Som tidligere nævnt begynder der at være interessante lighedspunkter mellem George W. Bush og Barack Obama. Senest kan man vist sige Oops! til den nyeste amerikanske Gallup-tracking poll, der kommer i kølvandet på, at Demokraterne har meddelt, at de i forbindelse med den planlagte sundhedsreform ikke blot vil bruge én forretningsordens-bestemmelse til at undgå en filibuster i Senatet (hvilket er både forståeligt og lovligt, men næppe legitimt), men nu også vil bruge en anden til at gennemføre forslaget i Repræsentanternes Hus helt uden afstemning (hvilket er pænt over grænsen for et åndeligt grundlovsbrud).
I forvejen er vicepræsident Joe Biden mindre populær, end Cheney var, og sundhedsreformen er mindre populær end Irak-krigen. Lavt at flyve–fortsat langt at falde.
Update: Som John Pitney skriver ovre hos NRO, så har Obama-administrationen i det mindste en vis sans for humor. Måske.
Det er jo rystende. Hvor er de Danske medier. Børe de ikke dække denne totalitære udvikling i USA?
Hvad er et “åndeligt grundlovsbrud”? Og hvor rangerer det i relation til f.eks. anvendelsen af “signing statements”?
@Chris: Tja, det er da lidt af en neolisme fra min side. Hvad jeg mente var, at det ihvertfald er imod ånden i forfatningen–at en beslutning ellers kun kan effektueres, hvis den er enslydende vedtaget af begge kamre. Nu lægger man så op til, at Speakeren bare vil “konstatere”, at det er “vedtaget”–uden afstemning. Det svarer lidt til, når en dirigent konstaterer, at et forslag på en generalforsamling er vedtaget uden nødvendigvis at sætte det til (faktisk) afstemning; det sker faktisk undertiden i Huset, fordi der ofte er enstemmighed bag nogle forslag af en ren procedural karakter. Forskellen er her bare, at en dirigent som regel kan afsættes uden videre, hvis vedkommende handler mod et flertal (mens det ikke vil være muligt her), og at forfatningen altså insisterer på en enslydende vedtagelse fra begge kamre.
Når det er sagt, skal jeg understrege, at Republikanerne i årene 1995-2007 demonstrerede, at de ikke har nogen principielle problemer med at misbruge Speaker-embedet & forretningsordenen til at forhindre lovforslag, de ikke vil have til afstemning. Det er dog fortsat et hak eller to under at ville vedtage noget uden afstemning … og især noget, der berører 15-20 pct. af USA’s samfundsøkonomi.
Spørgsmålet om signing statements er interessant og komplekst–og noget “over my pay grade”, som Obama ville kunne have udtrykt det. Det er klart, at forfatningen mener, at præsidenten ikke må handle i strid med forfatningen, og at det må ses som givende præsidenten en vis mulighed for at nægte at implementere bestemt lovgivning eller dele deraf. Omvendt kan præsidenten jo ikke sætte 100 pct. af lovgivningsmagten ud af kraft ud fra rent arbitrære hensyn. Tricky–og tilsyneladende noget, som hverken Obama eller Bush har holdt sig tilbage med at benytte.
Fra Peggy Noonans WSJ-klumme om gårsdagens noget besynderlige interview med Bush på Fox News Channel:
Indeed … Vent det bliver bedre:
Huh? Jeg tror virkelig, GWB er genopstået fra de politisk døde …
Noonan er–selv (og samtidigt ikke mindst) når hun er klæbrig-klistret-sentimental–en af USA’s stilistisk bedste skribenter:
Er det så ikke også åndeligt grundlovsbrud at kræve supermajoritet på al lovgivning?
Brugen af truslen om filibuster er jo eksploderet de senere år. Fra at være noget der blev brugt temmelig sjældent, bruger republikanerne det hele tiden. Det er jo bl.a. det demokraterne er oppe imod, og derfor de bruger muligheden for “reconciliation” for at undgå at skulle stemme flere gange om tingene. Det er ren obstruktion fra republikanernes sige. Og ganske lidt demokratisk – sådan i forstanden repræsentativt flertalsstyre.
