Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (3)

Man kan lære meget om USA ved at læse aviser – om end måske ikke lige danske aviser. Læser man f.eks. Poul Høis artikel forleden, “Derfor er Obamas kandidat spiselig”, om Præsident Obamas nominerede kandidat til den ledige post som højesteretsdommer, så kan man læse sådanne vinklinger:

“Venstrefløjen er langt fra tilfreds med præsident Obamas valg af en højesteretskandidat.

»Kunne han ikke have fundet en sand progressiv kandidat,« spurgte f.eks. Kevin Drum, og en anden meget læst blogger, Glenn Greenwald, rasede som om, fanden selv var blevet nomineret til den højeste domstol.

Venstrefløjen er bl.a. utilfreds med, at kandidaten, Elena Kagan, i sin tid som dekan på Harvard ikke var imødekommende nok over for minoriteter, og at hun ikke i tilstrækkelig grad var imod præsident Bushs idé om et mere magtfuldt præsident embede.

Andre kommentatorer klager også over, at hun åbenbart er homoseksuel, men ikke vil være ved det, og at hun dermed »fejer de progressive værdier ind under gulvtæppet«.

Så hvad betyder venstrefløjens utilfredshed? At præsident Obama formentlig er tilfreds, for venstrefløjens kritik skulle i princippet gøre Elena Kagan mere spiselig for et bredere, tværpolitisk flertal i Senatet. Hvis venstrefløjen havde elsket Kagan, og hvis hun havde haft en perlekæde af afgørelser eller udtalelser, hvor hun placerede sig et sted mellem Ted Kennedy og Villy Søvndal, så ville Senatet formentlig gå i baglås. . . .

Har de konservative ikke noget at komme efter? Deres kritik vil formentlig fokusere på, at Kagan i sin tid som dekan forbød militæret at rekruttere på Harvard, fordi homoseksuelle ikke åbenlyst kunne gøre militærtjeneste, men omvendt har hun opbakning fra militærkredse og også fra egne studerende, som siden har fået en militær karriere. . . .

[Kritikpunkterne] er forholdsvis overkommelige i betragtning af, at det hidtil har været umuligt at fange hende i den slags afgørelser eller udtalelser, der ville gøre venstrefløjen glad.”

Altså kort sagt, så er hun vel nærmest sådan lidt i midten, ikke sandt? Måske lidt til venstre, men næppe så meget at man decideret kan kalde hende en “liberal” (i den amerikanske forstand). Men hvad nu hvis man læser f.eks. New York Times? Der kalder de hende “a creature of Manhattan’s liberal, intellectual Upper West Side”:

“[As] a young writer for The Daily Princetonian, the student newspaper at Princeton, Ms. Kagan offered clear insight into her worldview. She had spent the summer of 1980 working to elect a liberal Democrat, Liz Holtzman, to the Senate. On Election Night, she drowned her sorrow in vodka and tonic as Ronald Reagan took the White House and Ms. Holtzman lost to “an ultraconservative machine politician,” she wrote, named Alfonse D’Amato.

“Where I grew up — on Manhattan’s Upper West Side — nobody ever admitted to voting for Republicans,” Ms. Kagan wrote, in a kind of Democrat’s lament. She described the Manhattan of her childhood, where those who won office were “real Democrats — not the closet Republicans that one sees so often these days but men and women committed to liberal principles and motivated by the ideal of an affirmative and compassionate government.””

10 Comments

  1. Det er tanken, at Elena Kagan fra sin position bla. skal forsvare og sikre ytringsfriheden, så det vækker en del bekymring når hun f.eks udtaler:

    “Whether a given category of speech enjoys First Amendment protection depends upon a categorical balancing of the value of the speech against its societal costs.”

    Hm, en højesteretsdommer der mener at ytringsfriheden er overvurderet…

    Elena Kagans retsopfattelse ville næppe falde i god jord på vores breddegrader, hun har eksempelvis tidligere fremført et synspunkt, der forsvarede og retfærdigjorde anklagere der bevist fremstiller bevis mod uskyldige. Hun mener ganske enkelt at det er ok, og at advokater ikke bør stilles til ansvar.
    http://reason.com/archives/2009/09/28/the-infallible-prosecutor

    Alt i alt et glimrende valg af højesteretsdommer, hvis man altså er despotisk og hader sin befolkning.

