Er Obamas sundhedsreform forfatningsstridig?

I forlængelse af min kommentar ovenfor om forfatningens centrale men oversete 10. tillæg:
“The powers not delegated to the United States by the Constitution, nor prohibited by it to the States, are reserved to the States respectively, or to the people.”
–har min gamle ven gennem 23 år, Randy Barnett (professor i jura ved Boston University og næppe én, der kan ses som værende ude i et partipolitisk ærinde), argumenteret for, at sundhedsreformen meget vel kan være forfatningsstridig.  I et indlæg i Washington Post (http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/03/19/AR2010031901470.html) skriver han bl.a.:
“Can Congress really require that every person purchase health insurance from a private company or face a penalty? The answer lies in the commerce clause of the Constitution, which grants Congress the power “to regulate commerce . . . among the several states.” Historically, insurance contracts were not considered commerce, which referred to trade and carriage of merchandise. That’s why insurance has traditionally been regulated by states. But the Supreme Court has long allowed Congress to regulate and prohibit all sorts of “economic” activities that are not, strictly speaking, commerce. The key is that those activities substantially affect interstate commerce, and that’s how the court would probably view the regulation of health insurance.
But the individual mandate extends the commerce clause’s power beyond economic activity, to economic inactivity. That is unprecedented. While Congress has used its taxing power to fund Social Security and Medicare, never before has it used its commerce power to mandate that an individual person engage in an economic transaction with a private company. Regulating the auto industry or paying “cash for clunkers” is one thing; making everyone buy a Chevy is quite another. Even during World War II, the federal government did not mandate that individual citizens purchase war bonds.”

I forlængelse af min kommentar (i kommentar-sektionen her) om, hvorvidt Obamas sundhedsreform i virkeligheden måske er forfatningsstridig, er det vigtigt at være opmærksom på USA-forfatningens centrale men oversete 10. tillæg:

“The powers not delegated to the United States by the Constitution, nor prohibited by it to the States, are reserved to the States respectively, or to the people.”

I den forbindelse har min gamle ven gennem snart 23 år, Randy Barnett (professor i forfatningsret ved Georgetown University og næppe én, der kan ses som værende ude i et “konservativt” eller partipolitisk ærinde), argumenteret for, at sundhedsreformen meget vel kan være forfatningsstridig.  I et indlæg forleden i Washington Post skriver han bl.a.:

“Can Congress really require that every person purchase health insurance from a private company or face a penalty? The answer lies in the commerce clause of the Constitution, which grants Congress the power “to regulate commerce . . . among the several states.” Historically, insurance contracts were not considered commerce, which referred to trade and carriage of merchandise. That’s why insurance has traditionally been regulated by states. But the Supreme Court has long allowed Congress to regulate and prohibit all sorts of “economic” activities that are not, strictly speaking, commerce. The key is that those activities substantially affect interstate commerce, and that’s how the court would probably view the regulation of health insurance. But the individual mandate extends the commerce clause’s power beyond economic activity, to economic inactivity. That is unprecedented. While Congress has used its taxing power to fund Social Security and Medicare, never before has it used its commerce power to mandate that an individual person engage in an economic transaction with a private company. Regulating the auto industry or paying “cash for clunkers” is one thing; making everyone buy a Chevy is quite another. Even during World War II, the federal government did not mandate that individual citizens purchase war bonds. If you choose to drive a car, then maybe you can be made to buy insurance against the possibility of inflicting harm on others. But making you buy insurance merely because you are alive is a claim of power from which many Americans instinctively shrink. Senate Republicans made this objection, and it was defeated on a party-line vote, but it will return.

At der kommer en større sag ud af det, og at sidste ord ikke er sagt, er klart.  Spørgsmålet er så blot–hvis Barnett m.fl. har ret–hvorvidt forbundshøjesteretten vil have mod nok til at erklære en så stor lov forfatningsstridig?  Historien taler imod det, og det forudser Barnetts kollega og med-blogger, Orin Kerr, også.  Efter min mening desværre.

