Fattigdom i Danmark

2010 er EU’s fattigdomsår, så der kommer masser af fokus på og debat om fattigdom i Danmark, herunder at Danmark ikke har en ”officiel fattigdomsgrænse”. I MSM vil det formentlig blive fremført, at Danmark har set stigende ulighed og det vil næppe blive  diskuteret om det er en god eller dårlig ting (for det er selvfølgelig skidt), eller boret i tallene. Så Punditokraterne må hellere komme sagen lidt i forkøbet.

Først lidt om ulighed i indkomster. Typisk prøver man at sammenfatte ulighed i et tal ved hjælp af gini-koefficienten. Gini-koefficienten er den andel af den samlede indkomst for en  gruppe af individer/familier, der skal flyttes rundt på, for at indkomsten i en given periode er den samme for alle i gruppen. En Gini-koefficient på nul betyder, at alle har præcis den samme indkomst. En koefficient tæt på én, betyder at et enkelt individ har al indkomst. Tabellen herunder viser Danmarks Statistiks opgørelse af Gini-koefficient efter skat for danske indkomster i udvalgte år siden 1939. Det slående er selvfølgelig at den er faldet markant – fra  0.34 i 1939 til 0.23 i 2006. Den er steget fra 2000 til 2006, men det er en ret marginal stigning i et historisk perspektiv. Fordelingen er stadigt mere lige end i f.eks. 1980. Det skal så i øvrigt bemærkes at fordelingen ikke tager højde for sort arbejde, som formentlig jævner fordelingen yderligere ud.

Ginikoefficient, efter skat, Danmark:

1939 1944 1955 1970 1980 1990 2000 2006
0.34 0.31 0.28 0.27 0.26 0.21 0.21 0.23

Kilde: DS, Danmark i 60 år.

I et internationalt perspektiv er der kun få lande med ginikoefficienter under 25. Danmark hører til blandt de 5 lande i verden med mest lige indkomstfordeling, se figuren herunder. Da Danmark samtidig har et af verdens højeste indkomstniveauer, er det nemt at konstatere at der er få fattige i Danmark i forhold til alle andre lande i verden, med de øvrige nordiske lande som undtagelser.

Gini_Coefficient_World_CIA_Report_2009

Gini-koefficienten er som det fremgår relativt defineret. Det gør den til et mærkværdigt mål for fattigdom. Nordkorea har formentlig ifølge officielle statistikker en mere lige indkomstfordeling end Danmark (reel ressourcefordeling er selvfølgelig en helt anden sag). Paradoksalt nok kan en stor del af befolkningen derfor sulte ihjel samtidig med, at der målt på ginikoefficienten ingen fattigdom er (de er alle lige fattige). Officielle fattigdomsgrænser er typisk relativt definerede (FN’s grænse er en undtagelse – den er målt i indkomst i faste priser, altså hvor mange varer man kan købe). Det gør en udrydelse af fattigdom – målt f.eks. på en lav ginikoefficient – til en lidt mærkelig målsætning: Mener vi virkelig, at det er et mål i sig selv at alle indkomster er ens? Er det f.eks. rimeligt at en person, der er på deltid tjener det samme om året efter skat som en der er på fuld tid? Skal overførselsmodtagere have samme indkomst som mennesker i arbejde? Er det et succesfuldt samfund? Skal en person med en 10 årig uddannelse tjene det samme som en person uden uddannelse? Det er det vist de færreste, der synes. Men det er implicit, hvad man søger hvis man vil ”udrydde fattigdom i Danmark” og bruge en relativ fattigdomsgrænse som målestok for det.

Det er derfor også bemærkelsesværdigt at danske politikere ikke må sige, at ”stigende ulighed” kan være en god ting. For alle tænkende mennesker må vel mene, at der er en nedre grænse for hvor lav f.eks. gini-koefficienten skal være, medmindre de går ind for at alle får samme indkomst uanset hvor meget de arbejder eller hvad de laver. Alle tænkende mennesker må derfor også mene at ”stigende ulighed” og ”mere fattigdom” kan være ønskelig – hvis gini-koefficienten som udgangspunkt er under det, de mener er ”et rimeligt niveau” (og det er så åbenlyst til debat, hvad et ”rimeligt niveau” så er). At opfatte større indkomstlighed som et fremskridt uden at kvalificere synspunktet er derfor et temmelig ekstremt standpunkt. Men af en eller anden grund er det det eneste politisk korrekte synspunkt i den danske debat. Det er da lidt mærkeligt.

