Den anke, jeg kommenterede, var, at du anså argumenter omkring problemet med at producere enorme mængder svin på meget lidt plads var “en fis i en hornlygte”. Det er meget muligt, at svineproduktionen vil være konkurrencedygtig uden skrappe miljøkrav (dvs. hvis man dropper al snak om vandmiljøplaner, naboret, grundvandsrensning, fjordfiskeri osv. osv.) – men det mener jeg personligt hverken er realistisk eller ønskeligt. Hvis du har talt med f.eks naboer til store svinefarme, ejere af private brønde i landdistrikterne eller fiskere i døde fjorde eller åløb, ved du også, at eksternaliteterne ikke kun er produkter af væmmelige amtsbiologers fantasi, når de skal finde på nye undskyldninger for at likvidere den stakkels lille hårdtarbejdende husmændsklasse (H.O.A. Kjeldsen, Erik Ugilt Hansen mfl.).

Hvis svineproduktionen i Danmark skal kunne vokse til 30-40 mio svin (som producenterne drømmer våde drømme om), så kommer vi ikke udenom at forholde os til, hvad det vil betyde for “udslip af dette og hint”, og hvad folk så vil tolerere – for det vil formodentlig blive et reelt problem for den praktisk realiserbare vækst.

Jeg skal ikke kaste mig ind i en længere diskussion om udslip af dette og hint. Min kommentar går alene på, at der (efter min mening) trækkes en alt for hurtig konklusion fra den veldokumenterede konstateringen af at EUs landbrugspolitik er meget skadelig for vækst og udvikling til at det må indebære at dansk landbrug skal lukke og slukke. En del vil komme til at lukke og slukke (og jeg har da selv et par bud som f.eks. kvægdrift og frosne kyllinger), mens andre dele muligvis (formentlig) vil opleve vækst – bl.a. svineproduktionen. Slutresultatet kendes ikke.

Jeg anerkender selvfølgelig den grundlæggende præmis ved frihandel, at man dybest set på makroplan kan være ligeglad med om andre lande subsidierer deres produktion – det indebærer jo blot at andre landes skatteborgere betaler for vores forbrug, men det kan man selvfølgelig ikke forvente, at den enkelte producent/landmand skal kunne forstå den dybere visdom i.

Så min “anke” er nok primært, at tingene er lidt mere komplicerede end som så.

Du lader til at have et stort følelsesmæssigt engagement i denne sag. Jeg ved ikke, hvordan det danske landbrug ville komme ud af en liberalisering, og jeg skal undlade at kommentere dine “religiøse økonomers forestillinger” – omend jeg dog vil indskyde, at jeg heller ikke her tror, at du overbeviser nogen om ret meget ved at spille religionskortet i fravær af egne faktuelle argumenter.

Men hvad angår miljøpåvirkningen har Asger Aamund den pointe, som jeg også forsøgte at lægge op til, at det ikke er så mærkeligt, at man stiller miljøkrav til en så intensiv produktion på så lidt plads. Hvis vi kan begynde med at blive enige om at glæde os over, at miljøeffektiviteten mht. kvælstof- og fosfor er steget betydeligt takket være de politisk fastlagte vandmiljøplaner, er det absolut et fremskridt i forhold til den klassisk liberale position i den sag, som formuleret af det heldigvis hedengangne Fremskridtsparti i 80erne: “erhvervsfjendske miljøteoretikere, der generer landbruget for fikse ideers skyld” og “Overgødskning er en myte, og prisen på gødning er i dag så høj, at ingen landmænd bruger mere end højst nødvendigt”.

Men selvom effektiviteten er steget “svin for svin”, så kan det altså hverken undgås eller benægtes, at der er og vil vedblive at være et enormt udslip til omgivelserne fra en så intensiv produktion som vores. 24 mio. svin modsvarer efter de beregninger, jeg kender, en gyllebelastning svarende til 80 mio. ekstra indbyggere. Det er faktisk lidt mere end en fis i en hornlygte. Mht. den globale miljøpåvirkning er sagen den, at i modsætning til CO2 eller CFC-gasser er nitrat- og fosfatforurening kun i begrænset grad grænseoverskridende, så langt det meste af udslippet fra den danske svineproduktion (bortset fra en mindre luftbåren del til Sydsverige og Nordtyskland) skal håndteres indenfor vore egne 43.000 km2. Det giver nogle ganske andre problemer mht. tålegrænser for naturområder, fjorde og grundvand, end hvis den samme mængde skulle håndteres på et 5-10 gange større areal. Og så er der yderligere specifikke komplicerende geografiske forhold med f.eks lavvandede fjorde uden megen bevægelse i.

At man er mere optaget af eutrofiering i Danmark end i f.eks Sverige giver for mig at se lige så god mening som det, at man er mere optaget af overbefolkning i Bangladesh end i Australien. Det forekommer mig, at du og andre her bevidst eller ubevidst ignorerer dette ret konkrete forhold.

