Som mange aviser, bringer Punditokraterne i dag en søndagsquiz: Gæt et land. Grafen nedenunder viser budgetbalancen og den rente, landet betaler på statslig gæld. Tallene gælder en 20-årig periode. Vores udfordring til læserne er ikke blot at gætte, hvilket land der drejer sig om, men også hvilken periode! Det korrekte svar følger under ’folden’.
Dagens kommentar i Berlingske Tidende er af Asger Aamund, og som man siger på engelsk, et must-read! Aamund hudfletter stort set alle danske politikere, ikke mindst Venstre og Konservatives folketingsmedlemmer. Pointen er, at dansk politik er kommet til at handle om at være og blive ved magten, koste hvad det vil. Konsekvensen er smukt, men skræmmende, formuleret således af Aamund:
Opdræt af stemmekvæg er en kostbar levevej og har foreløbig ført til et Danmark med verdens højeste skattetryk, en gigantisk offentlig sektor og underskud på statsfinanserne så langt øjet rækker. Indkomstskatten og momsen er i Danmark tre gange så høj som i Schweiz; ikke fordi den offentlige service er tre gange så god, men fordi politikerne har sluset tre gange så mange ind i offentlig forsørgelse. Gennem de tårnhøje skatter må det arbejdende Danmark således finansiere ikke verdens bedste borgerservice, men verdens tykkeste vælgerbestikkelse og verdens største statsbureaukratiske Wasserkopf.
Guldkornene står i en veritabel kø i denne kommentar. Hele kommentaren kan læses her. Stærkt anbefalet!
Er nok svenskerne, som er i stand til at registrere over 20 sygedage pr. fuldtidsansat pr. år. Det er en måned om året. I gennemsnit.
Men vi danskere er godt nok også svage selv om vi har færre sygedage.
Aldrig har så mange danskere været så svage, at de har brug for det offentliges hjælp som i dag. Gamle danskere er svage, danskere under uddannelse er svage, der er danskere der har været så svage at de har fået børn, danskere som har været så svage at de har skaffet en bolig de ikke helt kan betale. Og det på trods af at reallønnen ved et hvilket som helst job er højere end den nogensinde har været. Og det på trods af at dansk ledighed – selv efter en dyb recession – kun er 4,2% eller ca. en tredjedel af hvad den var i 1993.
Men nu er der en ny dimension af svaghed i kongedømmet. Geografisk svaghed. Heldigvis har vi DR til at påvise problemet. Og heldigvis er der nogle af de svage, der ikke er helt så afkræftede at de ikke kan gøre noget ved det. Derfor oprørspartiet Fælleslisten med rødder i den jyske muld.
Udviklingsminister Søren Pind har forleden barslet med planer om, hvordan han vil omlægge den danske ulandsbistand. Planen er ganske simpel: Hvis lande ikke kan demonstrere, at der sker ændringer, vil den danske bistand blive reduceret. Tanken er dermed (øjensynligt), at et land som Tanzania vil få væsentligt mindre bistand, medmindre de kan demonstrere at de tager deres korruptionsproblem alvorligt og rent faktisk gør noget ved sagerne. Det samme gælder en række andre forhold, men eksemplet er selvfølgelig ikke valgt tilfældigt. Den tidligere minister Ulla Tørnæs hævdede hårdnakket, at Danmark ikke støttede korrupte regimer, mens vi andre – fnysende – kunne konstatere, at Tanzania var og stadig er blandt verdens allermest korrupte regimer, og at der ikke synes at være nogen egentlig vilje til at gøre noget ved det. Hvis man som toppolitiker nyder godt af store bestikkelser, hvor er incitamentet til at bekæmpe korruption? Med Pinds ændring kan der vise sig at komme et sådant incitament. Læs resten
Politik kan være en underligt mudret affære. Særligt gælder det, at politikere sommetider stemmer helt anderledes end deres vælgere synes at foretrække. Punditokraternes ven Niklas Potrafke (Uni Konstanz) har lige publiceret et nyt og ganske sigende eksempel på dette misforhold. I foråret sendte byrådet i Konstanz et forslag til folkeafstemning omkring byggeriet af et nyt koncerthus. Byggeriet, der er budgetteret til 48 millioner euro, er planlagt på en grund direkte op til Bodensee. På trods af at et flertal bestående af CDU, FDP og nogle grønne byrødder gav projektet et flertal i byrådet – SPD stemte som en samlet blok imod – stemte 66 % imod byggeriet.
Det særlige i eksemplet er, at Potrafke demonstrerer hvordan det i helt særlig grad er socialdemokratiske afstemningszoner, mens borgerlige områder i højere grad stemte for projektet. Det store men er dog, at han kan vise hvordan en ganske stor del af de borgerlige (CDU og FDP) vælgere også stemte imod! Som han konkluderer, ”the voting behavior of political representatives may be decoupled from the preferences of their constituents even in closely knit jurisdictions in which the principal-agent relationship between voters and representatives is usually thought to favor the principals”.
Eksemplet fangede min interesse, da det minder i mistænksom grad om situationen de sidste ni pr i dansk politik. En artikel om emnet fra der Südkurier (på tysk) kan læses her; working paper-versionen (på engelsk) kan downloades her.