At måle et samfunds fattigdom ud fra en relativ fattigdomsgrænse fører til et underligt historieløst og perspektivløst syn på verden. De 10% af danskerne med lavest indkomster ville mageligt slå de 10% med højeste indkomster i de fleste afrikanske lande. Politiken forsøgte for nylig på bedste mediedanmark-vis at anskueliggøre fattigdommen ved at finde et eksempel i form af en enlig mor på kontanthjælp. Der er ingen tvivl om, at avisen givet historiens vinkling har søgt den mest ”fattige” familie de overhovedet kunne finde. Politikens bud var en enlig mor, der efter avisens oplysninger har en indkomst på 15.883kr/md efter skat. Det er muligt at hun skal defineres som fattig, men hun har en indkomst på ca. 50 gange FNs fattigdomsgrænse. Fortjener unge afrikanske mænd, der drukner i Middelhavet i et forsøg på at nå en ussel – men bedre – tilværelse som illegal flygtning i Europa ikke lidt mere sympati end en dansker, der får en realindkomst der er 50 gange højere uden at behøve at arbejde? At putte disse mennesker i samme kategori som ”fattige” er en besynderlig relativisme. Det er ikke det samme som, at der ikke er sociale problemer blandt lavindkomstfamilier. Men man sulter ikke med 15800/mdr i indkomst. Og man overvejer ikke at betale en menneskesmugler for at sejle sig til Lampedusa i en pram.

Nogle vil så mene at de to fattigsdomssituationer ikke kan sammenlignes og at man ikke kan afveje det ene mod det andet. Men er det ikke lige netop det et flertal i Folketinget gør, når de på en og samme tid går ind for en stram indvandringspolitik og en bekæmpelse af (relativ) fattigdom i Danmark? Og på de politik områder er Venstrefløjens vist efterhånden på linje med DF. Var der nogen der sagde hykleri?

Et andet problem ved ginikoefficienter – og andre relative fattigdomsmål – er, at de måler indkomsten i et givet år. De færreste mennesker tjener det samme i hvert år gennem livet. Derfor vil meget ulighed i et givet år opstå som følge af forskellige årlige indkomster gennem livet frem for gennem forskellig livstidsindkomst. Et mål om lavere gini-koefficient er dermed implicit også et mål om at jævne indkomst ud over livet. Det kan illustreres med et eksempel. Antag at der er to typer mennesker i Danmark. Kald dem ”Håndværkere” og ”Akademikere”. Antag også, at de har den samme livstidsindkomst (tilbagediskonteret til fødsel). Men akademikere arbejder kun i 30 år mod håndværkeres 40 år, fordi de tilbringer 10 år længere under uddannelse. Deres løn i de 30 år er højere på årsbasis, men det er udelukkende en kompensation for en lavere indtægt under 10 års længere uddannelse. Det er oplagt at målt på en gini-koefficient, der måler fordelingen af den årlige indkomster, så er der en højere gini-koefficient i en population af ”akademikere” hvoraf en større andel på et givet tidspunkt er under uddannelse, end i en population af ”håndværkere”. Det betyder, at et samfund hvor uddannelsesniveauet er højere må tendere til at have en højere gini-koefficient målt på årsbasis, også selv om det ikke har en højere gini-koefficient målt på livstid. Det er i den forstand overraskende, at Danmark har set en faldende ginikoefficient i de seneste 40-50 år hvor befolkningens uddannelseslængde er steget markant.

Danmarks Statistik definerede i ”indkomster 2007” lavindkomstgrupper som familier, der havde de 20% laveste indkomster i alle årene 2005-7 og ikke havde en finansiel formue over DKK50.000. Den gruppe udgjorde 6% af den danske befolkning.

Denne gruppe af lavindkomstfamilier har to kendetræk. Det første er at indvandrere udgør en meget stor andel. Blandt efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande tilhører 31,4% gruppen af lavindkomstfamilier.  Blandt indvandrere er tallet 23,4%. Blandt personer med dansk oprindelse er det  tilsvarende tal 4.3%. Men det bliver sjovere. For en stor del af de etniske danskere i gruppen er under 30 år. Blandt personer med dansk oprindelse over 30 år tilhører kun 1,1% gruppen af personer med de laveste indkomster i 2005-7.

Et par andre interessante observationer: Kun 30% af lavindkomstgruppen er i arbejdsstyrken. Blandt efterlønsmodtagere befandt kun 2,2% sig i lavindkomstgruppen – mod altså 6% for hele befolkningen og 1,6% for personer mellem 30-60 år (uanset etnisk baggrund). Den aldersgruppe, der har den laveste forekomst af lavindkomst er i øvrigt personer over 60 år (1,2%). Så meget for myten om de fattige pensionister.

Er du 30-60 år er det 10 gange så sandsynligt at du tilhører gruppen af lavindkomst personer, hvis du er indvandrer end hvis du har dansk oprindelse.