Barnett er mere optimistisk:

“[Although some] of the potential constitutional challenges to health-care reform have a sound basis in the text of the Constitution, and no Supreme Court precedents clearly bar their success, the smart money says there won’t be five votes to thwart the popular will to enact comprehensive health insurance reform.

But what if five justices think the legislation was carried bleeding across the finish line on a party-line vote over widespread bipartisan opposition? What if control of one or both houses of Congress flips parties while lawsuits are pending? Then there might just be five votes against regulating inactivity by compelling citizens to enter into a contract with a private company. This legislation won’t go into effect tomorrow. In the interim, it is far more vulnerable than if some citizens had already started to rely upon its benefits.

If this sounds far-fetched, consider another recent case in which the smart money doubted there were five votes to intervene in a politicized controversy involving technical procedures. A case in which five justices may have perceived that long-established rules were being gamed for purely partisan advantage.

You might have heard of it: Bush v. Gore.”

20 thoughts on “Er Obamas sundhedsreform forfatningsstridig?

  1. scipio

    Hmmm, meget interessant kommentar. Det er vist ikke første gang at højesteret skal dømme over store lovkomplekser. Jeg mener at meget af F.D. Rooswelt’s første New Deal love blev kendt forfatningsstridige. Jeg mener også at hans svar var at ændre lovene lidt og så få indsat dommere med et mere positivt syn på New Deal. Han havde faktisk også en “krig” mod højesteret, men der forregnede han sig og tabte …

    Den næste ting er så at HVIS en højesteret får for meget magt, kommer den jo faktisk til at indskrænke den lovgivendes magt. Det er vist et problem i Tyskland, hvor forfatningsretten i Karlsruhe jævnligt stopper love. Men er det så ikke et problem, hvis den “tabende” part i en afsemning bare flytter modstanden over i retsalen ?

    Jeg kan godt se at der bruges tvang mod den enkelte amerikaner, MEN samtidig så løser den nye reform nogle problemer i det eksisterende system. F.eks. beregner Kongressens økonomi kontor at der spares temmeligt store beløb på reformen. Så hvad er alternativet hvis reformen bliver kendt forfatningsstridig ?

    Svar
  2. Peter Kurrild-Klitgaard Forfatter

    @Scipio:

    “Jeg mener at meget af F.D. Rooswelt’s første New Deal love blev kendt forfatningsstridige.”

    Korrekt.

    “Jeg mener også at hans svar var at ændre lovene lidt og så få indsat dommere med et mere positivt syn på New Deal.”

    Korrekt.

    “Han havde faktisk også en “krig” mod højesteret, men der forregnede han sig og tabte …”

    Forkert–desværre … Se min korte henvisning i tråden her:

    https://punditokraterne.dk/2010/03/18/george-w-obama-ii/comment-page-1/#comment-32261

    “Den næste ting er så at HVIS en højesteret får for meget magt, kommer den jo faktisk til at indskrænke den lovgivendes magt. Det er vist et problem i Tyskland, hvor forfatningsretten i Karlsruhe jævnligt stopper love. Men er det så ikke et problem, hvis den “tabende” part i en afsemning bare flytter modstanden over i retsalen ?”

    Det er vel svært at forholde sig til uden mere specifikke kontekster. Personligt ser jeg et stort problem i, når højesteretsdommere begynder at opfinde “rettigheder” eller autoritet, som der intet forfatningsmæssigt belæg er for, og hvor det ovenikøbet kan være i strid andre forfatningsbestemmelser. (Den bedste illustration er måske Roe v. Wade-dommen, som jeg nævner i tråden. Men der kan også være afgørelser vedr. præsidentens magt, f.eks. m.h.t. at gå i krig udenom kongressen.) Men jeg ser intet problem i, at en højesteret trumfer og underkender den lovgivende magt (og dermed de facto indskrænker dennes magt), hvis det er klart, at førnævnte er gået udover sine beføjelser–tværtimod.

    “Jeg kan godt se at der bruges tvang mod den enkelte amerikaner, MEN samtidig så løser den nye reform nogle problemer i det eksisterende system.”

    Måske nogle. Det er til gengæld lige så sikkert, at den skaber nogle helt nye.

    “F.eks. beregner Kongressens økonomi kontor at der spares temmeligt store beløb på reformen.”