  2. Hans Henrik Hansen

    14. maj 2010 at 17:45

    “…et synspunkt, der forsvarede og retfærdigjorde anklagere der bevist fremstiller bevis mod uskyldige” – ak ja, var det blot vel! Jeg er desværre bange for, at meningen er: “…anklagere der bevidst fremstiller…”! 🙂

  3. Chris Hansen

    14. maj 2010 at 22:46

    @Erik

    Prøv at læse dommen i Morse v. Frederick, 551 U.S. 393 (2007), og fortæl mig så at de konservative dommere ikke gør netop det som Kagan erklærer? De afvejer ytringsfriheden op mod en specifik samfundsmæssig værdi. I dette tilfælde behovet for at begrænse unge menneskers udtalelser om ulovlige narkotiske stoffer.

    Den ene side er lige så slem som den anden i den amerikanske Højesteret. I sidste ende er det borgerne der taber…

  4. @Hans Henrik – Ups! 🙂

    @Chris

    Jeg er helt enig, og du formulerer min pointe langt bedre end jeg når du siger:

    “Den ene side er lige så slem som den anden i den amerikanske Højesteret. I sidste ende er det borgerne der taber…”

  5. Christian Bentsen

    17. maj 2010 at 09:39

    @ Altmann
    “On Election Night, she drowned her sorrow in vodka and tonic as Ronald Reagan took the White House and Ms. Holtzman lost to “an ultraconservative machine politician,” she wrote, named Alfonse D’Amato.

    Havde du foretrukket om hun havde jublet? Og at udråbe vinderen i negative fraser som appellerer til ens egentlige publikum må vel også siges at være ganske kløgtigt. Det kaldes retorik. Og ikke overraskende forsøger man, ind i mellem, at påvirke eventuelle lyttere eller læsere ved at fremhæve værdiladede udtryk. Uanset det så synes det næppe at være ”over the edge” at referere til D’Amato som ultrakonservativ dogmatiker. Faktisk synes det at være præcis hvad han er. (At han så også er nepotist og kriminel er sekundært)
    Mere interessant er det at formuleringen ”she was a creature of Manhattans liberal, intellectual…” Faktisk ækvivalerer udsagnet: ”Hun var intelligent, vidende og bramfri”.
    Men når virkeligheden ikke matcher din konstruktion så ændres meningen med udsagnet. Du ønsker at andre læser det som om hun, på et idemæssigt plan, udgør en inkarnation af ”liberal ideas” mens afsenderen har en radikalt anden mening med referencen.
    I dit korstog mod Høi er der ved at være nogle sprækker som gør at du burde overveje at nøjes med at virke under dit sande jeg således at Altmann kan få en velfortjent lur…

  6. Altmann

    17. maj 2010 at 12:06

    Om jeg havde foretrukket at hun havde jublet – hvad er meningen med det spørgsmål? Personligt er jeg sådan set ligeglad om hun jublede eller druknede sin sorg i vodka. Jeg noterer blot at hvis man tilhører venstrefløjen af New Yorks venstrefløj er det måske overraskende at blive fremstillet som værende placeret noget nær i midten af amerikansk politik.

    Man skal vist kende så ualmindeligt lidt til amerikanske forhold at det gør næsten ondt for at opfatte D’Amato som en ‘ultrakonservativ’ – hvad det så i øvrigt måtte være. Eller også skal man køre rundt med så mange ideologiske prædispotioner i ens eget hoved at man vil opfatte enhver til højre for Ted Kennedy som ‘ultrakonservativ’. Men jo da, nepotist og (formodentlig) korrupt var han – og dermed er han jo desværre ikke så forskellig fra hverken nuværende eller forhenværende beboere af Det Hvide Hus.

  7. Carsten Valgreen

    17. maj 2010 at 15:06

    Through its own internal feuding, then, the SP (USA’s Socialist Party, red.) exhausted itself. forever…. The story is a sad but also a chastening one for those who, more than half a century after socialism’s decline, still wish to change America. Radicals have often succumbed to the devastating bane of sectarianism; it is easier, after all, to fight one’s fellows than it is to battle an entrenched and powerful foe. Yet if ‘the history of Local New York shows anything, it is that American radicals cannot afford to become their own worst enemies. In unity lies their only hope.

    Kagans undergraduate thesis hós Brad delong

    http://delong.typepad.com/sdj/2010/05/elena-kagans-undergraduate-thesis.html

    Hun kan jo have skiftet synspunkt siden hun var ung. Men unægtelig et rimeligt venstreorienteret farvet skrift i et amerikansk perspektiv.

  8. @Carsten

    Uden at have den store forstand på Kagan: Hvorfor er et bachelorprojekt i historie om tidlige socialistiske grupperinger i USA et “venstreorienteret, farvet skrift”?

