Rand eller RAND?

Jeg har dd. et lille læserbrev i Weekendavisen:

Man kunne sige meget om Bo Bjørnvigs lidt pudsige, men langt fra originale artikel om Ayn Rand og hendes roman Og Jorden Verden Skælvede fra 1957 (19.2.). Mens der ganske rigtigt er meget besynderligt ved den roman, er det dog bemærkelsesværdigt, at Bjørnvig tilsyneladende finder det forkert at fremstille fiktive personer som havende forskellige værdier, forskellige evner og forskelligt udseende. Mere presserende er det måske at korrigere en faktuel fejl, før den spreder sig og opnår mytestatus: Når Bjørnvig skriver, at »forfatterens eftermæle plejes af en indflydelsesrig tænketank, Ayn Rand Corporation«, må der næsten et sted være en forbindelse til, at Bo Tao Michaëlis dagen før (18.2.) skrev i Politiken, at »USA’s forrige udenrigsminister Condoleezza Rice har gået på hendes institut«. Her må vist være tale om en forveksling, der forslår – mellem det lille Ayn Rand Institute, som forfatterens mest dedikerede fans driver, og så den 1.600 mand store militærstrategiske tænketank RAND Corporation, der blev grundlagt i 1946 af USA’s Flyvevåben, og som indtil videre har huset knap tre dusin Nobelprismodtagere. Sidstnævntes navn har meget med »Research And Development « at gøre og meget lidt med Ayn Rand. At forveksle de to svarer nogenlunde til at tage fejl af Blekingegadebanden og LO. Uden sammenligning i øvrigt.

11 thoughts on “Rand eller RAND?

  1. Mikael Thoustrup

    At forveksle de to svarer nogenlunde til at tage fejl af Blekingegadebanden og LO. Uden sammenligning i øvrigt.

    HAHAHA!!

    Svar
  2. scipio

    He he, pinlig fejl …

    Men iøvrigt: Så vidt jeg læser Bo Bjørnvigs artikel, så er Bo Bjørnvigs hoved pointe at forklare “Atlas Shrugged”‘s popularitet med at den appelerede til sine læsere ved at dele verden i overmennesker og undermennesker, og alle læserne naturligt identificerede sig selv med overmenneskerne … det lyder jo nærmest facistoidt …

    Jeg HAR læst “Atlas Shrugged” og jeg mener nok at den kritik i hvert fald delvist er rigtig: Personerne bliver generelt delt op mellem idioter og helte og der er ikke ret mange imellem. Og der er absolut ingen forsonende træk ved undermenneskene …

    Hvis Bo Bjørnvig har ret, støtter Ayn Rand jo nærmest Oligarki (få mandsvælde), er det rigtigt ?

    Svar
  3. Peter Kurrild-Klitgaard Forfatter

    scipio: “Jeg HAR læst “Atlas Shrugged” og jeg mener nok at den kritik i hvert fald delvist er rigtig: Personerne bliver generelt delt op mellem idioter og helte og der er ikke ret mange imellem. Og der er absolut ingen forsonende træk ved undermenneskene …”

    Ja, det gør de–altså bliver delt op i helte og skurke (snarere end idioter–Robert Stadler er f.eks. ingen idiot, men nok en skurk). Og det er (IMHO) en af de lettere trættende ting ved AS, i længden. F.eks. er min favoritperson i bogen slet ikke John Galt eller Dagny Taggart, hvoraf særligt den første forekommer SÅÅÅÅÅ kedelig, men snarere Hank Rearden, som i nogle henseender er lidt usikker, famlende, o.s.v., og som jo ret beset er et uperfekt menneske, der prøver at gøre sit bedste og at blive bedre. Det synes jeg selv er en langt mere interessant “fortælling” end en lidt en-dimensionel helt, der dumper fuldendt ned fra Galt’s Gulch (som vitterligt virker som et gudsjammerligt kedeligt sted–giv mig, any day, over-regulerede, over-beskattede, kaotiske New York City, fyldt med skrækkelige og fantastiske mennesker fremfor et klinisk, kedeligt fristed i Colorado …).