    Det er vist fair at sige, at debatten har raset om, hvad der er medtaget af udgifter i CBO’s estimater.

    Svar
  3. scipio

    Glimrende svar.

    Og ja, beklager, jeg er ikke godt nok inde i Tysklands forfatning til at komme med eksempler på dette. Mht. Roosevelts “krig” mod højesteret, så har jeg det fra en biografi jeg lige har læst, hvor han efter sin sejr i 1936 planlagde et opgør med højestret. Noget med at udnævne mange flere dommere, men jeg kan ikke huske detaljerne.

    Mht. selve reformen, så har du helt sikkert ret, den vil introducere en række nye problemer. Mht. den tvungne sygesikring, vil den imidlertid løse i hvert fald EET problem: Idag kan amerikanere som ikke har sygesikring bruge skadestuerne. Det har to uheldige resultater: Det er dyrt at der ikke bruges de privat praktiserende læger til at klare de banale ting (meget billigere end skadestuen), desuden betyder det at de netop IKKE betaler for ydelsen og deres handlinger altså ikke bliver influeret af prisen … Rent kynisk ville det være mere logisk at sige at folk selv må bestemme om de vil forsikre sig, men hvis de ikke gør er der INGEN kære mor hvis de blive syge, så må de betale eller dø på gaden …

    Ved at tvinge alle til at betale sygesikring burde man kunne effiktivisere systemet (bruge de privat praktiserende læger i langt højere grad) og få de forsikrede til at overveje omkostningerne ved de forskellige muligheder de har. Men ja, det er helt klart et indgreb i den personlige frihed.

    Personligt bryder jeg mig ikke om at se folk dø på gaden, heller ikke selvom de er selv ude om det (at de ikke har forsikret sig), så i den sammenhæng foretrækker jeg en tvungen sygesikring. Hvis systemet så samtidig kan komme til at fungere mere effektivt, er det jo bare et ekstra plus ….

    Svar
  4. Chris Hansen

    Vedr. Roosevelt: Det kaldes “The Court packing plan”. Kort sagt gjorde Big R det klart, at enten stoppede det konservative flertal med at erklære hans reformer forfatningstridige ellers ville han udvide antallet af dommere til 11, og kun udpege liberale dommere. Dermed ville han have flertallet på sin side. Nok et af de mest elstreme eksempler på USAs meget politiserede forhold melle den dømmende og den udøvende magt( og den lovgivende).

    Svar
  5. JR

    scipio: “Mht. den tvungne sygesikring, vil den imidlertid løse i hvert fald EET problem: Idag kan amerikanere som ikke har sygesikring bruge skadestuerne. Det har to uheldige resultater: Det er dyrt at der ikke bruges de privat praktiserende læger til at klare de banale ting (meget billigere end skadestuen), desuden betyder det at de netop IKKE betaler for ydelsen og deres handlinger altså ikke bliver influeret af prisen … Rent kynisk ville det være mere logisk at sige at folk selv må bestemme om de vil forsikre sig, men hvis de ikke gør er der INGEN kære mor hvis de blive syge, så må de betale eller dø på gaden …

    Ved at tvinge alle til at betale sygesikring burde man kunne effiktivisere systemet (bruge de privat praktiserende læger i langt højere grad) og få de forsikrede til at overveje omkostningerne ved de forskellige muligheder de har. Men ja, det er helt klart et indgreb i den personlige frihed.”

    Så er spørgsmålet om den økonomiske gevinst ved dette står mål med de øvrige problemer reformen påfører USAs borgere. Nu skal jeg ikke gøre mig til ekspert på den amerikanske sundhedsreform, men jeg mener dog at have fundet ud af, at misbrug af skadestuer af uforsikrede kun kan forklare en meget lille del hvis nogen af de store amerikanske sundhedsomkostninger, se f.eks.:

    http://www.rwjf.org/files/research/072109policysynthesis17.emergencyutilization.pdf

    “Care provided to the uninsured and patients with non-urgent conditions is not a driver of ED overcrowding. A recent review article found that uninsured volume is not a major contributor to ED overcrowding, as privately insured and Medicare patients account
    for a much larger share of the level and recent growth in ED volume (121). In addition, studies from Canada (143) and Australia (149) find that waiting times for severely ill patients in the ED are generally not affected by high volumes of low-severity ED patients. No studies were found that evaluated the link between ED overcrowding and the volume of non-urgent patients in the United States.”

