)

Et link til Falkensteins blog (der er vist ikke tale om en artikel men blot et kort blogindlæg;

http://falkenblog.blogspot.com/

Ret sjovt, og dejlig politisk ukorrekt. Om det i øvrigt ikke specielt morsomme handicap er særligt udbredt i akademikerkredse (som du finder hævet over enhver tvivl), deeeeet kan vi jo så skændes om. Man kunne også forestille sig, at det har været ganske fremtrædende i den private banksektor i det sidste årti eller tre.

Men jeg indrømmer da gerne, at jeg af og til føler, jeg argumenterer med “idioter”. Men direkte “evil” optræder heldigvis meget sjældent.

PS: Har du et link ved hånden til Falkenstein artiklen?

“Krugman’s Petulance Explained

A long New Yorker piece looks at Paul Krugman, and he clearly is one of those high functioning, socially obtuse nerds one meets all the time in quantitative fields. That is, he has some amount of Asperger’s, which means he has trouble seeing things from other’s perspectives. Thus, everyone who disagrees with him is 1) an idiot or 2) evil. He can’t imagine it otherwise. “

Nu kender jeg ikke elegante og konsistente teorier for, at Jorden er flad. Men hvis de eksister, er de som teorier betragtet ikke “forkerte”. Men deres empiriske indhold er falsificerbart. Jeg synes blot at denne (måske egentlig tautologiske) distinktion mellem en “forkert teori” og en “teoris empiriske falsifikation” skulle frem, inden der blev scoret alt for mange billige anti-Krugman point på hans target-zone konto (fordi The New Yorker tydeligvis ikke formår at skelne). Der er rigeligt af andre (lidt dyrere og mere interessante) point at score.

Da jeg ikke er hverken astronom eller fysiker kan jeg ikke vurdere om teorier om jordens manglende rumlighed ville kunne være grobund for noget frugtbart – og det er det mere interessante spørgsmål. Som økonom vil jeg derimod holde fast i, at Krugmans model er så elegant lavet, at den kan (og er blevet) udvidet på måder, som giver prediktioner, der har mere hold i virkeligheden og har bidraget til nye erkendelser. Således har den skabt grobund for en ny litteratur, skabt en basis for fagligt fremskridt, og dette er egentlig for mig at se lige netop dét, som videnskab handler om. Dermed er artiklens opnåede antal citationer heller ikke så urimelige, som Peter synes at antyde.

En elegant og fuldstændig konsistent matematisk teori er også, at Jorden er flad. Det er som bekendt heller ikke i overensstemmelse med empirien. Men så er den vel ifølge din logik heller ikke komplet forkert.

Når det er sagt er jeg naturligvis enig i, at en teori skal være falsificerbar for at være videnskabelig. Ellers er det bare tankespind. Og det kan man ikke bruge til noget på den lange bane.

Det var ikke en undskyldning, men en uddybning – beklager hvis det kunne misforstås (og undskyld hvis jeg kom til at bringe for meget økonomi ind i denne debat om Paul Krugmans eventuelle manglende etikette). Men nej, det bliver ikke sidste gang, du hører noget lignende.

Men hvad vil du have i stedet? Beskrivelser af den virkelig verden, som på en nem måde bekræfter, hvad du tror på oppe på dit bjerg?

Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har hørt den undskyldning, men jeg ved at det ikke bliver sidste gang.

The New Yorker burde selvfølgelig have skrevet completely useless i stedet for completely wrong.

En lille, men meget vigtig, detalje. Det er The New Yorker som skriver “The most successful paper Krugman ever wrote was about target zones, and it was completely wrong.” Det er selvfølgelig noget nonsens, da teorien som præsenteret i papiret ikke er forkert. Krugman siger da også “People loved it as an academic thing, but it had some very strong predictions about interest rates inside target zones. Those predictions all turned out to be wrong”. Det er jo noget helt, helt andet.

Og en af grundene til at modellens klare prediktioner ikke holdt empirisk vand på eksempelvis Europæiske data op til dannelsen af Euroen, var den simple, at de Europæiske lande som opererede under target zones foretog intramarginale interventioner som betød, at valutakursen oftest befandt sig i midten af zonen, og ikke ved grænserne som Krugmans teori forudsagde. Og intramarginale interventioner forekommer ikke i modellen.

Så artiklen står for mig fortsat som et eksemplarisk stykke forskning. At den ikke holder empirisk, giver blot grobund for ændringer i modellen, som kan foretages på et præcist og videnskabeligt grundlag. Netop fordi udgangspunktet er så elegant, og ikke mindst konsistent, matematisk udført (og således på ingen måde “completely wrong”).

Og så er det da i øvrigt rart at høre, at alderen ikke trykker Krugman mere, end at han kan have det sjovt til fester.

Burde en økonom ikke være i stand til at tælle hvorvidt der befinder sig 30 eller 40 mennesker i hans eget hjem?