Månedsarkiv: juni 2010

Danmark i 2025 – blød økonomisk mellemvare?

OECD har netop udsendt deres årlige Economic Outlook-rapport, hvilket CEPOS naturligvis har taget fat i. Pointen i rapporten er, at Danmark står til at få OECDs næstlaveste vækst de næste halvandet årti, kun undergået af Japan.  CEPOS notat om forholdene kan læses her.

Grundene er, at der er knaphed på arbejdskraft, hvilket kommer til at udgøre et konkurrenceevneproblem.  Det ser også ud til, at Danmark fremover kommer til at ligge med en af de laveste vækstrater for produktiviteten. At det ikke ser godt ud i forvejen, er klart af arbejde jeg har gjort på det sidste med eks-punditokraten Nicolai Foss fra CBS (konferencelink her). Læs resten

SCOTUS skyder med skarpt

Faste læsere af Punditokraterne vil vide, at denne punditokrat ikke blot er en glad jæger men også for to år siden var en af medunderskriverne på et “Amicus Brief” til USA’s forbundshøjesteret i.f.m. den såkaldte Heller-sag (det såkaldte Amici Curiae “brief” på vegne af gruppen “International Scholars”).  Sagen District of Columbia versus Heller var en epokegørende genopretning af USA’s 2. forfatningstillæg.  Dette siger som bekendt, at:

“A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear Arms, shall not be infringed.”

–men bestemmelsen var over 200 år blevet udvandet til uigenkendelighed ved en lang række nationale eller delstatslige reguleringer.  Heller-sagen gik derfor på at få fastslået, hvorvidt formuleringen sigter på organiserede militser eller på borgerne som enkeltpersoner, og hvorvidt det går på alle våben eller kun nogle typer våben, og hvad formålet egentlig er.  Blandt andet.  I 2008 formulerede SCOTUS selv dét spørgsmål, man skulle vurdere, som sådan:

“The petition for a writ of certiorari is granted limited to the following question: Whether the following provisions, D.C. Code §§ 7-2502.02(a)(4), 22-4504(a), and 7-2507.02, violate the Second Amendment rights of individuals who are not affiliated with any state-regulated militia, but who wish to keep handguns and other firearms for private use in their homes?”

Dommen kom 26.VI.2008 og var en markant præcedens-sættende afgørelse, fordi der slog fast, at der er grænser for, hvilke indgreb man kan foretage i retten til at eje og bære våben, uden at dette vil være i konflikt med Bill of Rights.  Man kan godt forbyde nogen i at rulle atomvåben ned af hovedgaden eller skyde med bazookaer i baghaven–men man kan ikke lave en generel lovgivning, der i praksis gør det ulovligt for borgerne at eje skydevåben o.l. eller umuliggør, at de bærer dem alle steder.  Det var en væsentlig “neo-klassisk” fortolkning og første gang siden 1939, at SCOTUS for alvor fortolkede meningen med “Second Amendment”. Allerede den gang i 2008 forudså alle, at dommen ville blive den første i en lang række sager, fordi den efterfølgende ville kunne gøre, at delstaters konkrete love må vurderes på deres overensstemmelse med SCOTUS’ fortolkning af forfatningen.

Og “dommen” kom så i går: I den første følgesag, McDonald versus City of Chicago, afgjorde SCOTUS,

that gun possession is fundamental to American freedom, giving federal judges the power to strike down state and local weapons laws for violating the Second Amendment.

In a 5-4 ruling, the court held that the Second Amendment’s right to keep and bear arms is a fundamental right that binds states.

The Supreme Court ruled for the first time that gun possession is fundamental to American freedom.

“Self defense is a basic right, recognized by many legal systems from ancient times to the present day,” wrote Justice Samuel Alito. He was joined in reaching the result by Chief Justice John Roberts and justices Anthony Kennedy, Antonin Scalia and Clarence Thomas.

Justice Thomas agreed with the majority on the result but wrote a concurrence offering different constitutional logic for viewing the right to bear arms as a fundamental right.