Repræsentanterne hus har iøvrigt vedtaget planen én gang. Så det er forkert at sige at det er vedtaget helt uden afstemning. “reconciliation” processen går ud på at få et forslag der er vedtaget i repræsentanternes hus og vedtaget med ændringer i senatatet, igennem repræsentanternes hus uden afstemning. Republikanerne har også brugt det flittigt i tidens løb. Det er en normal procedure.
Når det så er sagt, må man nok sige at procedurerne i den amerikanske kongres har sine bivirkninger. Men det er ikke Obamas skyld.
@Lasse:
“Er det så ikke også åndeligt grundlovsbrud at kræve supermajoritet på al lovgivning?”
Hvilke paragraffer i forfatningen tænker Du på, at Senatets procedurale forretningsordensbestemmelser skulle være i strid med?
Sammenlign så den planlagte “deeming”-procedure med Forfatningens Art. 1, Sect. 7:
“Every Bill which shall have passed the House of Representatives and the Senate, shall, before it become a Law, be presented to the President of the United States; If he approve he shall sign it, but if not he shall return it”;
og
“in all such Cases the Votes of both Houses shall be determined by Yeas and Nays, and the Names of the Persons voting for and against the Bill shall be entered on the Journal of each House respectively.”
Huh?
“Brugen af truslen om filibuster er jo eksploderet de senere år. Fra at være noget der blev brugt temmelig sjældent, bruger republikanerne det hele tiden.”
Jeg tror ikke, at nogen af partierne har noget at lade det andet høre. Snarere end at Republikanerne har brugt filibusteren specielt meget, er der vel tale om, at hver ny opposition bruger den mere end den foregående opposition. I perioden 2002-2007 brugte Demokraterne f.eks. filibusteren så meget imod et rekordstort antal af Bushs nomineringer, at Republikanerne dengang truede med helt at afskaffe filibusteren. (Det fik McCain, Lieberman og en gruppe på fem andre moderate forhindret.) Nu er rollerne–og privilegiet at være dobbeltmoralsk–byttet om. Og hvis Demokraterne ikke kan lide filibusteren, kan de jo bare afskaffe den–de har jo stemmerne (hvis de ellers holder sammen).
“Det er jo bl.a. det demokraterne er oppe imod, og derfor de bruger muligheden for “reconciliation” …”
Og? Det konkrete problem er jo ikke så meget “reconciliation”, som det er “deeming”–der er noget ganske andet. Der vil man simpelthen “konstatere”, at en lovgivning er blevet vedtaget, uden at sætte det til afstemning!
“… for at undgå at skulle stemme flere gange om tingene.”
Ja, forfatningen er en bitch–den og Bill of Rights bliver ved med at opstille alle mulige irriterende forhindringer, der gør det svært at presse hvad som helst igennem. Nu bruger folk den ovenikøbet til at forlange, at der rent faktisk skal være afstemning om tingene! Hvad bliver det næste ikke?
“Reconciliation” blev iøvrigt skabt som et redskab til at forlige parterne/lidt forskellige forslag i.f.m. budgetter. Her (mis-)bruges det så til en pakke, der omfatter ikke bare sundhedsområdet, men uddannelsespolitik og egnsudvikling–og 15-20 pct. af amerikansk samfundsøkonomi.
“Det er ren obstruktion fra republikanernes sige. Og ganske lidt demokratisk – sådan i forstanden repræsentativt flertalsstyre.”
Tillad mig at gøre opmærksom på (jf. Federalist Papers m.v.), at USA’s system eksplicit ikke er tænkt som et “repræsentativt flertalsstyre”–det var faktisk helt bevidst meningen. Det er i stedet en “compound republic”. Men hvis det iøvrigt er manglen på flertalsstyre, Du er bekymret for, burde Du da om noget kritisere “deeming”-strategien.
