udnævnte sin nye stab. Den begivenhed saluterede Krugman med en artikel der hed “The Grown-ups are coming” – som om at Bushs hold af økonomer, der havde ligeså mange akademisk højt rankede økonomer iblandt sig som Obamas nye hold, blot var en flok umodne børn i sandkassen. Det er plat og virkeligt beskæmmende for hans eftermæle.

  2. Læs eventuelt Henrik Jensens virkelig gode blogindlæg om Krugman:

    http://www.altandetlige.dk/blog/henrik-jensen-om-paul-krugman.htm

  3. Peter Kurrild-Klitgaard

    22. februar 2010 at 11:51

    Tak for link. Interessant blog, jeg slet ikke kendte til. Bemærk dog iøvrigt, at det er Krugmans ovenfor omtalte paper (“completely wrong”), som Henrik Jensen omtaler her:

    “Jeg stødte først på ham som ph.d.-studerende i Århus i starten af 1990’erne, hvor teorier om ”target zones” i valutakursteori var noget af det helt hotte. Jeg beskæftigede mig ikke decideret med emnet, men fandt alligevel hans artikel fra Quarterly Journal of Economics (Krugman, 1991) frem. Efter læsning fik jeg den behagelige følelse af ikke alene at have lært noget, men også lært det på en fantastisk enkel og behagelig måde. Artiklen er simpelthen skrevet elegant. Et minimum af forudsætninger, efterfulgt af resultater hvis antal og dybde klart overstiger summen af de enkelte byggesten i modellen.”

  4. Carsten Valgreen

    22. februar 2010 at 20:38

    Krugman er blevet “Stiglitized”.

    Det er i øvrigt et udbredt fænomen blandt økonomer som begynder at engagere sig i den offentlige debat. Vi er ikke altid gode til at finde grænserne for hvornår vores videnskab bliver til politik. Det forekommmer også herhjemme. Jeg nævner ingen navne…

  5. Mikael Thoustrup

    23. februar 2010 at 17:56

    Til et debatmøde ude på DTU spurgte en blandt publikum hvordan det kunne være at når en hypotese bevæger sig fra den videnskabelige sfære til den politiske så går den fra at være et gæt til at være sikker viden. Så vidt jeg har hørt kunne de tildstedeværende politikere ikke rigtig svare på det; men ydmyghed overfor et felt som, på sine bedste dage, er kaotisk og udoverskueligt ville klæde Krugman..

  6. Peter Kurrild-Klitgaard

    23. februar 2010 at 18:08

    @MT: Spot on … 100 pct.

  7. carl-Johan dalgaard

    24. februar 2010 at 10:38

    @Peter Kurrild-Klitgaard

    Jeg tror Henrik’s begejstring går på, at omtalte teori var a priori plausibel, gav anledning til markante prediktioner, og var klar nok formuleret til at være testbar. Dét er, om noget, lakmusprøven for god teoretisk forskning. At teorien så var forkert, er jo trist. Men dén erkendelse har hans forskning så i det mindste ledt frem til.

    Hvornår har du selv lavet en teori der var klar nok til at kunne forkastes?

  8. @Carl-Johan

    Hvornår har du selv lavet en teori der var klar nok til at kunne forkastes?

    Måske fælder du din hårde dom alene på baggrund af dit kendskab til Professor Kurrild-Klitgaards 12 artikler i internationale politologiske tidsskrifter. Uden at have gransket alle krinkelkroge i dette opulente opus er mit forsigtige bud, at du kunne have større chance for at finde noget hvis ikke altid klart formuleret så dog klart falsificerbart fra hånd, hvis du rettede blikket mod den ærværdige professors +500 aviskommentarer, blogposter samt Groft sagt-indlæg.

  9. Peter Kurrild-Klitgaard

    24. februar 2010 at 15:56

    Kære Carl-Johan,

    “Jeg tror Henrik’s begejstring går på, at omtalte teori var a priori plausibel, gav anledning til markante prediktioner, og var klar nok formuleret til at være testbar. Dét er, om noget, lakmusprøven for god teoretisk forskning.”

    Helt enig.

    “At teorien så var forkert, er jo trist. Men dén erkendelse har hans forskning så i det mindste ledt frem til.”

    Og det er jo bestemt en landvinding–og den måde god forskning skal foregå på.

    “Hvornår har du selv lavet en teori der var klar nok til at kunne forkastes?”

    Uha, ikke så mange gange, som jeg gerne har villet, men nok gange til at flere af dem efterfølgende blevet forkastet (bl.a. af mig selv).

    Selve min ph.d. afhandling var faktisk et forsøg på at lave en RC-teori om oprør m.v., der både var mere “realistisk” end de foregående på området, men samtidigt mere konkret og operationaliserbar. En af grundene til, at jeg ikke siden har beskæftiget mig meget med emnet, er, at jeg efterhånden kom til den erkendelse, af jeg havde tæsket løs på en stråmand, og at de empiriske operationaliseringer, jeg forsøgte at lave, viser sig at være … empirisk forkerte. Sådan kan det jo gå.