As it did in 2008, the court’s majority cautioned that the right to keep and bear arms is not “a right to keep and carry any weapon whatsoever in any manner whatsoever and for whatever purpose.”

Justice Alito wrote that despite “doomsday proclamations,” the ruling “does not imperil every law regulating firearms.”

The Supreme Court’s ruling is likely to lead to years of litigation across the country as lower courts decide how far the right to bear arms extends and which restrictions are unconstitutional.

Man kan læse mere om dommen på den gode jurist-blog “Volokh Conspiracy”, bl.a. om dommens mulige konsekvenser.  Cato Institute–der har været en central aktør i disse sager–har naturligvis også en mening.  Den altid energiske Thomas Sowell giver også sit besyv med.

Hvem vinder VM – James Vreelands absurde forudsigelser

Hvem vil ikke gerne vinde penge, og forudsige hvem der vinder kampene ved fodbold-VM? Dagens indlæg stiller spørgsmålet om, hvordan man forudsiger den slags, men med tungen lige i munden. Grunden er nemlig, at min ven og kollega James Vreeland (Georgetown University, som pt. besøger os i mit eksil i Göttingen) har stillet en meget personlig og helt absurd model op for, hvem han bør holde med. Og den virker forbløffende godt.

Tag et kig på bloggen The Vreelander for at læse, hvordan han gør. Hint: Beslutningsreglen handler primært om at holde med det land, der har givet ham flest penge. Når man har tænkt lidt over, hvilke lande, der inviterer eller funder en af de førende forskere i MF-forhold, er det ikke helt så dumt som det lyder.

Globalisering – uden europæisk konsensus

Vi har flere gange skrevet om, hvor forskellige de 27 medlemmer af EU er, og ikke mindst hvor forskellige deres befolkningers forestillinger og politiske præferencer er. Den nyeste EuroBarometer-undersøgelse fra efteråret 2009 spurgte ind til et helt centralt spørgsmål i den forstand: Hvordan ser folk på globalisering? Ikke overraskende kan man næppe tale om en europæisk konsensus.

EuroBarometer har stillet en række spørgsmål, og ikke mindst tre centrale spørgsmål om globalisering, alle formuleret som hvor enig man er med følgende udsagn: 1) ”Globalisation is an opportunity for economic growth”; 2) “Globalisation helps the development of poorer countries”; og 3) “Globalisation brings positive to mind.” Der viser sig, at være massive forskelle på tværs af de europæiske befolkninger, og forskelle som man tydeligt kan genkende i nationale politikker og præferencer / opførsel i EU. Gennemsnittet af respondenter, der er enige med de tre udsagn varierer fra det mest globaliseringsfjendtlige land, hvor 41 % er enige, til det meste globaliseringsvenlige land, hvor 79 % er enige. De to lande er (indsæt trommehvirvel her): Frankrig og Danmark.

Man kan på basis af svarene sortere EU ind i fire kategorier, hvor landene ikke er alt for uenige. Den første er de tydeligt globaliseringsfjendtlige, hvor mere end halvdelen af respondenterne er fjendtlige: Frankrig, Letland, Grækenland og Cypern. Den anden gruppe er den store mellemgruppe med 13 lande. Nummer tre er de globaliseringsvenlige lande: Portugal, Tjekkiet, Tyskland, Litauen, Finland og Estland, alle lande som man kan ’tale med’ i EU. Den fjerde gruppe er de homogent globaliseringsentusiastiske lande – og dermed de lande i EU, hvor mere end to tredjedele af befolkningen er enig med den økonomiske sagkundskab. Landene i denne lille gruppe er: Slovakiet, Holland, Sverige og Danmark.

Hvad betyder det så for EU’s politik? Jo, for det første er der ingen politisk konsensus i den europæiske befolkning på dette centrale punkt, der handler om, hvordan unionen økonomisk bør betragte og opføre sig overfor resten af verden. Den lille undersøgelse bekræfter også, at Frankrig er og forbliver det mest protektionistiske land i EU, endda når man spørger befolkningen. Det er værd at bemærke, at Frankrig også ofte er stopklodsen i EU’s forsøg på at liberalisere handel, og afskaffe landbrugsstøtte og anden aldeles idiotiske industristøtte. Landet har endda stadig importforbud mod britisk oksekød, på trods af at det efterhånden er mange år siden at Storbritannien – et medlemsland i EU – havde mund- og klovsyge.