    Så må man jo som det første kræve af fortalerne for sundhedsreformen, at de dokumenterer størrelsen af problemet med uforsikrede som bruger skadestuen som praktiserende læge. Hvis det f.eks. forholder sig sådan, at problemet har en størrelse på 0,2% af BNP skal man jo nok overveje om ikke de negative effekter af indgrebet overstiger de positive effekter. Men jeg ser frem til at se dokumentationen.

    Svar
  6. Lasse Grosbøl

    “Section 8 – Powers of Congress

    The Congress shall have Power To lay and collect Taxes, Duties, Imposts and Excises, to pay the Debts and provide for the common Defence and general Welfare of the United States;”

    Jeg ved godt at “welfare” ikke betyder det samme nu som i 1787, men det giver kongressen nogen ret til at blande sig i andre ting. Og det gør den berygtede commerce clause også.

    Hvis I er i tvivl om hvad højesteretsdommernes holdning til hvad kongressen kan bruger commerce clause’n til at regulere, så læs Gonzales v. Raich:

    http://caselaw.lp.findlaw.com/scripts/getcase.pl?court=US&vol=000&invol=03-1454

    Læs Clarence Thomas dissens 🙂

    Men der er ingen tvivl om at kongressen har vide beføjelser til at lovgive om hvad den vil, i følge over to hundrede års amerikansk retstradition.

    Svar
  7. Peter Kurrild-Klitgaard Forfatter

    @Lasse:

    “Jeg ved godt at “welfare” ikke betyder det samme nu som i 1787, …”

    Åh ja, det kan man nok sige, at det ikke gør.

    “… men det giver kongressen nogen ret til at blande sig i andre ting”

    I andre ting end hvad? Alt? Men hvis velfærd er = alt hvad politikerne mener er “general welfare”, hvad er så meningen med Bill of Rights, og særligt Art. X?

    “Og det gør den berygtede commerce clause også.”

    Nej, det gør den vel egentlig ikke–det er faktisk ganske tydeligt helt tilbage fra “the founding” og fra +100 års retspraksis, hvad meningen med “commerce” var. Men hvis man kan sige, at sort = hvid og rød = grøn, så kan man vel også sige, at det at forhindre hindringer for og opstille generelle principper om “inter-state commerce” er = en +2000 sider lang lov med påbud om, at alle skal have en forsikring, og at pensionister skal betale mere i skat, for at personer, der opfylder et arbitrært socialt mål ikke skal betale selv …

    “Men der er ingen tvivl om at kongressen har vide beføjelser til at lovgive om hvad den vil, i følge over to hundrede års amerikansk retstradition.”

    Er det sagt som en faktuel konstatering af, at kongressen selv mener, at den har vide beføjelser, eller som en normativ fortolkning af, hvad forfatningen faktisk mente/hvordan den skal fortolkes? Kan kongressen f.eks. vedtage, at Protestantisme skal være statsreligion? At ateister og venstreorienterede skal stilles i gabestok og bormbarderes med rådne æg, mens deres indvolde og ædlere dele grilles på en Weber-grill? At slaveri er tilladt? Hvis Dit svar på et eller flere af disse spørgsmål er nej, hvordan udvælger Du så, hvilke dele af Bill of Rights, der skal gælde, og hvilke der ikke skal?

    Svar
  8. Lasse Grosbøl

    “hvordan udvælger Du så, hvilke dele af Bill of Rights, der skal gælde, og hvilke der ikke skal?”

    Det gør jeg ikke, det gør amerikansk retspraksis. Scalia (der ellers skulle forestilles at være konservativ) mener jo f.eks. at commerce clause giver mulighed for at kongressen kan forbyde en privatperson at dyrke pot i sin baghave og efterfølgende ryge det. Det giver ikke meget mening for mig (jeg er på Thomas’ hold hvad det angår), men det er retspraksis at kongressen har vide beføjelser til at lave national lovgivning i USA. Benægter du det?