“Repræsentanterne hus har iøvrigt vedtaget planen én gang.”
Sludder. De har vedtaget en anden plan, med ganske alvorlige forskelle. Dén er skrottet. Derfor tager man nu den plan, som Senatet har vedtaget, bruger “reconciliation” (som altså foregår i udvalg, ikke i plenum) til at lave ændringerne med, således at der vil kunne være formodede flertal for hver enkelt af disse i Huset, og vil så lade dette som helhed blive “konstateret” som “vedtaget” i Huset–men uden at sætte det til afstemning, fordi man risikerer, at helheden så at sige er mindre end summen af de enkelte dele.
“Så det er forkert at sige at det er vedtaget helt uden afstemning.”
Sludder igen. Jeg tror ikke, at Du har fulgt nyhederne den sidste uge–eller også har Du kun læst den ikke-eksisterende danske dækning. Pointen er, at man nu vil lade Speakeren “konstatere”, at forslagene er vedtaget–uden at sætte disse til afstemning.
““reconciliation” processen går ud på at få et forslag der er vedtaget i repræsentanternes hus og vedtaget med ændringer i senatatet, igennem repræsentanternes hus uden afstemning. Republikanerne har også brugt det flittigt i tidens løb. Det er en normal procedure.”
Udover at det som nævnt ovenfor er en misforståelse af, hvad det konkrete problem er, så er det også faktuelt forkert at hævde, at det er “en normal procedure”, ihvertfald med denne type lovgivning.
“Når det så er sagt, må man nok sige at procedurerne i den amerikanske kongres har sine bivirkninger. Men det er ikke Obamas skyld.”
Nej, på helt samme måde, som det ikke var Hitlers skyld, når hans stormtropper huserede. Han er ihvertfald mere end villig til at misbruge procedurerne til at gennemtvinge de ting, som hverken et flertal af vælgerne eller (tilsyneladende) et flertal i Huset er villige til at stemme for.
Jeg må sige, at jeg egentlig er lidt forundret over, at Du som liberal og som folkevalgt ikke er vildt forarget over, at man tilsyneladende er villige til at blæse på forfatningen og på, at et muligt alternativt flertal i Huset skal trynes ved parlamentariske tricks.
Så er der iøvrigt det helt andet, mere substantielle spørgsmål: Er det overhovedet i overensstemmelse med USA’s forfatning, at forbundsstaten engagerer sig i noget, der minder om sundhedspolitik?
Her er forfatningens centrale men oversete 10. tillæg:
Strengt taget, ville det så forudsætte, at forfatningen et sted anfører sundhed, som noget forbundsstaten skal tage sig af (i stedet for delstaterne og/eller borgerne selv). Folk er velkomne til at se efter, om de kan finde noget om dét andetsteds i forfatningen. Good luck …
Det er imidlertid–desværre, efter min mening–nok en “lost cause”.
For lige at sikre at andre ikke lider af samme misforståelser m.h.t., hvad dette handler om, som Lasse Grosbøl gør, så lad mig lige citere fra denne klumme i dagens WSJ, skrevet af min bekendt professor Michael W. McConnell, der indtil fornylig var en af USA’s højest rangerende dommere, og nu er leder af Stanford Universitys Constitutional Law Center:
“Nej, på helt samme måde, som det ikke var Hitlers skyld, når hans stormtropper huserede.”
Goodwin’s Law = du taber
😉
“Han er ihvertfald mere end villig til at misbruge procedurerne til at gennemtvinge de ting, som hverken et flertal af vælgerne eller (tilsyneladende) et flertal i Huset er villige til at stemme for.”
To ting:
1) Man kan altid diskutere om der er tale om brug eller misbrug, men self-executing-rules eller deem-and-pass har været brugt mange gange før, også af republikanerne, og også som del af en reconciliantion” proces.