    Men når det er sagt: Romanen er jo en metafor. Rand selv blev jo i NYC (omend i en vis forstand i sin egen konstruerede, lettere surrealistiske “Galt’s Gulch”) og stak ikke af til et hemmeligt sted i Colorado–hun blev, hvor hun var, betalte skat til snylterne, o.s.v. Bogen er tegneserieagtigt karikeret med ét eneste formål: At trække kontrasterne op på en måde, som man ikke havde set før, for at få læserne til at fokusere på forskellene snarere end på lighedspunkterne. Det giver en ofte urealistisk, gammeldags tegneserie-agtig karakter–men det er lige præcis meningen.

    “Hvis Bo Bjørnvig har ret, støtter Ayn Rand jo nærmest Oligarki (få mandsvælde), er det rigtigt ?”

    Det mener jeg–i en vis forstand–er lige så karikeret som Rands fiktive personer. Rand–trods alle de ting, man iøvrigt ville kunne sige om hende med rette–gik på ingen måde ind for nogens vælde over andre, men om noget over alles vælde over dem selv alene. Der er et kategorisk svælg mellem at mene, at 1) A er objektivt sandt/rigtigt/moralsk o.s.v., og 2) Alle skal tvinges til at gøre A. Der findes bare så mange, som er så vant til at tænke, at hvis 1) er sandt, så er 2) ok, at de ikke løsrive sig fra det. For at tage et eksempel, kan der næppe være tvivl om, at Rand var 100 pct. hard-core ateist–ikke agnostiker e.l., men kategorisk afviste et guds-begreb og fandt det værende udtryk for enten dumhed eller ondskab eller begge dele. Men betød det, at hun med djævlens vold og mag ville presse ned i halsen på andre, at de ikke måtte være religiøse? Det findes der intet belæg for.

    Svar
  4. Henrik R Clausen

    Jeg har også læst, og bryder mig faktisk ikke om bogen…

    At figurerne er ‘flade’ generer mig ikke voldsomt – de repræsenterer jo forskellige menneskelige holdninger til livet, og det gøres bedst ved ikke at gøre tingene for komplicerede. Hank Reardens uendeligt besværlige kone går f.eks. rent ind i sammenligning med nogle, jeg har været udsat for, og Oppenheimer, her kaldet Stadler, er et glimrende eksempel på den teknokratiske videnskabsmand.

    Men jeg finder hendes forståelse af kapitalisme overfladisk, hendes evige insisteren på ‘Viljens magt’ bekymrende, og jeg bemærker, at hun overhovedet ikke forstår sig på menneskers tradition og identifikation. Hendes maskinagtige opfattelse af menneskelige relationer er heller ikke min kop te.

    Hun er fascinerende. Men det er sundt at supplere bogen med en god biografi, f.eks. “Goddess of the Market”.

    Svar
  5. Henrik R Clausen

    “Hvis Bo Bjørnvig har ret, støtter Ayn Rand jo nærmest Oligarki (få mandsvælde), er det rigtigt?”

    Nej, det er da helt forkert! Bogen handler netop om kapitalisternes kamp mod et sådant fåmandsvælde. Rand ønsker sig, om noget, blot mindre ‘vælde’ – og mere frihed.

    Svar
  6. Carsten Valgreen

    Angående Rand og fascisme, så blev “We The Living” filmatiseret i Italien i 1942. Det blev en stor publikums succes. Selv om filmen på overfladen er anti-kommunistisk, kunne publikum godt gennemskue at det var en kritik af alle autoritære og undertrykkende regimer, inkl. Mussolinis fascister. Her er IMDB om sagen:

    In September 1942, after nearly five months of shooting, the film was completed and presented at the Venice Film Festival where it received the highest accolade and was awarded the Volpe Cup. It went on general release in November of the same year as two separate films, “Noi Vivi” and Addio Kira! (1942) and proved to be a resounding success with the Italian public who regarded it as an indirect indictment of the Mussolini regime. But the authorities soon got wind of this and the film was banned after five months, all copies seized and ordered to be destroyed but fortunately one negative was kept and hidden. After the war, Scalera Film approached Ayn Rand to secure the literary rights to the film so it could be re-released, but she refused. A few years later, Scalera Films went into receivership and as part of the inventory of Scalera films, both Noi Vivi” and Addio Kira! (1942) were turned over to a holding company, which relegated them to a vault where they remained for over twenty-five years. It was not until the late 1960’s that Ayn Rand was able to locate the original nitrate negatives, still in good condition in the vault in Rome. Both films were restored, combined into one, and released (with English subtitles) in 1986 as We the Living (1986) at the Telluride Film festival in Colorado where it received rave reviews, over forty years after its original release.

    Svar
  7. Peter Kurrild-Klitgaard

    @Carsten: Jeg er bestemt enig i, at Rands romaner ikke kan (eller ihvertfald ikke bør) udlægges som andet end anti-autoritære.

    Imidlertid er historien om den italienske filmudgave af “Vi, der lever” vistnok ikke helt så simpel. Nu er det ca. 10-15 år siden, at jeg holdt op med at følge Rand-litteraturen, så jeg trækker på hukommelsen og uden viden om, hvad der siden er skrevet, men jeg mener at huske, at der findes en helt anden og ganske meget mere underbygget udlægning: Filmen blev lavet helt uden Rands viden og accept og dermed som en grov krænkelse af hendes ophavsret. Angiveligt skulle det være af den årsag, at filmproducenten efter 2. verdenskrig gjorde alt, hvad man kunne for at slette sporene.

    Iøvrigt er den voldsomt meget bedre end filmatiseringen af “The Fountainhead”.

    Svar
  8. Carsten Valgreen

    @PKK, ja det er rigtigt at den blev til uden Rands accept og dermed overtrådte hendes rettigheder. Ifølge IMDBs artikel var problemet dog at det var svært for producenterne at få fat i Rand (Italien var i krig med USA). Interessant nok skrev producenterne ifl IMDB først et manuskript baseret på bogen, men var utilfredse og droppede det, hvorefter de gik i gang med at skyde lige efter bogen (skrev tekster til skuespillerne under vejs!). Jeg har ikke set den, men de fleste er enige med dig. Rand brød sig ikke om den amerikanske “Fountainehead”. Men kopierne blev destrueret af fascisterne fordi filmen hurtigt fik status af “civil protest” i starten af 1943. Producenterne søgte faktisk Rand om rettighederne efter krigen – men hun nægtede. Ihvertfald ifl IMDB.

    Rand var endda senere positiv nok til at støtte genudgivelsen på engelsk (som hun tjente på). Her er entry fra wikipedia om sagen:

    Without Rand’s permission, We the Living, which had been published in an Italian translation in 1937, was made into a two-part film, Noi Vivi and Addio, Kira in 1942. The films were directed by Goffredo Alessandrini for Scalera Films of Rome, Italy, and starred Alida Valli as Kira, Fosco Giachetti as Andrei, and Rossano Brazzi as Leo. They were nearly censored by the Italian government under Benito Mussolini, but they were permitted because the novel upon which they were based was anti-Soviet. The films were successful, and the public easily realized that they were as much against Fascism as Communism. After several weeks, however, the films were pulled from theaters as the German and Italian governments, which abhorred communism, found out the story also carried an anti-fascist message.

    Rediscovered in the 1960s through the efforts of Ayn Rand’s lawyers, Erika Holzer and Henry Mark Holzer, these films were re-edited into a new version with English subtitles composed by Erika Holzer and Revision co-Producer Duncan Scott. This version was approved by Rand and her estate and re-released as We the Living in 1986.[16] A two-disc DVD of the film is currently being sold by Duncan Scott Productions.

    Svar

Leave a Reply to LiseCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.