    Desuden blev commerce clause fortolket ret bredt allerede fra starten af det 19. århundrede. Jeg skal nok prøve at finde et link.

    “I andre ting end hvad? Alt? Men hvis velfærd er = alt hvad politikerne mener er “general welfare”, hvad er så meningen med Bill of Rights, og særligt Art. X?”

    Meningen er hvad den amerikanske kongres, regering og domstole gør den til, tilsammen. Sådan er den politiske praksis i USA.

    Du kan jo prøve at forklare hvordan FBI og den amerikanske hær kan fungere på den nuværende måde efter den amerikanske grundlov? Kongressen har ikke fået særligt vidtgående rettigheder hvis man læser grundloven i dens oprindelige mening. Det var nok også meningen oprindeligt 🙂 Men amerikanerne, som repræsenteret af deres kongres, præsident og domstole, har i de sidste 200 år flyttet grænserne for hvad kongressen kan blande sig i.

    Grundloven er jo primært retningslinier for hvordan de tre magter skal forholde sig til hinanden, med en klar fokus på kongressen og til at skabe politik (lovgicning). Det er ikke noget jeg finder på, sådan har systemet fungeret i 200 år. Det kan du så begræde. Jeg er nok mere pragmatisk indstillet (eller muligvis bare defaitistisk 🙂 ) .

    Den amerikanske grundlov er et stykke papir, og forhindrer ikke noget i sig selv (en tidlig antiføderal kritik). Det eneste der forhindrer politikere og dommere i at gøre noget, er en stærk befolkning der holder politikerne fast på den fælees aftale grundloven er. Det har knebet gevaldigt, hvilket vi jo også ser i Danmark.

    De eneste der kan udtale sig autoritativt i spørgsmålet om lovligheden af sundhedsreformen er den amerikanske højesteret. Jeg venter en evt. retssag med spænding. Det bliver noget meget interessant jura. Men jeg håber nu altid at man kan klare uenigheder inden for selve det politiske system. Love kan afskaffes igen, højesteretsdomme står fast. Se f.eks. Roe v. Wade. Det havde da været langt bedre hvis den sag var afgjort i staternes parlamenter og ikke i retten.

    Svar
  9. Peter Kurrild-Klitgaard Forfatter

    I forlængelse af Scipios første post, så er her, hvad David Holtz-Eakin (der var direktør for budgetkontoret, CBO) skrev i NYT forleden om regnestykket og reformens reelle omkostninger:

    “On Thursday, the Congressional Budget Office reported that, if enacted, the latest health care reform legislation would, over the next 10 years, cost about $950 billion, but because it would raise some revenues and lower some costs, it would also lower federal deficits by $138 billion. In other words, a bill that would set up two new entitlement spending programs — health insurance subsidies and long-term health care benefits — would actually improve the nation’s bottom line.

    Could this really be true? How can the budget office give a green light to a bill that commits the federal government to spending nearly $1 trillion more over the next 10 years?

    The answer, unfortunately, is that the budget office is required to take written legislation at face value and not second-guess the plausibility of what it is handed. So fantasy in, fantasy out.

    In reality, if you strip out all the gimmicks and budgetary games and rework the calculus, a wholly different picture emerges: The health care reform legislation would raise, not lower, federal deficits, by $562 billion.

    Gimmick No. 1 is the way the bill front-loads revenues and backloads spending. That is, the taxes and fees it calls for are set to begin immediately, but its new subsidies would be deferred so that the first 10 years of revenue would be used to pay for only 6 years of spending.

    Even worse, some costs are left out entirely. To operate the new programs over the first 10 years, future Congresses would need to vote for $114 billion in additional annual spending. But this so-called discretionary spending is excluded from the Congressional Budget Office’s tabulation.

    Consider, too, the fate of the $70 billion in premiums expected to be raised in the first 10 years for the legislation’s new long-term health care insurance program. This money is counted as deficit reduction, but the benefits it is intended to finance are assumed not to materialize in the first 10 years, so they appear nowhere in the cost of the legislation.