2) Det er sådan set underordnet hvad vælgerne mener (og det er ikke så entydigt at vælgerne er imod reformen – hvis du spørger dem om enkelt elementerne er de generelt for) – og repræsentanterne stemmer om en procedure eller regel der så indeholder “reconciliation” loven, så det er forkert at sige at de ikke stemmer.
“Jeg må sige, at jeg egentlig er lidt forundret over, at Du som liberal og som folkevalgt ikke er vildt forarget over, at man tilsyneladende er villige til at blæse på forfatningen og på, at et muligt alternativt flertal i Huset skal trynes ved parlamentariske tricks.”
Parlamentariske regler. Ligesom filibuster, mv. Forfatningen bliver ikke blæst nogen steder hen. Repræsentanternes hus stemmer om en regel der indeholder en lov der har været igennem den såkaldte “reconciliation” proces.
Uskønt pølsemageri? Ja. Men ikke i strid med den amerikanske grundlov. Det har det ikke været tidligere, så det er det nok heller ikke nu.
http://openjurist.org/486/f3d/1342/public-citizen-v-united-states-district-court-for-the-district-of-columbia
Begge de amerikanske partier benytter sig af disse parlamentariske regler når det passer dem, og hyler og skriger når det ikke passer dem.
Det kan jeg ikke hverken som liberal eller folkevalgt blive forarget over. Det må amerikanerne selv ligge og rode med.
Hvis de amerikanske vælgere bliver forargede, så må de jo straffe demokraterne ved næste midtvejsvalg.
@Lasse:
“Parlamentariske regler. Ligesom filibuster, mv.”
Nu er jeg ikke nogen stor tilhænger af filibuster-reglen som sådan (omend supermajoritets-krav har meget, der taler for sig), men Du ser tilsyneladende stort på forskellen mellem a) en forretningsordensregel, der ikke er i strid med forfatningen, og b) en fortolkning af en forretningsordensregel, som er. På en eller anden måde synes jeg ikke, at det er trivielt.
Det gør McConnell (som formodentlig ved mere om den amerikanske forfatning end Du, jeg og samtlige bloggens læsere tilsammen, og er den eneste, jeg har set, som har været short-listet som kandidat til Supreme Court, der har udtalt sig om dette) åbenbart heller ikke:
http://online.wsj.com/article/SB10001424052748704416904575121532877077328.html?mod=rss_Today
http://online.wsj.com/article/SB10001424052748703580904575131460390057440.html?mod=rss_opinion_main&utm_source=feedburner&utm_medium=feed&utm_campaign=Feed:+wsj/xml/rss/3_7041+(WSJ.com:+Opinion)
Det gør den næsthøjeste embedsmand i Obamas justitsministeriums Office of Legal Counsel (Marty Lederman) åbenbart heller ikke:
http://volokh.com/posts/1180537295.shtml#223114
Det gør en masse andre prominente jurister heller ikke. Det er ikke som sådan ensbetydende med, at de har ret–men ihvertfald at der er god grund til at synes, at bevisbyrden må hvile på skuldrene af dem, der siger, at der ikke er noget problem.
“Repræsentanternes hus stemmer om en regel der indeholder en lov der har været igennem den såkaldte “reconciliation” proces.”
Jeg tror, at Du bliver nødt til at læse op på, hvad det konkret er der foregår. Som allerede sagt: Det er ikke den lov, der har været gennem Huset, der vil blive stemt om; den, der vil blive “konstateret” som havende været “vedtaget” (hvis det er den procedure, man vælger) er én, der aldrig har været gennem Huset. Som skrevet i min oprindelige post, så er det her–ikke ved filibusteren, og ikke i så høj grad ved misbrugen af “reconciliation” (som nu er slemt nok), at problemet ligger.
“Ja. Men ikke i strid med den amerikanske grundlov.”