    En hurtig følgen op på links fra DeLongs side fører til MediaMatters, der giver en fuldstændig anderledes historie, hvor f.eks hendes gamle vejleder siger, at hendes afhandling handlede om at afklare helt almindelige mainstreamspørgsmål af historisk interesse omkring radikalisering og årsagerne til socialistiske grupperingers manglende gennemslagskraft i USA ifht. mange andre steder i verden (og ikke på nogen måde udtrykte hverken sympati eller generelt forsvarede gammeldags socialisme? Både vejlederen og talrige gamle medstuderende afviser også på det bestemteste, at hun var specielt radikal i sin studentertid:

    Republicans did not raise thesis “socialism” issue during Kagan’s solicitor general confirmation. The title of Kagan’s thesis is publicly available on Princeton’s website, and the thesis itself can be easily obtained by contacting Princeton. Thus, if Republicans actually believed the thesis is evidence that Kagan harbored socialist views, they presumably would have raised the issue during her confirmation for solicitor general in 2009. But at no point during Kagan’s February 10, 2009, Senate hearing, the written questions following the hearing, or the March 19, 2009, floor debate on her nomination did any senator — Republican or Democratic — address Kagan’s undergraduate thesis or concerns that she held socialist beliefs.

    Kagan thesis adviser: “Elena Kagan is about the furthest thing from a socialist. Period. And always had been. Period.” From a May 3 Daily Princetonian article:

    Princeton History Professor Sean Wilentz, who served as Kagan’s thesis advisor (and who has previously written for Salon) told Salon that she is not a socialist, and that the question she was asking with the paper “was an absolutely standard” one about why the U.S. hasn’t had the same kind of radical movements that have flourished in the rest of the world.

    “Was she sympathetic to the socialists? Only insofar as the socialists were raising urgent issues about industry and labor even before unions were quite legal nationwide,” Wilentz says. He added, “I’m proud of [the thesis]… I wasn’t the only one who liked it. She went on to win the Sachs fellowship to Oxford, which is about as prestigious a fellowship as Princeton awards.”

  9. Peter Kurrild-Klitgaard

    24. maj 2010 at 11:34

    Jeg er enig i, at Poul Høi ofte synes at have en lidt pudsig udlægning af, hvordan amerikanske politikere er placeret i.f.t. mainstream. Forleden havde han (i.f.m. en omtale af Rand Paul og Tea Party bevægelsen) denne opsummering vedr. Sen. Bob Bennet (R-Utah), der netop har mistet sin opstilling til det kommende midtvejsvalg:

    “Den republikanske senator Bob Bennett, som græsrødderne i Utah vragede i sidste uge, hørte til de mest konservative republikanske senatorer. Han var for alt det, som tea party-aktivisterne også er for, og alligevel blev han væltet …”

    Alt det? Prøv at sammenligne dét med George F. Wills aldeles faktuelle omtale af samme begivenhed på NBS’s “Meet the Press”. Will er konservativ, men næppe en radikal en af slagsen:

    “This is an anti-Washington year. How do you get more Washington than a three-term Senator who occupies the seat once held by his father, a four-term Senator, who before that worked on the Senate staff and then as a lobbyist in Washington? He’s a wonderful man and a terrific Senator. But the fact is, he’s going against terrific head-winds this year and he cast three votes: TARP, stimulus and an individual mandate for health care. Now, you might like one, two or all three of those, but being opposed to them is not outside the mainstream of American political argument.”

    American Conservative Union gav i 2009 Bennett en 84/100 rating, hvilket bestemt er i den konservative ende af spektret–men året før var han helt nede på 64/100. Til sammenligning fik Sen. Jim DeMint (R-SC) 100/100 for begge år, mens Sen. John McCain (R-AZ), der som bekendt ofte stemmer med “midten” af Senatet, scorede 92/100 og 96/100. Med andre ord kunne meget tyde på, at det nok er Will snarere end Høi, der har fat i den lange ende.

    Apropos det ovenstående udveksling om Alphonse “Pothole” D’Amato, så gav ACU ham en rating i hans sidste år (1998) på 48/100. Gennemsnittet for Senatet som helhed var i 1998 på 46/100, og Republikanske senatorers gennemsnit var på 78/100. Så det er nok sandt, at det er lidt svært at forfægte, at D’Amato skulle være “ultra-konservativ”–med mindre man selv er “ultra-liberal” (i den amerikanske forstand).

  10. Off-topic:

    Diskussion mellem to fornuftige libertarianere, bl.a. om ‘Tea Partiers’:

    http://bloggingheads.tv/diavlogs/28223

    Vh
    trane

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