    Another vivid example of how the legislation manipulates revenues is the provision to have corporations deposit $8 billion in higher estimated tax payments in 2014, thereby meeting fiscal targets for the first five years. But since the corporations’ actual taxes would be unchanged, the money would need to be refunded the next year. The net effect is simply to shift dollars from 2015 to 2014.

    In addition to this accounting sleight of hand, the legislation would blithely rob Peter to pay Paul. For example, it would use $53 billion in anticipated higher Social Security taxes to offset health care spending. Social Security revenues are expected to rise as employers shift from paying for health insurance to paying higher wages. But if workers have higher wages, they will also qualify for increased Social Security benefits when they retire. So the extra money raised from payroll taxes is already spoken for. (Indeed, it is unlikely to be enough to keep Social Security solvent.) It cannot be used for lowering the deficit.

    Removing the unrealistic annual Medicare savings ($463 billion) and the stolen annual revenues from Social Security and long-term care insurance ($123 billion), and adding in the annual spending that so far is not accounted for ($114 billion) quickly generates additional deficits of $562 billion in the first 10 years. And the nation would be on the hook for two more entitlement programs rapidly expanding as far as the eye can see.

    The bottom line is that Congress would spend a lot more; steal funds from education, Social Security and long-term care to cover the gap; and promise that future Congresses will make up for it by taxing more and spending less.”

    Svar
  10. Lasse Grosbøl

    Jeg har lige skrevet en længere kommentar om Gibbons v. Ogden fra 1824 som internettet har spist!

    ARGH

    Svar
  11. Lasse Grosbøl

    Jeg prøver igen!

    Commerce clauseblev behandlet i Gibbons v. Ogden i allerede i 1824:

    http://www.law.cornell.edu/supct/html/historics/USSC_CR_0022_0001_ZO.html

    Læs dommer Marshalls dom, den er rigtig spændende! Og fra 1824!

    “The subject to be regulated is commerce, and our Constitution being, as was aptly said at the bar, one of enumeration, and not of definition, to ascertain the extent of the power, it becomes necessary to settle the meaning of the word.”

    “The power over commerce, including navigation, was one of the primary objects for which the people of America adopted their government, and must have been contemplated in forming it. The convention must have used the word in that sense, because all have understood it in that sense, and the attempt to restrict it comes too late.”

    Læg mærke til hvordan Marshall lægger vægt på sædvane, “… the attempt to restrict it comes too late.” Han er tydeligvis pragmatiker.

    “We are now arrived at the inquiry — What is this power?

    It is the power to regulate, that is, to prescribe the rule by which commerce is to be governed. This power, like all others vested in Congress, is complete in itself, may be exercised to its utmost extent, and acknowledges no limitations other than are prescribed in the Constitution. These are expressed in plain terms, and do not affect the [p197] questions which arise in this case, or which have been discussed at the bar. If, as has always been understood, the sovereignty of Congress, though limited to specified objects, is plenary as to those objects, the power over commerce with foreign nations, and among the several States, is vested in Congress as absolutely as it would be in a single government, having in its Constitution the same restrictions on the exercise of the power as are found in the Constitution of the United States. The wisdom and the discretion of Congress, their identity with the people, and the influence which their constituents possess at elections are, in this, as in many other instances, as that, for example, of declaring war, the sole restraints on which they have relied, to secure them from its abuse. They are the restraints on which the people must often they solely, in all representative governments.”

    Læg mærke til at han lægger en del af ansvaret for at definere kongressens rolle over på kongressen selv, fordi kongressen er kontrolleret af folket!

    Og så lige Marshalls afslutningssalut til Jer strict constructionists (1824!):

    “Powerful and ingenious minds, taking as postulates that the powers expressly granted to the government of the Union are to be contracted by construction into the narrowest possible compass and that the original powers of the States are retained if any possible construction will retain them may, by a course of well digested but refined and metaphysical reasoning founded on these premises, explain away the Constitution of our country and leave it a magnificent structure indeed to look at, but totally unfit for use. They may so entangle and perplex the understanding as to obscure principles which were before thought quite plain, and induce doubts where, if the mind were to pursue its own course, none would be perceived. In such a case, it is peculiarly necessary to recur to safe and fundamental principles to sustain those principles, and when sustained, to make them the tests of the arguments to be examined.”