Kan Du forklare mig, hvorledes denne praksis *ikke* er i strid med de eksplicitte krav i Forfatningens Art. 1, Sect. 7, som jeg citerede ovenfor:
Hvis man følger den deem-and-pass strategi, der er stillet op som procedure (og som man jo åbenlyst kun vil benytte sig af, hvis man *ikke* har et flertal bag sig), vil der jo netop aldrig have været en afstemning, hvor “Yeas and Nays, and the Names of the Persons voting for and against the Bill shall be entered on the Journal”. Det er da soleklart.
“Det har det ikke været tidligere, så det er det nok heller ikke nu.”
Hmmm. For det første er det jo en ret vidtgående fortolkning af betydningen af præcedens–med den i baglommen må vi gå ud fra, at Lasse Grosbøl anno 1864 ville have forsvaret slaveri og kritiseret Lincolns “war of agression” … For det andet: Præcedens er jo, som allerede nævnt, at “reconciliation” er opfundet for at håndtere småuoverensstemmelser mellem alternative budgetlove, som er vedtaget, og med henblik på at begrænse budgetunderskud, og at “deem-and-pass” bruges, når der er noget, der ligner enstemmighed. Kan Du få øje på de forhold her?
“Begge de amerikanske partier benytter sig af disse parlamentariske regler når det passer dem, og hyler og skriger når det ikke passer dem.”
Ja, men jeg har ikke noget stort problem med, at man bruger parlamentariske regler i partipolitisk øjemed. Jeg har derimod et stort problem med, når partier–uanset hvem–misbruger parlamentariske regler til noget helt andet, end det eksplicittte formål med dem er (“reconciliation”, “deem-and-pass”), og i særdeleshed når det er noget, der synes at være i åbenlys strid med forfatningen. Det har Du så ikke, og det er nok derfor, Du er politiker, og jeg ikke er.
“Det kan jeg ikke hverken som liberal eller folkevalgt blive forarget over. Det må amerikanerne selv ligge og rode med.”
Øhh, husker jeg helt forkert eller har Du ikke talrige gange (og vist også under pseudonym) skrevet ganske meget om (undertiden med en ikke-triviel forargelse), hvad amerikanerne efter Din mening bør eller ikke bør?
“Hvis de amerikanske vælgere bliver forargede, så må de jo straffe demokraterne ved næste midtvejsvalg.”
Det er der jo også meget, der tyder på vil kunne ske. P.t. ligger GOP hele 10 pct.point for Demokraterne i Rasmussens “generic vote”, hvilket aldrig er sket før, så længe Rasmussen har målt dét, ikke engang imens Bush vandt i 2004. Problemet er jo naturligvis bare, at selv hvis det sker, så er “the fix in”: Takket være netop filibuster-reglen plus den obskøne gang korruptions-lignende særinteresse-politik, der p.t. er i gang, og som til sammenligning får Karl Rove til at ligne Mahatma Gandhi, vil man have fået gennemført en reform, der i sin substans er dybt grotesk, men som næppe vil kunne blive afskaffet igen.
Nå, så slap vi helt for den dersens deem-and-pass manøvre–hvilket både undgår en forfatningskrise og signalerer, at Demokraterne havde et (lille) flertal, og derfor ikke behøvede at benytte sig af udemokratiske manøvrer for at gennemtvinge deres mest foretrukne politik.
Men med stemmerne 224-206 rejser man selvfølgelig et andet interessant spørgsmål (for at parafrasere den ellers ikke just elokvente Palin):
Personligt får al den snak om, hvor “historical” beslutningen er, mig mest af alt til at tænke på, at både “Hindenburg” og “Titanic” også var ret historiske.
Jeg skrev en længere kommentar i går, der forsvandt ud i cyberspaces intethed. Det var et fantastisk svar der satte ALT på plads. 🙂 Så dan husker jeg det i hvert fald.