For det andet betyder det, at en større gruppe befolkninger i særligt Nord- og Østeuropæiske lande sandsynligvis gerne så EU åbne mere op mod resten af verden. Men den slags initiativer bliver blokeret af den anden gruppe i EU, til økonomisk skade for både dem og os. Og min personlige bundlinje er en stadigt stærkere fornemmelse af, at EU har udviklet sig til at være en byrde for lande og befolkninger, der ikke ser omverdenen som en trussel, der skal bekæmpes. Hvordan man ændrer situationen har jeg ingen anelse om.

Lars dilemma

SM113~Chief-Wiggum-PostersEfter at Lars Kragh Andersen for nylig på 180grader skrev et indlæg, hvori han gjorde rede for, at han som politibetjent, ikke havde tænkt sig at bekæmpe narkotika, har sagen fået en del omtale. Foreløbig er det endt med at Lars har taget orlov fra politiet i et år. Forargelsen har været stor, for hvad ligner det? Tænk sig, en politimand der ikke vil bruge sin tid på at forfølge borgere, bare fordi deres kriminalitet først og fremmest går ud over dem selv, hvad bliver ikke det næste?. Lars er udmærket selv klar over dilemmaet, for som han skriver;

Kan man tvinge sine værdier ned over andre mennesker? Kan man med god samvittighed visitere, ransage og straffe borgere, der er i besiddelse af indtørrede blade og andre planteprodukter? Kan man med god samvittighed opretholde et forbud, der i sin essens driver uanede mængder vold, drab og berigelseskriminalitet – her i landet og i særdeleshed i fattigere lande?

Nej, mener jeg – og det kan der næppe komme meget virak ud af at mene, hvis man var alt andet, end politibetjent. Men det er dét jeg er.

Læs resten

Khader, værdier og CEPOS

Jeg har i et par dage forgæves forsøgt at poste en kommentar til Naser Khaders Berlingske-klumme om Medina & æggene, men af en eller anden grund lader enten systemet eller en redaktør ikke min kommentar komme på nettet.  Khaders kommentar indeholdt en slags svar til Jacob Mchangama, der nådesløst havde udstillet Khader ovenpå dennes påstande om CEPOS i.f.m. positioneringen af sig selv som initiativtager til en nationalkonservativ tænketank.  Så nu kommer den i stedet her:

Kære Naser Khader,

Når Du skriver sådan:

“Og en personlig kommentar til min medblogger, Jacob Mchangama: Jeg ved godt, at du (især som repræsentant for Fri Debat) er meget aktiv i værdidebatten, men det er CEPOS ikke. Der er kun fokus på skat og reformer.”

–så bliver jeg nødt til at spørge Dig direkte: Er Du uvidende om, hvad Du skriver, eller er Du bare bevidst uærlig? Der er sådan set kun de to muligheder. For lad os se på fakta:

Jacob Mchangama har jo skrevet og udtalt sig meter op og meter ned om retssikkerhed, menneskerettigheder, ytringsfrihed m.v., som chefjurist for CEPOS *længe* inden, han var med til at lave Fri Debat. Hvis Du er i tvivl, så se her:

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/retssikkerhed/

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/menneskerettigheder/

Der er et par dusin notater og analyser–nogle endog også af personer andre end Jacob.

Og hvad med spørgsmål såsom uddannelse (27 notater) eller integration/indvandring (19 styk ditto):

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/uddannelse/

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/integration/

Eller hvad med bøger om konservatisme, liberalisme, kultur, Danmarks-historie m.v.? Knap et dusin her:

http://www.cepos.dk/publikationer/boeger/

For ikke at tale om utallige indlæg og kommentar, som bestemt handler om “værdidebat”:

http://www.cepos.dk/publikationer/kommentar/

Her er formodentlig +100 publikationer, kortere og længere, som handler om alt muligt andet end skat, og som bestemt handler om de mest grundlæggende værdier i et samfund.