    Nu omhandlede Gibbons v. Ogden en sag der uomtvisteligt handler om handel, altså “commerce” i en snæver forståelse af ordet. Derfor kan Gibbons v. Ogden ikke umiddelbart bruges som pejlemærke på om føderal sundhedsforsikring er en del af kongressens arbejdsområder.

    MEN! Gibbons v. Ogden viser at der så tidligt som 1824, altså kun 37 år efter grundloven blev skrevet, blev set pragmatisk på grundlovens bestemmelser, med rod i sædvane og kongressens rolle som repræsentanter for folkets vilje.

    Derfor mener jeg det er forkert når PKK skriver “Nej, det gør den vel egentlig ikke–det er faktisk ganske tydeligt helt tilbage fra “the founding” og fra +100 års retspraksis, hvad meningen med “commerce” var.”

    Efter blot 37 års retspraksis blev commerce clause brugt i en banebrydende dom, der udvidede kongressens rolle, endda med en vis grad af selvregulering i forhold til indholdet af dets rolle (fordi kongressen repræsenterer folket – en væsentlig grund til at retterne er varsomme med at underkende for mange love.)

    Svar
  12. Lasse Grosbøl

    Lige en tilføjelse for fuldstændighedens skyld:

    “The power to regulate commerce, so far as it extends, is exclusively vested in Congress, and no part of it can be exercised by a State. State inspection laws, health laws, and laws for regulating the internal commerce of a State, and those which respect turnpike roads, ferries, &c. are not within the power granted to Congress.”

    Jeg påstår ikke at der ikke er sket meget med amerikansk jura siden 1824! Men tilføjer dette citat her, for ikke at forplumre mit argument ovenover, som går på noget andet, nemlig kongressens rolle og hvor tidligt USA havde “activist judges”! 🙂

    Svar
  13. Chris

    ““hvordan udvælger Du så, hvilke dele af Bill of Rights, der skal gælde, og hvilke der ikke skal?”

    Det gør jeg ikke, det gør amerikansk retspraksis. Scalia (der ellers skulle forestilles at være konservativ) mener jo f.eks. at commerce clause giver mulighed for at kongressen kan forbyde en privatperson at dyrke pot i sin baghave og efterfølgende ryge det. Det giver ikke meget mening for mig (jeg er på Thomas’ hold hvad det angår), men det er retspraksis at kongressen har vide beføjelser til at lave national lovgivning i USA. Benægter du det?”

    Hey! Back up! Back up!

    PKK spørger, hvordan du vælger hvilke dele af Bill of Rights, der gælder og ikke gælder. Og det svarer du med en henvisning til fortolkningen af commerce clause? Det er æbler og pærer. Medmindre du vil pege på en afgørelse, hvor Supreme Court udtrykkeligt tilsidesatte Bill of Rights under henvisning til Commerce Clause?

    Svar
  14. Lasse Grosbøl

    Pointen er at PKK mener at kongressens lovgivning går meget videre end de opremsede punkter i forfatningen. Højesteret har flere gange undladt at underkende føderal lovgivning (som jeg antager at PKK mener går udover forfatningen), bl.a. med henvisning til commerce clause (og andre dele af grundloven som f.eks. due process i 14. tilføjelse).

    Derfor nævner jeg disse “smuthuller” i forfatningen, fordi de bliver brugt som juridisk undskyldning for at gennemføre forfatningsproblematisk (hvis ikke direkte – stridigt!) lovgivning.

    Højesteret kan jo netop ikke eksplicit tilsidesætte bill of rights (eller andre dele af grundloven), men de kan jo vælge at ignorere dele af grundloven, eller skrive sig udenom de blokeringer der er lagt ind, bl.a. med henvisning til commerce clause og due process delen af d. 14. tilføjelse.

    Derfor er der ikke tale om at sammenligne æbler og pærer, men om at højesteret bruger æblerne til at trylle pærerne bort med.