Jeg vil ikke gentage det hele, men kort nævne tre ting:
1) Jeg har primært diskuteret amerikansk udenrigspolitik, især tortur og Irak. Amerikansk indenrigspolitik kan være interessant nok (i hvert fald mere ophidsende!), men er på mange måder langt væk fra en dansk hverdag.
2) Den politiske substans i sundhedsreformen er ikke så katastrofal som mange vil gøre det til. Specielt synes jeg at det er på tide at personer med kroniske lidelser (“pre existing conditions”) får chance for at blive forsikret.
3) Hvad angår processen, synes jeg at megen af modstanden har været præget af republikansk partipolitik. Vel har processen ikke været køn, men sådan er de interne regler i kongressens to kamre – og hvis de skulle være grundlovsstridige er jeg sikker på at det amerikanske politiske system er i stand til at tage sig af det. At snakke om “forfatningskrise” er at skyde vildt over målet. Jeg erindrer ikke at have set lignende bekymringer, når republikanerne har brugt tilsvarende metoder.
Mit oprindelige indlæg var længere og bedre argumenteret. Bare sådan I ved det …
@Lasse:
“Jeg har primært diskuteret amerikansk udenrigspolitik, især tortur og Irak. Amerikansk indenrigspolitik kan være interessant nok (i hvert fald mere ophidsende!), men er på mange måder langt væk fra en dansk hverdag.”
Og?
“Den politiske substans i sundhedsreformen er ikke så katastrofal som mange vil gøre det til. Specielt synes jeg at det er på tide at personer med kroniske lidelser (”pre existing conditions”) får chance for at blive forsikret.”
Det er jo unægteligt et argument, som det er svært at hamle op mod. Hvem kan have noget imod, at folk, der er syge, bliver behandlet? PULEEEEZE!
“Hvad angår processen, synes jeg at megen af modstanden har været præget af republikansk partipolitik.”
Givetvis. Men mindre end af Demokratisk partipolitik? Hvornår har et regerende parti sidst stemt en reform igennem, der berører 15-20 pct. af USA’s samfundsøkonomi, på ren partilinje? Hvis Obama havde ment, hvad han sagde om, at “ideologierne tid er forbi”, og “nu skal vi stå sammen som nation”, så havde han vel kunnet prøve at inkorporere nogle af de ganske berettigede og tænksomme reformforslag, som Republikanerne også er kommet med. Det gjorde han ikke–fordi hans egen ideologi trækker ham i den stik modsatte retning. Det er hans ret–men så skal man altså ikke opponere mod partipolitik eller foregive, at man står for noget “nyt”. Obamas politiske linje er så gammel som Ted Kennedy, og omtrent lige så korrupt.
“Vel har processen ikke været køn, men sådan er de interne regler i kongressens to kamre”
Altså lidt ligesom Tysklands 1934-forfatning?
Repræsentanternes Hus’ speaker kan i praksis helt forhindre repræsentanterne i at få ordet, fremsætte ændringsforslag, eller endog–som forleden–få gennemført noget så uskyldigt som en “roll call”. Har jeg forstået Dig korrekt, at Du synes, at ethvert misbrug af en forretningsorden, inklusive at anvende bestemmelser på områder, hvor de ikke er gældende, eller at handle direkte i modstrid med forfatningens ordlyd (omend det så ikke blev til noget), er i orden?
“… og hvis de skulle være grundlovsstridige er jeg sikker på at det amerikanske politiske system er i stand til at tage sig af det.”
Hvis der er tale om situation, hvor loven er klar; hvor præcedens er klar; og hvor et flertal af forbundshøjesterettens medlemmer er villige til at følge denne, ja, så har jeg også stor tiltro til, at systemet nok skal klare det.