    En af de få gange, hvor jeg har arbejdet videre med emnet om oprør, var ved at prøve at lave en teori om, hvorledes typen af successionsregler i autokratier kan påvirke hyppigheden af kup i sådanne. Åben -> mange kup; lukket (f.eks. ved arv) -> færre kup. Det var nogle rimeligt klare teoretiske forventninger, og–så svært som det nu end er at teste ordentligt–ser det i to empiriske anvendelser ud til at passe ret godt.

    Jeg arbejder netop i denne tid på noget sammen med en yngre kollega, hvor vi ser på forholdet mellem variation i privat ejendomsretsbeskyttelse og variation i mængden af institutionelle veto-aktører i.f.t. økonomisk vækst, som forudsiger, at kombinationen af de to har en stor og signifikant effekt på økonomisk vækst, men at det ene uden det andet ikke har. Det er ikke færdigt endnu men skulle kunne give nogle ret klare teoretiske forudsigelser, som jeg ikke kender til, at andre har formuleret før.

    Mere?

  10. Peter Kurrild-Klitgaard

    24. februar 2010 at 15:58

    @Christoffer Bugge Harder:

    Tsk, tsk, tsk.

  11. carl-johan dalgaard

    24. februar 2010 at 16:23

    Kære Peter,

    Som du sikkert mærker på stemningen var mit spørgsmål motiveret af din henvisning til Henrik’s bemærkning om Target Zone modellen. Den travle læser kunne måske forledes til at tro, at du mere end antydede slev samme (økonom) skribent lader hånt om empirien, og “blot” er interesseret i den pikante matematiske struktur. I min optik en lidt uretfærdig udlægning. Men fra dit svar må man forstå, at det ikke var sådan det skulle opfattes. *s* My bad.

    Paul Samuelson skal engang være blevet spurgt (af en fysiker ven) om der overhovedet var nogen økonomisk teori der (i) var ikke-triviel, og (ii) sand. Samuelson skal have svaret “komparative fordele”.

    Omvendt kan vi stille spørgsmålet: kender vi til teorier der (i) er ikke-trivielle og plausible, men som (ii) vi véd er forkerte.

    Her skal vi helst kunne komme med eksempler, hvis vi skal ha med noget der minder om en videnskab at gøre. Og det er desværre ikke helt nemt at komme med eksempler indenfor makro økonomi (mikro er nemmere: fx “arbejdsudbuddet stiger altid hvis lønnen går op”). Makro teorier har det med at være meget “open ended”. Selv tilsyneladende “lette” spørgsmål (“hvor meget øger en udgiftsekspansion den samlede aktivitet?” … eller… “øger offentlig forbrug aktiviteten?” ,for at nævne noget aktuelt) er næsten umulige at få klargjort. Indenfor makroøkonomi udgør Target Zone modellen derfor et godt (og prominent) eksempel på en teori der opfylder ovennævnte kriterier. Og som antydet er det faktisk kærkomment. Jeg kan så forstå, at der er flere eksempler. Det er jo bare strålende.

  12. @CJD: Jeg har lige skrevet en 500 ord lang kommentar til Dig, som på forunderlig vis blev “spist” af systemet. Jeg skal til London i dag i fire dage, men vender tilbage. Der er nogle spændende emner her.

  13. We had an Election Night party at our house, thirty or forty people.

    Burde en økonom ikke være i stand til at tælle hvorvidt der befinder sig 30 eller 40 mennesker i hans eget hjem? 😉

  14. Kære Peter

    En lille, men meget vigtig, detalje. Det er The New Yorker som skriver “The most successful paper Krugman ever wrote was about target zones, and it was completely wrong.” Det er selvfølgelig noget nonsens, da teorien som præsenteret i papiret ikke er forkert. Krugman siger da også “People loved it as an academic thing, but it had some very strong predictions about interest rates inside target zones. Those predictions all turned out to be wrong”. Det er jo noget helt, helt andet.

    Og en af grundene til at modellens klare prediktioner ikke holdt empirisk vand på eksempelvis Europæiske data op til dannelsen af Euroen, var den simple, at de Europæiske lande som opererede under target zones foretog intramarginale interventioner som betød, at valutakursen oftest befandt sig i midten af zonen, og ikke ved grænserne som Krugmans teori forudsagde. Og intramarginale interventioner forekommer ikke i modellen.

    Så artiklen står for mig fortsat som et eksemplarisk stykke forskning. At den ikke holder empirisk, giver blot grobund for ændringer i modellen, som kan foretages på et præcist og videnskabeligt grundlag. Netop fordi udgangspunktet er så elegant, og ikke mindst konsistent, matematisk udført (og således på ingen måde “completely wrong”).

    Og så er det da i øvrigt rart at høre, at alderen ikke trykker Krugman mere, end at han kan have det sjovt til fester.