    Min og PKK’s uenighed går mest på hvordan man skal forstå æblerne og pærerne, og rimeligheden i at kongres og højesteret laver frugterne om og hvordan de gør det.

    Slut på det metafor, inden jeg nævner mango og frugtsalat!

    🙂

    Svar
  15. Chris Hansen

    Beklager, men din argumentation er noget ajuridisk rod.

    Højesteret “ignorerer” ikke dele af forfatningen… De fortolker den i forhold til konkrete sagskomplekser.

    Er dommerne præget af politisk ideologi i deres retsanvendelse? Ja! I en grad der er upassende set med en dansk jurists øjne. Men det er noget andet end at “ignorere”.

    Svar
  16. jp

    Chris Hansen;

    Og danske dommere er ikke præget af nogen som helst form for (politisk) ideologi når de konsekvent nægter blot tilnærmelsesvis at udnytte straframmerne for selv de mest afstumpede voldsforbrydelser? Med Bill Clintons ord: Give.me.a.break.

    Af andre eksempler på en politisk opererende dommerstand er den helt igennem vanvittige landsretsdom der sendte en 19-årig 7 dage i fængsel for at køre rundt med to hobbyknive. Loven, der bestemt ikke er hensigtsmæssigt udformet, åbner ikke desto mindre op for fortolkninger med bødestraffe som en noget mildere konsekvens. Dommerne kunne altså bare stikke småbøder ud i de åbenlyse idiotiske sager, og ellers lade regeringen med tiden erkende sit lovsjusk. Men det var selvfølgelig ikke godt nok for en dommerstand der hadede våbenloven fra dag eet. Den var dum. Den lugtede af tis, og værst af alt: den var gennemført uden at konsultere de sædvanlige rygradsløse æggehoveder på Københavns Universitet. Så de skulle ha’ en lærestreg. Regeringen, altså. Lære at en streng lovgivning bare rammer de forkerte, og ikke løse de underliggende sociale problemer. Kartoffelkvinden Eva Smidth har sikkert været godt gennemkogt af begejstring.

    Kunne vi ikke generelt blive fri for alt det vrøvl om at der findes superobjektive faggrupper der opererer fuldstændig uafhængigt af tyngden af politisk eller ideologisk (vrag)gods? Det gælder klimaforskere, det gælder journalister, det gælder nødhjælpsorganisationer, og [trompetfanfare] dommerstanden.

    Svar
  17. lars

    jeg har prøvet at søge rundt omkring efter en god borgerlig (og gerne dansk) gennemgang af indholdet i den nye sundhedsreform. jeg kan sagtens finde noget fra David Trads og andre ligestillede, men kender nogen af jer en god borgerlig gennemgang af det samme evne I kan henvise til. På forhånd tak og tusind tak for en god hjemmeside

    Svar
  18. Chris Hansen

    @jp: Du godeste en gang vrøvl! Desværre er knivlovsdiskussionen lidt for kompliceret at redegøre nuanceret for her.

    Lad mig dog bemærke til den sidste af dine sure opstød, at af de faggrupper du opregner, er det kun dommerstanden, hvis objektivitet der er en forfatningsretlig forudsætning for den danske(og vestlige) magfordelingslære. Deres objektivtet er reel. Tag det fra en, der ved noget om sagen…

    Svar
  19. Lasse Grosbøl

    “… det [er] kun dommerstanden, hvis objektivitet der er en forfatningsretlig forudsætning for den danske(og vestlige) magfordelingslære.”

    Bare fordi det er en teoretisk forudsætning er det jo ikke nødvendigvis en realitet.

    Du må meget gerne forklare hvordan den amerikanske højesteret i Raich kunne udstrække commerce clause, til at give kongressen ret til at regulere hvad folk dyrker til eget brug i deres egne baghaver, uden at være tordnende subjektive eller, ja, bevidst ignorerer dele af grundloven.

    Svar
  20. Chris Hansen

    @Lasse: Gerne. Med d forudsætter du anfører hvilke dele der bliver ignoreret?

    Og vedr. danske dommere: vores grundlov og retsplejelov er ikke teori! De er meget virkelige.

    Svar

Leave a Reply to JRCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.