Sådan er virkeligheden bare sjældent. Som regel er der i praksis en eller flere af førnævnte forhold, der ikke er til stede. Der er f.eks. ikke tvivl om, at måske 75 pct. (eller flere) af de opgaver, som forbundsstaten løser i dag, er i strid med en bogstavelig læsning af Bill of Rights’ Art. IX og X. Det valgte én højesteret bare at blæse stort og flot på ved en helt absurd og rendyrket politisk fortolkning af den såkaldte “Commerce Clause” (Art. 1, Sect. 8, Cl. 3). Hvorfor gør man det? Studier har vist, at højesteret som regel svinger med den politiske tidsånd–enten fordi de gerne vil, eller fordi de ikke tør andet. Som da højesteret i 1936 (fuldt berettiget) fandt de væsentligste punkter i Roosevelts “National Recovery Act” forfatningsstridige–hvorefter den magtgale, “liberale” Roosevelt truede med at udvide antallet af højesteretsdommere og bruge sit senatsflertal til at fylde domstolen med ideologiske nikkedukker. Og vupti, i 1937 skiftede to dommere synspunkt, så højesteret pludselig mente det modsatte … Roe v. Wade-sagen er et andet velkendt eksempel: Uanset ens syn på, hvorvidt abort bør være legalt eller ej, er det en dom, som selv de mest hårdnakkede støtter af dommen må lede helt forgæves efter forfatningsmæssig basis for–her opfandt højesteret simpelthen en “ret” ud af det rene ingenting (at man har en grundlovssikret ret til “privatlivets ukrænkelighed”, og at denne kan anvendes på abort, og gør, at delstater ikke kan forbyde abort), desuagtet af andre forfatningsbestemmelser hidtil var blevet fortolket som indikerende det stik modsatte (at delstaterne kunne fastsætte deres egne politikker).
“At snakke om “forfatningskrise” er at skyde vildt over målet.”
Jeg har nu ikke set nogen kalde det en “forfatningskrise”, men det er måske ikke helt ved siden af, og en række fremtrædende amerikanske forfatningseksperter (hvoraf flere ikke er Republikanere) er tilsyneladende uenige med Dig. Per dd. har iøvrigt ti delstater meddelt, at de opfatter selve sundhedsreformen som grundlovsstridig og vil lovgive sig rundt om den. Den ender næsten med garanti i SCOTUS.
“Jeg erindrer ikke at have set lignende bekymringer, når republikanerne har brugt tilsvarende metoder.”
Det synes jeg nu nok, der har været skrevet meget om. Men måske også fordi Republikanerne–alle deres fjollerier til trods–endnu ikke har forsøgt at køre lovgivning, der griber ind i borgernes mest grundlæggende friheder og de facto halv-nationaliserer en sektor, der svarer til 15-20 pct. af BNP, igennem Repræsentanternes Hus helt uden afstemning om denne, ligesom Demokraterne havde planlagt.
Lasse: “At snakke om “forfatningskrise” er at skyde vildt over målet. Jeg erindrer ikke at have set lignende bekymringer, når republikanerne har brugt tilsvarende metoder.”
Igen er en af USA’s mest fremtrædende (og få ikke-partipolitiske) forfatningseksperter uimponeret over Din argumentation, hvilket sarkasmen nok lader antyde:
@ PKK
“Jeg har nu ikke set nogen kalde det en “forfatningskrise”, …”
Det har du selv længere oppe:
“Nå, så slap vi helt for den dersens deem-and-pass manøvre–hvilket både undgår en forfatningskrise og …”
Du har ret – “republikanerne har også gjort det” er ikke et juridisk argument. Men det er et politisk argument. Det gør al furoren over manøvren noget hyklerisk, HVIS man altså ikke tidligere har været ude og kritisere republikanerne for lignende manøvrer. Vil du have en liste og republikansk fikumdik de seneste ti år?
Jeg har nok bare svært ved at blive særligt ophidset over både indhold og procedure i dette interne amerikanske problem.
Sundhedsreformen er jo ikke tæt på at levere offentligt financieret sygesikring til amerikanerne. Den lægger i vid udstrækning regulering på det nuværende system. Men så stor en revolution er det altså heller ikke.