  15. Ak ja. Hvis ellers den virkelige verden for foden af bjerget rettede sig efter begyndelsesbetingelser, randbetingelser, alt-andet-lige betingelser og forudsætninger, og til fulde efterlevede parameteriseringen af alle de størrelser vi alligevel ikke kan modellere ud fra første princip, så, ja så, ville model og empiriske data være i den smukkeste overensstemmelse.

    Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har hørt den undskyldning, men jeg ved at det ikke bliver sidste gang.

    The New Yorker burde selvfølgelig have skrevet completely useless i stedet for completely wrong.

  16. @jp

    Det var ikke en undskyldning, men en uddybning – beklager hvis det kunne misforstås (og undskyld hvis jeg kom til at bringe for meget økonomi ind i denne debat om Paul Krugmans eventuelle manglende etikette). Men nej, det bliver ikke sidste gang, du hører noget lignende.

    Men hvad vil du have i stedet? Beskrivelser af den virkelig verden, som på en nem måde bekræfter, hvad du tror på oppe på dit bjerg?

  17. Henrik Jensen: “Så artiklen står for mig fortsat som et eksemplarisk stykke forskning. At den ikke holder empirisk, giver blot grobund for ændringer i modellen, som kan foretages på et præcist og videnskabeligt grundlag. Netop fordi udgangspunktet er så elegant, og ikke mindst konsistent, matematisk udført (og således på ingen måde “completely wrong”).”

    En elegant og fuldstændig konsistent matematisk teori er også, at Jorden er flad. Det er som bekendt heller ikke i overensstemmelse med empirien. Men så er den vel ifølge din logik heller ikke komplet forkert.

    Når det er sagt er jeg naturligvis enig i, at en teori skal være falsificerbar for at være videnskabelig. Ellers er det bare tankespind. Og det kan man ikke bruge til noget på den lange bane.

  18. @JR

    Nu kender jeg ikke elegante og konsistente teorier for, at Jorden er flad. Men hvis de eksister, er de som teorier betragtet ikke “forkerte”. Men deres empiriske indhold er falsificerbart. Jeg synes blot at denne (måske egentlig tautologiske) distinktion mellem en “forkert teori” og en “teoris empiriske falsifikation” skulle frem, inden der blev scoret alt for mange billige anti-Krugman point på hans target-zone konto (fordi The New Yorker tydeligvis ikke formår at skelne). Der er rigeligt af andre (lidt dyrere og mere interessante) point at score.

    Da jeg ikke er hverken astronom eller fysiker kan jeg ikke vurdere om teorier om jordens manglende rumlighed ville kunne være grobund for noget frugtbart – og det er det mere interessante spørgsmål. Som økonom vil jeg derimod holde fast i, at Krugmans model er så elegant lavet, at den kan (og er blevet) udvidet på måder, som giver prediktioner, der har mere hold i virkeligheden og har bidraget til nye erkendelser. Således har den skabt grobund for en ny litteratur, skabt en basis for fagligt fremskridt, og dette er egentlig for mig at se lige netop dét, som videnskab handler om. Dermed er artiklens opnåede antal citationer heller ikke så urimelige, som Peter synes at antyde.

  19. Carsten Valgreen

    27. februar 2010 at 11:23

    Altid interessante Eric Falkenstein diagnosticerer Krugman med Aspergers syndrom på baggrund af New Yorker artiklen. Der er et element af sandhed i det. Nu er Asperger snart ikke accepteret mere som diagnose. Men der er ingen tvivl om at “Asperger lignende” symptomer er overrepræsenteret i akademia, og Krugmans adfærd kunne fint passe med diagnosen:

    “Krugman’s Petulance Explained

    A long New Yorker piece looks at Paul Krugman, and he clearly is one of those high functioning, socially obtuse nerds one meets all the time in quantitative fields. That is, he has some amount of Asperger’s, which means he has trouble seeing things from other’s perspectives. Thus, everyone who disagrees with him is 1) an idiot or 2) evil. He can’t imagine it otherwise. “

  20. @CV

    Ret sjovt, og dejlig politisk ukorrekt. Om det i øvrigt ikke specielt morsomme handicap er særligt udbredt i akademikerkredse (som du finder hævet over enhver tvivl), deeeeet kan vi jo så skændes om. Man kunne også forestille sig, at det har været ganske fremtrædende i den private banksektor i det sidste årti eller tre. 😉

    Men jeg indrømmer da gerne, at jeg af og til føler, jeg argumenterer med “idioter”. Men direkte “evil” optræder heldigvis meget sjældent.

    PS: Har du et link ved hånden til Falkenstein artiklen?

  21. “Man kunne også forestille sig, at det har været ganske fremtrædende i den private banksektor i det sidste årti eller tre.”

    :))

    Et link til Falkensteins blog (der er vist ikke tale om en artikel men blot et kort blogindlæg;

    http://falkenblog.blogspot.com/

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