Globalisering – uden europæisk konsensus

Vi har flere gange skrevet om, hvor forskellige de 27 medlemmer af EU er, og ikke mindst hvor forskellige deres befolkningers forestillinger og politiske præferencer er. Den nyeste EuroBarometer-undersøgelse fra efteråret 2009 spurgte ind til et helt centralt spørgsmål i den forstand: Hvordan ser folk på globalisering? Ikke overraskende kan man næppe tale om en europæisk konsensus.

EuroBarometer har stillet en række spørgsmål, og ikke mindst tre centrale spørgsmål om globalisering, alle formuleret som hvor enig man er med følgende udsagn: 1) ”Globalisation is an opportunity for economic growth”; 2) “Globalisation helps the development of poorer countries”; og 3) “Globalisation brings positive to mind.” Der viser sig, at være massive forskelle på tværs af de europæiske befolkninger, og forskelle som man tydeligt kan genkende i nationale politikker og præferencer / opførsel i EU. Gennemsnittet af respondenter, der er enige med de tre udsagn varierer fra det mest globaliseringsfjendtlige land, hvor 41 % er enige, til det meste globaliseringsvenlige land, hvor 79 % er enige. De to lande er (indsæt trommehvirvel her): Frankrig og Danmark.

Man kan på basis af svarene sortere EU ind i fire kategorier, hvor landene ikke er alt for uenige. Den første er de tydeligt globaliseringsfjendtlige, hvor mere end halvdelen af respondenterne er fjendtlige: Frankrig, Letland, Grækenland og Cypern. Den anden gruppe er den store mellemgruppe med 13 lande. Nummer tre er de globaliseringsvenlige lande: Portugal, Tjekkiet, Tyskland, Litauen, Finland og Estland, alle lande som man kan ’tale med’ i EU. Den fjerde gruppe er de homogent globaliseringsentusiastiske lande – og dermed de lande i EU, hvor mere end to tredjedele af befolkningen er enig med den økonomiske sagkundskab. Landene i denne lille gruppe er: Slovakiet, Holland, Sverige og Danmark.

Hvad betyder det så for EU’s politik? Jo, for det første er der ingen politisk konsensus i den europæiske befolkning på dette centrale punkt, der handler om, hvordan unionen økonomisk bør betragte og opføre sig overfor resten af verden. Den lille undersøgelse bekræfter også, at Frankrig er og forbliver det mest protektionistiske land i EU, endda når man spørger befolkningen. Det er værd at bemærke, at Frankrig også ofte er stopklodsen i EU’s forsøg på at liberalisere handel, og afskaffe landbrugsstøtte og anden aldeles idiotiske industristøtte. Landet har endda stadig importforbud mod britisk oksekød, på trods af at det efterhånden er mange år siden at Storbritannien – et medlemsland i EU – havde mund- og klovsyge.

For det andet betyder det, at en større gruppe befolkninger i særligt Nord- og Østeuropæiske lande sandsynligvis gerne så EU åbne mere op mod resten af verden. Men den slags initiativer bliver blokeret af den anden gruppe i EU, til økonomisk skade for både dem og os. Og min personlige bundlinje er en stadigt stærkere fornemmelse af, at EU har udviklet sig til at være en byrde for lande og befolkninger, der ikke ser omverdenen som en trussel, der skal bekæmpes. Hvordan man ændrer situationen har jeg ingen anelse om.

3 thoughts on “Globalisering – uden europæisk konsensus

  1. Erik Ernst

    “Hvordan man ændrer situationen har jeg ingen anelse om.”

    Går man ikke sammen med de lande, der som du selv siger, ikke ser omverdenen som en trussel, og ganske enkelt melder sig ud af EU?

    Du påpeger selv, i hvertfald indirekte, at EU ikke længere er en demokratisk institution, og derfor ser jeg kun en løsning på problemet desværre.

    Jeg siger desværre, fordi der ikke er noget i vejen med at samarbejde på tværs af grænser, men der er bare ikke den fornødne politiske vijle til at inddrage befolkningerne i beslutningsprocesserne.

    Sir Humphrey Applebys mening om EU var/er ganske interessant:)

    http://www.youtube.com/watch?v=K-Xvy1r4Pm8

    Svar
  2. US

    Hvor mange af dem, der svarede på spørgsmålet, ville overhovedet kunne have givet en gyldig, afgrænsende, kortfattet definition af hvad globalisering er for en størrelse? Hvor mange forskellige definitioner ville det mon lede til, hvis man havde bedt dem om at give en? Ville definitionerne have afveget systematisk på tværs af lande?

    Ordet er lidt ligesom integration herhjemme, et sådan lidt tomt begreb som folk så selv kan fylde med mening, som det passer dem. Uden at få en arbejdsdefinition angivet i spørgsmålet, så jeg vidste hvad jeg svarede på, ville jeg ikke have svaret. I en del kontorer i EU er øget globalisering = større import af muslimer, mere islam, og selvom jeg er glad for at der kan importeres billige I-pods og hvad nu al den slags kaldes, så er jeg ikke vild med at politikerne inviterer muslimske analfabeter fra 3. verdenslande herop i stor stil.

    “Og min personlige bundlinje er en stadigt stærkere fornemmelse af, at EU har udviklet sig til at være en byrde for lande og befolkninger, der ikke ser omverdenen som en trussel, der skal bekæmpes. Hvordan man ændrer situationen har jeg ingen anelse om.”

    Vi kunne melde os ud. Så er EU ikke længere en byrde for os. Vi ville stadig have Folketinget, og det er vel nok i sig selv…

    Svar
  3. Lasse Aaskoven

    Indlægget falder ned i en såvel politisk som især akademisk debat om hvorvidt det overhovedet er relevant at inddrage de brede befolkningers holdninger til såvel EU, som forskellige policyområder (herunder globalisering) i forbindelse med EU som politisk system og europæisk integration.

    Mange (mig selv inklusiv) vil hævde at EU fra starten har været og er et teknokratisk eliteprojekt, hvor forskellige elitegrupper forfølger deres interesser i et politisk system, som ikke interesserer den brede befolkning, især pga. disses minimale interesse i de policyområder, som EU beskæftiger sig med. EU har meget lidt at skulle have sagt på velfærds-, skatte og indtil for nyligt indvandringsområdet. Som generelt er de områder, der interesserer de brede befolkninger.

    Det er således kun i meget hårdt politiserede sager eller i krisetider (som de nuværende finanskrise), at forskellige landes befolkninger om man så må sige sættes over for hinanden og nationalismekortet trækkes. Og selv der kan man diskutere hvilken reeel indflydelse det har for EU’s reelle udvikling.

    Der er naturligvis forskelle mellem eliterne internt i landene (de franske landmænd er eksempelvis en stor stopklods imod drastiske reformer er EU’s landbrugspolitik). Men de europæiske lande og europæisk policymaking på en lang række områder er så dybt integreret i EU-samarbejdet, at løsningen på problemerne nok kun kan findes inden for EU-systemet næppe udenfor. Den logiske konsekvens af problemerne bliver sandsynligvis at EU’s institutioner med tiden får mere indflydelse.

    MHT. til hele debatten om hvorvidt EU er så “forfærdeligt udemokratisk” som det altid fremhæves i debatten kan jeg anbefale den amerikanske EU-forsker ved Princeton Andrew Moravcsik (én af de førende i verden), der har et lidt alternativt syn på den problematik. En forelæsning om det emne med han kan ses her:
    http://www.youtube.com/watch?v=kN-nx-Q5xx4

    Svar

Leave a Reply to Lasse AaskovenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.