Det kan naturligvis være, at det er andre værdier, end dem Du har (nu)–måske tættere på dem, Du gav udtryk for i 2008, da Du stoppede mig på Christiansborg og sagde “Kom nu over til os–vi er jo de eneste rigtige liberale”. Eller da Du året før forberedte dannelsen af Ny Alliance, hvor I bestemt ikke havde noget imod at prøve at få CEPOS til at støtte Jer (omend det blev nej). Sådan kan vi jo alle forandre os, når omstændighederne tilsiger det.

Det er fint, Du gerne vil bidrage til en “værdidebat”, men det er altså ikke en særlig værdifuld måde at gøre det på ved at være bevidst uærlig eller direkte uvidende.

M.v.h.

Peter Kurrild-Klitgaard

Det er en udbredt klagesang hos visse parti-Konservative, at CEPOS kun beskæftiger sig med skat.  Det er sådan set lidt pudsigt, al den stund at det vel netop burde være vand på De Konservatives mølle–hvis det altså virkeligt var lavere skatter, man var interesseret i.  Spørgsmålet er så, hvorfor de–og måske særligt Khader–gentagne gange siger og skriver sådan, når det nu ret let beviseligt er faktuelt forkert?  Er det fordi, de selv tror det, og at de altså bare ikke har sat sig ind i forholdene?  Eller er det fordi de bevidst taler imod bedre vidende?  Det er svært ikke at tro det sidste.  Med Khaders mildt sagt mange ideologiske inkarnationer på kort tid (først ti år som folkevalgt Radikal, der lagde stemmer til venstrefløjspolitik, så “socialliberal, socialkonservativ, midtersøgende borgerlig”, så “liberal” uden adjektiv, så parti-shoppende løsgænger, så “konservativ” uden adjektiv og nu pludseligt “nationalkonservativ”) og hans umiddelbart noget svindende muligheder for at opretholde sit politiske levebrød, er det svært ikke at gætte på, at det hele reelt handler om, at han vil have sig en ny og mere synlig kasse at stå på.  Det kræver oftest nogle fjender–det være sig nye, selvskabte eller helt fiktive.

Motiv-fortolkning?  Ja, det er det nok.  Men egentlig også ret trist at iagttage.

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (4)

Berlingske Tidendes Cavling Pris-vindende korrespondent Poul Høi fortsætter i den vante skure med en særegen type blanding af journalistik, politisk kommentar og fri fortolkning af fakta. I den forgangne uge kunne man fx læse hans udlægning af en række primærvalg og et enkelt suppleringsvalg forrige tirsdag. Det fik – ikke så overraskende hvis man kender Modus Høi – en udlægning, der var ganske speciel: “Obama vandt uden at stille op”. Altså en sejr til den Demokratiske præsident. Det kunne måske overraske folk, der følger amerikansk politik og derfor ved, hvordan andre udlagde valgdagen – og hvor presset Obama og Demokraterne er i meningsmålingerne. Så hvordan når Høi denne konklusion?

Den ene er, at økonomien vil kunne arbejde for Obama ved midtvejsvalget til november. Amerikanske valg afgøres som regel af økonomiske konjunkturer, og noget tyder på, at de er (svagt) opadgående. Dét er sådant set godt nok. Men hvordan kan det lede til den konklusion, rubrikken lægger op til? Formodentlig kun ved at vælgerne i givet fald har kunnet rejse fra fremtiden tilbage til nutiden. Ellers er der ikke rigtigt noget ræsonnement, der giver mening.

Den anden er, at Republikanerne har en tendens til at selvdestruere. Den er også god nok. Og igen kræves kun en tidsmaskine, for at rubrikken giver mening – med mindre, naturligvis, at Republikanerne allerede har destrueret sig selv. Det sidste kan godt nok ikke ses i meningsmålingerne – men nu foregriber vi fornøjelserne.

Læs resten