EU-sagen:

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2010/02/075337.htm

Landbrugets gældsætning:

http://www.nationalbanken.dk/C1256BE2005737D3/side/Finansiel_stabilitet_2009_1_halvaar/$file/kap03.htm

Eftersom det er godt med både enighed og uenighed: Jeg tilslutter mig 100% enhver kritik af EUs landbrugspolitik, men jeg kan desværre ikke mønstre den helt store medlidenhed med det danske landbrugserhverv.

Det er rigtigt, som Karl-Iver er inde på, at dansk landbrug har nedbragt kvælstofudvaskningen fra over 300.000 tons til ca. det halve på 25 år – men det skyldes først og fremmest ét forhold, nemlig vandmiljøplanerne (ikke mindst nr. 2 fra 98/99), som man vist næppe med alvor i stemmen kan give landbruget æren for at have fået igennem.

Det er muligvis rigtigt, at nogle af vores restriktioner har været skrappere end visse andre landes (måske kan Karl-Iver supplere med flere konkrete internationale data her), og det er muligt, at nogle vil betegne den slags som “landbrugsfjendtlig” politik.
Men efter min mening kan det simpelthen ikke være anderledes, når man vil producere 23-24 mio. svin om året i et land på 43.000 km2, som er omgivet af rolige, lavvandede farvande. Mig bekendt har man i Holland (som er det eneste europæiske land med en lige så intensiv svineproduktion) endnu skrappere regler end i Danmark – her fjerner man simpelthen svinebrug fra de mest følsomme naturområder. Og hvis man som Niels Westy er oprigtigt bekymret for skideriet i egen rede, kunne man måske ihukomme, at vi står overfor en stor og bemærkelsesværdig EU-retssag om generel misrøgt af vore egne naturområder – i forhold til de fælles EU-regler – inden man går helt i selvsving over, hvor dygtige og miljøbevidste vi er i Danmark i modsætning til tyskere,franskmænd, grækere og andre født svigagtige, udenvælske konkurrenter.

Og hvor meget, visse folk end måtte hade Svend Auken, så kan man næppe tørre landbrugets gældsætningsproblem af på ham eller hans miljøkrav. Som det fremgår af Nationalbankens opgørelse her, var gælden allerede i 1993 120 mia. kr – og den voksede “kun” med 40 mia frem til 2001. Siden 2001 er gælden derimod mere end fordoblet og rundede 350 mia. i 2009. Årsagerne til dette skal snarere findes i en enorm overbelåning i takt med den tidligere nedsættelse af jordskatterne efter VMP III og afskaffelsen af restriktionerne på antal dyreenheder/ejendomme – hvilket så blev efterfulgt af fornærmede krav om, at EU eller/og regeringen straks må springe til, når lokummet brænder. Hvad de så desværre også viser sig at gøre. Selvfølgelig har EUs bistandspolitik et stort medansvar for krævementaliteten, men Danmark havde en solid tradition for håbløst urentable (og i øvrigt stærkt miljøfjendske) statslige landbrugsstøtteordninger helt tilbage fra 1930ernes krise.

Efter min mening er klynkeriet først og fremmest et udtryk for, at betydelige landbrugskredse stadig lider under en Aakjærsk forestilling om landbruget som Danmarks hovederhverv, som alt andet bare må indordne sig under. Industrien og almindelige husholdninger har længe levet efter et sundt forureneren betaler-princip, som landbruget på mange områder (ikke mindst ifht. grundvand) stadig er undtaget fra, ligesom der har været en helt enestående lands- og lokalpolitisk tolerance overfor manglende efterlevelse af domstolsgodkendte regler om beskyttelsesbræmmer eller gyllespredning.

Det ville være godt, hvis landbruget både økonomisk og miljømæssigt kunne finde sig en mere naturlig plads som et erhverv blandt alle andre. Jeg kan godt forstå de store følelsesmæssige problemer, der er ved at have hele sit liv og familie knyttet til sin gård, men jeg må desværre erkende, at jeg ikke kan se, hvorfor det skulle gøre det mere synd for fallerede landmænd end for fallerede fabrikanter eller håndværkere – eller fritage dem for deres klokkeklare ansvar for de store negative eksternaliteter. Medmindre man hører til den type liberale, der mener, at landbruget ved “homesteading” har en hævdvunden ret til at bruge grundvand, fjorde, naturarealer, luftrum og andre menneskers ejendom næsten hinsides enhver indvending, burde man også fra gode liberale principper kunne se problemet.

Ah, det gjorde godt…..

Personligt har jeg en stærk fornemmelse af, at visse typer regulering og korruption går hånd i hånd. Men måske har en af Punditokraterne nogle bevingede ord at sige om det?