Fattigdom i Danmark – målt som lave indkomster – er med andre ord noget, der især berører indvandrere og helt unge. Og for de unges vedkommende er det selvfølgelig en refleksion af, at personer på SU klart har den laveste indkomst i kongeriget (og det hører med til historien, at DK er det eneste land i verden, der ikke alene giver gratis videregående uddannelser, men endda også betaler folk for at tage dem). Da personer på SU typisk er i gang med at tage en uddannelse (på skatteydernes regning) og som regel i den sidste ende får indkomster, der giver adgang til at få lov til at betale topskat og dermed tæt på verdens højeste marginale indkomstskatter, er der næppe generelt tale om en gruppe af ”fattige”.

Lave (registrerede) indkomster i Danmark er med andre ord et fænomen, der især forekommer hos indvandrere og efterkommer af indvandrere.

Dermed er det også formentlig sådan, at Dansk Folkeparti er det parti, der har gjort mest for at sikre ”lighed” i den danske indkomstfordeling og dermed for at forhindre fattigdom i Danmark. Det bør også samtidig være klart at hvis S-SF og andre gode mennesker vil bekæmpe fattigdom skal de fastholde DF og VKs lukkede grænser. Fattigdom er nu en gang nemmere at få has på i et ”gated community”.

Gunnar Viby Mogensens bog ”Folkevandringen til de rige lande: Nordamerikanske erfaringer”, viser at USA har modtaget langt flere indvandrere fra tredjeverdens-lande end Vesteuropa og at USA har været langt bedre til at integrere disse indvandrere på arbejdsmarkedet end Vesteuropa. Især de nordiske velfærdsstater er nogle af de ringeste til at sikre en konvergens i erhvervsdeltagelsen mellem indvandrere fra tredjeverdenslande og resten af befolkningen. Det kræver nemlig et velfungerende arbejdsmarked, hvor indvandrere kan komme ind til lønninger og i funktioner på bunden af ”stigen” på arbejdsmarkedet for derefter at have incitament og mulighed for at kravle op. Nu er der bare ikke nogen bund på stigen i DK, hvor lønaftaler sikrer at mange indvandrere fastholdes uden for arbejdsmarkedet og afhængighed af offentlige overførsler.

Så hvis man skal finde et par politiker, der ”mindsker fattigdommen” (målt relativt) i Danmark er det derfor 1) At lukke grænsen og 2) At øge overførselsindkomsterne og dermed parkere generationer af indvandrere på passiv forsørgelse på kanten af arbejdsmarkedet. Den første ”mindsker fattigdommen” i Danmark, ved at holde lavtuddannede indvandrere ude. Den anden vil nok sikre at integrationen fortsætter med at fungere elendigt.

Ved at definere en relativ fattigdomsgrænse, kan politikere sikre sig, at der altid er mange ”fattige” og dermed nogen som fortjener deres godgørende opmærksomhed. De kan så undlade at nævne, at det primært er indvandrere, der har lave indkomster i Danmark og at det danske velfærdssamfund i internationalt perspektiv har været enestående dygtigt til at holde disse grupper ude af arbejdsmarkedet og fastholde dem i afhængighed af offentlige overførsler.

9 Kommentarer

  1. Christian Bjørnskov

    25. marts 2010 at 23:02

    Lad mig komme med en enkelt bemærkning til en fremragende (!) post: Langt de fleste lande opgør Ginier i husholdningsindkomst. Således gælder det også, at alle de officielle amerikanske tal, som vi taler så meget om – de har nemlig haft stigende ulighed siden 1980 – er meget følsomme overfor ændringer i familiestrukturen. Hvis der for eksempel kommer flere skilsmisser, kommer der flere ‘husholdninger’ med én indkomst, og så stiger uligheden i samfundet, helt uanset hvordan ægtefællerne tidligere har håndteret deres indkomster. Det samem gælder den måde, Finansministeriet og DS regner børn ind. Man skal altid tage ulighedstallene med et gran salt, og et gran på størrelse med Sjælland, hvis man behandler dem som om de er fattigdomsmål.

  2. Tak for et godt indlæg.

    Et hurtigt spørgsmål; hvor troværdige er data fra lande udenfor OECD ??

    Lige for tiden hører vi jo dagligt om de håbløse forhold i et vestligt land som Grækenland, hvor skatteopkrævningen åbenbart er utrolig vanskelig grundet folks indtægtsangivelser. Hvor håbløse er de data så ikke, der kommer fra Algeriet, Bolivia, Zambia osv.

  3. Carsten Valgreen

    26. marts 2010 at 00:30

    Ja, djævlen er i detaljen. Superman, ginikoefficient data er ikke bedre end indkomstdata hvilket hænger på skatteinddrivelse. De nævnte lande har formentlig alle misvisende skatte data, men det gælder også DK hvor sort arbejde formentlig vil ændre billedet en del.

    @Christian, god pointe med familiestrukturen.

  4. Herfra også et lille eksempel til at belyse hvor forpestet hele debatten om fattigdom er. Timbro beregnede i 2004 hvor mange husholdninger i Sverige, der ville falde under den amerikanske fattigdomsgrænse, der er absolut og kom frem til 40%!! Husk lige på det næste gang MSM taler om fattigdom i USA

  5. Så længe Soc.Dem ikke sidder på tronen i DK – så er uligheden jo bestyrtende forfærdelig og det er så synd for alle, der ikke betaler topskat.

    Tænk på alle de stakler der må overleve på sociale bidrag, det er næsten som at ligge og dø på gaden, hulk, vræl, snøft etc.

    Bare man kunne få lov at blive diktator, så skulle den slags ynk give fængselsstraf på 3 uger.

  6. Gini-koefficienten er vel egentlig ret ubrugelig til at sammenligne uligheden mellem nationer med meget forskellige størrelser. Det er jo blot et mål for spredningen af indkomster. Og det er jo oplagt, at der vil være større spredning i indkomsterne hvis man tager et land med 300 millioner indbyggere end hvis man tager et land med 5 millioner indbyggere. Også selv om indbyggerne i det store land indenfor en “radius” som svarer til det lille har samme Gini-koefficient som i det lille land. Årsagen er de regionale forskelle som vil være i et større land.

    Hvis man eksempelvis ser på Gini-koefficienterne for de enkelte stater i USA og tager et aritmetisk gennemsnit vægtet med befolkningstallet i hver stat vil man altså få en lavere Gini-koefficient en for USA som et hele. Det samme gælder for EU.

    Er der virkelig ikke nogen som har lavet et bedre mål? Man kunne for eksempel (i lande med gode data) lave et kort hvor man i “hvert punkt” udregner Gini-indekset ud fra den del af befolkningen som man med landtransport kan nå i løbet af 12 timer (eller måske bare en afstand). På den måde ville man få et mål som bedre ville stemme overens med den oplevede relative ulighed.

  7. Christian Bjørnskov

    30. marts 2010 at 11:14

    @JR: Gini-koefficienten er faktisk ikke afhængig af størrelse, per konstruktion! Den opfylder de fire hovedkrav til et ordentligt ulighedsmål (anonymitet, populationsuafhængighed, uafhængighed af gennemsnitsindkomst, Dalton-princippet). Det er derfor ikke tilfældet, at “der vil være større spredning i indkomsterne hvis man tager et land med 300 millioner indbyggere end hvis man tager et land med 5 millioner indbyggere”, som du skriver!
    Men i lande, der er politisk opdelte og hvor fordelingsspørgsmål i høj grad er overladt til regionale enheder, får man f.eks. USA-problemet. USAs Gini er omkring otte point for høj pga. indkomstforskellene mellem de 50 stater – det er det, der giver dig dit problem.
    At der derimod kan være en stor forskel mellem faktisk ulighed og sa den “oplevede relative ulighed” er en helt anden sag – og en som vi kender alt for godt fra Danmark. Den handler bare ikke om selve målingen af den faktiske fordeling.

  8. @CB: Nej, Gini-koefficienten afhænger ikke af størrelsen per konstruktion. Ligesom et mål for den samlede biologiske artsdiversitet i et land heller ikke gør. Det er bare temmelig oplagt, at der i begge tilfælde vil være forhold som gør, at begge dele alt andet lige vil være højere i et stort land. Og vi kan naturligvis godt stræbe efter at få samme artsdiversitet som USA. Det vil bare aldrig lykkes.

    Og årsagerne er som du skriver, at store lande/unioner er politisk opdelte og at man ikke foretager indkomstudligninger på det højeste niveau. Eller sagt på statistisk: et lands størrelse er omvendt korreleret med den politiske og økonomiske integration. Derudover må det også introducere et større bias i store lande, at købekraften er større i visse områder end i andre. Det betyder, at store lande har en større “naturlig” ulighed end små lande.

    Dermed ikke sagt, at målet ikke matematisk er korrekt. Man skal bare huske, at en forudsætning for alt andet lige at opnå samme Gini-koefficient for store og små lande kræver at de (økonomisk omfordelende) politiske enheder i det store land er kæmpestore med de demokratiske og andre problemer det medfører. Og det betyder naturligvis igen, at et stort land ikke bør stræbe efter samme lighed som et lille land (hvis man ellers mener at lighed er værd at stræbe efter).

  9. hvordan kan det være at singapore har sammen status som Indonesien

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